Nyhed
Læsetid: 7 min.

For nordmændene var der kun én skyldig den dag

De norske intellektuelle har kun spillet en lille rolle i debatten om angrebet 22. juli, men det er kun naturligt. Gør man diskussionen bredere, risikerer man, at ansvaret også bredes ud. Og hvis forlagschef og debattør Håkon Harket skal pege på et fælles træk ved alle de forskellige debatter, som har præget den norske offentlighed siden angrebet, så er det ønsket om, at alle andre end Breivik holdes skyldfri
Kultur
21. juli 2012
Utøya, som for et år siden var scenen for Anders Behring Breiviks mord på 69 unge socialdemokrater, er i dag åbnet for offentligheden i tråd med Stoltenbergs ord om at ’tage Utøya tilbage’. Men så nemt er det ikke nødvendigvis: ’Nu har der rejst sig en stemme nedefra, der ikke ønsker at tage Utøya tilbage. Det er et af de første tegn på, at vi kan diskutere det, som skete. Det, der virkede stærkt samlende dengang, er ikke en varig tilstand,’ siger forfatteren Håkon Harket.

Utøya, som for et år siden var scenen for Anders Behring Breiviks mord på 69 unge socialdemokrater, er i dag åbnet for offentligheden i tråd med Stoltenbergs ord om at ’tage Utøya tilbage’. Men så nemt er det ikke nødvendigvis: ’Nu har der rejst sig en stemme nedefra, der ikke ønsker at tage Utøya tilbage. Det er et af de første tegn på, at vi kan diskutere det, som skete. Det, der virkede stærkt samlende dengang, er ikke en varig tilstand,’ siger forfatteren Håkon Harket.

Dennis Lehmann

Meget ondt skete den 22. Juli i Oslo og på Utøya, som en enkelt mand kan holdes ansvarlig for. En 32-årig nordmand, Anders Behring Breivik, bosat i en af Oslos bedre bydele, sprængte en bombe i regeringskvarteret og gennemførte en massakre på AUFs sommerlejr. Han var skyld i 77 menneskers død. Han gjorde det. Det var hans skyld. Men betyder det, at alle andre var helt uskyldige den dag? Det er det spørgsmål, som den norske offentlighed endnu ikke har magtet at stille sig selv, mener forlægger Håkon Harket fra Forlaget Press. Han har siden få dage efter angrebet markeret sig i debatten med flere indlæg i norske aviser og også i danske.

»Siden 22. juli har vi stirret ind i selve forbrydelsen, og vi gør det i en vis forstand endnu. Ind i ansigtet på en massemorder, som vi ikke forstår,« siger han.

Der er ikke noget eller nogen omkring Breivik. Han står alene i det lys, som offentligheden har kastet på ham. Debatten har fulgt forløbet i processen: Opklaringen af Breiviks forbrydelse, den psykiatriske vurdering af ham og retssagen mod ham. De samfundsmæssige perspektiver i både hans ideologiske ståsted og i den norske offentligheds håndtering af den store forbrydelse, har fyldt forsvindende lidt. Og det er der en naturlig forklaring på, mener Håkon Harket. Han beklager ikke, at han som andre frie intellektuelle har fyldt meget lidt i debatten.

»Alle de intellektuelle perspektiver, som kan handle om at gøre samfundet medansvarlig for hans handlinger, har der ikke været decideret uvilje mod, men man vægrer sig ved at tage de diskussioner, og det handler om, at han så bliver mindre ansvarlig selv. Hans handling bliver et produkt af andre forhold end hans egen fri vilje, og det har det norske folk endnu ikke været klar til at risikere.«

Motivet om at holde alle andre end Breivik skyldfri, kan Håkon Harket genfinde i de fleste af de ellers meget forskellige debatter.

»Modstanden mod at dømme ham utilregnelig handler også om, at gør man det, så parkeres en del af ansvaret på de pårørendes bord. Derfor har diskussionen omkring hans tilregnelighed været så passioneret. At en så stor forbrydelse skulle have så ubetydelig en årsag som en sygdom, det er ikke til at bære for mange.«

Han peger ligeledes på at debatten omkring politiets indsats og hele beredskabet i forbindelse med redningsaktionen har været meget forsigtig. Det bliver den ikke ved med at være.

