Læsetid: 9 min.

Kære venner, I er heldigvis ikke så dumme, som I ser ud

Nogle venskaber er flygtige, andre for livet. Nogle er lige, andre pilskæve. Nogle handler om samtale og fortrolighed, andre om leg og handling, nogle om det hele i en skøn blanding. De er alle vigtige
Nogle venskaber er flygtige, andre for livet. Nogle er lige, andre pilskæve. Nogle handler om samtale og fortrolighed, andre om leg og handling, nogle om det hele i en skøn blanding. De er alle vigtige
21. juli 2012

»Rigtige venner kan ikke købes for penge«, sang salig Jodle-Birge engang. Og for at også de tungnemme kunne være med, forsatte han: »Rigtige venner kan ikke købes for guld«. Det ved jeg så ikke rigtig noget om, for jeg har A: aldrig været så rig, at det var en mulighed eller B: mødt nogen, der var så fattige, at det ville være givtigt for dem at blive min ven på den præmis. Ikke desto mindre har jeg haft det held ned gennem tilværelsen at være velsignet med venner. Af forskellig karakter og observans, thi venskaber opfylder forskellige behov ligesom de kan give én mulighed for at udfolde alternative aspekter af ens fucked-up personlighed eller dele interesser og passioner, der måske ikke optager flertallet som sådan. Bedst af alt kan være rigtig gamle venner, som ved det meste af, hvad der er værd at vide om én. Og mirakuløst nok stadig kan lide én. Og vice versa, naturligvis. Om end jeg de seneste par år decideret har opsøgt og dyrket nye venner. Fordi det er sjovt og udfordrende og bryder såvel vanetænkning som sammenfiltrede samværsmønstre. Og fordi jeg der ikke føler mig fanget i en bestemt rolle, selvom jeg skal love for, at det går stærkt med at få skabt en sådan. Det er spillets regler.        

Nogle af ens venner kan være indbyrdes uforenelige. Andre svinger som død og kridte, hvilket åbner for nye måder at være sammen på. Ned gennem årene har nogle venner fyret mig, andre har jeg fyret, men i langt de fleste tilfælde er vi af forskellige årsager bare gledet fra hinanden. Livsfaser, De ved. Ind i mellem for så atter at mødes, måske med et interval på årtier. I de bedste tilfælde samles tråden op, hvor den i sin tid blev sluppet; det er en fantastisk følelse. Andre gange har man fjernet sig så meget fra hinanden, at det kan være svært at forstå det, der engang var. Og så er der faktisk venner, man stort set aldrig ser, men som ikke desto mindre forbliver blandt ens nærmeste, hvad ti minutters tilfældigt, men uanstrengt samvær hurtigt kan overbevise om. Det er noget med den der mystiske kemi, man ikke lærer noget om i skolen.

Kulturhistorie?

Nå, for nogen tid siden havde jeg en god ven på visit og efter den obligatoriske indtagelse af fødekæde med dertilhørende drikke, trak vi os tilbage til mit arbejdsværelse. For at lytte til musik og kæfte op, såmænd. Om vejr og vind. Men også om kvinder, kaos og karrierer. Natürlich. Min gæst fik så øje på mit gamle fotoalbum fra teenageårene, som lå og flød. Et totalt laset værk, som i sin tid konstituerede dokumentation for gøren og laden i min kreds af drengevenner (garneret med de obligatoriske familiefoto samt en stribe af min første rigtige kæreste) og derfor studeredes ivrigt af samme i de år der.

Hvor vi grundet mine forældres (forstår jeg i dag) kolossale generøsitet og rummelighed i vid udstrækning opholdt os på mit værelse, drak te i spandevis, røg som sindssyge og interagerede til vi var helt blå i hovedet. I weekender og ferier overnattede altid mindst én, gerne flere venner, så blev der ikke sovet meget. Talte gjorde vi, men snakkede i øvrigt også en hel del. Og lo, mand, det var helt hysterisk, de højder vi kunne nå. For ikke at tale om, hvorledes vi om sommeren besatte den plet i baghaven, der i det daglige omtaltes som bålpladsen, hvor vi drak kirsebærvin (og behørigt brækkede os!) samt eksperimenterede med hash. Når vi altså ikke bare røg den. Et samvær så intenst, at jeg i dag ville krympe mig ved tanken om noget tilsvarende, men som dengang var alfa og omega.  

