Chris Anker Sørensen knaldede hånden i styret i ærgrelse, da han passerede målstregen i La Toussuire, og ved siden af mig i TV 2 -studiet i Odense knaldede hans bror, Allan Bo Andresen, hånden i bordet over, at en andenplads på etapen og endnu flere point i bjergkonkurrencen blev forvandlet til en pointløs syvendeplads. Det franske stjerneskud Pierre Rolland, som Chris havde ligget i udbrud med hele dagen, var uden for rækkevidde, da der skulle køres om sejren, og en håndfuld af løbets førende ryttere med den gule trøje, Bradley Wiggins, nåede op til ham og overhalede ham blot et par hundrede meter fra mål.
Hvad de har knaldet i hvad på Johns Bodega i brødrenes hjemby, Hammel, ved jeg ikke. Det er et værtshus i en sidesmøge til Østergade med store vognhjul i loftet og en liberal rygepolitik, hvor byens store, lille søn har sin stamstol. Ingen af brødrene ligner dog folk, der går meget på værtshus. Allan Bo er selv tidligere professionel cykelrytter, og da vi foran fjernsynet så Chris holde stand i et udbrud, der oprindeligt talte små 30, men blev reduceret til fire, var hans bror tæt på imponeret. Peter Velits og Michele Scarponi blev smidt af, Vinokourov, Leipheimer, Valverde, store navne ligeså, og da Ivan Basso blev sat lød det: »Han er meget godt kørende, den bette.«
Ja, mon ikke. Især meget fornuftigt kørende. Guidet og opmuntret af en tændt Bjarne Riis i servicebilen. Chris Anker Sørensen har ikke sin styrke i de pludselige ryk, og når folk fra gruppen på skift angreb, gik han ikke i panik, men kværnede opad i sin egen huggende rytme, til han havde fået kontakt igen. En dieselhakker kalder han sig selv, og kønt ser det måske ikke ud. På ham kan man se smerten i ansigtet, hvad man ikke kunne på hans til sidst mere letbenede fæller i udbruddet. Kyrienka, Kiserlovski og Rolland, der angreb hinanden og trættede hinanden, men tilsyneladende stort overskud i forhold til besværede jyde. »De er døde alle sammen,« råbte Riis fra bilen, og sandt var det, at kun Rolland var i stand til at smutte væk mod etapesejren, mens Oksen fra Hammel trampede sig forbi de to andre.
Og bag udbruddet blev der kørt cykelløb i den stadigt mindre favoritgruppe over de store krabater Madeleine og Croix de Fer inden en halsbrækkende nedkørsel og endnu en lang opstigning til mål. Sky kontrollerede som vanligt, og det var faktisk lidt småkedeligt dernede, indtil Cadel Evans angreb med hele 65 svære km til mål. Smukt iscenesat ved at han lod Tejay van Garderen køre væk først, og selv angreb en km senere. Dristigt og prisværdigt, men en boomerang lige i nakken på australieren, som ikke kunne gennemføre sit forehavende og endda havde svært ved at holde hjul på sin unge hjælper.
Viste, at Wiggins er sårbar
Ironisk at Tejay, der ellers har svigtet fælt på stigningerne, netop skulle køre stærkt på den dag, hvor det var til ingen nytte. Og Evans blev dagens store taber, da han blev sat eftertrykkeligt på sidste bjerg og måtte lade sig bugsere til mål af van Garderen.
Så var det mere bund i Vincenzo Nibalis angreb langt udefra – med 12 km til sidste top. Hans første forsøg blev neutraliseret af Wiggins’ folk, men tyndede ud i dem, og da han rykkede anden gang lykkedes det, som ikke er sket før: Wiggins blev isoleret, og måtte for første gang i dette løb selv frem og duellere mand mod mand.
Ikke engang Chris Froome syntes usårlig, da Nibali angreb, men det skulle blive fra ham, at dagens største overraskelse kom. Italieneren blev hentet ind igen, men pludselig skød Froome frem i et kraftfuldt ryk, der simpelthen lignede et ødelæggende attack på hans egen holdkaptajn. Mytteri? Loyalitetssvigt af den mand, der ligger nummer to i løbet og synes stærkere end Wiggins, når det går opad? Nej, sikkert et forsøg på kvæle den nu værste konkurrent, Nibali, med et kontraangreb, men det var Wiggins selv, der blev offer for angrebet, og den gule trøje lå pludselig og sejlede langt bagude, inden Froome blev kaldt til orden, og det, der må være en misforståelse, blev rettet. Næsten rettet. For situationen viste, at Wiggins er sårbar, og det er så ironisk, at den afsløring skulle komme fra en af hans egne.
Froome er bedre dopet !
Fin beskrivelse af gårsdagens løb – og tak og lov for Henrik Jul Hansen i tv-studiet, nu hvor TV2 af uransagelige grunde har valgt en vært, der åbenlyst hverken har ret stor viden om eller specielt stor interesse i cykling, og ej heller udviser hverken stor viden om eller specielt stor interesse for gæsterne i studiet.
Så stor tak til HJH for så gavmildt at dele sin viden om, vise lydhørhed og interesse for andre gæster i studiet og smitte med sin begejstring for cykelsporten.
Mvh :-)
hvor meget dope har de taget i dag??
kan godt li jeres børn får en god soild opvækst med en masse gode værdier...
Det er en evig kilde til undren hos mig, hvad folk dog ser i moderne konkurrencesport. For mig at se, er det slet og ret dødsens kedsommeligt, og jeg kan ikke holde ud at se på mere end nogle få minutter ad gangen. Jeg kender ikke de pågældende, og om den ene eller anden vinder, eller det ene hold eller andet rager mig en høstblomst, og det er jo også i enhver henseende aldeles formålsløst og i reglen ikke engang særligt smukt at se på. Jeg bryder mig heller slet ikke om de der storsmillende triumferende vindere samt den evigt smalltalkende sportspresses tåbelige betagelse af alle disse pseudobegivenheder, der udgør tilskuersportens uinivers, som om der var tale om noget betydningsfuldt. Det irriterer i øvrigt ikke så lidt, at alle og enhver mener, at når der er noget konkurrencesport at trasmittere, så er det altså bare noget så lækkert, at alt andet må vige, f.eks. i TV.
Det kunne i grunden være ret interssant at vide, i hvor høj grad sportshysteriet simpelt hen er noget gejl, der kun lever takket være mediernes og pressens sensationsliderlige dyrkelse af det med en patos, der af og til når helt religiøse højder.