Nyhed
Læsetid: 3 min.

Op og ned ad Champs-Èlysées

For 38. gang triller de tilbageværende Tour de France-ryttere ind på Avenue des Champs-Élysées på den afsluttende etape i verdens største cykelløb. Formentlig for at lade det hele afslutte i et stort sprintopgør
Kultur
21. juli 2012

Når man en kold efterårsdag vandrer mod Place de la Concorde sammen med tusindvis af parisere og turister, er det svært at forestille sig de spektakulære scener, Avenue des Champs-Élysées – eller bare Champs-Élysées, som den kaldes i folkemunde – har lagt brosten og asfalt til en dag om året de sidste 37 år i træk. Der er langt fra de frodige træer, den brændende sol og det lydinferno, der traditionelt omgiver den sidste etape i verdens største cykelløb, når omkring 15 millioner mennesker er samlet omkring Champs-Élysées.

En dag om året bliver avenuen i nogle timer lukket for de firehjulede biler, og i stedet er det tohjulede cyklister, der i hæsblæsende tempo suser op og ned ad den 1,9 kilometer lange avenue.

Sidste år var danske Lars Bak en af hovedpersonerne på den afsluttende etape. I flere omgange lå han i front sammen med portugiseren Sergio Paulinho, sloveneren Kristjan Koren, englænderen Ben Swift og franskmændene Jérémy Roy og Christophe Riblon. Men på sidste omgang skete det, der stort set altid sker på Champs-Élysées: Udbruddet blev hentet, og det hele endte i et klassisk sprinteropgør.

Ganske historisk – faktisk var det allerede historisk for to år siden – vandt Mark Cavendish for tredje år i træk. Det er aldrig sket før. Før det var det heller aldrig sket før, at samme rytter havde vundet to på hinanden følgende år på Champs-Élysées. På Champs-Élysées holdes ofte sprinternes uofficielle verdensmesterskab, og sådan vil det sikkert også blive i år.

Men det er ikke altid, at en sprinter – som Cavendish sidste år – vinder med en god cykellængde ned til sin nærmeste modstander.

I de første par år efter Champs-Élysées blev valgt til fast endestation for Tour-feltet, blev den sidste etape kun kørt på avenuen eller i dens nærområde. Først nogle år senere introducerede arrangørerne den model, vi kender i dag, hvor rytterne begynder uden for Paris og triller de første kilometer ind mod Champs-Élysées.

Otte berømte sekunder

Men i 1989 prøvede arrangørerne noget helt nyt, og det viste sig at blive en af de mest spændende og snævre Tour-sejre i historien. På en 24 kilometer lang enkeltstart slog Greg Lemond Laurent Fignon med 58 sekunder.

Fra etapens begyndelse ved Versailles var Fignon bagud med 50 sekunder, så den populære hjemmebanefavorit måtte se sig slået med sølle otte sekunder efter over 3.285 kilometer i sadlen. Og faktisk var det med sadlen et af Fignons problemer. Selv om de franske medier angiveligt allerede havde forberedt deres forsider med store billeder af Fignon, så blev de siddesår, Fignon havde fået allerede efter 19. etape, for alvorlige til, at han kunne sidde ordentligt på cyklen – og så havde han på grund af sin ømme bagdel haft problemer med at sove natten før. Altså var der intet at stille op, når Lemond kørte de 24 kilometer med et gennemsnit på 54,55 kilometer i timen.

Ændringer i toppen

Det hører dog til sjældenhederne, at der på Champs-Élysées flyttes rundt på klassementet. I hvert fald i toppen. Men i 2005 ville Alexander Vinokourov det anderledes. Lance Armstrongs øverste podieplads kunne han ikke røre. Faktisk kunne han slet ikke komme på klassementspodiet, men han kunne med etapesejren få så mange bonussekunder, at han kunne vippe Levi Leipheimer fra femtepladsen. Kun to sekunder adskilte dem i klassementet. Og den mulighed lod den uregerlige kasakhastaner ikke gå til spilde. På den sidste kilometer stak Vinokourov uimodståeligt fra feltet, og han tog sejren og femtepladsen. I øvrigt var det i 2005 ikke sket siden 1994, at den sidste etape på Champs-Élysées var blevet afgjort ved andet end et samlet sprinteropgør.

Når der tales om Champs-Élysées, kommer vi ikke uden om Djamolidine Abdoujaparov. Alene navnet er spektakulært, men den usbekiske sprinter formåede også at gøre sig verdensberømt inden for cykelkredse med sin uortodokse og farlige stil, som ofte resulterede i styrt.

Det gjorde det også i 1991, hvor Abdoujaparov ramte en af avenuens brosten voldsomt uheldigt, så han i fuld fart røg direkte ud over styret. Feltet fortsatte ufortrødent mod målstregen, og Dimitri Konyshev krydsede den først.

Men Abdoujaparov var indehaver af den grønne pointtrøje, og konkurrenterne havde ikke overhalet ham i den konkurrence på trods af hans styrt, så holdkammeraterne måtte standse og få ham op på cyklen igen, så han kunne træde de sidste 100 meter i pedalerne og krydse målstregen korrekt. To år senere formår Abdoujaparov dog at sprinte sig først i mål uden at styrte, og han gentager kunststykket to år senere i 1995.

Jo, legenderne lever på Champs-Élysées. Måske bliver der i år skrevet en ny ind i rækken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her