Læsetid: 7 min.

I lys fra alle kanter

Sverre Malling tegnede i flere uger Anders Behring Breivik for avisen Klassekampen. En på flere måder svær opgave. Fordi det var en rejse ind i et dybt mørke, hvor det forenklede verdensbillede og hadet er en fristelse, men også fordi Breivik var svær at tegne. Lyset blev kastet fra alle kanter. Det var vanskeligt at gøre hans almindelige ansigt karakteristisk
Sverre Malling tegnede i flere uger Anders Behring Breivik for avisen Klassekampen. En på flere måder svær opgave. Fordi det var en rejse ind i et dybt mørke, hvor det forenklede verdensbillede og hadet er en fristelse, men også fordi Breivik var svær at tegne. Lyset blev kastet fra alle kanter. Det var vanskeligt at gøre hans almindelige ansigt karakteristisk
14. juli 2012

Anders Behring Breivik har gjort meget for at skille sig ud fysisk. Han har fået flere ansigtsoperationer. Blandt andet en ny næse. Han vandkæmmer sit hår, og han lader sit skæg vokse i lange tynde og snorlige bakkenbarter.

»Men det er ikke det, man bruger som tegner,« fortæller kunstneren Sverre Malling og vender sig om for at vise, hvor dagslyset bliver kastet ind i Oslo Tinghus, hvor vi sidder. »Man bruger lyset. Lyset danner et skyggespil i ansigtet, som man bruger til at få karakteren til at træde frem.

Men i retssalen var der lys fra alle kanter. Et meget kunstigt lys, som gjorde det svært at tegne Breiviks ansigt, som i sin form er ganske almindeligt. Lidt oppustet måske, men almindeligt.«

Sverre Malling er egentlig ikke retstegner og påtager sig ikke normalt opgaver som illustrator. Han er uddannet fra det norske kunstakademi og har modtaget adskillige priser for sine detaljerede og stiliserede kultegninger. Retstegningen ligger langt fra den genre, han normalt arbejder i, så da han blev kontaktet af avisen Klassekampen, der tilbød ham opgaven som avisens retstegner i forbindelse med dækningen af sagen mod Anders Behring Breivik var det en svær beslutning.

»Jeg måtte stille mig selv det spørgsmål: Hvad kan jeg bidrage med? Hvad er det for et korrektiv, som tegningen kan tilbyde? Retstegningen er en traditionsbærende norm og nærmest et paradoks i forhold til de muligheder som teknologien giver os for at dække sagen digitalt på alle platforme. Jeg synes, det var interessant at spille med på det håndværk som et subjektivt anslag filtreret gennem to øjne. Tegningen er introvert og kan aldrig være instrumentel, yderligtgående eller objektiv, som vi forestiller os, andre medier kan,« siger Sverre Malling.

Så han endte med at sige ja til opgaven. Han har ikke tal på, hvor mange dage han sad i et af lokalerne her i Oslo Tinghus og stirrede direkte ind i det ansigt, som de fleste nordmænd helst vil glemme. Han var én af de få, der ikke kunne kigge væk, når det blev for meget. Han sad der også den dag, hvor der blev slukket for tv-kameraerne, og mange af tilhørerne forlod retslokalet i protest. Den dag, hvor Anders Behring Breivik fortalte om mordene, han begik på Utøya for snart et år siden.

»Jeg har aldrig hørt noget lignende. Kontrasten mellem Breiviks milde, dannede, pragmatiske nærmest instrumentelle måde at snakke på, og det grusomme og perverterede indhold, var svær at forholde sig til. Indholdet fremkaldte stærke reaktioner fra tilhørerne, men han fremførte det i en helt almindelig og naturlig tone og lod sig ikke påvirke af deres reaktioner.«

I tvivl om sin menneskelighed

Mens Breivik fortalte om mordene på 69 unge mennesker på Utøya sad Sverre Malling og tegnede. »At lytte og tegne gik hånd i hånd. Modeller i bevægelse og vældig kort deadline er uvant for mig, så at arbejde med en sådan intuitiv og dynamisk stregtegning var ganske udmattende. Man lytter og når ikke at bearbejde det, man hører, før man tegner.«

Sverre Malling kom ikke bare til at tvivle på sine egne evner som tegner, men også på sin menneskelighed.

»Man kan blive i tvivl om, om man føler nok. Lever jeg mig tilstrækkeligt nok ind i det? Der er mennesker, der har mistet deres nærmeste, deres børn. Bør jeg reagere mere voldsomt? Bør jeg græde? Man bliver i tvivl om sine egne reaktioner. Måske fordi Breivik var så maskinel i sin beskrivelse af hvordan han dræbte så mange unge mennesker, så tænker man: Hvilken reaktion bør man have? Tager jeg tilstrækkelig afstand til Breivik? Viser jeg nok antipati? Eller er der noget, der forbinder os? Er der nogle ting, vi har til fælles?«

Det var en ubehagelig oplevelse, og midt i sagsforløbet måtte han tage en pause. »Man må tænke på sit eget mentale helbred. Jeg bevægede mig konstant i en balancegang mellem indlevelsen og distancen, og jeg tror ikke, man kan tage den slags for alvorligt. Man må bevare forbindelsen til omverdenen. Til sig selv. Ellers risikerer man ... depression,« siger Sverre Malling lavmælt.

