Massakre i gult

Rytterne er efter weekenden kommet ned fra de første bjerge, og på skærmen bag mig har Tony Martin sat foreløbig bedste tid på mandagens 41,5 kilometer lange enkeltstart. Den disciplin, hvor den lange tysker blev verdensmester i København. Han kører ikke for at vinde Tour de France, men for at vinde i dag, og har siden første etape kørt bagerst i feltet med en skinne på sin kvæstede hånd. Et brud på scaphoideum, den lille knogle under tommelfingeren, der kræver 8-10 uger for at hele, fordi blodtilførslen til den er så dårlig. Et brud, som for almindelige mennesker kræver hånden og hele underarmen i gips, men helt almindelig er hverken Tony Martin eller hans kolleger, der i stort antal er kommet forslåede og forbundne ud af første uges mange styrt.

»Det er Lance Armstrongs skyld,« sagde den unge cykelrytter Nicki Østergaard frejdigt i TV 2’s studie forleden, og det er en overraskende, men god pointe: I alt terræn og også før og i massespurterne vil alle hold – og i hvert fald de stærkeste – sidde samlet omkring deres kaptajn helt forrest i feltet for at beskytte denne mod styrt og tidstab, og det var Armstrong, der fra begyndelsen af 90’erne havde succes med den måde at lade sit hold køre på.

’Skide pikspillere’

Nu bliver alle beordret frem, og det er der ikke plads til på vejen, hvor rytterne kører tættere på hinanden end nogen sinde før.

I søndags kostede et styrt Samuel Sánchez videre deltagelse, og Touren har ikke råd til at miste flere af de bjergstærke angribere, der kan ryste Cadel Evans og Bradley Wiggins, der har vist sig nøjagtigt lige så stærke som formodet inden start. På lørdagens korte, meget stejle afslutning fulgte de hinanden helt til stregen, mens Wiggins luksushjælper, Chris Froome, sprintede sig til etapesejren foran dem. Af deres konkurrenter til Tour-sejren kunne kun Vincenzo Nibali følge dem til dørs, og ham må man sætte lid til, hvis ikke løbet skal blive en tvekamp mellem to favoritter, der begge er bedst til at forsvare sig, og som typer ligner hinanden alt for meget. Ikke at Wiggins er farveløs.

»Fucking wankers,« kaldte han på et pressemøde dem, der har beskyldt ham og hans meget stærke Team Sky for doping med den begrundelse, at han og holdet dominerer som Armstrong og hans tropper i sin tid. Wiggins har i årevis talt meget tydeligt i mod doping, og så skal han da ikke finde sig i at blive mistænkeliggjort af nogle ’skide pikspillere’.

»Det var da et godt svar, han kom med. Det er meget velplaceret, synes jeg …« lød Jørgen Leths kommentar, og man kan næsten høre hans diktion. Uden at han dog oversatte wankers.  

Men i sin kørsel er Wiggins ikke nær så opfindsom, som han er verbalt. I de tre etapeløb han har vundet før Tour de France, har han ladet sit hold lægge voldsomt pres på modstanderne fra start til mål for så at slå til på enkeltstarterne, og den opskrift følger han her. Uden konkurrence. Evans’ BMC-hold er smuldret på bakkerne, og især må det være bekymrende for ham, at den unge amerikaner Tejay van Garderen slet ikke har kunnet følge med. Evans har været helt alene i finalen på weekendens to etaper i Vogeserne og Jurabjergene – og Alperne og Pyrenæerne venter stadig.

Intet at stille op mod Wiggins

Det triste er, at alt for mange konkurrenter alt for tidligt er blevet elimineret fra topkampen, eller er stærkt handicappede af styrt eller uheld. Samuel Sánchez er helt ude, og Fränk Schleck er distanceret med over otte minutter, så de to bjergstærke ryttere kommer ikke til at spille nogen rolle som udfordrere. Og de to belgiske klatrere, Jurgen Van den Broeck og Jelle Vanendert er begge sat tilbage på grund af maskinskader på værst tænkelige tidspunkter. Alejandro Valverde har ligget mere på asfalten, end han har siddet i sadlen. Realistisk set er der kun Nibali tilbage til at angribe, når det går opad og nedad, og for spændingens skyld skal sicilianeren ikke sætte for megen tid til på enkeltstarten. Angreb skal man ikke forvente fra Denis Menchov, der efter mange skuffende Tour de France og fravær sidste år er stærkt – men hidtil anonymt – tilbage i år. Dog vil det næppe være fra ham, at angrebene bliver sat ind. Russeren plejer også at være bedst til at forsvare sig, og han er ikke god til at køre nedad. Det kan vise sig vigtigt på de bjergetaper, der har mål i dalen.

Som ventet, eller frygtet, kunne ingen stille noget op mod Bradley Wiggins, der på tv-skærmen bag mig udraderede en ellers fornuftigt kørende Cadel Evans, og minsandten også slog storfavoritten til at vinde enkeltstarten, Fabian Cancellara. Der også blev slået af dagens helt store overraskelse, bjergrytteren Chris Froome, der nu ikke blot er Wiggins loyale hjælper, men favorit til at gå på podiet sammen med ham, og dermed har Team Sky taktiske muligheder, de andre ikke har.

Stakkels Tony

Det er ikke, fordi jeg ikke under Bradley Wiggins at vinde Tour de France. Hans ridt på enkeltstarten var en nydelse at følge. Elegant, kontrolleret og pokkers effektivt. Men for spændingen i løbet ville det have været bedre, hvis hans konkurrenter efter den første af de to enkeltstarter havde været lidt tættere på ham. Og dog. Med forventningens glæde kan man nu se frem til alper og pyrenæer, hvor Evans og alle de andre bliver nødt til at satse stort og langt udefra – eventuelt i improviserede alliancer – hvis de skal fravriste Wiggins – eller Froome – den sejr, de lagde billet ind på i går.

Og stakkels Tony Martin. Verdensmesteren havde længe bedste mellemtid, men sluttede på en 12-plads, og det var ikke det, han havde udholdt en uges smerte for. Og lægen rådede ham til at stå af cyklen nu og få gips på. En brækket scaphoideum spøger man ikke med.