Det skal med, at jeg ikke var en ørn til at tage billeder, til gengæld var jeg rigtig god til at smadre samme, når jeg fremkaldte dem i det interimistiske mørkekammer, min far et par gange om året satte op til fælles afbenyttelse. Derfor består albummet i vid udstrækning af sorthvide foto, som er enten over- eller underbelyste, uskarpe, bizart beskårne eller bare dårlige. Enhver idiot med en mobiltelefon ville kunne gøre det bedre i dag. Ikke desto mindre kastede min gæst sig over albummet, som vi bladrede i, mens jeg fortalte, hvem der var hvem, og hvilken rolle de havde spillet. Replikker som »Ja, han røg permanent på den lukkede«; »Nå, ham der, ja, han døde af junk«; »Altså, han er altså totalt alkoholiseret i dag«; »Tja, han var min bedste ven, men døde desværre af leukæmi«; »Ja, vi gled altså fra hinanden, da han blev gift« samt refrænet »Nej, ham der ved jeg ikke hvad det blev af«, gjorde mig såvel melankolsk som satte en masse tanker i gang. Og de har i og for sig ligget og simret siden. Om den parade af venner fra før og nu, som har gjort livet værd at leve, og i hvis selskab jeg i heldigste tilfælde har kunnet slappe af, grine af det hele (og mig selv!) og dele stort og småt i en dynamisk sproglig pingpong.

Min gæsts ægte interesse for billederne i albummet undrede mig også en smule, for er tommelfingerreglen ikke, at andres fotos bare er det værste? Derfor spurgte jeg ham ligeud, hvad denne fascination skyldtes.

»Jeg synes du er pisseheldig,« sagde han, »jeg ejer ikke et eneste foto fra min egen pubertet, fraset de obligatoriske skolefotos«.

Og så tilføjede han: »Og så er det jo nærmest et stykke kulturhistorie, det der«.

Nå, men fuck lige kulturhistorien et øjeblik (vi lignede lort i min ungdom og opførte os generelt vanartet, så er det sagt; ikke noget, der er værd at forske i), og lad os i stedet kigge på venskabet. Mellem mænd. Beslægtet med, men altså også forskelligt fra venskabet mellem kvinder, sorry. Fordi vi jo er forskellige, damn it, vive la difference og alt det der. Og indskudt sætning: Fordi jeg er mand. Mine venner er mænd. Det tætteste, jeg kommer på en nær ven af det modsatte køn, er min hustru. Men det er en anden historie.    

Død af junk

Nuvel. Jeg har haft venner lige så langt tilbage, jeg kan huske. Jeg har øvet mig på lortet, har jeg. Min første ven fik jeg som helt lille ude på Christianshavn, hvor jeg boede med mine forældre. Dronningensgade 21, helt præcis. To værelser, koldt rindende vand, lokum i gården. Slumromantik, om jeg må bede. Mødrene, som dengang var unge og smukke og enten hjemmegående eller under uddannelse, havde formået fædrene til at bygge et indelukke til os unger nede i gården, så vi kunne komme ud at lege i ’frisk’ luft, samtidig med at de kunne holde øje med os fra køkkenvinduerne. Der mødte jeg Henrik, en dreng så blond og sund at se på, at han snildt kunne have været benyttet i et reklamefremstød for solgryn. Vores venskab bestod selv efter vores respektive forældre flyttede os til hver vores forstad, hvorfra vi gerne aflagde hinanden weekend- og feriebesøg. Til langt op i puberteten fastholdtes forholdet og jeg kan ikke huske præcis, hvornår det klingede af. Men derefter sås vi aldrig igen. Aldrig. Og så en dag hørte jeg, han var død. Af junk. Åh, Henrik …      

Spontane venskaber

I de tidlige drengeår opstod venskaber spontant og lynhurtigt og selv sammen med drenge, jeg måske ikke umiddelbart brød mig om, kunne der som regel findes noget fællesmængde at bygge et forhold på, hvis man af den ene eller den anden grund var tvunget til at tilbringe tid i hinandens selskab. Men så var der jo de ægte venskaber, der knyttedes, og som stak anderledes dybt. Hjemme på den vej, hvorfra min verden går, havde jeg to hjertevenner, som på hver deres måde var min bedste ven. Hvilket kunne lade sig gøre, fordi de var så radikalt forskellige, at man kunne tro, det var noget, jeg fandt på. Men de var skam begge to virkelige og jeg er sikker på, at mit liv ville have formet sig anderledes, hvis ikke jeg havde haft dem som sparringpartnere i stort og småt.  

Peter havde ligesom jeg briller, hvilket dengang betød uhørt meget, for det var på den tid et stigmatiserende handicap og ikke specielt befordrende for ens coolness. Vi mødtes i høj grad i vores respektive outsiderroller om et fantasiens rum, hvori læsning og løgnehistorier spillede en hovedrolle. Hvori det sproglige og betroelser af den ene eller den anden art stod centralt. Vi var i den grad dygtige til at sidde på enten den enes eller den andens værelse og knevre.

