Læsetid: 5 min.

En multi-kulti supertanker søsættes

Informations musikredaktør giver sine bedste bud på en festlig såvel som bevidsthedsudvidende Roskilde Festival
Roskilde 2012 er allerede så småt gået i gang. Her er publikum i stemning søndag under koncert med Dig og Mig.

Roskilde 2012 er allerede så småt gået i gang. Her er publikum i stemning søndag under koncert med Dig og Mig.

Torkil Adsersen

3. juli 2012

En stormombrust supertanker i dansk musikliv åbner lige om lidt op for yderligere fire dages musikudbud, som vil blive diskuteret, endevendt, inhaleret og nydt i helt igennem eksorbitante mængder.

Roskilde Festivalen er blevet en institution i dansk musik, med alt hvad det indebærer af ansvar, magt og skudveksling fra kritiske skyttegravspositioner i det danske musiklandskab. Hvilke slagsider har programmet? Bliver der leflet for særlige segmenter? Og uden D:A:D hvem skal så få sving i festen på Orange Scene?

Nogle mediers indholdsbetonede kritik rettede sig sidste år i høj grad imod den største scenes hovednavne. Med god grund. For der var langt mellem de kvalitativt vellykkede oplevelser. At kritikken så gik på, at festen var en forkert fest for et – stadig – yderst fornøjet publikum kunne ses som et udtryk for nostalgisk betonede ejerfornemmelser. Hvilket i høj grad også er et tegn på kærlighed.

Men lige akkurat diskussionen om programmet på Orange Scene er noget sværere at rejse i år, hvor der er blevet slået kontra. De solide hovednavne står næsten i kø for at blæse til fest og fællesskab, og i år ligner det den letteste leg i verden at forene kvalitet og popularitet – og det endda med stor variation.

Der synes at være flere strategier på spil for at få det 60-70.000 mennesker store potentielle kollektiv foran Orange Scene realiseret.

Danske hovednavne med hjemmebanefordel lukker scenen både fredag og lørdag, henholdsvis Malk De Koijn og Mew. Der er tung tråd, og der er håndspillet hiphop. Ingen elektroniske navne, men til gengæld musik fra de varme lande, idet booker-gruppen har opgraderet mageløse malinesiske Amadou & Mariam til den største scene – efter en fabelagtig koncert på den næststørste, Arena, for tre år siden.

Og så er der tre navne, der repræsenterer hver deres årti, hvor de kulminerede på hver deres måde. Bruce Springsteen & The E Street Band, der har sit afsæt i 70’erne, The Cure i 80’erne og Björk i 90’erne. Jeg glæder mig til at høre dem alle tre. Og der er altså både fest, farver og historisk bevidsthed i spil i år.

Udsprang af stort fællesskab

Med sin fødsel i 1971 har Roskilde Festivalen sit udgangspunkt i ungdomsoprøret og har altså sit udspring i en særlig form for fællesskab.

Som vi ved fra resten af samfundet, så har det fællesskab mistet sit oprørspotentiale og er i høj grad selv blevet synonym med det, de kritiserede, nemlig magt og etablissement.

Der er få kulturelle udtryk, der deler generationer så klart, som musik, og der har Roskilde Festivalen foretaget det i mine øjne kloge, respektfulde og ansvarlige valg, at lade musikken leve med det unge kernepublikum, som festivalen nu engang har. Man har således bevaret den åbne ånd og ungdommelige kultur fra festivalens spæde begyndelse og har besluttet at åbne op for aktuelle unge generationers soundtrack og for en ny tids mere komplekse og mangfoldige fællesskaber. I stedet for at sidde fast i en svunden tids æstetik og ideologi.

Bevares, der er koncerter fulde af historik, der rækker helt tilbage til de tidlige år, som oven for beskrevet, men generelt tager festivalen en ny og fragmenteret kultur på sig. Ikke kun besvarende, men også udfordrende. Ja, Roskilde Festivalen er ikke blege for at spille en dannende rolle for den del af deres publikum, der vil lytte.

Roskilde har vlagt festen

De var for eksempel tidligt med til at give plad s til elektronisk musik samt til takter og toner født uden for Vestens grænser. Og i den ånd er det helt naturligt at lægge vægt på en mangfoldighed af scener, såsom den nye, elektronisk dedikerede Apollo.Alene torsdagens program kan give musikalske globetrottere sved på panden, især hvis man tager de mindre slagne veje. Spring for eksempel fra amerikanske Araabmuziks undergangs-r&b og ekvilibristiske fingerspil på elektronisk grej til argentinske Orquesta Típicas hidsige opdatering af tango.

Så afsted til Sam Amidons amerikanske melankoli og videre til hidsig fest med The Alaev Family fra Tadsjikistan/Israel. Tænd den indre lighter under de jamaicanske reggae-veteraner The Abyssinians spirituelle messe og afslut aftenen i syntetisk rus med de berlinske techno-bestormere Modeselektor.