Men det var alligevel dette psykiske grænseland, der interesserede ham. Han er ikke meget for at komme med nogen som helst vurdering af Breivik. Han siger blot, at han virkede »forknyttet« og »i stand til at modstå et ekstremt pres.« Han forklarer: »Når jeg tænker på, hvor længe vi sad der i retssalen, hvor hele verden ventede på, at han skulle bryde sammen ... Få et følelsesudbrud af en art, man kunne forholde sig til. Det gjorde han ikke. Jo, han blev tilsyneladende rørt over sin egen film, men det var jo absurd. Jeg kiggede på ham, mens det skete, og da hans ansigtsudtryk begyndte at ændre sig, så tænkte jeg: Nu bryder han sammen. Nu sker det. Jeg opfattede det som ganske skelsættende. Men da jeg i pausen fik at vide, at han blot var blevet rørt over at se sin film, så blev han endnu mere fremmed for mig. Det ville ellers havde været ganske befriende, hvis han havde vist, at han havde kontakt med nogle følelser. En menneskeliggørelse af ham havde været en smule forsonende i det øjeblik. Han kom smilende og upåvirket tilbage fra pausen.«

Sverre Malling fortæller, at Breiviks stoiske optræden fik ham til at gribe efter halmstrå. Efter blot små sprækker af menneskelighed.

»Nogle gange, når hans mor blev nævnt, så begyndte han at røre ved området omkring det ene øje. Og det holder man fast i: At han rørte ved sit ansigt. Var det en reaktion? Jeg ved det ikke.«

Mellem monster og menneske

Det er en sær fornemmelse, fortæller Sverre Malling. At man på den ene side ønsker at lægge en helt verdens afstand til ham og på den anden side ønsker, at manden skal vise en side af sig selv, der antyder en form for fælles følelsesmæssig berøringsflade.

»Når man strides med sig selv om Breiviks natur på den måde, så bliver det nærmest en diskussion om hvor han befinder sig mellem det at være monster og det at være menneske. Det gør det endnu mere interessant at portrættere ham, fordi han befinder sig i dette grænseland. En interessant forskydning. For mig virkede det som om, at han var allermest engageret eller fascineret, når han fortalte om planlægningen og udførelsen af sin plan. Om et menneskes sidste øjeblik. Om det de siger. Han var ekstremt detaljefikseret, når han fortalte om de drab, han havde begået. Men virkede det stærkest på mig, fordi det var det, der frastødte mig allermest, eller var det, fordi hans trang til at dræbe er større end hans politiske motiver? Jeg ved det ikke.«

Det sværeste var at lade ham blive i grænselandet. At undvige lysten til blot at betragte ham som et monster.

»I en tid, hvor verden bliver stadig mere kompliceret, er det nemmeste at vælge én retning og se alt, der afviger fra den, som en trussel. Det er jo sådan Breiviks verdensbillede fungerer: Verden opdeles i godt og ondt. Man skal være påpasselig med ikke at gøre det samme. Når der er så stærke følelser forbundet med det, så bliver der også et stærkt behov for at forenkle.«

Retssagen er overstået, og Oslo Tinghus er nu igen et åbent hus. Der foretages atter vielser her, og den øgede sikkerhedskontrol er fjernet. Foran hovedindgangen går en medarbejder og spuler fortovet. I vandet flyder en del blade, som jeg først tror er rosenblade, men det viser sig at være bøgeblade fra to træer på pladsen foran retsbygningen.

Sverre Malling ved ikke, om han vender tilbage til Tinghuset, når dommen skal afsiges. Han føler ikke behov for det. Og har også svært ved at sige, hvad han kan bruge oplevelsen til. Han virker næsten skamfuld over at skulle ’bruge’ det.

»Jeg er blevet inviteret til at udstille nogle af tegningerne ved årets Høstudstilling, som det er en stor ære at blive inviteret til. Men jeg har været meget i tvivl. Jeg er meget påpasselig med, hvilke sammenhænge tegningerne bruges i. Men jeg kom frem til, at hvis mine tegninger kan være med til at bidrage til, at vi får taget nogle af de diskussioner, som skal tages, så er jeg glad for det. Selv fagpersoner er i tvivl om, hvordan vi skal håndtere Breivik, og om vi overhovedet kan lære noget af det, der er sket, men det er klart, at den tvivl gør en nøgtern diskussion om vores retssystem, om åbenhed og om vores samtalekultur endnu mere nødvendig. Det er noget helt andet end at give Breivik et spillerum for hans aktioner, synes jeg.«

Men han er klar over, at denne opgave adskiller sig fra hans normale virke i mere end én forstand.

»Om mit projekt er lykkes eller ej kan kun andre vurdere. Men det her kan aldrig kun være kunst. Hvis det overhovedet kan være det. Der er så meget, jeg er i tvivl om.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Ole Rasmussen

Den højreradikale terrors ansigt er ikke til at skille fra andre i det ydre. Det er ikke det fysiske, der adskiller Breivik fra resten af verden. Det er selve hans semantiske univers, det verdensbillede, som han har klippet sammen, ved at hente sentencer ind fra hele den verden af fremmedhad og let gennemskuelige påskud, som den vestlige verden har haft brug for, i sin selvbestaltede og patetiske jagt på eget overherredømme. Antagonismen, fremmedhadet, dæmoniseringen af islam, påskudet for t bomge Irak tilbage til middelalderen, holde Nordafrika og Mellemøstens konger og finansfyrster ved magten, genkendes over alt i den vestlige verdens medier, politiske liv og selvfølgelig også hos individer som Breivik, der bare tager budskaberne bogstaveligt.
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-110.pdf

Man kunne jo også bare have tegnet et billede af en ganske almindelig mand. Det ville jo være karakteristisk nok.