Vort fælles domæne var fantasiens og følelsernes, og da pigerne begyndte at fylde på en ny og uventet facon, delte vi nogenlunde sandfærdigt vores små sejre og nederlag på den front, længselsfulde romantikere, som vi begge to var. Det stærkeste ved vores forhold var den gensidige sympati – vi kunne simpelthen godt lide hinandens selskab – og manglen på magtkamp. Skulle der opstilles et ideal for et godt venskab, er det svært at komme uden om det ligeværd, jeg oplevede i forholdet mellem Peter og mig. Vi satte pris på mange af de samme ting, men respekterede hinandens meninger og følelser hvad angik vores indbyrdes forskelligheder. Vi var hinandens fortrolige, var vi. Det er jeg stadig taknemmelig for, nu hvor han har været død så længe.  

Hvad med følelserne?

Sådan var det slet ikke med Carlo, min anden nære ven fra drengeårene. Vores forhold var et langt slag om (i mangel på en bedre formulering) at bestemme. I praksis hvad vi skulle lave, men også på hvilket ideologisk grundlag. F.eks. nu i vores Kvindehaderklub (som man kun kunne blive medlem af, hvis man havde en dødningehovedring!) var Carlo altid præsident, for belært af to ældre brødre vidste han udmærket, hvad kvinder var for nogle. Der var jeg som altid mere ambivalent. Præmissen for vort venskab var, at Carlo vidste og kunne bedst. Selv når det ikke holdt en meter. Eller sagt på en anden måde; det blev, som han ville have det eller slet ikke. Jævnbyrdighed kom aldrig på tale. Han udstak dagsordenen, og så kunne jeg byde ind og til nød påvirke forløbet. Vores forhold byggede på fysisk udfoldelse og var det ikke ligefrem ordløst, gav mit talent for sprog og min evne til samtale ingen point. Status var forbundet med at kravle i træer, løbe og cykle stærkt, være udholdende og god til at slås samt ikke mindst evnen til med et forstørrelsesglas at sætte ild til snart sagt hvad som helst. Da en gryende seksualitet fik os til at rette opmærksomheden mod det andet køn, forstod jeg hurtigt, at den slags udelukkende burde omtales som ’kællinger’, og at de bare skulle have ’den’. Fint nok, men hvad så med følelser? Nej, det brugte vi altså ikke. Carlo var nok min bedste legekammerat ever, men vi voksede stille og roligt fra hinanden.

De to herrer udgør et par genkendelige prototyper ud i venskabets disciplin, men med årene er de eneste, jeg gider opdyrke, dem der bygger på ligeværd og gensidighed. Jeg gider hverken være over- eller underhund i et forhold af den karakter; så var jeg nok blevet rocker eller gået ind i erhvervslivet. For jeg har lært, at venskaber og kærlighedsforhold ikke er så forskellige af natur, der er et hav af følelsesnuancer i spil, visse hensyn må tages, i nogle tilfælde må der fares med lempe, idiosynkrasier respekteres, og visse emner kan med udbytte undgås. Og selvfølgelig kan venner være forpulet irriterende og finde på at fortælle én den samme historie igen og igen eller nærmest med vilje bringe et skrækkeligt emne på bane eller ’glemme’ noget, man har sagt hundredvis af gange og i det hele taget opføre sig alt andet end eksemplarisk. Ligesom én selv, givetvis. I et rigtigt venskab opvejer goderne til overflod unoderne. Ellers er det lige meget.

Kedeligere uden

Men når jeg nu lige kigger tilbage på måden, mit liv har formet sig på, er jeg ikke i tvivl om, at det uden mine venner, såvel de mistede som de vundne, ville have været både fattigere, kedeligere og langt mindre rigt på den latter, der i sidste ende er den bedste kur mod snart sagt hvad som helst. Hermed en skål for alle dem, der har været med på spøgen. Og forstået alvoren i samme. I er heldigvis ikke så dumme, som I ser ud.           

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Hvad er fucked-up, er det sandheden? Eller er den bare ilde hørt! Som den altid har været?

Spøg Aarhus, hvad er en Fucked-up personlighed?
Citat fra artiklen; hvorfor er det så fedt at være fordomsfuld, og kritisere Dansk Folkepart, når man selv er fuld af fordomme; citat fra artiklen om venskaber; ”ligesom de kan give én mulighed for at udfolde alternative aspekter af ens fucked-up, personlighed" Hvad fanden er en fucked-up personlighed, og hvem skal bestemme det.

Hvorfor er det fedt at bruge så følelses ladet et sprogbrug, Det gjorde Hitler jo også når han sagde et i Bayern og noget andet i Ruhr.