Roskilde Festivalens akilleshæl i år synes faktisk at være den elektroniske musik. Der er masser af fremragende navne som Lone, Martyn, Addison Groove, Africa Hitech, Toddla T Sound, Shlohmo, der på hver deres måde kommer til at sætte ild i festen, det er der stort set ingen tvivl om. Men de mere lytteorienterede computersvingninger bliver der ikke mange af. Uden at sætte kvaliteten over styr, synes Roskilde at have prioriteret festen, frem for det mere indadvendte arbejde med maskinerne – med få undtagelser som fremragende amerikanske Oneohtrix Point Nevers hjemsøgte og udslidte erindringer om en fremtid, der aldrig ankom.

Udenfor kategori

Der bliver givetvis også flyttet fødder, når Lee Fields & The Expressions affyrer deres old school soul en sen nattetime. Eller når Janelle Monaé vender tilbage for at gentage sidste års triumf, nu på en større scene, men formentlig stadig med et fuldstændig vildt overstyret future-soul-show. Og i en langt mere dyster provins af soulmusikken finder man Cold Specks – doom soul som den canadiske sangerinde selv kalder sin musik.

Og for de hårde piger og drenge er der galvanisering i amerikanske Liturgys mageløst hvirvlende og transcendentale black metal, i Trash Talks vildt råbende hardcore og i polske Behemoths ekstreme dødsmetal. En undergang for kroppen, jovist, men en udfrielse for sjælen. Ellers kan man altid trække sit trætte korpus på fast grund i rockland, hvor et væld af udtryk florerer på Dyrskuepladsen. R. Stevie Moore har transmitteret lo-fi-mesterligheder siden 70’erne og er blevet genopdaget via Ariel Pink, som er stærkt inspireret af den hvidskæggede særling. Tune-Yards er et must for enhver, der interesserer sig for enestående udtryk og excentrisk ekvilibrisme. Der er Talk Normals kompromisløse no wave og Sonic Youth-mester-guitaristen Lee Ranaldo. Og der er Dead Skeletons, Perfume Genius, Bon Iver og den danske kollektive indsats Copenhagen Collaboration.

Og uden for vestlig tradition: Malinesisk blues fra Boubacar Traoré, ørkenrock fra landsmændene i Tamikrest, trance-skabende sufi-tradition fra marokkanske Hamadcha Sufi Tariqa Essaouira. Og i et globalistisk krydsfelt: Amerikanske Santigold og sydafrikanske Spoek Mathambo.

Og fra det gamle Amerikas furede korpus, men med nyt blod: Jack White, Hank3 og Alison Krauss & Union Station.

Mens det nyere USA er godt repræsenteret af ung hiphop: A$AP Rocky er et must, men check eventuelt også unge løver og løvinder som Yelawolf, Mac Miller og maskingeværsrapperen Dominique Young Unique.

Glem heller ikke de mere klassisk betonede oplevelser, når det danske vokalensemble Ars Nova fremfører moderne korværker, og tyske Nils Frahm spiller sine sitrende smukke kompositioner, der synes at finde en fællesmængde mellem Steve Reich og Keith Jarrett.

Og så er der amerikanske Julia Holter, der opererer uden for kategorier og netop derfor formår at finde nye betydninger og empatier.

Som det er enhver festivalgænger beskåret, hvis man holder sanserne og sindet åbent – og tør fare bare lidt vild.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nick Mogensen

Jeg synes der er gået inflation i musikalske sub-genre - også på festivaller. Man kan tilsyneladende kalde en lang prut med tilbehør, for ‘Uptown-bummelum trance down house” - hvis man vil. Al musik er lige godt - bare man husker et smart navn selvfølgelig.

Jeg er hverken til indierock, ambient techno, diva house/handbag house, 2-step garage eller rotterdam techno.

Jeg vil hellere se en firhjulet transylvansk fjeldabe stege palmehjerter på en roterende Webergrill, monteret på ryggen af en russisk vægtløfter, der slås med stædig bjergged - det ville være mindre syret, og mere interessant.

Måske tager jeg fejl, men virker det ikke som om, at musik i dag - mere end nogensinde - skal underbygge en bestemt selvopfattelse hos den pågældende lytter. Det understreges af artiklens forfatter når han skriver:

"Roskilde Festivalen foretaget det i mine øjne kloge, respektfulde og ansvarlige valg, at lade musikken leve med det unge kernepublikum"

Men "det unge kernepublikum" er splittet. Alle vil understrege deres identitet med en bestemt musikalsk sfære.

Måske er festivalernes problem simpelthen, at musikken enten skal være folkeligt som en rød pølse, eller så anderledes at selv eksemplet med fjeldaben ikke længere virker som et freakshow? Derved er festivalens kollektive musikalske program umuligt at sammensætte for festivalens arrangører; de kan simpelthen ikke tilfredsstille den stigende pluralitet som findes under fanen 'musik'. Alle vil tilgodeses med deres sub-sub-sub-sub-genre af finsk råbekor med osteklokkerytme, så de rigtignok kan få skabt deres selvbillede?