Da de arbejdsløse ville stjæle våben fra militæret

»Om samfundet kan bære det Krav, der er fremsat om at give os til Livets Ophold rager ikke os, thi vi er ikke interesseret i dette Samfunds Bestaaen, men haaber kun paa saa snart som muligt at omstyrte det.«

Sådan refererede en politimeddeler fra et møde, som De Arbejdsløses Organisation (DAO) afholdt torsdag den 16. december 1920 i Folkets Hus på Jagtvej i København. Referatet blev udarbejdet i ét eksemplar og underskrevet af den nidkære inspektør i Statspolitiet Sigurd Tage-Jensen.

Taleren var sadelmageren og syndikalisten Thøger Thøgersen, der var en meget anvendt agitator.

I begyndelsen afholdt DAO offentlige møder, der samlede mange hundrede, ja, nogle gange flere tusinde tilhørere. Man vedtog resolutioner og gik i demonstrationstog, men efterhånden steg desperationen og forarmelsen blandt de arbejdsløse.

Fra et møde den 15. februar 1921 fik Tage-Jensen refereret, at DAO opfordrede de arbejdsløse til ikke længere at betale gas, skat eller husleje.

Næste dokument i bunken af bevarede dokumenter fra Statspolitiet er stemplet ’Fortrolig’ og dateret et halvt år senere, i august 1921. Det er et uddrag fra De Arbejdsløses Landskonference, som blev afholdt i Aarhus, og hvis sidste punkt ifølge referatet »blev behandlet for lukkede Døre.« Spørgsmålet var organiseringen af de arbejdsløse, og her havde en Robert Klitforth fra København et forslag om et Ordensværn:

»Planen gaar ud paa, at ’Værnet’ kan mobiliseres saaledes, at det hele landet over paa en bestemt Dag kan træde i Funktion.«

Planen, som ifølge Tage-Jensens referat »blev modtaget med Begejstring« blev også »meddelt under Tavshedsløfte. Taleren udtalte, at hvis disse Planer kom Politiet i Hænde, vilde det være ensbetydende med, at Udvalget blev sat fast med det samme.«

At Statspolitiet selv inden for en så snæver kreds havde meddelere, havde taleren næppe fantasi til at forestille sig.

I al enkelthed var Robert Klitforths forslag, at »hvis der blev lukket for Gassen hos de Arbejdsløse, lod man dem lukke, men man satte saa en Gasslange til Røret uden om Maaleren.« Tilsvarende hvis der blev slukket for strømmen, eller fogeden blev tilkaldt: »Pantes der for Skat, møder Ordensværnet og smider Kongens Foged ud.«

At Tage-Jensen tog alvorligt på oplysningerne viser en håndskrevet tilføjelse nederst: »JM’et (Justitsministeriet, red.) er vel underrettet / Militæret?«

Den 9. august 1921 arbejdedes der ifølge en fortrolig »hertil indgaaet Meddelelse« indenfor »det af de revolutionære Partier oprettede ’Ordens­værn’ på at sætte sig i Besiddelse af Vaaben og Ammunition.«

Konkret blev der peget på det »Krudttaarn, der er beliggende på Refshalevejen« som »et Sted, man uden større Vanskeligheder kunde sætte sig i Besiddelse af.«

Efter 56 års besættelse
I Ordensværnet skulle der desuden have »været tale om« at slå til »i de mindre Garnisionsbyer« og »paa et givet Tidspunkt« sikre sig »de der opmagasinerede Vaaben«. Endelig var det »omtalt, at nogle Udlændinge, der skal ankomme her til Landet, skal forsøge at indsmugle Vaaben, antagelig over Grænsen sydfra.«

Med håndskrift var der efter den maskinskrevne tekst tilføjet: »Er Militæret underrettet / Grænsen?«

Udviklingen i Sønderjylland, der året forinden var forenet med Danmark efter 56 års tysk besættelse, var efter kejserens fald gået i en mere radikal retning end i resten af Danmark. Det kan være baggrunden for en indberetning den 22. august 1921, der er forsynet med et håndskrevet ’Strengt fortrolig’:

»Ifølge hertil indgaaet fortrolig Meddelelse skal der i Sønderjylland paa Gaarde, der ejes af tysksindede Personer, være skjult en Del Vaaben: Rifler, Maskingeværer, Miltralløser og Ammunition, ligesom der ogsaa skal findes en Del Cykler.« Disse våben og cykler skal Ordensværnet efter planen overtage, når de »ved passende Lejlighed transporteres hertil Byen.«

To revolutionære fra København skulle i »Omegnen af Tønder, Aabenraa og Sønderborg« have arrangeret velegnede skjulesteder, »og disse skal være kendelige ved, at der synligt fra Vejen og op mod Muren skal staa en oprejst Stige«.