»Jeg tror ikke, nogen er i tvivl om, at de politifolk, der var med, gjorde hvad de kunne med de ressourcer, de havde, men de ressourcer var ikke tilstrækkelige. For ti år siden kom en kommission med en række anbefalinger i forhold til politiets ressourcer. De er ikke blevet gennemført, og der ligger et politisk ansvar. Det er et ansvar, som politikerne kan dele med resten af det parlamentariske system, for der har ikke været et forsvarligt beredskab i Norge. Men ingen har ønsket at slå politisk mønt på det, som skete, og igen har ingen ønsket, at andre end Breivik skulle bære skyld.«

Den virkelige skandale

Det er en forståelig reaktion på en så grusom hændelse. Folk ved ikke, hvad de skal tænke om, at en statistisk set ganske gennemsnitlig mand fra Skøyen kan gøre sådan noget. Det kræver tid, siger Håkon Harket, og det forstår han, men problemet er, at ønsket om kun at give én mand ansvaret, har haft en uheldig sideeffekt. Det, som Håkon Harket kalder den eneste virkelige skandale.

»Vidste du, at der var en tysk campingturist, der sejlede ud i sin båd og reddede mere end tyve unge mennesker op af vandet? Han sejlede ud flere gange. Og kom meget tæt på øen. Han risikerede sit eget liv for at redde andre. Og det var der mange campingturister, der gjorde. De ydede en livreddende indsats, som kunne have kostet dem deres eget. Den tyske turist fik fire medaljer i Tyskland – blandt andet den højeste dekoration, en civil kan opnå. I Norge blev han ikke engang inviteret til mindekoncerten. Først nu i juni måned har han fået anerkendt sin indsats af de norske myndigheder.«

Det er ikke kun fordi, det er voldsomt pinligt, at de frivilliges indsats blev glemt, at HåkonHarket opfatter det som beskæmmende. Det er også fordi, han er bange for, at det siger en del om det norske samfund.

»Samfundet bygger på en meget stærk omsorgstanke. Omsorgen er systematiseret. I dette tilfælde var det ikke enkeltpersoner, der svigtede, men det var et system, der svigtede, en samfundsmodel. For systemet har regler. Ambulancefolkene havde ikke lov til at gå i gang med redningsarbejdet, før politiet gav grønt lys, og i lang tid var der fortsat fare, fordi ingen havde overblik over, hvad der skete. Der er billeder af lange rækker af ambulancer, som venter, mens amatører risikerer deres liv. I Norge har man altså regler, der sætter grænser for virkelysten og de heroiske dyder, som er helt afgørende for at de mennesker kunne reddes.«

Ingen medaljer

En anerkendelse af de frivilliges indsats, ville indebære en erkendelse af, at da det allermest gjaldt formåede det norske samfund ikke at levere den fulde omsorg, som samfundskontrakten ellers foreskriver. Og det ville påføre nogen den skyld, som ingen ønsker at fordele.

»Der var én skyldig, alle andre var uskyldige. I det billede passer det sig ikke at give medaljer.«

Håkon Harket tror, at debatten nu vil bevæge sig ind i en anden fase. Når dommen er faldet, og når en undersøgelseskommission afleverer sin rapport omkring hændelsesforløbet.

»Vi har ikke fået hele regningen endnu. Det har det været alt for dyrt til,« siger han.

Norge viste som nation et stærkt sammenhold. Der var der behov for, fordi chokket var så stort, at det ikke kun ramte de mennesker, der netop havde mistet en søn eller en datter.

