Læsetid: 3 min.

Farfar ville vinde

Frederik Löchte Nielsens farfar, Kurt Nielsen, udgjorde sammen med Torben Ulrich et mageløst par i dansk tennis: dræberen og bohemen
Kurt Nielsen (t.v.), Frederik Løchte Nielsens farfar, var den ene del af et legendarisk tennismakkerpar, der huserede i 50’erne. Han var kendt som den klassiske spiller med solid bund i grundslagene, mens hans makker, Torben Ulrich – Metallica-trommeslageren Lars Ulrichs far – var ligeglad med at vinde tenniskampe. Han ville hellere se fodbold i tv eller skrive jazzartikler til herværende dagblad. Arkiv

Kurt Nielsen (t.v.), Frederik Løchte Nielsens farfar, var den ene del af et legendarisk tennismakkerpar, der huserede i 50’erne. Han var kendt som den klassiske spiller med solid bund i grundslagene, mens hans makker, Torben Ulrich – Metallica-trommeslageren Lars Ulrichs far – var ligeglad med at vinde tenniskampe. Han ville hellere se fodbold i tv eller skrive jazzartikler til herværende dagblad. Arkiv

Børge Lassen

10. juli 2012

Det er ikke undgået verdenspressens opmærksomhed i London, at Frederik Löchte Nielsens farfar selv var champion i Wimbledon. Det gør kun historien bedre, og i forvejen har Danmark længe været en god historie i England på grund af et par tv-serier. Så lad os lige skrue tiden tilbage til 1950’ernes Danmark, dengang Kurt Nielsen, som han hed, både alene og sammen med sin faste makker, Torben Ulrich, spillede dansk tennis frem til et internationalt gennembrud. De var tennissportens jetsettere, som rejste rundt til diverse store turneringer i verden.

Begge var de Hellerup-drenge fra velhavende familier. Tennis var dengang endnu mere end i dag en udpræget overklassesport, og i begges familier var tennissporten en del af livsstilen. Man havde et fortrin, hvis man var født ind i et dynasti, for der er tale om en sportsgren, som er meget vanskeligere at lære end f.eks. fodbold. Jo tidligere, man får en ketsjer i hånden, des bedre. Klubanlæggene var familiernes andet hjem.

Som par var Kurt Nielsen og Torben Ulrich flamboyante. Det skyldes især sidstnævntes helt utraditionelle optræden og spillestil, men de komplementerede hinanden.

Vanskelig makker

Kurt Nielsen var den klassiske spiller med solid bund i grundslagene. Uden for banen var han en gentleman, som også senere i livet blev en glimrende ambassadør for sporten, men på banen en killer-type, som slog dræbende, hårde slag, altid aggressiv og udfarende, når hans knaldhårde server blev fulgt op ved nettet. Makkeren Torben Ulrich var lige modsat. Uden for banen var han boheme, jazzmusiker og skribent blandt andet i Information. Ikke overraskende erklærede sig han senere i livet som buddhist. Faktisk havde han tidligt et nærmest buddhistisk forhold til sit eget spil, idet han nogle gange gik mere op i slagenes skønhed end i deres effektivitet.

Det huskes endnu i tennisverdenen, hvordan han udeblev fra en kamp i Wimbledon, fordi han var optaget af at skrive en artikel på sit hotelværelse, og dermed lod Kurt Nielsen i stikken. For slet ikke at tale om dengang han afbrød en finale i Danmarksmesterskabet, fordi han hellere ville se en vigtig fodboldkamp i tv. Han var ligeglad med, om han vandt den titel. En enfant terrible fra dengang, der var terribler til.

God underholdning

Egentlig underligt, at Kurt Nielsen holdt til det. Det må have krævet en engleblid tålmodighed. Der var også dengang i Mexico, hvor Torben Ulrich blev så optaget af at meditere på toppen af en af de gamle pyramider, at de trods en ihærdig indsats fra Kurt Nielsen ikke nåede flyet til Danmark.

Det krævede en ordentlig whisky til Kurt, mens Torben så på ham og spurgte: »Er du sur på mig?«

Historien er fortalt af Kurt Nielsen selv til Lars Movin i bogen Jazz, bold og buddhisme, hvor han også siger, at han aldrig forstod sin makkers holdninger, men glæder sig over, at de vedblev at være venner, også efter at Torben Ulrich emigrerede til USA. »Han var så kolossalt afvæbnende,« forklarede Kurt Nielsen.

Hemmeligheden

Nuvel, de vandt jo også mange kampe, og med dem på banen sammen var der garanti for god underholdning for tilskuerne. Derfor bar sportens ledere over med dem, skønt mange var forargede. Resultatmæssigt nåede Kurt Nielsen længere end Torben Ulrich med deltagelse i to singlefinaler i Wimbledon.

Efter sin forbløffende sejr i doublen forleden udtalte Frederik Löchte Nielsen: »Jeg spiller ikke for resultaterne. Jeg spiller, fordi jeg elsker tennis.«

Farfar Kurt spillede for at vinde. Ifølge Torben Ulrich var hemmeligheden, at Kurt Nielsen forstod, »at i det rette øjeblik at omforme og ensrette sin samlede energi«.

Nu har barnebarnet med en pokal overgået farfars resultater, men i tennishistorien optager Nielsen-Ulrich en særlig plads, akkurat som Elkær-Laudrup-holdet i fodbold lyser med en særlig kraft, selv om nogle andre blev europamestre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu