Jeg lærte, at jeg kunne alt

Så tog de tilbage til laboratoriet og fandt de andre stående og eksperimenterende med nogle frøer og noget syre og nogle andre kemiske blandinger. Kim og Hanne gik over og hjalp dem med at bland i og mikse sammen, og inden længe havde de blandet en væske, som gerne skulle hjælpe mod Paidz.

»Altså. Skal man trække noget ud af den novelle, jeg har skrevet, så er det helt sikkert dens optimisme. Jeg kommer fra et privilegeret hjem, mine forældre er ikke skilt. De var ikke rige, men bemidlede nok til, at jeg aldrig har oplevet penge som en forhindring for de ting, jeg gerne har villet. Og de var rige på omsorg og støtte. Jeg har altid gjort, hvad jeg havde lyst til og fået at vide og troet på, at jeg kunne gøre hvad som helst – måske endda finde en kur på kræft, eller hvad nu man forestiller sig, at det her med Paidz står for.«

En dag i 2037 falder Pia om i svømmehallen efter at have smurt kroppen ind i et tykt lag solcreme:

Klokken 12.43 skreg Pia så højt, at flere læger styrtede ind i sygerummet for at se, hvad der var galt. Lægerne tog hendes puls og trykkede hende flere steder, men de kunne intet gøre for at redde Pia.

Pia dør. Og snart oplever Janette et lignende anfald, da hun under en frø-dissekering i en naturvidenskabstime kollapser:

Hanne og Linette kiggede ned i frøen, men de kunne intet unormalt se.

En mystisk, dødsensfarlig virus har ramt landet. Den hedder ’Paidz’. Ligesom novellen.

Tina Nielsen var i 1996 forfatteren bag »Paidz« om en særlig epidemi, som Pia og Janettes flittige klassekammerater sætter sig for at kurere. Tina og jeg var klassekammerater og gode venner dengang. Vi gik til band sammen i fritidsklubben. Hun dirigerede koret, mens jeg gik energisk til den på to og fire bag trommesættet. Til TV-2’s »Kom Lad Os Brokke Os« og en flerstemmig version af R.E.M.’s »Shiny Happy People«. Til projekt-eksamen lavede vi tema om ’aldersfaser’ med teatralsk oplæsning og Tori Amos-sange og amatørvideoer fra et plejehjem, vi havde besøgt.

Da vi tog på hver vores efterskole i 9. klasse, væk fra privatskolens smørhul, mistede vi kontakten med den fart, som alt tager, når man kommer på efterskole. Det var en insisterende, alttransformerende ungdomsfase.

Tina har i tre år været efterskolelærer på Aarhus Efterskole, den tidligere Unge Hjem Efterskole. Jeg læser skolens motto på en stor sten ved indgangen til området, da jeg kommer på besøg: »Klar i sit sigte og vid i sin favn«.

Hanne, Linette, Kim og Ole prøvede at finde ud af, hvad der var i vejen med Janette, og de undersøgte alt fra klimaet til maden i cafeteriet til hendes make up. Men der var stadig langt endnu ...

Klassens instruktør

I indgangen genkender jeg straks Tinas (smile)hul mellem tænderne og får et fast kram. Det er underligt at se en klassekammerat som lærer for 130 elever fra den ene dag til den (16 år senere) anden. Jeg ligner mig selv, synes hun, og i lige måde, siger jeg.

Men Tina er faktisk på en måde endnu mere Tina nu end dengang. En moderlig og begavet autoritet, der nu lever af at være det. I Blå Bog fra 8. klasse skrev vi: »Om nogle år ser vi garanteret Tina som den nye ’Jette Torp’ i ’Finn og Jette Show’. Men ellers bliver hun nok instruktør inden for musik, film eller teaterverdenen!« ’Klassens instruktør’, blev hun kaldt.

Tina trækker mig til fællesfrokost med hele den ungdomskåde efterskoleflok. Jeg har ikke set så mange teenagere på én gang, siden jeg selv var en af dem. Min gamle klassekammerat dirigerer dem med rutineret og myndig stemme:

»Så er deeeet hold FIRE til buffeten!« kalder hun i mikrofonen med en gnist som en bankoopråber.

Hold fire styrer jublende mod lasagnefadene. De blev født det år, vi skrev vores science fiction-noveller, regner vi ud. Og for nylig har de selv haft et tema om science fiction. De har skrevet om internettet og hjemmerobotter og om at være ung i et fascistoidt samfund, der ikke vil have tykke unge eller piger med kun ni fingre.

»I 7. klasse hentede vi vores katastrofebilleder langt væk fra,« reflekterer Tina.

»Det er tydeligt, at mine elever beskæftiger sig mere med det personlige og nære, med etik og identitet. Det er måske lidt for modigt at konkludere noget definitivt tidstypisk ud fra det. Det har nok også bare at gøre med deres alder. Vi var knap teenagere, da vi skrev vores noveller. Denne her flok er midt i puberteten og godt i gang med forstå deres egen identitet.«

Ingen angst

Vi har sat os i den dybe sofa i den fjerne ende af lærerværelset. Engang imellem stikker en 16-årig hovedet ind og sludrer kort. I vores privatskoles 7. klasse i Midtjylland kogte puberteten endnu ikke for alvor.

