’Derhjemme grinte ingen af mig’

»Mor, hvad skal vi spise i aften?«

»Det ved jeg ikke, men lad os tage ind i Føtex.«

»Ok! Se mor, skal vi ikke tage det her, det smager godt, og det er også let at lave …«

»Jo, det kan vi da godt.«

»Hej far, vi har tænkt på at tage i biffen, vil du med?«

»Nej ellers tak, jeg har tænkt på at lægge mig ind på sofaen og sove lidt, derefter se tv avis.«

»Ok, nå, men så tager vi af sted nu.«

»Endelig er de ude, så tager jeg af sted nu …«

I min slidte blå mappe med science fiction-noveller fra min 7. klasses temauge på Midtjyllands Kristne Friskole er Susannes Turen i Føtex noget særligt. Mens atomangst, rumkrigsfantasier, sygdomsbekæmpelse og naturkatastrofer springer i øjnene i de fleste klassekammeraters noveller, så er sproget og formen det påfaldende ved Turen i Føtex. De afslører en udtalt besværlighed og uvanthed ved at skrive og læse. Men denne rodløshed giver også novellen sit helt eget liv.

I mange år har den af samme grund været et slags pensum for de litteraturinteresserede af mine venner. Den er primær årsag til, at novellehæftet ikke bare er mørnet i forældrekælderglemsel. Jeg læser højt fra den på samme måde, som andre sætter den samme sang på i et bestemt humør, og jeg argumenterer for dens litterære kvaliteter – hvordan den så effektivt bryder alle konventionelle fortælleformer, hvor vildt den twister sit galopperende plot.

Susanne var den lille og forsigtige, tykt bebrillede pige i klassen, som ikke kunne læse eller regne, og som jeg legede med, da jeg startede på skolen. I de større klasser bemærkede jeg hende ikke rigtigt, og når jeg siden har læst Turen i Føtex, tænker jeg mest på en abstrakt afsender frem for på den faktiske person fra dengang.

»Nå men jeg går altså i seng«

»Det gør jeg også mor«

»Ok godnat«

»Godnat«

»Godmorgen«

»Godmorgen«

»Hvor er far henne«

»Det ved jeg ikke jeg tror ikke han har været hjemme hele natten«

dingling ling

»Det er nok far nu skal jeg mor«

»Ok«

»Goddag«

»Goddag det er politiet er din mor hjemme«

I dag, fortæller andre klassekammerater mig, arbejder Susanne som tjener på Bryggeriet i Herning. Da jeg ringer restauranten op, er det hende, der tager telefonen. Jeg kan slet ikke genkende den imødekommende service-stemme fra dengang. Faktisk kan jeg ikke huske hendes stemme. Hvad sagde hun overhovedet? »Det lyder da sjovt, Katrine«, lyder det nu om deltagelse i min artikelserie om novellerne. Og tre dage senere sidder vi i haven i solen i et lille hus lidt uden for Struer. Hun er blevet mere ’spif’ at se på: spidse briller frem for de tykke runde, en frisk korthårsfrisure, en spraglet stribet skjorte, der skjuler en højgravid mave. Vi læser novellen. Fra indledningsdialogen med vilde spring i tid og rum, eskalerer plottet: Faderen er blevet fanget »i et meget stort hus i går med en hel masse børn som han havde børnemishandlet«. En kaskade af plottwists følger efter.

Tavleskræk

Novellen er slet ikke science fiction. Susanne havde generelt svært ved at gøre tingene ligesom os andre. Hun ryster på hovedet af den og mindes følelsen i maven fra dengang:

»Jeg brød mig ikke om at gå i skole. Jeg havde jo meget svært ved at læse. Og at blive hevet op til tavlen eller blive spurgt uden at have rakt hånden op – det var et skrækscenarie for mig: Hvad vil de andre sige? Hvilke øgenavne skal jeg nu kaldes i skolegården? Kommer de hen og driller mig med, at jeg er dum? Og der var morgener, hvor jeg løj for mine forældre og sagde, at jeg havde det dårligt og havde brækket mig om natten. Det passede jo aldrig, og mine forældre fandt jo ud af det: ’Nej, Susanne. Det har vi ikke hørt noget til.’«

Det, Susanne frygtede, og stadig gør, mere end noget, var, at der skulle ske noget slemt med familien. På den måde passer novellens tematik på det, der fyldte i hendes hoved dengang. Hjemmet var Susannes fristed, hvor hun kunne være glad og fjollet.