En af de revolutionære, der var på udflugt til Sønderjylland, var Aage Jørgensen. Han var en kendt figur, og selv om han kom fra borgerlige kår, havde Aage Jørgensen været med til at stifte både Socialistisk Arbejderparti i 1918 og var samtidig et engageret medlem af Den Røde Garde, som han ifølge Tage-Jensens referat havde tilsluttet sig med stor patos.

Han gav således »Haandslag paa, at jeg vil ofre mig i den revolutionære Kamp og yde alt, hvad jeg formaar af personligt Arbejde. Der kæmper i mit Bryst en Trang efter at være med, og det skal være mig en Tilfredsstillelse at blive kastet ud paa de mest vanskelige poster.«

Som russiskkyndig spillede Aage Jørgensen samtidig en nøglerolle, fordi han var ansat på den russiske gesandtskab i København og dermed var en af de få revolutionære, der kunne leve af sin politiske indstilling. Han fik senere en lidt dyster skæbne, først som socialdemokrat og siden nazist.

Bajonetter og messingrør
Tilbage i København fik Tage-Jensen den 22. august 1921 et referat med den håndskrevne tilføjelse ’Strengt fortrolig’ fra et lukket bestyrelsesmøde i de arbejdsløses Ordensværn.

Til behandling var »en skriftlig Plan fra Sekretariatet«, ifølge hvilken »de mest fremtrædende medlemmer« skulle forsynes med et metalskilt mærket »D.R.H.P., dvs. ’Det revolutionære hemmelige Politi’ og D.R.O.P. dvs. ’Det revolutionære Ordenspoliti’«.

Mere alvorligere end metalemblemerne var for Tage-Jensen nok oplysningerne om et forslag om at forsyne Ordensværnets medlemmer »med Revolvere eventuelt med Bajonetter. Ordensværnets Medlemmer skal endvidere bære et Messingrør, ikke under 15 Tommer langt, fyldt med Bly i den yderste Halvdel.«

Om de drastiske metoder har virket afskrækkende eller tillokkende, er svært at afgøre. Men De Arbejdsløses Organisation og Ordensværnet fik en betydelig opbakning, ikke mindst i provinsen. På et møde i Kalundborg den 12-13. august 1921, hvor der deltog DAO-repræsentanter fra hele landet, kunne en Korfitzen fra Slagelse således berette, at hans by er »længst fremme med hensyn til revolutionære Ideer og Tendenser. Ordensværnet bestaar af 170 Medlemmer, hvoraf nogle danner et Cyklekorps, og der tænkes særligt på en Overrumpling af den derværende Maragarinefabrik.«

Ordensværnet i Slagelse øvede sig ifølge Korfitzen allerede nu på »Patrouilletjeneste« og »Klarlæggelse af Planer om eventuelle belejringer af forskellige Punkter. Øvelserne foregaar i Byens Udkanter.«

Brevet fra Trotzky
August 1921 må have været en travl måned for Statspolitiet. Midt på måneden kunne Tage-Jensen skrive en indberetning om, at typografen Ernst Christiansen, der i 1919-26 var den første kommunistformand, på et udvalgsmøde i Ordensværnet havde fortalt om et brev fra den sovjetiske revolutionshelt Trotzky, »Denne meddelte, at saafremt Partiet ikke i en nær Fremtid opviste Resultater i retning af et revolutionært Udbrud, vilde den hidtil oppebaarne pekuniære Støtte (4-5000 kr. ugentligt) bortfalde fra førstkommende 1. oktober.«

På samme udvalgsmøde drøftede de revolutionære ifølge Tage-Jensens referat, om man på Kastellet fra de bag »den kommanderende Generals Bolig liggende Depoter« kunne kaste »Vaaben eller lignende ud gennem et Vindue over Plankeværket til Vejen.«

