Jeg har to gange hørt den svenske krimiforfatter Henning Mankell holde foredrag i København. I begge tilfælde sagde han nogenlunde det samme, idet han havde bygget det op omkring seks vigtige temaer fra sit liv, fem minutter til hvert, en halv time i alt, færdigt arbejde. Rigtig god metode, som kan anbefales.
I et af punkterne henviste han til et foto af sig selv i skolen, før han blev teenager. Han sidder ved sin pult og ser både sød og artig ud.
»Da var jeg bedst!,« erklærede han.
Jeg forstår 100 procent, hvad han mente. Når man er 10-12 år, er man fuld af forventninger til livet. Man er et uplettet blad, har en troskyldig tillid til de voksne og er generelt positiv. Verden ligger jo åben med alle dens gyldne muligheder for fremtiden. Sådan var det i al fald i efterkrigstiden, længe før klimaet var rykket op i avisoverskrifterne.
Der kan være undtagelser, men lad os antage, at det i almindelighed er sådan, at man er bedst i den nævnte alder. Hvad er det så, der sker senere? Et syndefald. Man kan være god og moralsk korrekt mod nogle en del af tiden, men ikke mod alle altid – med mindre man hedder Mother Teresa.
’For sanden’
Det var før, fotografering blev hver mands mulighed. En gang i løbet af ethvert barns skoleforløb dukkede en professionel fotograf op, stillede an og knipsede. Man skulle sidde pænt ved sin pult – dengang sad man ved pulte – med arme og hænder i ro, og foran blev placeret en opslået bog, som skulle signalere skole og flid. Men det var et andet foto, jeg fandt af mig og mine tre søskende i mine forældres album. »Vore børn« står der med min mors håndskrift. Det er skrevet med blæk og ømhed.
Hold da op, hvor ser vi pæne ud! Fotografiet fortæller om en tid, hvor rene negle regnedes for en vigtig dyd, når man fremstillede sig for andre. Pæn i tøjet skulle man også være, og husk nu, at kraven skal sidde rigtigt! Ret ryggen! Altid frejdig, når du går!
En anden ting, al den artighed minder mig om, er det stående forbud mod at bande. Forældre brugte – meget vigtigt – oceaner af energi og håndkraft, det vil sige smæk, på at lære deres børn ikke at sige sgu og fanden. Således skifter opdragelsesidealerne. En af skolekammeraterne kom om ved reglen ved at sige »for sanden«, når han slog sig. Smart!Min mor havde en evne til altid, når jeg skulle ud ad døren lige at finde og fjerne en ubetydelig plet eller et støvgran fra min trøje. Det var temmelig irriterende. Hun blev aldrig træt af at opdrage på mig.
Sky af godhed
Der er noget, som man ikke kan se på fotografierne. Så ens, vi på en vis måde så ud, udviklede vi os forskelligt i forhold til religion. Vi gik alle til præst, blev konfirmeret og fik egen salmebog med navnet i guldskrift på forsiden, men senere hørte al lighed op på det område. Min yngste søster rejste i kibbutz i Israel og giftede sig med en arabisk jøde, hvorefter hun konverterede til jødedommen. Min ældre bror traf en pige, hvis familie var katolsk. Han konverterede til katolicismen. Min ældste søster forblev i folkekirken, mens jeg selv, der som barn var overordentligt from, senere meldte mig ud af folkekirken.
Politisk var mine søskende tro mod partiet Venstre, mens jeg skejede ud og rykkede ud på venstrefløjen. Jeg er glad for, at vi er forskellige. Det er med til, at jeg kan respektere anderledes tænkende.
Med tiden blev vi dog mere eller mindre kulturkristne alle fire, og selv har jeg udviklet mit eget gudsbegreb. Jeg ved, at der er mange mennesker, der stadig beder aftenbøn og sender andre bønner op i himlen.
Heroppe samler bønnerne sig til en stor sky af godhed. Den sky kan man så kalde Gud, og de mennesker gør en forskel.
Den tro er ganske uautoriseret og pragmatisk, men jeg tror, den holder.
‘
Album
En af Informations nestorer, Kristen Bjørnkjær, har bladret i sit album og beretter ud fra udvalgte fotos om nogle af sit livs mange oplevelser – som journalistelev, blaffer, soldat, forfatter og rejsende til Irak, Iran og Japan.
Seneste artikler
Det persiske forår
6. august 2012Vogternes Råd i Iran kvalte de reformivrige aviser, som havde folkets opbakning. I Irak ligger selvmords-bombningerne som en tung dyne over demokrati-projektetA-Pressens kamp for at overleve
27. juli 2012Navnestof om kendte mennesker skulle redde den socialdemokratiske presse i konkurrencen med BT og Ekstra Bladet, som arbejderne hellere ville læse, men øvelsen lykkedes ikkeIvan var fjenden ...
24. juli 2012... det herskede der ingen tvivl om, og vi huggede tappert til ham med vore fældede bajonetter. En krig forekom komplet usandsynlig dengang i Aarhus i 1963