Læsetid: 7 min.

Får og bukke og atomkrig

I en 7. klasses science fiction-samling på Midtjyllands Kristne Friskole skrev Klaus om Jack og Been, der redder tusind mennesker fra en atomapokalypse og fører dem til en paradisisk planet. I dag sammenligner han utopien med den kristne friskoles dystre dommedagsfortællinger. Og som ingeniør bruger han videnskaben til at forstå verden mere håndgribeligt
Klaus Madsen skrev om en atomulykke i sin fremtidsnovelle. ’Jeg var bange for alt, der havde med atomkraft at gøre. Og vi fik jo at vide, at dommedag ville komme’, siger han.

Klaus Madsen skrev om en atomulykke i sin fremtidsnovelle. ’Jeg var bange for alt, der havde med atomkraft at gøre. Og vi fik jo at vide, at dommedag ville komme’, siger han.

Sigrid Nygaard

11. juli 2012

Han rejste sig op og så et ødelagt rumskib, der var totalt smadret. »Er jeg mon den eneste overlevende?« tænkte han, da han gik rundt for at finde liv. Pludselig hørte han et brav bag sig, det var en stor jernlåge, der væltede, og frem kom Been og tusinder af mennesker. »Hurra,« råbte Jack og løb hen til Been, og først nu bemærkede han det fantastiske landskab med smukke træer og store vandfald. »Her skal vi nok få det godt,« tænkte Jack og smilede.

»Jeg var bange for alt, hvad der havde med atomkraft at gøre. Og vi fik jo at vide, at dommedag ville komme. På det tidspunkt troede jeg på alt det der – på at Jesus kom igen, og at vi ville stå på high ground. Jeg kom jo til skolen i en tid, hvor jeg havde det lidt svært, så jeg var ret modtagelig.«

I 1995 dør over 6.000 mennesker, og 300.000 bliver hjemløse under Hanshin-jordskælvet ved Kobe i Japan. O.J. Simpson erklæres ikkeskyldig i dobbelt manddrab. Dvd’en lanceres. Og Windows 95. Og programmeringssproget JAVA. Saddam Hussein afslører detaljer om Iraks atomvåbenprogram. Christopher ’Superman’ Reeve falder af hesten under en ridekonkurrence i Virginia. NASA’s sonde Galileo svæver ind i Jupiters atmosfære. Valeri Polyakov sætter ny verdensrekord ved at opholde sig 366 dage i rummet. Og Klaus flytter fra Brændgårdsskolen til Midtjyllands Kristne Friskole og ind i min klasse. Året efter mindes verden tiåret for Tjernobyl-katastrofen. Og under en temauge i dansk forfatter vi de science fiction-noveller, jeg denne sommer forelægger mine gamle klassekammerater.

Klaus er blevet ingeniør. Han bor i en lejlighed på Vesterbro med sin kæreste, som stiller urtete og tranebær/chili-lakridser frem til os. Guitaren står i hjørnet af den tæppebeklædte stue. Han elskede at spille Eric Clapton dengang, husker jeg. »Tears in Heaven«. Så var der ikke et kristent pigeøje tørt. Han taler stadig gævt, drevent vestjysk og bladrer nysgerrigt mumlende gennem det blå skolehæfte, indtil fingeren selvsikkert lander på en af samlingens sidste sider: »’En ny begyndelse’,« triumferer han. »Det var den, jeg skrev!«

Jack og Been havde længe været i gang med at bygge et kæmpemæssigt rumskib, som skulle transportere mennesker til en anden planet, når noget som dette skete. »Men rumskibet er ikke færdigt endnu, kan vi mon nå det, inden radioaktiviteten er her?« spurgte Jack.

Atomangst

Verden gik under og genopstod mange gange i vores science fiction-noveller fra dengang. Menneskehedens primære dødsårsag havde ofte noget med atomkrig og atomkraftværker at gøre. I »Krigen!!!«, skrevet af Mona, som jeg ugen forinden besøgte ved Herning, smider rockergruppen Banditters en atombombe ind i en Hells Angels-borg. I novellen »Når verden går under« springer verdens største atombombe, ’Røde Oktober’, pludseligt ved en fejl:

En stor paddehattelignende sky havde rejst sig i horisonten. Så kom atomvinteren og de radioaktive bølger.

I en tredje novelle ligger hele Europa øde efter atomprøvesprængningerne i år 2025.

»Der var helt sikkert noget med de atomkraftværker dér,« siger Klaus. »Der har været noget frygt. Måske fordi det var en forholdsvist håndgribelig ting for os. Tjernobyl var jo kun ti år tidligere. Og atomkrig var for mig utvivlsomt det mest skræmmende, jeg kunne forestille mig.«

I Klaus’ novelle, sat i året 2523 (en belejligt fjern fremtid), eksploderer et atomkraftværk. To venner flyver tusindvis af mennesker væk i et rumskib i sidste øjeblik – for at finde liv på en anden og bedre planet.

