Baggrund
Læsetid: 3 min.

A-Pressens kamp for at overleve

Navnestof om kendte mennesker skulle redde den socialdemokratiske presse i konkurrencen med BT og Ekstra Bladet, som arbejderne hellere ville læse, men øvelsen lykkedes ikke
Kultur
27. juli 2012
Navnestof om kendte mennesker skulle redde den socialdemokratiske presse i konkurrencen med BT og Ekstra Bladet, som arbejderne hellere ville læse, men øvelsen lykkedes ikke

Hver gang jeg ankommer til Aarhus med tog, kaster jeg et hurtigt blik på en bestemt ejendom på Banegårdspladsen, før jeg haster videre. I den tilbragte jeg de fem første år af mit journalistiske liv. Bygningen emmer af historie – og historier – men det ænser ingen i dag. Avisen hed Demokraten. Den var en del af det store projekt, den socialdemokratiske presse i Danmark, også kendt som A-pressen. Dengang var der liv og glade dage på redaktionen, men ellers er det en sørgelig historie.

Selvfølgelig var det kun ret og rimeligt, at fagbevægelsen med partiet rumlende i baggrunden fik sine egne aviser. Det havde både Venstre, Konservative og Radikale i mange større byer. Firebladssystemet er det kendt som. Lyder næsten som et harmonisk firkløver, men aviserne bekæmpede hinanden af et godt hjerte. Da vores konkurrent Aarhus Stiftstidende engang var strejkeramt i en længere periode, trykte Demokraten, som typograferne naturligvis fredede, ekstra oplag på livet løs, skønt dem på ’Stiften’ brokkede sig og henviste til en gammel gentleman agreement om, at det gjorde man bare ikke.

»Demokraten har aldrig indgået nogen gentleman-aftale,« udtalte vores chefredaktør med klar stemme. Det, syntes vi, var flot sagt. Vi var nemlig ikke gentlemen. Det var noget, overklassen var.

Angst og uro

Det var en ren svir at være journalistelev på Demokraten – bortset fra, at vi skulle møde klokken syv om morgenen. Til gengæld fik vi fri klokken 14, hvorefter Ulla Terkelsen, min daværende kollega, og jeg som regel gik med den fine, gamle kulturredaktør, Fredrik Martner, over på Kroen i Krogen og nød en snaps med angostura, eller ’angst og uro’, som redaktøren benævnte bitteren. Han havde været kammerat med Bertolt Brecht. Ulla var udenrigsredaktør. Hun havde afløst Jørgen Flindt Pedersen på posten. Efter hende kom Ole Sippel. Der var således ikke mangel på journalistisk talent på avisen. Demokraten kørte godt. Den gav overskud.

Mit allerførste job som elev var at ringe resultater hjem fra en brydeturnering i Åbyhøj. Ellers fik jeg håndbold og cykelløb som speciale. Man følte sig privilegeret, når man sad på de pressepladser, man som gymnasieelev havde skævet misundeligt til. Tænk at være en af dem, der sad der! Nu sad jeg der selv.

Krags foretrukne

Det fascinerende ved at være journalist var, at man kom rundt i forskellige miljøer. Jeg blev sendt til generalforsamling i Karetmagernes Fagforening den ene aften for så den næste at interviewe den sovjetiske digter Jevgenij Jevtusjenko på besøg i Aarhus. Jeg blev bagsideredaktør og senere kulturredaktør i en ung alder.

Som bagsideredaktør blev jeg beordret til at sende en fotograf hen for at tage et foto af en lokal folketingskandidats førstefødte baby. Det var så vist ikke et journalistisk jugement, der lå til grund, men et socialdemokratisk, og der nærmer vi os sagens kerne. A-Pressen blev aldrig accepteret som rigtige aviser. Bindingen til fagbevægelse og parti satte sig igennem på en negativ måde.

A-Pressen døde af dårlig økonomi, mangel på læsere og en ledelse, der havde svært ved at skelne mellem venskab og pamperi. Arbejderne læste BT og Ekstra Bladet.

En torn i øjet var også, at partiets daværende statsminister, Jens Otto Krag, foretrak Politiken som talerør, når han havde noget interessant at sige.

I et desperat forsøg på overlevelse tog Social-Demokraten navneforandring til Aktuelt, så det ikke lugtede så meget af partipresse. Man forsøgte at konkurrere med tabloidpressen på navnestof, dvs. sladder om kendte mennesker, og da gik det helt galt, for det kunne man ikke.

En kortvarig succes oplevede man, da Aktuelt begyndte at udkomme om søndagen. Men så fulgte BT og Ekstra Bladet trop, og så var det hul lukket. Aktuelt rev Demokraten med sig i faldet.

Nå, skidt pyt. Det er alt sammen så længe siden.

Serie

Album

En af Informations nestorer, Kristen Bjørnkjær, har bladret i sit album og beretter ud fra udvalgte fotos om nogle af sit livs mange oplevelser – som journalistelev, blaffer, soldat, forfatter og rejsende til Irak, Iran og Japan.

