Læsetid: 4 min.

Endeløst trilleri på tværs af banen

Efter endnu en triumf til ’La Furia Roja’ må resten af Europa spørge sig selv: Hvordan kommer vi ud af tiki-takaens spændetrøje?
Xavi Hernandez i Creus (tv.)  er spilfordeler hos både FC Barcelona og det spanske landshold. Han anses som en af hovedarkitekterne bag spillestilen tiki-taka.

Xavi Hernandez i Creus (tv.) er spilfordeler hos både FC Barcelona og det spanske landshold. Han anses som en af hovedarkitekterne bag spillestilen tiki-taka.

Artyom Korotajev

3. juli 2012

Nå. Så vandt spanierne altså - igen. Og hvad skal man så sige til det? Tre store turneringssejre på stribe. Bedste europæiske mandskab nogensinde. The style kings fra den iberiske halvø.

Ja ja, det kan alt sammen være meget rigtigt. Men historien bør erindre, at det spanske spil – i hvert fald i visse perioder af turneringen – også var særdeles kedeligt. Endeløst trilleri på tværs af banen. Boldbesiddelse for boldbesiddelsens egen skyld. Tiki-takaen ophøjet til religion.

Tallene taler deres tydelige sprog. Da Spanien vandt EM for første gang i 2008, havde de et skud på mål for hver 33. aflevering. Ved VM brugte de i gennemsnit 44 afleveringer på at nå frem til en afslutning. Og ved dette EM var tallet før finalen steget til hele 58 afleveringer for hvert skudforsøg.

Eller sagt på en anden måde: Spanien har lejlighedsvis optrådt som en parodi på sig selv; et hold, der dræber modstandere (og tilskuere) med et afleveringsspil, der ikke kommer ud af stedet.

Mod

Heldigvis har dette EM rummet tegn på, at andre mandskaber efterhånden er tæt på at udvikle en strategi for, hvordan tiki-takaen kan besejres. Altså en spillemæssig strategi, der ikke bare handler om at gemme sig på egen banehalvdel, som tyskerne gjorde i 2008, eller forsøge at tryne og sparke spanierne tværs ud af stadion, som hollænderne forsøgte sig med i VM-finalen i 2010.

Det handler om at udvise mod og turde møde La Furia Roja langt oppe på banen, så de ikke får ro til at iværksætte deres dræbende kombinationsspil. Eller som Italiens træner Cesare Prandelli formulerede det:

»De hold, der har succes ved dette EM, er dem, der lægger deres preslinje højt oppe på banen og har modet til at spille fodbold.«

Det gjorde både italienerne, kroaterne og portugiserne i deres respektive opgør mod Spanien. Og resultaterne var ganske tætte opgør (for Italiens vedkommende i hvert fald i gruppespillet), hvor det ellers uovervindelige mandskab fra Den Iberiske Halvø fremstod rådvildt i perioder af kampene.

I det hele taget var dette EM en turnering, der belønnede dem, der turde spille fodbold. Hold som Spanien, Italien, Tyskland, Portugal. Gode, boldspillende mandskaber alle til hobe.

Fortidens mantraer

Mens taktiske dinosaurer som England og Irland, der hænger fast i fortidens mantraer om uflyttelige kæder på midten af banen og faste skabeloner for ethvert opspil, fik æreløse hjemrejser tidligt i turneringen. Fremtiden tilhører de mobile og uberegnelige mandskaber. Og det er værd at glæde sig over.

Ligesom det bør noteres, at det endnu engang blev demonstreret, hvor meget holdånden og fællesskabsfølelsen – disse udefinerbare, luftige størrelser – egentlig betyder på fodboldhold, der ellers er befolket af topprofessionelle aktører.

Hvis mandskaberne ligger i indre strid, skinner det igennem på banen. Sådan er det bare. Og derfor måtte ballademagerne, slagsbrødrene og superkrukkerne fra Frankrig og Holland rejse hjem langt tidligere, end deres sportslige niveau berettigede til.

Det europæiske fodboldforbund UEFA bidrog også til underholdningen undervejs. Allerførst ved at få den geniale idé at lægge Polen og Ruslands indbyrdes opgør i gruppespillet på Ruslands uafhængighedsdag den 12. juni; hvorefter de undrede sig over den forventelige ballade, der opstod, da nogle tusinde russiske nationalister sagde tak for invitationen og rejste over grænsen for at gå march gennem Warszawa på kampdagen.