Knap en uge senere modtog Tage-Jensen endnu en indberetning, ifølge hvilken Ordensværnets medlemmer kunne få undervisning i »Brydning, Boksning, Vaabenøvelser, Efterforskningsarbejde, skriftlig Indberetning samt et Kodesystem, efter hvilket der skal kunne føres Telefonsamtaler ved Enstavelsesord.«

Desuden skulle en Carl Knudsen have overladt Ordensværnet »nogle Rifler, ca. 40 Stk, og han skal have udtalt, at han var i Besiddelse af noget krudt samt at han samlede paa tomme Konservesdaaser, der skulde lades og bruges som Bomber.«

Endelig tilføjede Tage-Jensen, at der på Amager Strand skulle afholdes skydeøvelser, »men Øvelserne har endnu ikke taget sin Begyndelse.«

Den 30. august 1921 modtog politiinspektøren endnu en strengt fortrolig indberetning om et møde i DAO, som må have været opsigtsvækkende. Igen havde Ernst Christiansen nyt fra det store udland: »Paa det tyske Kommunistpartis Kongres, som afholdtes i Jena i dagene 22.–26. Ds., var oprettet en skriftlig Overenskomst angaaende en Revolution, der for Tysklands og Danmarks vedkommende skulde udbryde samtidig.«

Overenskomsten »laa nu til Underskrift her«, og der skulle endda være oprettet »en daglig, direkte Telefonforbindelse mellem Styrelserne i de to lande.«

Rundt omkring fra Ordensværnets lokalafdelinger kom den ene klarmelding efter den anden: Man var klar til at gå i aktion den 8. september, hvis der blev givet signal. Som eksempel kan nævnes et telegram fra Holbæk, der var opsnappet af Statspolitiet og kopieret til Tage-Jensen: »Hurtig Afgørelse fra Sekretariatet udbedes. Alt er klar, kan ikke udsættes. Svar udbedes inden 8. Ds. Kl. 11 Fm.«

Få dage senere modtog Tage-Jensen yderligere indberetning om Holbæk-planerne: De arbejdsløse skulle gå til rådhuset og kræve en understøttelse på 70 kr. ugentligt. Hvis det blev afslået, »skal organisationen paa bedste Maade søge at sætte sig i besiddelse af Rådhuset efter i Forvejen at have skaffet sig Vaaben, som man mener at kunne tage fra Militærets Beholdninger.«

På et møde den 2. September udtalte DAO’s leder Robert Klitforth ifølge endnu et referat med Tage-Jensens signatur: »Kammerater, I kan nu se, at det er Alvor, og det er ved at gaa løs, og I ved hvad det gælder. Derfor fremad mod de Maal vi har sat os. Enhver maa gøre sit til at vi kan naa en sikker Sejr. Leve republikken Danmark.«

Revolten, der løb ud i sandet
Hvis der var planlagt landsdækkende optøjer den 8. september 1921, synes de at være løbet ud i sandet. I hvert fald modtog Tage-Jensen den 12. september indberetning om et møde i DAO to dage forinden, hvor skuffelsen er udtalt, paradoksalt nok »fordi Myndighederne har lukket Øjnene for, hvad der er foretaget«.

Selv om agitatorer på møderne har talt »haanende, majestætsfornærmende Ord«, har politiet ikke grebet ind med anholdelser, heller ikke af talerne, »selv om disse er fremkommet med Udtryk af ret truende Art, hvilket havde været ventet, da det vilde have været et ret kærkomment Agitationsstof.«

Få måneder senere blev Ordensværnet opløst. Den konkrete baggrund er ikke oplyst, men må have at gøre med anholdelsen af bestyrelsen for DAO’s københavns-afdelingen for »forbryderiske Handlinger«, efter alt at dømme gastyverierne.

I en strengt fortrolig indberetning fra den 16. december 1921 refereredes journalisten Alfred Mogensen fra Arbejder-Bladet for på et møde i Ordensværnet aftenen forinden at have udtalt:

»Hele vor bevægelse ligger nu død; de, der endnu er tilbage, vil ikke vove sig længere ud, end de kan klare for sig (...) det vil med andre Ord sige, at vi godt kan ’pakke sammen’. Jeg vil ikke nægte, at DAO var vores store Haab«.