Når en vinder taber ansigt

Der sker mærkelige ting i dette cykelløb. Der er kun en udfordrer til Bradley Wiggins og Chris Froome, og det er Vincenzo Nibali, der har prøvet, hver gang vejen gik op eller ned. Ikke tilstrækkeligt langt udefra til, at det har kunnet gøre den store forskel, og Sky-folkene har let kunnet kontrollere ham, fordi sicilianerens angreb ikke er blevet fulgt op af kontraangreb fra andre, når hans er blevet neutraliseret. Der har ikke været andre, der har turdet eller kunnet. Men Nibali har dog forsøgt, og på nedkørslen fra Col de Menté kom han susende gennem tågen på den våde vej op til den udbrydergruppe med Voeckler og Kessiakoff, der havde indledt slagsmålet om bjergtrøjen på det første af dagens seks toppe. Og Nibali var en højst uvelkommen gæst i udbruddet, for hans tilstedeværelse ville spolere det for de andre, når feltet med Sky i front skruede farten op for at fange ham igen.

Man kunne, blot for spændingens skyld, have håbet på, at Nibali ville fortsætte, at hans overlegenhed nedad ville være indledningen til et storstilet angreb på den gule trøje. Men hans dagsorden var en anden: Han ville køre for etapesejren, og så ville det være sikrest at lade sig falde tilbage til feltet og vente med at sætte et angreb ind til sidste bjerg. Falde til patten, så at sige. Et sent angreb ville kunne give etapesejr, men ikke mere, og rivalerne til Wiggins har for længst resigneret og nappes om de sekundære pladser. Således skete der intet andet over de stejle bjerge Mentè og Balès, end at favoritfeltet holdt så høj fart, at dagens udbrud sjældent nåede mere end tre minutter væk.

Wiggins kunne ikke følge med

I det sad Chris Anker Sørensen som ventet, og da Voecler og Kessiakoff kørte ham ud af bjergkonkurrencen allerede på første bjerg, havde han blot etapesejren og et muligt avancement fra sin samlede 14. plads at køre for. Et realistisk mål, indtil han pludselig forsvandt fra tv-skærmen. En rytter foran ham havde smidt en avis – dem man bruger mod kulden på nedkørsler – og den viklede sig ind i hans forhjul, som kappede kødet af to af hans fingre, da han forsøgte at pille den ud. Hvordan han alligevel fik kæmpet sig ind i løbet igen med blodet silende fra hånden og ikke mistede megen tid til de bedste, er ufatteligt. Men trist, trist for ham og hans fortsatte deltagelse.

I det udbrud, han måtte slippe, havde Alejandro Valverde en plan. Udtænkt inden etapen og perfekt udført med to holdkammerater som affyringsrampe for et solofremstød, som var smukt at se, men næppe burde have holdt til mål. Hvilket det gjorde.

De kørte for langsomt, favoritterne, og de forventede angreb på den gule trøje fusede ud i ingenting, som de har gjort hver eneste dag, der har været terræn til dem. Vincenzo Nibali havde sat sit hold til at sætte tempo med Ivan Bassos dieselmotor som sidste trækkraft, men da han selv skulle i aktion, kom belgierne Vanendert og Van den Broeck ham i forkøbet, og han blev hægtet af på netop den dag, hvor alle forventninger var stillet til ham. Den dårligste dag overhovedet at have ’En Dag Uden’, som man siger i cykelsproget om en offday. Og belgiernes offensiv var kortvarig og kraftløs, men lokkede de unge franskmænd Pinot og Rolland frem til også at lege med om pladserne i top-10 i klassementet. Uden at ryste Wiggins eller Froome, der blot kørte fra dem, og alle andre på vej op mod Valverde, hvis lillebitte forspring skrumpede til næsten ingenting, da det besynderlige skete: Wiggins kunne ikke følge med Froome. Ikke blot et kort øjeblik, men slet ikke, og Froome måtte vende sig om igen og igen og sætte farten ned for at få kaptajnen på slæb.

Men han gjorde det ikke nødende og hjælpende, han gjorde det demonstrativt og i sit hele kropssprog nærmest spottende. ’Se hvor dygtig jeg er og så meget stærkere end den umulius i gult, som er min chef’. Det var, hvad han udtrykte med overtydelighed, og sandt var det også. Froome kunne være kørt væk og helt sikkert nået op til Valverde, der var så stegt, at han nok også havde vundet etapen. Nu demonstrerede han en loyalitet, der var alt andet, for den udstillede Wiggins som en rytter, der ufortjent er på vej til at vinde Tour de France.

Ingen situationsfornemmelse

Wiggins kunne bagefter fortælle, at han et øjeblik havde mistet koncentrationen ved tanken om, at han nu var så tæt på sit livs sejr, så han slap lige grebet om løbet. Men han mistede også helt situationsfornemmelsen, for han kunne som det letteste i verden have givet signal til Froome om at køre. Så havde det været endnu en etapesejr til holdet, og det havde lignet en storsindet gestus fra kaptajnen over for sin loyale hjælper. Så kort fra mål kunne Froome ikke hente alverden af tid på Wiggins og bringe hans Tour-sejr i fare, for han er to minutter efter ham på andenpladsen, og dem sætter Wiggins ikke til på lørdagens enkeltstart.

Nu ligner han en vinder, der har tabt ansigt.