»Det første, statsministeren siger er: Vi skal tage Utøya tilbage. Det er udtryk for en retorisk mobilisering: mere åbenhed, drabsmanden skal ikke sejre, vi skal slå intolerancen med tolerance og så videre. Det, der er sket er så rystende, at du kan tage disse store ord i brug, men de pårørende vil jo ikke have Utøya tilbage, de vil have deres børn tilbage. En far skrev i Aftenposten for nylig, at han var rystet over at høre den slags ideologisk slagord midt i en stor sorg. Det var jo ikke ufølsomt ment fra statsministerens side, og der var heller ingen, der reagerede stærk på det dengang, men nu har der rejst sig en stemme nedefra, der ikke ønsker at tage Utøya tilbage. Det er et af de første tegn på, at vi kan diskutere det, som skete. Det, der virkede stærkt samlende dengang, er ikke en varig tilstand. Efterfølgende kommer den reelle debat om de principielle perspektiver og de 500 forskellige oplevelser af, hvad der skete den dag på Utøya.«

Meget civiliseret

Og den debat kommer ikke kun til at handle om Breivik. Den kommer til at handle om, hvordan det norske samfund fremadrettet skal forholde sig til den store forbrydelse. »Aldrig nogensinde i menneskehedens historie har en mand, der har gjort noget så forfærdeligt, fået en så mild rettergang. Det er helt unikt. Og spørgsmålet er, om det er godt. Jeg ved det ikke. Vi har håndteret det hele meget civiliseret.«

Han oplevede det nærmest som befriende, da en mand rejste sig i retssalen i Oslo Tinghus og forsøgte at kaste en sko efter Breivik.

»Jeg syntes, det var en sund handling. Hvis ikke han dagen efter havde forklaret det med, at sådan plejer man at gøre der, hvor han kommer fra. Han gjorde det selv. Han angav selv en kulturel forklaring i stedet for at stå ved, at han var vred, at han blev overvældet af sine følelser. Jeg ville ønske, at det var en hvid mand, der havde kastet den sko på tværs af de kulturelle bånd. Fordi det ville sprænge alle rammerne, som vi ellers har fulgt så køligt.«

Men Håkon Harket forudser, at de ubehagelige diskussioner og vidtrækkende konsekvenser snart vil åbenbare sig. Det vil blandt andet omhandle retssystemet, retspsykiatrien, og hvor meget åbenhed et samfund reelt kan tillade.

»Det vil påvirke lovgivningen. Der vil blive taget højde for, at denne type handlinger kan ske. Vi har jo ikke en lov, der passer til Anders Behring Breivik. Vi har ikke en lov, der kan skærme samfundet for et menneske resten af livet. Og skal vi have det? Der er ingen tvivl om, at ingen ønsker, at Anders Behring Breivik skal kunne løslades, men hele vores retssamfund er bygget op på forestillingen om, at Mennesket er grundlæggende godt og kan rehabiliteres. Forestillingen om ondskab er ikke noget, vi har taget højde for i retssamfundet, og her oplever folk en villet ond handling. Som samfundet er indrettet nu, er der kun én ting, der kan redde os fra det. Og det er, at det er en patient.«

På samme gade som Forlaget Press’ kontor i det centrale Oslo, ligger det norske Storting. Bygningens facade er pakket ind i stilladser. En plakat på det omringende rækværk fortæller, at man er i færd med at opgradere bygningen til mere tidssvarende funktions- og miljøkrav. ’Stortinget rehabiliterer’ står der øverst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian Pietersen

**så er det ønsket om, at alle andre end Breivik holdes skyldfri**

det lyder næsten som om der vaskes hænder her???

bortset fra det, så kommer manden forhåbentligt ikke ud igen, der må være en plads til ham et sted, langt væk fra andre mennesker.

Karsten Jachs

"Men ingen har ønsket at slå politisk mønt på det, som skete, og igen har ingen ønsket, at andre end Breivik skulle bære skyld."

Disse to udsagn er omtrent hele budskabet i den lange artikel.

Begge udsagn er selvindlysende.

Når der ikke er nogen der vil slå politisk mønt på det, er det fordi dem der plejer at gøre det ikke kan. Nemlig højrefløjen, især den yderste.

