Læsetid: 5 min.

Den ensomme vandring mod Centre Court

For første gang i 25 år har en dansker spillet sig frem til kvartfinalen ved Wimbledon – og det er gjort med glæde
For første gang i 25 år har en dansker spillet sig frem til kvartfinalen ved Wimbledon – og det er gjort med glæde
4. juli 2012

Da Frederik Løchte Nielsen mandag eftermiddag i tiltagende støvregn og med ­ke­tsjertasken slynget over skulderen forlod Wimbledons Bane 14 for at søge tørvejr i et nærliggende omklædningsrum, travede han alene og uforstyrret gennem mylderet af tennisfans.

Ingen tog særlig notits af den 28-årige dansker, hvis double­makker, britiske Jonathan Marray, straks blev standset af en lille skoledreng, der udbad sig en autograf på sit svedbånd og fik det.

Sammen havde de – altså Marray og Nielsen – netop vundet de to første sæt og spillet sig foran med 4-3 i tredje mod det ottendeseedede hollandsk-pakistanske par Jean-Julien Rojer og Aisam-Ul-Haq Qureshi.

Der blev ellers løftet et par øjenbryn, da The All England Lawn Tennis Club for et par uger siden annoncerede tildelingen af et såkaldt wildcard til Marray og noget så usædvanligt som en ikkebritisk makker, der tilmed befinder sig uden for Top-100 på doublespillernes verdensrangliste og aldrig i sit liv har formået at kvalificere sig til den traditionsrige turnering.

En stille solid slider

Nu er Frederik Løchte Nielsen, sammen med Marray og som den første dansker i 25 år, videre til kvartfinalen. Der bliver stadig løftet øjenbryn, men nu er det i anerkendelse fra tilskuere og adskillige af verdens bedste spillere, der har måttet se langt efter hans maskerede server og lynsnare flugtninger.

På papiret er det en højst overraskende bedrift. På nært hold er den sært livsbekræftende. Vi har at gøre med en mand, der hentede sit første ranglistepoint for 10 år siden på Østerbro, og siden da har rejst verden rundt for at blive en bedre tennisspiller.

Man ser ofte Frederik Løchte Nielsen ude til de store grand slam-turneringer, men man ser ham aldrig på de store baner.

Han knokler rundt i de hidsige kvalifikationsturneringer, skriver sig op som reserve, håber på et afbud, hænger ud med venner i baren eller spillerloungen, i håb om at nogle af de store stjerner har brug for en at træne med.

Så rejser han alene videre til Wolfsburg eller Knoxville, Sarajevo eller Busan, hvor han på beskidte baner med slidte bolde vinder over Raven Klaasen og taber til Danai Udom­choke, som ingen har hørt om og heller aldrig kommer til medmindre de følger Nielsens blog, hvor han ærligt og selvkritisk analyserer sine kampe og forklarer, hvorfor et nederlag gør særligt ondt, når det er fortjent.

Om at være fan

Første gang, jeg mødte Frederik Løchte Nielsen, var for to år siden i Brooklyn, hvor vi var ude og spise med nogle fælles venner.

Han var røget ud af kvalifika­tionsturneringen til US Open i første runde, men blev hængende i nabolaget, som den erklærede tennisvagabond han er. Nu sad vi så dér og drak fadøl, mens han ivrigt testede min tennisviden med selvopfundne quizspørgsmål om, hvilke mandlige tennisspillere, der vandt en karriere-grand slam i 1930’erne (Fred Perry og Don Budge).

Jeg ved ikke, om det var fadøllene eller hans historiebegejstrede tennisnørderi, men jeg oplevede for første gang – efter års rejseri i en verden med strengt formaliserede kontaktflader mellem journalister og udøvere – at relatere til en professionel tennisspiller som et, ja, som et rigtigt menneske.

Et halvt år senere sad vi på Federation Square i Melbourne, det var under Australian Open, hvor han havde tabt i kvalifikationsfinalen. Sammen med et par andre danskere havde vi købt nogle øl i en nærliggende kiosk og fundet plads på den sommervarme asfalt foran storskærmen, hvor vi så Federer eller Nadal eller nogle af de andre superstjerner, der var med i de afgørende runder af turneringen.

Og som vi sad dér og lod os begejstre af kampen på skærmen, gik det op for mig, hvad der adskiller Frederik Løchte Nielsen fra mange andre spillere på touren: Han er tennisfan.

Dem er der ikke mange af i denne i en selvhøjtidelig, management­styret milliardindustri af en tennisverden bestående af toptrænede, selvpacende og vanvittigt slagkraftige spillere, der har svinget ketsjeren med en professionel fremtid for øje, længe før de blev teenagere.

De kan ikke komme hurtigt nok væk fra turneringerne, når de først er slået ud, og de har ikke tænkt sig at følge med på tv-skærmen derhjemme heller. En tenniskarriere ser ud til at være så alvorlig en størrelse, at der sjældent er plads til glæden ved selve boldspillet.

Den har Frederik Løchte Nielsen intakt. Og den har drevet ham gennem en juniortid hjemme i Danmark, hvor han nok var talentfuld, men aldrig den bedste i sin årgang.

Den har drevet ham gennem en årrække som senior uden synlige fremskridt på verdensranglisten. Den har fået ham til at investere ethvert beskedent overskud på kontoen i at blive en bedre tennisspiller.

Ligger til familien

Forældrene har måttet høre på bekymrede spørgsmål fra vennerne, der ikke forstod, hvad det hele gik ud på. Men som barnebarn af 1950’ernes dobbelte Wimbledon-finalist Kurt Nielsen kommer Løchte Nielsen fra en familie, der udmærket ved, hvad det går ud på. Det går ud på at gøre det, man holder af, og blive den bedste, man kan.

»Det sidste par år har jeg trænet på at kunne præstere i kampe som den her,« sagde han efter sejren over Rojer og Qureshi, en hårdtslået affære, som Løchte Nielsen fik til opgave at afslutte, da han gik ud for at serve ved stillingen, 7-6, 7-6, 6-7, 5-7, 5-6.

»Jeg syntes, det var en helt vild fed situation at stå i – at få chancen for at serve ved 6-5 i femte sæt, det satte jeg virkelig pris på,« sagde han og forklarede sin taknemmelighed med reference til alle dem, der i mange år har haft lidt svært ved at forstå, hvad hans projekt gik ud på:

»Jeg kunne mærke, at jeg var påvirket, men det var en god adrenalin. Det var en glæde over, at nu skulle jeg præstere, nu skulle jeg vise, hvad det er, jeg går og bruger min tid på.«

Og præstere, det gjorde han, manden, der underskriver alle sine blogindlæg med forkortelsen ’YNWA’ – You’ll Never Walk Alone.

Han har ellers vandret verden rundt alene med sine tennisketsjere på ryggen i snart et årti. For en sjælden gangs skyld er vi andre med på en kigger. Lad det ikke være den sidste.

ahr@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Frimann Ljungberg

Skide godt gået Frederik Løchte Nielsen. Der er endda chancer for en semifinale. Næste par er rangeret 54 og 69 i verden i herredouble. Sååååå... det ...

Men hold igen på fadbamserne.. bare se hvad der skete med den generation af danske tennis "stjerner" der nu er trænere :)=

Double er også det sjoveste at se.. folk har bare ikke fundet ud af det endnu.

// Jesper

Per Jongberg

" Han har ellers vandret verden rundt alene med sine tennisketsjere på ryggen i snart et årti. "

Hvad har han levet af ... jeg mener mad og sådant noget ?