Fucked-up personligheder, er det folk der siger sandheden?
Havde vi haft flere der sagde sandheden og insisterede på, at få den frem, så havde vi ikke haft trusler mod vores demokrati, af alvorlig karakter så om, Palme mordet, Anna lindt mordet, Kennedy mordene, Anna Politkofskeja mordet osv.

I dag accepterer vi trusler mod demokratiet, fordi vi blindt tror på medierne og på alt det der kan skabes ved hjælp af manipulation og følelsesladet mediegejl. Vi bliver ikke klogere vi bliver bare mere og mere fordomsfulde.

Hvornår er der nogen der vågner op venner, når vi skal elske Kinesere selvom de ikke respekterer demokratiske værdier og når vi skal elske Russere selv om det aldrig har kendt til demokrati, udelukkende fordi de er store afsætnings markeder og fordi de kan producere billigere end vi kan?

Er demokrati eller kritisk sans noget der kun er baseret på markedsandele?

steen nielsen

Ups! en tilføjelse!

Hvad er fucked-up, er det sandheden? Eller er den bare ilde hørt! Som den altid har været?

Spøg Aarhus, hvad er en Fucked-up personlighed?
Citat fra artiklen; hvorfor er det så fedt at være fordomsfuld, og kritisere Dansk Folkepart, når man selv er fuld af fordomme; citat fra artiklen om venskaber; ”ligesom de kan give én mulighed for at udfolde alternative aspekter af ens fucked-up, personlighed" Hvad fanden er en fucked-up personlighed, og hvem skal bestemme det.

Hvorfor er det fedt at bruge så følelses ladet et sprogbrug, Det gjorde Hitler jo også når han sagde et i Bayern og noget andet i Ruhr.

Fucked-up personligheder, er det folk der siger sandheden?
Havde vi haft flere der sagde sandheden og insisterede på, at få den frem, så havde vi ikke haft trusler mod vores demokrati, af alvorlig karakter så om, Palme mordet, Anna lindt mordet, Kennedy mordene, Anna Politkofskeja mordet, mordene på undersøgelsesdommerne Paolo Borsalino og Giovanni Falcone, som var vidt forskellige politisk men kæmpede for de samme, demokratiet. osv. osv.

I dag accepterer vi trusler mod demokratiet, fordi vi blindt tror på medierne og på alt det der kan skabes ved hjælp af manipulation og følelsesladet mediegejl. Vi bliver ikke klogere vi bliver bare mere og mere fordomsfulde.

Hvornår er der nogen der vågner op venner, når vi skal elske Kinesere selvom de ikke respekterer demokratiske værdier og når vi skal elske Russere selv om det aldrig har kendt til demokrati, udelukkende fordi de er store afsætnings markeder og fordi de kan producere billigere end vi kan?

Er demokrati eller kritisk sans noget der kun er baseret på markedsandele?

steen nielsen

Ups! alle gode gange 3.

Hvad er fucked-up, er det sandheden? Eller er den bare ilde hørt! Som den altid har været?

Spøg Aarhus, hvad er en Fucked-up personlighed?
Citat fra artiklen; hvorfor er det så fedt at være fordomsfuld, og kritisere Dansk Folkepart, når man selv er fuld af fordomme; citat fra artiklen om venskaber; ”ligesom de kan give én mulighed for at udfolde alternative aspekter af ens fucked-up, personlighed" Hvad fanden er en fucked-up personlighed, og hvem skal bestemme det.

Hvorfor er det fedt at bruge så følelses ladet et sprogbrug, Det gjorde Hitler jo også når han sagde et i Bayern og noget andet i Ruhr.

Fucked-up personligheder, er det folk der siger sandheden?
Havde vi haft flere der sagde sandheden og insisterede på, at få den frem, så havde vi ikke haft trusler mod vores demokrati, af alvorlig karakter så som, Palme mordet, Anna Lindt mordet, Kennedy mordene, Anna Politkofskeja mordet, mordene på undersøgelsesdommerne Paolo Borsalino og Giovanni Falcone, som var vidt forskellige politisk men kæmpede for de samme, Demokratiet. med stort D. osv. osv.

I dag accepterer vi trusler mod demokratiet, fordi vi blindt tror på medierne og på alt det, der kan skabes ved hjælp af manipulation og følelsesladet mediegejl. Vi bliver ikke klogere vi bliver bare mere og mere fordomsfulde.

Hvornår er der nogen der vågner op venner, når vi skal elske Kinesere selvom de ikke respekterer demokratiske værdier og når vi skal elske Russere selv om de aldrig har kendt til demokrati, udelukkende fordi de er store afsætnings markeder og fordi de kan producere billigere end vi kan?

Er demokrati eller kritisk sans noget der kun er baseret på markedsandele?