Læsetid: 6 min.

Kærlighed på det grønne græs

Tilskuerne fik tenniskærlighed, og historiebøgerne fik nyt indhold, da Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray vandt Wimbledon i en af sportens mest usandsynlige triumfer
’Jeg spiller ikke for resultaterne. Jeg spiller, fordi jeg elsker tennis,’ sagde Danmarks nyeste tennisdarling Frederik Løchte Nielsen, der i lørdags vandt finalen i herredouble sammen med sin makker Jonathan Marray. Løchte Nielsen er barnebarn af den afdøde tennislegende Kurt Nielsen, der var i Wimbledon-finalen tre gange i 50’erne.

’Jeg spiller ikke for resultaterne. Jeg spiller, fordi jeg elsker tennis,’ sagde Danmarks nyeste tennisdarling Frederik Løchte Nielsen, der i lørdags vandt finalen i herredouble sammen med sin makker Jonathan Marray. Løchte Nielsen er barnebarn af den afdøde tennislegende Kurt Nielsen, der var i Wimbledon-finalen tre gange i 50’erne.

Glyn Kirk

9. juli 2012

Der findes en spillefilm ved navn Wimbledon. Det er en romantisk komedie fra 2004 med Paul Bettany i hovedrollen som en håbløst rangeret tennisspiller, der i sin karrieres efterår får et wildcard til den prestigefyldte turnering og ender med at vinde både pokalen og en smuk kvindelig kollegas kærlighed. Filmen er ikke særlig god. Nu er den fiktive fortælling tilmed overgået af virkeligheden.

Forrige torsdag trådte 28-årige Frederik Løchte Nielsen ud til sit livs første kamp ved Wimbledon sammen med sin doublemakker, britiske Jonathan Marray. På papiret havde de intet at gøre i så fint selskab, doubleverdensranglistens nummer 111 og 76, der kun allernådigst på invitation fra arrangørerne, et såkaldt wild card på grund Marrays hjemmebanenationalitet, fik lov at deltage.

Så duperet af omstændighederne var Løchte Nielsen, at han under sin debut på lille bane 15, i afgørende sæt mod de spanske favoritter López og Granollers, pakkede det officielle Wimbledon-håndklæde, der lægges frem på spillernes stol ved kampstart, ned i sin taske, fordi han havde hørt, at boldbørnene kunne finde på at snuppe det til sig selv. Ingen skulle løbe med hans souvenir. Det var mildt sagt sandsynligt, at den i tennisforstand aldrende dansker aldrig ville få chancen igen. 11 dage senere, klokken 21.10 lørdag aften lokal tid, foran 10.000 først tavse, så jubelbrølende tilskuere, løftede Løchte Nielsen ketsjeren og baghåndsflugtede sig selv og Marray til sejr i den største af alle finaler.

Triumf og katastrofe

Det så ellers ud til at skulle blive lige ved og næsten for den dansk-britiske duo, der led en slem skuffelse i fjerde sæts tiebreak mod Horia Tecu og Robert Lindstedt, der stod i deres tredje Wimbledon-finale i træk. Foran 2-1 i sæt og 5-4 i tiebreaken havde Løchte Nielsen mulighed for at serve sig til sejren. Men danskerens to førsteserver manglede skarphed, og både Tecu og Lindstedt slog dem tilbage med smæld, der gav genlyd under taget på Centre Court, som undervejs i kampen var blevet lukket for at holde regnen ude.

Men det var, som om Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray havde holdt ekstra godt øje med det citat fra Rudyard Kipling-digtet »If« fra 1895, der står skrevet over spillerindgangen til Centre Court:

»If you can meet with Triumph and Disaster / And treat those two impostors just the same.«

I hvert fald lænede danskeren sig upåvirket tilbage i stolen, da 5-4 blev til 5-7, tiebreaken blev tabt, og sejren pludselig syntes uendelig langt væk.

»Vi havde en lang pause mellem sættene, så jeg sad bare og nød det, mens Jonny var på toilettet. Det var kanonfedt,« sagde Løchte Nielsen efter kampen.

»Jeg havde lovet mig selv, at uanset hvad der skete, hvad enten det gik godt eller dårligt, så var der ikke noget, der skulle ødelægge den oplevelse.«

At spille situationen

Han har sagt det igen og igen, efterhånden som journalisterne begyndte at flokkes omkring ham i løbet af turneringen: »Jeg spiller ikke for resultaterne. Jeg spiller, fordi jeg elsker tennis.«

I år har Frederik Løchte Nielsen hyret en mentaltræner for at blive bedre i stand til at implementere de enkle sandheder på banen – »spille situationerne«, som han siger. Ikke scoren. Ikke modstanderne. Bare spille situationen, intenst og ærligt.

Til det har han fundet den rette makker i Jonathan Marray. En enkelt situation i finalens tredje sæt skilder sig ud som eksemplarisk for den intuitive ydmyghed, der på én gang har bundet dem sammen og vundet tilskuernes sympati. Ved stillingen 4-0 i tiebreaken fik den 31-årige fyr fra Sheffield en let flugtning ved nettet. Han afgjorde den uden problemer, 5-0, men som han førte slaget igennem strejfede han nettet med sin ketsjer. Hverken Tecu eller Lindstedt så det. Dommer Eva Asderaki så det heller ikke, ingen så det, udover Marray og Løchte Nielsen, der begge reagerede prompte. Danskeren pegede mod netkanten, mens Marray henvendte sig til dommeren for at tilstå sin forseelse. Pointet gik til modstanderne.

Efterfølgende bad britiske journalister Marray om at forklare det sjældne tilfælde af sportsmanship. Der var intet at forklare.

»Jeg ramte netkanten med min ketsjer. Så er det jo deres point,« svarede Marray.

»Det er ikke noget, man ser tit i professionel sport,« fortsatte journalisten, inden Løchte Nielsen tog over:

»Ser du tit os vinde Wimbledon?« spurgte danskeren.

Usandsynlig sejr

Nej, det var en af de mest uventede sejre i mesterskabernes historie. Et kig i det officielle kompendium kan måske være med til at illustrere, hvor usandsynlig Løchte og Marrays triumf er. Siden 1877 har kun tre wild card-deltagere lykkes at vinde en titel ved Wimbledon, Serena og Venus Williams i double og Goran Ivaniševi i single. De amerikanske søstre havde på det tidspunkt i deres karriere allerede vundet adskillige grand slam-titler, og servebomberen Ivanisevic’ sejr kom i hans fjerde finale.

Det har svært ved at måle sig med Marray og Løchte Nielsen, der aldrig i deres sammenlagt mere end 20 år på den professionelle tour, har formået at vinde en turnering. Marray og Løchte Nielsen, der i deres seks kampe på det grønne græs slog sig forbi fire topti-seedede par, inklusive semifinalesejr over de 11-dobbelte grand slam-vindere og forsvarende Wimbledon-mestre, tvillingerne Bob og Mike Bryan. Marray og Løchte Nielsen, der gang på gang måtte ud i neglebidende femsætskampe (ingen har nogensinde vundet Wimbledon med så mange, ni, tab af sæt), og hver gang viste sig at have de bedste nerver og, unægtelig, en smule af tilfældets velvilje.

Som ved stillingen 3-1 i finalens afgørende sæt, da Marray servede, foran 40-30, og Tecu dundrede en returnering ind på kroppen af Løchte Nielsen ved nettet. Med en refleks, der svært lader sig beskrive, lykkedes det danskeren at få ketsjeren på bolden, der ramte netkanten og faldt død ned på den anden side af nettet. Det var en af de dage. Som Løchte Nielsen, der ligesom Marray er mangeårig fan af Liverpool FC, sagde efter kampen:

»Det var vores Istanbul 05,« med reference til den engelske fodboldklubs Champions League-sejr over Milan i den tyrkiske hovedstad, hvor italienerne ellers førte 3-0 ved pausen.

»Det var meant to be. Hvis vi havde brug for et rammeslag, fik vi et rammeslag. Hvis vi havde brug for en wunderbal, fik vi en wunderbal.«

Og til sidst fik de stående bifald fra et stærkt partisk og medlevende publikum, der fløj op af stolene, mens vinderne sprang i favnen på hinanden. Hertugen af Kent overrakte dem hver deres trofæ med akantusblade og tennisspillere indgraveret i sølvet, uddelt siden 1884 og denne gang løftet af Jonathan Marray og Frederik Løchte Nielsen. Danskeren slog tvivlende ud med armene og kiggede smilende over mod sin spillerboks, hvor venner og familie var samlet – med undtagelse af farfar Kurt Nielsen, der gik bort sidste sommer, men til det sidste drømte om at se sit barnebarn slå sig løs på de græsbaner, hvor han selv var finalist tre gange i 1950’erne.Det var på alle måder en historisk dag, men hovedpersonerne lod sig ikke mærke med det. Ej heller da BBC lige efter kampen bad Marray om at forholde sig til, at han havde vundet doubletitlen ved Wimbledon som den første britiske mand siden 1936.

»Folk bliver ved med at fortælle mig om de her statistikker og så videre, (...) men jeg vil bare sige tak til Freddie for at spille sammen med mig,« sagde Marray, mens han kløede sig i nakken, hvorefter ’Freddie’ lagde hånden på sin makkers skulder, smilede og sagde.

»Tak for ikke at have en god nok rangering til selv at komme med i turneringen.«

Herfra skal lyde en tak til dem begge for at have vist hele verden, at selv professionel tennis er et glædens spil, hvor miraklernes tid ikke er forbi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rikard

Niels-H. Nielsen,
Nu er hverken Guardian eller Independent just verdenskendte for deres hang til sportsresultater. :-)