Novellen er en af samlingens korteste. Det giver god mening, synes Klaus. Science fiction-temaet var hård kost for ham.

»Netop ordet ’dystopi’ er det, jeg husker bedst. Men jeg har også altid været sådan en, der helst skal have en happy ending, og min novelle er også lidt useriøs og glat. Jeg er overbevist om, at det er, fordi jeg havde det rigtig skidt med det emne. Med al den undergang. Det blev pludseligt for håndgribeligt, når vi skulle læse og skrive om det. Jeg tror også, det er derfor, at jeg er skøjtet så let hen over de katastrofale og tragiske dele af novellen. Jeg får jo nærmest slået hele menneskeheden ihjel på de første linjer. Dernæst har Jack og Been lidt problemer med at komme ud af atmosfæren, og så går alt godt, og så slutter jeg af. Lige inden for den plads, som den sikkert minimum måtte fylde. Det minder måske også meget godt om, hvordan Biblen var opbygget: At der lige er noget skidt, man hurtigt skal igennem, for at komme godt ud på den anden side. Ligesom skærsilden.«

Fårene og bukkene

Klaus og jeg gik på en kristen friskole. Året før jeg kom dertil i 3. klasse havde en forældregruppe trukket deres børn ud af skolen og startet deres egen på grund af alle de ’hedninge’, der var blevet optaget, i takt med at skolen fik et godt fagligt ry i Herning.

Men før Klaus kom til klassen, sang vi stadig salmer fra tavlen, dansede folkedans i musikundervisningen og spillede på brune blokfløjter hos gamle lærerinde Julie. Hun begyndte at græde og sendte os op til tavlen på skift, fordi vi ikke gad danse folkedans, og hun blev hysterisk, da Anders vovede at sige, at man jo ikke kunne danse folkedans på diskotekerne.

Én gang, sådan husker jeg det, vaskede hun – bogstaveligt talt – Henriks mund med sæbe, vist fordi han havde bandet. Året efter var hun ikke længere ansat på skolen. Og så blev der bygget et musikrum og indkøbt rytmiske instrumenter. Men religionsundervisningen var stadig kristendomsundervisning. Og gerne den mørke af slagsen.

»På den kristne friskole blev vi jo præget af forestillingen om, at Jorden ville gå under på et tidspunkt«, husker Klaus. »Jeg tog jo også med på ’Team Camp’, hvor der var vækkelsesmøder og det hele, og hvor vi alle skulle træde frem og fortælle, hvordan vi havde mødt Jesus. Meget af det åd jeg fuldstændig råt. Og jeg nåede faktisk at blive ret suget ind i det, før det blev for meget for mig, og min far spurgte, om jeg ikke var ved at blive lige lovlig kristen.«

Klaus minder mig om, hvordan vi fik læst højt i Bibelen i kristendomsundervisningen. Og hørte om, hvordan Vorherre ville komme ned på Jorden og skille fårene fra bukkene. »Det udtryk brugte vores lærer jo faktisk: fårene fra bukkene. Og jeg husker, at jeg sad for mig selv og tænkte: Hvad med dem, der ikke kommer med?«

I Klaus’ novelle kan man ane en smule af den lede – selv om det kommer bag på ham, at han overhovedet har givet plads til et følsomt øjeblik i det korte forløb:

Han var ikke særlig glad for at skulle forlade Jorden, han kunne ikke fatte at menneskene havde ladet dette ske, men nu var der ingen vej tilbage … Han gik ind i passagerskibet for at se, hvordan de havde det derinde. Der sad tusinder af mennesker hele vejen ned til den anden ende, ca. en kilometer. Han var rædselsslagen over synet, en masse folk sad og græd over dem, der døde på Jorden.

Jord og vand

I dag arbejder Klaus som ingeniør for virksomheden ’GEO’ med sloganet ’Eksperter i jord og vand’. Han holder sig til »det jordnære«, joker han. For tiden arbejder han både med vindmøller og boreplatforme.

»Jeg har lidt et ben i hver lejr og gør tingene med forskellige mavefornemmelser. Men det er også en balance ikke at blive kynisk, men heller ikke være naiv. Jeg kan jo nok alligevel ikke standse udvindingen af olie i hele Nordsøen,« siger han.

