Nyhed
Læsetid: 2 min.

Giraffer i knibe

Alle var enige om, at freskoen på en Frederiksberg-skole var bevaringsværdigt, men nu bliver det alligevel ødelagt, da ingen har villet betale for at bevare det
Kultur
20. juli 2012

I det herrens år 1928 skabte den norske maler Arne Lofthus et fresko-maleri til Skolen ved Bülowvej på Frederiksberg. Lige siden har flere generationer af skolebørn fået et nært forhold til vægmaleriet, der viser nogle af dyrene i Paradisets Have i douce farver. Adam navngiver dyrene hedder det. Mest iøjnefaldende er en elefant, en giraf og en tiger. Nederst i det ene hjørne ser man Adam.

Men ak … nu bliver kunstværket udsat for hærværk, lovligt vel at mærke. Skolen skal rives ned for at give plads til en ny, og dermed rives også væggen med Adam og dyrene ned. Farvel til Paradisets Have!

Både Nationalgalleriet i Oslo og Statens Museum for Kunst i København har udtalt sig til gunst for en bevaring, og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg har også været positiv, men ingen af dem har ønsket at betale de to-tre millioner kroner, det ville koste. For er værket virkelig så meget værd? Det mente man ikke. Arne Lofthus var ikke i Edvard Munch-klassen, men dog en anerkendt maler, som udstillede i en række europæiske hovedstæder.

Scherfigs savanne

Problemstillingen er ikke ukendt. For et halvt år siden var to vægmalerier af Hans Scherfig truet af at blive slået til murbrokker, fordi Carlsbergs gamle vuggestue skulle rives ned. De blev imidlertid reddet på målstregen.

Malerierne, der er fra 1949, forestiller dyr på den afrikanske savanne så som giraffer. Carlsberg selv, bryggeriet altså, ville ikke betale for dem. De kunne gerne gå til grunde.

Men så trådte den store pengetank Ny Carlsbergfondet til med 350.000 kroner, i dette tilfælde et tilstrækkeligt beløb. Fondets direktør Hans Edvard Nørregaard-Nielsen fandt det skandaløst, at Carlsberg overhovedet overvejede at lade værkerne destruere. I fondet gav det desuden anledning til overvejelse om, hvorvidt man fortsat skal støtte væg-dekorationer, der risikerer at blive fjernet, hvis det passer ejeren, hvilket i adskillige tilfælde er sket.

Forløbet gav anledning til, at ledende politikere fra både Venstre og Socialdemokraterne har rejst krav om en kulturministeriel plan, der sikrer bevaringsværdige vægmaleriers overlevelse. Der findes nemlig adskillige af dem rundt om i landet. (På et gymnasium i Aarhus er f.eks. et stort keramikrelief af Asger Jorn).

Solgt stykvis

Alt det hjalp imidlertid ikke Arne Lofthus’ vægmaleri, selvom en tidligere elev fra Skolen ved Bülowgade, Hanne Birgitte Nørballe, gjorde en behjertet indsats for at afværge destruktionen.

Indsatsen resulterede i, at Frederiksberg Kommune gav et beløb til fotodokumentation, og at elever fra Konservatorskolen fik lov at skære nogle mindre dyr ud af maleriet, der derfor nu fremtræder gennemhullet som en schweizerost med (ganske vist) kvadratiske huller. Med hammer og mejsel hamrede hun desuden brudstykker ud, som blev solgt stykvis ved et afskedsarrangement i maj for tidligere elever – akkurat som man i Berlin sælger stykker af Muren.

Salget indbragte 2.379 kroner, som går til kommunens indsamling til Congo. Dog ikke til de vilde dyr, men til børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Christensen

Sic transit gloria mundi
Vi kan ikke bevare alt det gamle, lad os istedetfor lave noget nyt

Karsten Aaen

Og hvis dette her var i Tyskland, Italien eller Frankrig, så skulle I se folk protestere og samle penge ind og presse regeringen til at tage ansvar og sørge for at dette kunstværk blev bevaret....

Godt at der er fotodokumentation...

Jan Christensen

Godt vi er i Danmark så, vi bør ikke ,af sentimentale grunde, bevare alt muligt. Brug hellere pengene på, at lade unge kunstnere lave noget nyt.