»Der vidste jeg, at de holdt af mig, lige meget hvad jeg gjorde. Der var ikke nogen, der grinte af mig eller rynkede på næsen eller havde en pegefinger i vejret. Vi boede dengang i et rækkehus ude i Tjørring, og jeg kan huske, at der ville jeg bare ikke fra. Vi måtte ikke flytte. Og jeg vidste, at det kostede penge at bo der,« fortæller hun.

»Også når vi var i Føtex for at købe stort ind og betalte 1.200 kroner – det syntes jeg var for mange penge. Vi har aldrig manglet noget, men jeg var alligevel bange for, om vi havde penge nok. Og hvis jeg så noget med boligpriserne i Nyhederne, så tænkte jeg: Kan mine forældre mon så blive boende her? Deres hus har jo også en boligpris?«

I fjernsynet så hun 112 med William Shatner om folk, der skal reddes ud af brændende hjem, og om børn, der er ved at drukne. Og hun fantaserede derudad og fortalte røverhistorier til forældrene.

»Men det ubehagelige i novellen, det med mishandling, og at en far kom i fængsel – det er fra fjernsynet,« siger hun og fortsætter:

»Jeg var sur på kommunen og er det stadig, når jeg ser noget på tv om børn, der bliver misbrugt, uden at nogen skrider ind. Jeg kan huske, at jeg sagde dengang: Mor, de skal jo hjælpe dem. De skal jo hjælpe børnene.«

»Og derhjemme går alting godt, og hun har fundet sig en ny mand, og han var sød og god ved Ken. Men det viser sig så, at manden, hun har giftet sig med, er hendes eksmands bror, som hun ikke har fået at vide at han havde – og sønnen heller ikke. Men de har så snakket sammen, ham og hans bror. Og det hele var planlagt at han skulle dø inde i fængslet, og at den anden mand, hun havde giftet sig med, skulle mishandle hende og Ken …«

’Nej, Susanne’

Hendes stemme er blød og dæmpet. Pludselig kan jeg huske den igen.

»Jeg var ikke den pæne, jeg var ikke den sjove, jeg var lidt overvægtig. Jeg var bare ikke den, man syntes var sjov at være sammen med. Og så blev jeg lukket ude. Det var ikke så meget, at I sagde og gjorde noget, det var mere mig selv, der følte mig udenfor, fordi ingen gad lege med mig. Når vi skulle have nye pladser i klassen, var der aldrig nogen, der frivilligt kom over og satte sig ved mig, og jeg følte: Hvorfor er jeg ikke god nok? Og så blev jeg stille og indadvendt i stedet for at komme frem.«

Når vi havde diktat i skolen, satte vores dansklærer Else en rød streg under de ord, vi havde stavet forkert. Hos Susanne satte hun en rød streg, når der stod noget rigtigt, kan jeg huske. Når vi havde geografi, modtog hun eneundervisning i matematik og dansk. Drengenes arme var ved at strække sig af led i luften, når de ville svare på det, som læreren havde spurgt hende om.

»Jeg fortalte kun mine forældre om halvdelen af de lektier, jeg havde for. Så var det hurtigere overstået, for det var alt for meget. Bare tre-tabellen. Der skulle jeg jo sidde og tælle mig frem. Og jeg skammede mig. Alle andre kunne jo læse. Det var en simpel sag. ABC. Helt ærligt.«

»I en engelsktime kom vores lærer hen til mig og spurgte mig om nogle lektier, vi havde haft for. Dem havde jeg jo ikke lavet, for det hang mig langt ud af halsen. Jeg kunne jo ikke finde ud af det. Så jeg kigger ned og begynder bare at fortælle et eller andet om en lille pige, der er på vej op af en bakke i USA’s gader. Så kigger jeg op. Og så står han og ryster på hovedet. ’Nej, Susanne. Det er ikke det.’ ’Nå!’, siger jeg, og så går han bare videre til den næste. Og jeg tænker ’dumme lærer!’ Jeg følte, at han gav op.«

»Men da han skulle til at mishandle dem kom der en på besøg og det var naboen. Naboen ser ham mishandle hende og Ken. Naboen ringer så til politiet og de kommer straks og manden bliver anholdt. Senere søger hun om skilsmisse. Det får hun så endnu en gang. Men værre går det ikke at hende og Ken flytter til selveste RHODOS. Senere kommer Ken til at gå i skole og moderen får et arbejde hvor der er mange penge i. Ken vokser op på Rhodos og bliver en smuk og voksen mand med en dejlig kone og 2 søde børn en dreng og en pige som hedder Kasper og Pernille.«

En dag tog vores lærer, Else, en snak med klassen og fortalte, at Susanne faktisk kunne det samme som os. Hun havde bare brug for længere tid. Hvad der tog 20 minutter for os, tog en time for hende. Det skulle vi respektere. Det var ligesom til at forstå for os. Derefter, husker Susanne selv, blev tingene en smule nemmere. Else var en fantastisk lærer, synes hun.

»Vi legede tagfat ude i skolegården, og det var mig, der skulle ’tage’, og jeg løb jo ikke særlig hurtigt. Men så kom Anders og Michael hen til mig og sagde ’tag os’, så jeg ikke skulle blive ved med at rende rundt. Og så tænkte jeg: Så kan de jo godt lide mig. På et eller andet plan.«

Få ord, men nok

Efter 9. klasse tog Susanne på efterskole, arbejdede et år som rengøringsdame på Herning Sygehus for at spare sammen til en international uddannelse som tjener på Teknisk Skole. Hun var i Frankrig og plukke druer til vin og har serveret på restauranter rundt omkring i verden.

»På efterskolen fik jeg mere selvtillid og lærte, at jeg var god til at sy og andre ting, og jeg begyndte at stole lidt mere på mig selv. Pludselig havde jeg heller ikke længere mine forældre i baghånden. Var der nogen, der sagde noget, kunne jeg ikke længere krybe under dynen hjemme ved far og mor.«

»Pludselig en dag kommer der et brev, I brevet var en check på 50.000 kr. fra Kens mor, som er død. Han bliver enormt glad men også meget ked af at hans mor er død. Men alligevel køber han jo gaver til dem. Kasper fik en dykkerdragt og til Pernille er der en bikini, solbriller, en kjole, T-shirts, shorts og til allersidst noget solcreme. Og til konen var der et boblebad på badeværelset. Og resten af pengene brugte de til mad. Og de lever stadig lykkeligt i år 3000.«

I dag er hun husejer og forlovet med Michael. De venter barn.

»Når han kommer hen og holder mig på maven og spørger, om ’vi to’ er ok, så bliver jeg næsten så glad, at tårerne strømmer ned ad kinderne,« siger hun.

»Og om 20 år vil jeg bare håbe, at vi stadig bor her. Og at vi i hvert fald har to teenagebørn og har et godt familieliv og har det godt med naboerne.«

Jeg spørger hende, om hun kan huske, hvornår tingene vendte. Hvornår hun første gang fik ros.

»Der var en dag under uddannelsen, hvor vi gik inde i restauranten og skulle dække bord, og så fik jeg at vide af min lærer, at det så rigtig godt ud, og at det havde jeg ’flair for’. Og jeg tænkte bare, da hun sagde det med flair: Yes! Da blev jeg virkelig glad, nærmest oversvømmet, og jeg tænkte bare: Hold da kæft. Så er det bare det, jeg skal. Jeg var på rette hylde. Jeg skulle være tjener. Jeg skulle frem. Det var få ord, men det var nok.«

kahy@information