Og når ingen ønsker at andre end Breivik skal bære skylden, er det fordi manden endnu ikke er dømt. Enhver debat om samfundets og fællesskabets medskyld risikerer at udvande Breiviks del af skylden, og derved risikerer man indirekte at give ham strafnedsættelse. Det ønsker ingen. Ikke engang Breivik selv...

Karsten

Jeg håber du har ret

Hans Jørgen Lassen

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har fattet pointen i ovenstående artikel, hvis der er én.

Det står jo tilsyneladende fuldstændig klart, at Breivik var alene om jobbet. Både i den aktuelle udførelse og i forberedelserne, altså rent fysisk.

Men heller ikke åndeligt har han haft hjælpere. Der er mig bekendt ingen nordmænd, der har propaganderet for at myrde unge socialdemokrater eller for at sprænge bomber i et regeringskvarter.

En galning kan anrette megen skade, og til den skade skal ikke føjes en kollektiv skyld hos det norske folk.

At politiaktionen og redningsaktionen ikke foregik optimalt, er et helt andet spørgsmål, som ikke er af principiel karakter. Men naturligvis væsentlig for ofrene.

Man har dog en vis forståelse for, at Norge ikke er gearet til den slags vanvittige forbrydelser.

Men man fornemmer jo, at der under alt dette ligger et ønske om at udbrede skylden til andre. At bruge Breivik til at ramme folk, man politisk er uenig med. Det er efter min mening usportslige metoder.

Jonas Nielsen

@Hans Jørgen Lassen

Du har aldrig forstået ret meget så bare rolig :o)

Og jo der er masser af Nordmænd på den militante yderste højrefløj som har talt om brug af magt op gennem tiderne, bare ikke for åben skærm ;o)

Ja faktisk så lever du i en verden af benægtelse. Al krig og vold starter med ord og ikke bare ud af den blå luft som du går og tror.

Og ja politik er usportslig(specielt magthavernes væbnede arm), men det har det altså altid været så tag en tudekiks og tør dine øjne over den dårlige fornemmelse du end måtte have.

Per Torbensen

Yes Breivik for at skære det ud i pap er den eneste

skyldige i den rædselsfulde gerning han som

enemand udførte rent fysik ved at dræbe 77

uskyldige mennesker. Capito e

Når det så er sagt: Bør hele det ansvarlige politiske

parnas stille sig selv det refektoriske spørgsmål:

Hvorfor fornægtede vi og sjoflede vi den store del af

befolkningen som op gennem 70erne-80erne-90erne

ikke brød sig om det multietniske samfunds

udvikling i deres eget land og sikkert skabte

grobunden for en Breivik.

Tid til sorg-tid til reflektion.

Er hverken facist-nazist- men demokrat men er

dødtræt af behandler samfundets ulidelige lethed.

Klaus Kaaslund

Lad os slå det fast med det samme: Anders Breivigs handling var uacceptabel, helt uacceptabel. Men det er for nemt og for belejligt for det norske arbejderpartiet at koncentrere årsagen hos en enkel ond mand.

Breivig har selvfølgelig ikke sine holdninger ud af den blå luft. Der må være et, måske stort, mindretal i den norske befolkning, der er forfærdet over den massive indvandring af kulturfremmede mennesker, der er ved at forandre Norge fra en nationalstat til en multikulturel stat med alle de indre spændinger, vi kender fra ligende steder i verden.

Det norske Arbejderparti har haft held med at sætte diskursen, der alene handler om ondskab, og kun hos en enkel person. Og man har forsøgt at få ham erklæret for sindsyg. Herved har man undgået en meget ubehagelig diskussion.

Lad os få historikere, sociologer og politologer på banen, og få Breivig ind i et samfundsperspektiv.

Hvor primitivt, at man nægter at kigge ind af og spørge sig selv om der er noget man kan gøre for at undgå sådanne episoder i fremtiden. Desuden primitivt at man mener at man kan ligge alt ansvaret over på en psykisk syg person. På den måde udvikler samfundet sig ikke, men bliver ved med at holde sig selv for nar pga fordømmelse og fordomme.