»Men min ingeniøretik har faktisk stadig noget med atomindustri at gøre. Jeg kunne aldrig være med til at hjælpe hverken våbenindustrien eller atombyggeri. Det er ikke fremtiden. Olie har vi en større chance for at overskue og forstå konsekvenserne af. Og muligvis ændre på det ved at sætte tingene lidt i stå. Men atomaffald skal vi helt lade være med at producere. Vi kender ikke konsekvenserne. Vi ved bare, at det er farligt.«

Han bliver ophidset, når han snakker om det:

»Halveringstiden er mange tusinde år, og de kapsler med atomaffald, der ligger begravet i blybeholdere dybt nede i jorden, synes jeg simpelthen er noget af det klammeste. 60 meter nede i jorden, blyklodser på størrelse med sportshaller, fyldt op med lort – som små pakker til eftertiden. Blyet forsvinder endda før atomaffaldet. I mit hoved er det værre end afbrænding af fossile brændstoffer. Og måske mere håndgribeligt. Ligesom novellen.«

Klaus’ kæreste finder vores blå bog fra 8. klasse frem. Der står: »Vi har aldrig hørt Klaus nævne et ondt ord om noget eller nogen i al den tid, vi har kendt ham, og hvor var det heltemodigt, da han på egen hånd kastede sig ud i det stinkende okkervand for at redde pigernes bagage fra druknedøden.«

Jeg spørger, om han er blevet ingeniør for på sigt at redde verden – ligesom Jack og Been.

»Jeg tror, at jeg valgte at blive ingeniør, fordi det her lidt nøgterne tiltaler mig. Jeg kan godt lide, at det er en eksakt videnskab. Og der skal være forskel på arbejde og fritid. Jeg kan for eksempelvis også godt lide filosofi, men når det kommer til hverdagen har jeg måske lidt en attitude som den, man finder i novellen: Det skal helst være lidt nøgternt. Der skal ikke tænkes for meget over de der helt ubegribelige ting. For så får jeg det skidt og kommer i dårligt humør.«

Serie

SCIENCE FICTION 7. KLASSE

Da Katrine Hornstrup Yde i 1996 gik i 7. klasse på Midtjylland Kristne Friskole i Herning, skulle hver elev lave en science fiction-novelle. Deres tekster om fremtiden blev samlet i en blå skolemappe med titlen ’Science Fiction 7. klasse‘’
16 år efter har hun opsøgt tre af de gamle klassekammerater for at snakke om, hvad de var bange for dengang, hvad de er bange for i dag, og hvordan de ser på miljø, krig, teknologi og katastrofe, Gud og Helvede, natur og kultur.

Mona frygtede i 1996 en katastrofal krig mellem Hells Angels og Bandidos og skrev novellen ’Krigen!!!’ Hun lever nu som førtidspensionist med sin mand nær barndomshjemmet i landsbyen Gjellerup.

Klaus skrev i 7. klasse om at bygge et kæmperumskib og flygte fra Jordens atomkatastrofer og finde en bedre verden og planet. Han bor nu på Vesterbro i København og arbejder som ingeniør med ekspertise i jord.

Tina skrev dengang om en gruppe børn, der finder en kur mod epidemien ’Paidz’. Hun indpoder nu ansvarsbevidsthed og humanisme i en ny science fiction-skrivende generation som lærer på Aarhus Efterskole.

Susanne skrev den sære novelle ’Turen i Føtex’ om en familie i opløsning. Hjemmet var hendes tryghed. I skolen blev hun holdt udenfor, fordi hun var ’dum’. I dag er hun uddannet tjener, bor i hus og etablerer egen familie.

Seneste artikler

  • Hvis bare der var liv på Mars

    4. august 2012
    I en 7. klasses science fiction-samling på Midtjyllands Kristne Friskole skrev Katrine Hornstrup Yde den pessimistiske ’Life on Mars’ om en Mars-kolonisering. Nu taler hun med en science fiction-ekspert om hundrede års Mars-feber og kulturens forestillinger om menneskehedens fremtid
  • ’Derhjemme grinte ingen af mig’

    1. august 2012
    I en 7. klasses science fiction-samling på Midtjyllands Kristne Friskole skrev Susanne den mærkværdige novelle ’Turen i Føtex’ om en indkøbstur og en familie i opløsning. Hjemmet var hendes tryghed. I skolen blev hun holdt udenfor, fordi hun var ’dum’. I dag er hun uddannet tjener, bor i hus og etablerer egen familie
  • Jeg lærte, at jeg kunne alt

    12. juli 2012
    I 7. klasse skrev Tina om flittige børn, der finder en kur mod epidemien ’paidz’. I dag er hun efterskolelærer og fuldblodshumanist og tror på, at fremtidens trusler kan løses ved, at mennesker tager ansvar for hinanden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu