Læsetid: 4 min.

Det var en mørk og stormfuld aften

I virkelighedens verden taler vi om vejret konstant, men forbavsende sjældent beskæftiger nogen sig med de forskellige roller, det spiller på film. Det gør vi hermed noget ved
I virkelighedens verden taler vi om vejret konstant, men forbavsende sjældent beskæftiger nogen sig med de forskellige roller, det spiller på film. Det gør vi hermed noget ved
26. juli 2012

Med undtagelse af kammerspil er vejret i større eller mindre grad en medspiller i næsten alle film. Men hvad symboliserer regn, tåge, snevejr, solskin, osv. på det store lærred?

Mest ligetil er det nok med film som The Perfect Storm og Twister, hvor vejret spiller skurkerollen. Vejrkatastrofefilm vandt især frem i 1990’erne, fordi special effects-folkene nu havde computerkraft nok til at gøre dræbervejret mere overbevisende (dog noterer man sig, at en tornado spiller en afgørende rolle i klassikeren Troldmanden fra Oz).

Strid modvind

I den mere klichéprægede afdeling regner det ofte, når en eller flere af filmens figurer oplever sorg, ligesom en sort sky i horisonten gerne symboliserer nært forestående ulykke, som nu i Coen-brødrenes fatalistiske A Serious Man.

I det dystre film noir-univers er nedbør og navnlig glinsende, regnvåd asfalt faste ingredienser, og i science fiction-noir’en Blade Runner synes solskin nærmest at være forbeholdt samfundets elite, som bor højt over det dunkle og affaldsbestrøede gadeplan.

Når vi på bedste B-filmmanér ser en gal videnskabsmand arbejde, er det ofte akkompagneret af lyn og torden, så vi til fulde forstår, hvor grænseoverskridende et projekt han (thi det er næsten altid en han) har gang i – og/eller at en højere instans forsøger at gøre indsigelse.

Stiv kuling kan symbolisere modgang, og i The Truman Show er vejret i hænderne på en tv-producer, der har ladet et menneske føde ind i et reality-program, som udspiller sig i et gigantisk studie. I et sidste forsøg på at forhindre den nu voksne hovedperson i at stikke af fra programmet slipper denne selvbestaltede gud en storm løs over hans hoved – men frygten overvindes, og frihedstrangen triumferer.

Ingen skud i tågen

I tåge kan man som bekendt ikke se klart, og denne vejrtype kan også symbolisere manglende evne til at tænke klart. Carl Th. Dreyer indhyllede dele af Vampyr i tåge, mens den dog har en yderst positiv betydning i Theo Angelopoulos’ drama Odysseus’ blik. Her betyder ærtesuppen nemlig, at indbyggerne i det da krigshærgede Sarajevo får et pusterum, fordi snigskytter ikke kan arbejde i tåge. Et etnisk sammensat orkester markerer den midlertidige våbenhvile med en udendørs koncert.

Ægte vejrpoesi er også på færde i Terrence Malicks romantiske drama Days of Heaven, der i vid udstrækning er skudt i den såkaldt ’magiske time’ lige før solen går ned. Det resulterer i nogle af filmhistoriens mest fortryllende landskabsoptagelser, der blandt andet er inspireret af en af USA’s kendteste malere, Edward Hopper (skønt filmen er optaget i Canada).

Faldende frøer

I P. T. Andersons ensembledrama Magnolia diskes der løbende op med vejrudsigter. Meningen med disse står først klar henimod filmens slutning, hvor en bibelsk plage rammer Los Angeles i form af en styrtregn af frøer. Også i Ang Lees drama The Ice Storm kædes barsk vejr sammen med menneskelig dårskab, især i form af forældre, som ikke er i ordentlig kontakt med deres børn.

I det tyrkiske drama Climates bruges sommer-efterår-vinter-forløbet med stor effekt til at digte med på fortællingen om et formentligt dødsmærket kærlighedsforhold. Da de to sårede hovedpersoner til slut konfronterer hinanden i et barsk vinterlandskab, er den oplagte association en revolverduel i en westernfilm.

Omvendt er sneens dalen i Citizen Kane et symbol på den barndomsuskyld, hovedpersonen siden mister, men i sit dødsøjeblik mindes.

Solskins sorte side

I den varme ende af temperaturskalaen finder vi Eric Rohmers Et sommereventyr, hvor hele historien hører organisk sammen med solbeskinnet sommerferie ved stranden og møder med piger. Men ofte er varme faktisk ildevarslende på film.

I Spike Lees ensemble-klassiker Do the Right Thing får en hedebølge temperamenterne op at koge i et etnisk broget nabolag i New York City. Og i Body Heat har samme vejrfænomen en hel del at gøre med de moralsk anløbne hovedpersoners liderlighed. Hede kan dermed være en påmindelse om, at vi ikke har fjernet os så langt fra vores dyriske drifter, som vi ynder at tro.

I Fri os fra det onde skabte Ole Bornedal et uhyre uidyllisk portræt af den danske sommer, og i et interview til undertegnede forklarede instruktøren, at »solskin med dets skærende skygger kan være langt mere uhyggeligt end lyn og torden«.

Bornedal har muligvis kigget Ingmar Bergman i kortene, for i Gøglernes aften gjorde den svenske mester noget lignende.

Også den notoriske drillepind Alfred Hitchcock saboterede solskinnets positive konnotationer, da han i Menneskejagt lod sin hovedperson spæne over en mark med et pesticidesprøjtende fly i hot pursuit.

Endelig er der de værker, der har en meteorolog som hovedpersonen: LA Story, The Weather Man og kultfilmen En ny dag truer.

I sidstnævnte gennemlever en mand – spillet af den livstrætte sarkasmes mester, Bill Murray – den samme iskolde vinterdag igen og igen, hvilket må siges at være en nyfortolkning af et sted, som oftest opfattes som den ultimative svedetur: Helvede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Når nu - Jonas Varsted Kierkegaard - det skal dreje sig om vejret, skyldes det så glemsomhed, eller er der for meget vejr (og buddhisme) i sydkoreanske Ki-Duk Kims "Forår, sommer, efterår, vinter ... og forår til at bringe den på bane?

Heinrich R. Jørgensen

Maj-Britt,

det drejer sig vist ikke om vejret, som sådan. Jonas Varsted Kierkegaard bestræber sig vist blot på, at henlede opmærksomheden på symbolik anvendt i nogle af filmhistoriens mere "interessante" film.

Enhver kronik der drejer sig om noget som helst der er filmrelateret, burde jo næsten per automatik tage den omtalte film med. Der er jo en endyrket "drejer sig om" film ;-)

Maj-Britt Kent Hansen

Det er ikke værst, når film bruger vejret på uforudsigelige måder, så vi kommer uden om de klichéer, som vejrfolket på tv excellerer i. Hvilket vil sige: Solskin og hedebølge er det ypperste. Intet andet duer.

Det slår mig lige, at JVK også skylder os at komme ind på de mange amerikanske østkystfilm, der åbner med scener, hvor løvets efterårsfarver (også en slags vejr) er helt centrale.

Og John Hustons ”The Dead”, hvor sneen næsten har hovedrollen. Det bliver man klar over til sidst. Forlæg er James Joyces novelle af samme navn, som har kastet mange analyser og spekulationer af sig mht., hvad sneen står for.

Så JVK – hvornår følger del to?