Tika-taka-tricket

Dernæst gjorde forbundet sig selv til grin ved at udstikke en kæmpebøde til Nicklas Bendtner og give ham én spilledags karantæne, fordi han viste elastikkanten på sine underbukser. Og her på falderebet har UEFA’s præsident, Michel Platini, lige nået at lancere en tanke om, at EM-turneringen i fremtiden skal brydes op og afvikles i op til 32 byer over hele Europa, hvilket nok har fået mange fodboldinteresserede over hele kontinentet til at tænke, at nu trænger UEFA-præsidenten vist til sommerferie.

Først og fremmest tilhørte turneringen dog Spanien og deres tiki-taka; denne særegne spillestil, der har udviklet sig fra at være beundret til forkætret i vide kredse. Dog må selv de hårdeste kritikere anerkende, at spaniernes udvikling af fodbolden har været skelsættende. Den har forandret den måde, hvorpå man tænker og spiller fodbold i Europa. Som hovedarkitekten bag tiki-takaens spanske katedral, Xavi, selv har formuleret det:

»Før i tiden havde små spillere som jeg ikke meget at gøre på banen. Nu dominerer vi spillet!«

Det store spørgsmål her på bagkanten af turneringen er dog, hvordan europæisk fodbold kommer ud af den spændetrøje, som tiki-taka dominansen er begyndt at føles som. Med udviklingen af det 4-6-0 system, som Spanien reelt vandt turneringen med, har man indtrykket af, at spillestilen nu har fundet sit definitive udtryk i form af en endeløs række af bittesmå, supertekniske midtbanefolk, der spiller bolden rundt i evige trekanter og lejlighedsvis nærmer sig modstandernes mål.

Fornyelse

Vi har behov for fornyelse. Og måske kommer den fra de slagne finaledeltagere fra Italien og ikke mindst deres træner, hædersmanden Prandelli, der har skabt et smukt og boldspillende fodboldhold på ruinerne af VM-fiaskoen for to år siden, hvor gli azzurri piftede ud allerede efter gruppespillet.

Selv om finalen endte med en snitter på 4-0, så kan italienerne forlade Ukraine med højt løftet hoved. De spillede en smuk turnering, og man glæder sig allerede til at se, hvor langt Prandelli kan udvikle holdet frem til verdensmesterskaberne i 2014 – hvor vi forhåbentlig også får et gensyn med Ronaldo og Schweinsteiger og Zlatan og alle de andre, der var med til at skabe denne turnerings mindeværdige øjeblikke. Festen er slut for denne gang.

Men den fortsætter om to år i Brasilien!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Garp

Hvordan MØN kan stille en modsætning op mellem tiki-taka og modpres højt oppe på banen, det er en gåde. Modpres højt oppe på banen er netop en af spaniernes afgørende forcer.
Og når det - rigtigt til tider i turneringen kedelige pasningsspil - så, som i finalen - også inden den ødelæggende reduktion af det italienske mandskab til 10 mand den sidste halve time - kombineres med dræbende og direkte angrebsspil, ja så er det stadig det bedste, mest medrivende og smukkeste fodboldspil, der eksisterer i dag.

Når spanierne pryglede italienerne med 4-0 er det , ærligt talt komisk, at Informations fodbold-'ekspert' taler om 'endeløst trilleri på tværs.
De spanske spillere befandt sig simpelt hen på et teknisk niveau, der ligger et trin højere end italienernes.
Og der var en klar fornemmelse af, at spanierne ikke behøvede at folde sig helt ud, fordi modstanderne var for dårlige til at kunne udfordre dem.

Jeppe Morgenthaler

Tiki-taka er en manifestation af teknisk kunnen, overblik, overskud og års utrættelig træning - og det mest seværdige der er sket for fodbolden længe. Det gør fodbolden til en kunstform, mellem scoringerne. Sejren er ikke den eneste æstetik.

Deres brug af triangle offense (perfektioneret af Phil Jackson i Bulls og Lakers) blev rendyrket af Barcelona under Pep Guardiola og det er videreført med (især) Barcelonaspillerne på det spanske landshold. Jeg vil hellere se 10 1-0-kampe med tiki-takabold end en kamp med 2-3 mål uden interessant spil imellem scoringerne.

Charlotte Vestergaard

Godt nok har Spanien spillet lidt kedeligt foldbold ved EM, men synes egentlig, at finalen adskilte sig fra Spaniens andre kampe, ved at spanierne ville vinde med mere end blot 1-0. Der var ikke den samme angst for at lade modstanderne have bolden, som der andre gange kan fornemmes, og faktisk havde modstanderne - italienerne - bolden mest i første halvleg; noget som ikke er sket før under EM. At det så ikke holdt hele kampen kan næppe overraske, især ikke når Italien var nede på 10 mand.

Det er ufatteligt, at fodbold kan bevare sin enorme popularitet. Spillet foregår nu ca. 97% af tiden mellem de to straffesparksfelter, og nogle gange har et hold i en kamp ikke engang et skud inden for målrammen. To kampe måtte afgøres på straffespark, efter 120 ørkesløse minutter. Mange må bliver kun scoret på dødboldsituationer, og ikke efter vel gennemførte angreb. Spanierne, Italienerne og Tyskerne prøvede dog at skabe noget angrebsspil. Resten var en ynk. Danskerne brugte i sin tid at gøre grin med Nordmændene - det er der ingen grund til mere. Men, bevares, talentet rækker ikke videre. Det burde det gøre for en del andre hold.

Jens Thorning

Det er overhovedet ikke kedeligt at se Spanien spille, tværtimod. De eksploderer jo jævnligt, og når de kun vinder 1-0 er det fordi, de brænder et hav af chancer. Det er derimod ulideligt at se Rooney og de andre maniske bobybuildere slås for imperiet som var de i Afghanistan.

Lau Dam Mortensen

Folk undervuderer de centrale midtbaners vigtighed for hvad der gør et hold godt. Nu siger man at det er tikitaka-fodbolden der gør at Spanien når så langt. Men man glemmer at det helt centrale er at de har en Xavi der med sine afleveringer som skaktræk kan tage brodden ud af modstanderens pres og flyttet bolden længere frem på banen. Vores landshold er blevet langt bedre efter Niki Zimling er kommet med noget af det samme. Hos Italien er det Pirlo. Uden den type spiller vinder man ikke fodboldkampe. Det er England et tydeligt bevis på, der spiller en form for kick'n rush uden at ville holde fast i bolden.

Hanne Gregersen

Det lugter af, at den er skrevet før finalen, hvorfor den mistede afgørende validitet, når Spanien rundbarberede Italien, som ganske rigtigt havde gjort det godt indtil, finalen, men ikke havde mere at skyde med efter semifinalen mod Tyskland.
Spanien er boldflyttere, men deres evne til at trykke speederen momentant gør jo, at vi er flere, som godt kan holde ud af se dem :o)

Iøvrigt bør det også bemærkes, at den defensive midterakse var så absolut turneringens bedste - eksempelvis Ramos er vel aldrig set bedre !

Det er som om, at man ved hver slutrunde forsøger at finde nye tendenser i spillet. Denne gang var det ifølge Informations journalist Spaniens tiki-taka-spillestil, der havde fået en ny defensiv dimension: I stedet for at bruge den store boldbesiddelse som et offensivt våben, brugte spanierne ved denne slutrunde boldbesiddelsen som et defensivt "våben". Filosofien skulle altså være, at så længe vi selv har bolden, kan modstanderne ikke score. Deraf kommer de mange afleveringer på tværs af banen, som der også er beskrevet i artiklen.

Desværre holder præmissen om den nye spillestil ikke. Præmissen er nemlig, at Spanien før denne slutrunde har spillet lækkert, offensivt fodbold á la Barcelona, og derfor er det skuffende, at de vandt denne slutrunde på en mere defensiv spillestil.

Men hvis man husker to år tilbage til VM 2010, så vandt Spanien de sidste fire knald-eller-fald kampe ved slutrunden med 1-0. Ikke ligefrem noget der indikerer, at Spanien vandt VM på sprudlende offensiv tika-taka spil. For mig at se, er det altså en myte, at Spanien spiller den samme type fodbold som FC Barcelona.

Den eneste forskel på Spanien ved dette EM og Spanien anno 2010 og 2008, er, at de ved denne slutrunde har manglet en decideret klasseangriber. David Villa har i den grad været savnet oppe foran, og derfor har de tyet til deres 4-6-0 formation. At Del Bosque så fuldstændigt har set bort fra Fernando Llorente fra Athletic Bilbao er en gåde for mange. Men det hænger formentlig sammen med, at Bilbao-spillerne var ekstremt trætte efter en sæson, hvor de havde spillet flere kampe end for eksempel Real Madrid.

Men tilbage til myten om Spaniens fodboldlandshold: De kommer ikke til at spille på samme måde som Barcelona, og det er der én god grund til: Messi er ikke spanier, men argentiner. Havde han været spanier, kunne de have spillet nøjagtig den samme type fodbold som Barcelona, men der findes ingen spanske angribere i hans klasse og derfor kan Spanien heller ikke ligge alt spillet op på én mand ligesom Barca gør det.

Det er derfor en myte, at Spanien de sidste 4-5 år har spillet det samme fodbold som Barcelona, og derfor holder påstanden om, at Spanien vandt EM på en langt mere defensiv spillestil ved denne slutrunde heller ikke.