Seneste artikler

  • Det persiske forår

    6. august 2012
    Vogternes Råd i Iran kvalte de reformivrige aviser, som havde folkets opbakning. I Irak ligger selvmords-bombningerne som en tung dyne over demokrati-projektet
  • Vi måtte ikke sige sgu

    30. juli 2012
    Rene negle var også en vigtig del af pædagogikken i min barndom, hvorfra fotografier fortæller en historie om pænhed og artighed, men hvad er det i grunden, der sker senere?
  • Ivan var fjenden ...

    24. juli 2012
    ... det herskede der ingen tvivl om, og vi huggede tappert til ham med vore fældede bajonetter. En krig forekom komplet usandsynlig dengang i Aarhus i 1963
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Nogle af de ufatteligt mange millioner, fagbevægelsen i dag bruger på at støtte den borgerlige presse med annoncer, havde været bedre anbragt som direkte betaling for udgivelse af sit eget dagblad.
På Lolland savner vi stadig Ny Dag.

Søren Kramer

Læsernes børn blev akademikere og så læste de pol, weekendavisen eller information.
Arbejderne begyndte at læse og så var det bryster, tv og forargelse.
Nu stemmer arbejderne på borgerlige der holder deres hoved fast mellem bryster, gadgets og forargelse på tilbud i krifa.
Det er fra dem enhedslisten forventer en revolution, men mon ikke de har det ok selv om de er smelder fede og dør tidligt , eller hva?

Jeg blev helt overrasket over at læse, at Ulla Terkelsen engang har været journalist.

Søren Blaabjerg

Tidligere havde man her i landet en hovedsageligt økonomisk baseret klassedeling. Det var galt nok og selvfølgelig hamrende uretfærdigt, men man gjorde, hvad man kunne for at rette op på det. Hvis arbejdsmandens eller fiskerens søn/datter havde evnerne til det, så kunne han/hun såmænd godt ende med at blive civilingeniør eller professor.

I dag har vi imidlertid - på godt og ondt - på sæt og vis fået en langt værre klassedeling, der blandt andet afspejler sig i medieforbrug, kostvaner og meget andet, nemlig en kulturel og evnemæssig klassedeling, som ydermere til dels er sammenfaldende med den sociale lagdeling og boligmæssige ghettoisering vi oplever, der ser ud til samlet set mere at bide sig fast og går i arv fra den ene generation til den anden. Multi-ulighed er en dermed realitet.

Idealbilledet "den oplyste arbejder", eller med andre ord: det socialdemokratiske idealmenneske, som den nævnte socialdemokratiske presse havde som sin primære målgruppe, er - hånden på hjertet - et ikke eksisterende famtom, for er man bedre til at bruge hovedet end hånden, så vælger man ikke frivilligt et job som industriarbejder, butiksassistent eller hjemmehjælper, og hvis ikke så er man er i en situation med relativt høj arbejdsløshed også blandt de første, der risikerer at få en fyreseddel og opleve lange perioder med ufrivillig ledighed.

Sat på spidsen af satirikeren Dario Fo:

... Arbejderen kan 300 ord, det er derfor han er arbejder. Arbejdsgiveren 1000, det er derfor han er arbejdsgiver. ...

Det er selvfølgelig en kende overdrevet. Ikke desto mindre, så gør man imidlertid lighedstanken en bjørnetjeneste ved at ignorere eller bagatellisere den kulturelle lagdeling og heroisere "almindelige mennesker" (denne moderne eufemisme for de med de ringest betalte og mindst respekterede jobs). Der ligger faktisk en kolossal opgave der, som venter på sin løsning.

Hvordan kan kan man her i landet bl.a. skabe/revitalisere en folkelig enhedskultur, der ikke er baseret på banal løgnagtighed og kommerciel forfladigelse, og hvor alle har en fornemmelse af at være respekterede som fuldgyldige medborgere i enhver henseende?

Steffen Gliese

Søren Blaabjerg, det forekommer mig, at vi var kommet langt i 70erne, og at det værste stød mod modellen var 1) besparelserne på kulturen fra midtfirserne, nedprioriteringen af oplysningsfagene i grundskolen og gymnasiets frie valg, 2) oprettelsen af TV2 og den dermed systematiserede nivellering af indholdssiden i medierne, 3) satsningen på computeren som underholdnings- fremfor oplysningskilde.

odd bjertnes

'… Arbejderen kan 300 ord, det er derfor han er arbejder. Arbejdsgiveren 1000, det er derfor han er arbejdsgiver. …'

... og enige er de om, at den der kan 10000 ord skal ikke ansættes. Det er ikke til at holde ud.

Peter Taitto

I gamle dage lå der Aktuelt og sommetider også Land og Folk side om side med EB og BT i skurvognen. nu ligger der kun EB og BT. Resultatet er tydeligt i dag.
For hvis arbejderen kunne 300 ord dengang jvf. den tidligere omtalte Dario Fo, kan han måske 100 i dag.

Hanne Gregersen

A-Pressen endeligt var vel blot det endegyldige bevis på, at pampervældet ikke havde antydningen af begreb om at drive noget, som kan løbe rundt på kommercielle vilkår og på et tidspunkt får misrøgt af medlemmernes penge også en ende..... dead man walking.......