Læsetid: 4 min.

Jazzfestivalen sluttede harmolodisk

Men der er kun brug for harmolodik i musikken, ikke i administrationen
Årets jazzfestival har været vellykket – i hvert fald musikalsk, omend med uro på de indre linjer. Her er det en koncert i starten af festivalen med Jakob Bro.

Årets jazzfestival har været vellykket – i hvert fald musikalsk, omend med uro på de indre linjer. Her er det en koncert i starten af festivalen med Jakob Bro.

Per Folkver

17. juli 2012

Ornette Coleman er ikke blot en af avantgardejazzens store musikere. Han er også den, der har forsøgt at give den frihed, dens musikere føler i forhold til alle kendte harmoniske, melodiske og rytmiske systemer, en legitimitet ved at fæstne den i en tankerække, som han kalder harmolodisk. I det harmolodiske system bringes musikeren ind i en tilstand, hvor han både fysisk og mentalt stiller alle de hidtil kendte midler til musikalsk frembringelse lige. At spille harmolodisk betyder altså ikke, at man følger et bestemt notationssystem, men snarere at man forinden har overgivet sig til en filosofi.

 Copenhagen Jazz Festival sluttede harmolodisk, sådan da. Den store koncert blandt det trecifrede antal på sidstedagen var med Pierre Dørges New Jungle Orchestra og en af Colemans mest energiske disciple, den nu 70-årige guitarist og sanger, James ’Blood’ Ulmer. Dørge oplyste allerede i sin velturnerede introduktion, at han og hans musikere jo ikke tænker harmolodisk, og det viste sig også at være en uløselig opgave at få gæst og orkester til at lyde, som om de musikfilosofisk – endsige toneartsmæssigt – tænkte ens. Kortere kan det næppe siges.

 Alligevel blev det en stimulerende oplevelse, fordi det danske orkester også under uløselige opgaver strutter veloplagt i så mange retninger og i hvert fald rytmisk og med de på én gang forrevne og fyndige riffs gav gæsten fuld støtte, og fordi Ulmer, som her hengav sig til bluestolkninger af den mest simple slags, bringer en så stærk, sort jazzautenticitet til skue.

 Rimelig klage

Rent musikalsk sluttede jazzfestivalen altså i det bifaldsbrus, den har fortjent. Meteorologisk udeblev desuden truende nye skybrud, og det ubestemmelige sommervejr gjorde, at mange holdt sig i byen og hørte jazz i stedet for at tage til stranden. Fulde eller næsten fulde huse raden rundt. Dertil har udenlandske iagttagere strøet om sig med artikler, hvori festivalens form – den store spredning af musikken ud til over hundrede spillesteder over hele byen – er blevet fremhævet som noget til efterfølgelse andre steder i Europa. Her foregår jazzfestivaler oftest med meget færre koncerter på en enkelt scene og med en enkelt person eller organisation som kunstnerisk ansvarlig.

 Hvor køn, demokratisk og frodig den københavnske form end måtte tage sig ud for publikum og for de udenlandske iagttagere, så er den ikke problemfri. Når en festival både arrangerer sine egne koncerter og agerer paraply for en række små sidearrangører, som på egen regning og risiko også arrangerer koncerter, vokser nogle af disse sidearrangører sig store og gør derfor krav på de inderste pladser under paraplyen, hvor man ikke bliver våd på det ene bukseben.

 Derinde, hvor festivalledelsen har et nødvendigt og forståeligt godt greb om paraplyens håndtag, har der nu været skubbet og mast i et par år, mest fordi de, der nu er døbt »de store sidearrangører«, føler, de får for lidt plads i festivalens samlede markedsføring. Disse arrangører mener, at når de engagerer musikere, der kunstnerisk og reputationsmæssigt er lige så ’store’ som dem, festivalen henter til sine egne koncertserier, så har de krav på den samme plads i festivalens programbog som festivalens egne stjerner.

Kravet er umiddelbart rimeligt, og selv uden at anvende decimalregning kan man godt komme frem til, at der er skævheder i denne programbog, der får det til at se ud, som om festivalen tildeler sidearrangørerne for lidt plads.

Det har festivalen i flere omgange lovet at rette op på og har i den anledning holdt talrige møder og nedsat diverse udvalg. Skandalen er altså ikke, at festivalen ikke vil indse skævheden. Skandalen er, at festivalen og de, der brokker sig, åbenbart ikke i fællesskab kan finde personer eller organer med så megen jazzindsigt og så stor integritet, at de magter opgaven at stille sig udenfor festivalens hovedkurators fangarme og gentænke hele programbogspolitikken: Skal koncerterne også fremover rubriceres efter 1) arrangør, 2) spillested, 3) kunstnerisk vægt – eller skulle man kigge på denne rækkefølge. Med det antal kandidater, der spyttes ud fra læreanstalternes kultur- og kommunikationslinjer, burde nogen melde sig på banen. Eller er sandheden, at bare nødtørftig jazzindsigt stadig ikke indgår i yngre veluddannede danskeres almenviden?

Modvilje mod formand?

Hvis festivalen kan løse programbogsproblematikken, vil det også afsløre, om de, der nu truer med at trække sig helt fra festivalen af denne grund, i virkeligheden har andre dagsordener. En af disse kunne være en generel uvilje mod festivalformand Anders Laursens mange kasketter, festivalens forlovelse med Copenhagen Jazzhouse og den øjensynlige magtkoncentration, de to udgør.

Den uvilje kan kun mødes med ét spørgsmål: Hvad kunne man stille i stedet, som kan bære dansk jazz og dens væsentligste scener gennem krisen?

Stor? For stor? Magtfuldkommen? Selvmodsigende i sin organisation? Jo, måske – men stadig er Copenhagen Jazz Festival opstået som følge af en vilje og evne til at få små og meget lidt magtfuldkomne steder til at blive synlige og arbejde sammen, og som følge deraf er festivalen en væsentlig scene for dansk jazz og opfattelsen af dansk jazz i udlandet. At gøre publikum og sponsorer usikre på dens overlevelse kan ende som et uoverskueligt harakiri.

Harmolodisk tænkning er en nødvendighed for mange musikere, men harmolodisk tænkning i jazzadministrationen? Fri mig!

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

1) arrangør, 2) spillested, 3) kunstnerisk vægt - er helt sikkert omvendte rækkefølge for kunstnerisk relevans og er et udtryk for snobbet 'eventmageri'.

Det hedder 'Jazz-festival' ikke 'Festival-jazz'