»Vi var en flittig klasse, som lavede vores lektier, klarede os godt og syntes, at det var sjovt at gå i skole,« siger hun. »Og vi var enormt beskyttede og privilegerede. De fleste af os kom fra ressourcestærke kernefamilier, og vi havde et godt fundament for at komme frem i verden.«

Af samme grund var der ikke ting, der for alvor skræmte os, mener hun.

»Jeg husker ikke, at jeg var bange for noget særligt. En ældre kollega fortalte for nylig om, hvordan han som barn i skolen i Sønderjylland lærte at søge skjul bag bordene, når der var bombealarm. Den slags trusler har vi slet ikke haft tæt på. Vi har levet i en lukket verden, hvor der ikke rigtigt har været noget tæt på, der har kunnet røre os. Vores generations traume kom jo først senere, med 11. september 2001.«

I mange af samlingens andre noveller skinner samme form for optimisme gennem de apokalyptiske scenarier. I én novelle udraderes »fjernbetjeningernes onde fyrste« af en heroisk lille dreng.

I »Når verden går under« slutter en gruppe overlevere sig sammen for at bekæmpe ondskaben omkring dem, og novellen afsluttes i et kollektivt heroisk fremtidssyn: »For første gang siden katastrofen slog tanken Laurana, at de kunne vinde. De kunne bekæmpe radioaktivitet og Draconianere og alt andet i verden. Det var hun sikker på. De havde bare brug for tid. De skulle nok vinde.«

De små medborgere

»Jeg tror grundlæggende ikke, at jeg er en person, der bekymrer mig synderligt for fremtidige katastrofer,« siger Tina. »Selv 11. september har ikke påvirket mig voldsomt personligt eller ændret min adfærd. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, man skal gøre noget ved de problemer, der omgiver os. Dem skal man lære at handle på. Også i det små.«

På efterskolen her har de hvert år klimauge.

»Vi vinkler klimaspørgsmålet fra individplan til samfundsplan til internationalt plan, fra hvad en 16-årig kan stille op, til hvad en politiker og det internationale samfund bør gøre,« forklarer Tina.

»Og så leger vi rollespil, hvor alle skal være en brik i et FN-topmøde og lære at forstå, hvor spinkel en stemme en lille stillehavs-ø for eksempel har i det store billede.«

På skolen har eleverne desuden haft små projekter om at handle i det små. Nogen har regnet ud, hvor mange træer efterskolen skal plante for at gøre sig CO2-neutral. Andre har undersøgt muligheden for at få etableret en vindmølle på efterskolens grund – og har dermed også lært det store bureaukratiske system at kende. Og en flok elever har lavet små ’sluk lyset’-klistermærker, som de har sat på alle skolens stikkontakter. De hænger der stadig, ser jeg, som et symbolsk tegn på handlekraft.

»Eleverne skal naturligvis ikke tro, at så små handlinger er nok til at ændre på det store billede,« siger Tina. »Men de skal lære at udvise ansvar i det små. Hele efterskoletanken ligger jo i at skabe ansvar. Efterskolen er på mikroplan en måde at skabe bevidste medborgere på.«

Mennesketro

I Tinas novelle virker den modgift, de unge børn har sammenstrikket, til perfektion. Janette vågner op fra de døde, og de fem videnskabsdetektiver vinder international hæder og kolde kontanter:

Døren gik op, og ind trådte der otte-ti journalister ind og begyndte at lave forskellige interviews med de forskellige elever. Der var både nogen fra BT og Ekstra Bladet og Videnskabens Forunderlige Verden …

En persisk leder er blevet red-det og giver dem en million dollar hver.

Så trådte pressefolkene ind igen og kom med hundredvis af spørgsmål og ét af dem var: Hvad vil du så være når du bli’r stor? Og både Linette, Janette, Hanne, Ole og Kim ville være forskere …

»Jeg tror egentligt ikke, at man skal læse en særlig videnskabsoptimisme ind i den afslutning. Hvis altså vi leger, at novellen er udtryk for min generelle tankegang, så tror jeg snarere, at historiens budskab hviler på en tro på, at mennesket kan overvinde de problemer, der opstår. At jeg så faktisk ikke rigtigt overholder genreregler for en science-fiction-novelle, er en anden sag. Der må jeg, med dansklærerbrillerne på, give mig selv en lille reprimande.«

Tina flytter snart til København for at blive gymnasielærer i dansk og samfundsfag – på basis af hendes uddannelse i Nordisk Sprog og Litteratur og Statskundskab.

»Det bliver en spændende og fagligt udviklende udfordring,« siger hun. »Hvad jeg skal på længere sigt vil vise sig.«

Verden ligger åben. Før jeg forlader efterskolen, stikker hun to efterskolebreve i hånden på mig, som jeg åbenbart har sendt til hende fra Vardeegnens Ungdomsskole, dengang i højpuberteten. Det er overraskende, nærmest desillusionerende læsning: Alt handler om kærester og måske-kærester og musikfestivaler og eksamenskarakterer og ikke-kærester-alligevel. Dengang var det pubertære mikrokosmos åbenbart universets absolutte centrum.