Læsetid: 7 min.

Oslo er arret, men Norge er ikke et forandret land

I Oslo er ikke kun regeringskvarteret et stort ar efter angrebet 22. juli sidste år, små snitsår dukker pludselig op i bybilledet. Nordmændene bærer på et kollektivt traume, men Norge er stort set det samme, mener de. Dog er de mere stolte af deres land og værdier i dag. Det vil de gerne snakke om. Manden, der forårsagede det hele, nævner de ikke
Bygningerne omkring regeringskvarteret i Oslo ligger stadig hen som døde huse et år efter, Anders Behring Breivik sprang sin bombe. Men nordmændene mener ikke, at  angrebet  har ændret landet grundlæggende.

Bygningerne omkring regeringskvarteret i Oslo ligger stadig hen som døde huse et år efter, Anders Behring Breivik sprang sin bombe. Men nordmændene mener ikke, at angrebet har ændret landet grundlæggende.

Dennis Lehmann

17. juli 2012

Måske er det fordi, angrebet på Utøya var så forfærdeligt. Det var det, man hørte om og stadig hører om. Men jeg havde ikke forestillet mig, at Oslo ville være så hårdt ramt. At hele gader stadig er afspærret et år efter. At flere højhuse i regeringskvarteret, hvor bomben sprang, er uanvendelige. Hvordan kan bygninger se døde ud? Det gør de. Tomme, stille og med blændede øjne, omringet af et grønt træhegn, hvor der er savet huller i, så forbipasserende kan kigge ind. Som om bygningerne lå på lit de parade. Allerede når man drejer ind på Grubbegate få 100 meter fra hovedstrøget Karl Johan, står det klart for én, at den ødelæggelse, der ligger for enden af gaden, er af et sådan omfang, at den ikke kan repareres væk. På den måde er 22. juli stadig overvældende tæt på, når man færdes i Oslo by.

På pladsen foran Stortinget er en demonstration i gang. Jeg stopper op og konstaterer, at det handler om Sydsudans uafhængighedsdag. Det er den 9. juli, og der er arrangeret musikalske indslag og flere taler. Jeg går rundt blandt publikum, da den næste taler bliver præsenteret.

»Nu vil jeg byde velkommen til næstformanden i AUF, Åsmund Aukrust,« siger konferencieren.

En høj ung mand indtager smilende scenen og takker for invitationen. »For et år siden…,« indleder han, og jeg tænker straks på alt andet end Sydsudans uafhængighedsdag, men det er naturligvis det, Åsmund Aukrust refererer til. Han fortæller om det arbejde, der stadig er nødvendigt i verdens yngste stat. Og så siger han, at han har mødt lederen af AUF’s søsterorganisation i Sudan »på vores sommerlejr på Utøya.«

Jeg kigger rundt på tilhørerne for at se deres reaktion, men de synes upåvirkede. Og dog. Måske er de lidt mere lyttende, lidt mere engagerede end under de andre taler. Eller måske er det bare mig, der ønsker det sådan.

Mere stolte end før

Da arrangementet er forbi, taler jeg med Åsmund Aukrust og fortæller ham, at jeg straks tænkte på 22. juli, da han sagde ’for et år siden’.

»Nej, i dag handler det om Sydsudan og kampen for fred i regionen,« svarer han og smiler meget politikeragtigt. Men så tilføjer han: »Men jeg forstår måske godt, at du som udlænding tænker sådan. Men her i Norge er der netop gået et år, og der sker meget på et år. Vi er jo stadig politisk aktive. Vi er en politisk organisation. Det var vi før den 22. juli, og det er vi stadig,« siger han.

– Men synes du, der er et Norge før og efter 22. juli?

»Norge er stort set det samme. Men nordmændene er mere stolte af at være nordmænd. Vi er mere opmærksomme på vores værdier og på, at de skal plejes og ikke tages for givet. Det er ikke bare noget, jeg siger. Det er der undersøgelser, der viser.«

– Var du selv på Utøya?

»Ja.«

– Skal du derud igen til arrangementet i år?

»Ja.«

– Hvordan håber du, det bliver?

»Det er jo blevet sagt, at vi skal tage Utøya tilbage. Og det håber jeg på og tror også vil ske. Men det er klart, at det bliver svært.«

Han fortæller, at de i AUF stadig oplever en stor mobilisering. De får stadig mange nye medlemmer, og han mener, at især unge mennesker virker mere engagerede i politik.

Jeg siger tak for hans tid. Og da jeg bevæger mig væk fra ham, går det op for mig, at han sagde ja til, at han havde været på Utøya sidste år. Jeg skammede mig næsten over, at jeg ikke reagerede på det på en eller anden måde. Ikke nødvendigvis havde spurgt ind til det, men blot anerkendt det som noget andet end at svare ja til, om han havde taget bussen ind til byen. Gjort et eller andet. Som én af de nordmænd, jeg senere taler med, der fortæller, at han ofte kører forbi Utøya og altid nikker mod øen i ærbødighed. Men jeg bliver enig med mig selv om, at han sikkert har fået rigeligt med tilkendegivelser, og at jeg i forvejen har ladet mig rive for meget med af min hang til pathos. Senere finder jeg ud af, at han overlevede ved at gemme sig i et telt. I et interview til NRK har han fortalt, at han aldrig vil glemme skrigene og skudene.

De siger ikke navnet

Oslo er i sandhed en lille by, når man tilfældigt kan løbe ind i næstformanden for AUF, så derfor er det måske ikke så mærkeligt, at jeg flere steder oplever, at der pludselig refereres til 22. juli. Jeg har besluttet mig for at gå ind på byens hovedbibliotek for at tale med nogle almindelige mennesker, om Norge før og efter. Hovedindgangen er afspærret, så jeg går ind i bygningen et andet sted. På døren hænger et skilt, der henviser kørestolsbrugere til elevatoren ved indgangen, der ligger ved siden af »den ødelagte hovedindgang.«

Hovedindgangen er ikke bare ’under renovering’ eller ’midlertidigt lukket’. Nogen har ødelagt den. Oslos hovedbibliok, Deichmanns bibliotek, ligger lige ved regeringskvarteret og trykket fra bomben smadrede store dele af bygningens indgangsparti. Men denne ’nogen’ bliver aldrig nævnt. Når jeg taler med folk, så siger de 22. juli, Utøya eller bomben. De siger yderst sjældent Anders Behring Breivik og kun, hvis jeg har nævnt ham først.

»Det var jo det, han ville have, ikke? Han ville være berømt. Nå, men det får han ikke lov til,« siger Anne Myrli, der er på besøg fra Finnsness i Nordnorge hos sin fætter Ivar Myeli i Oslo.

Han siger: »Han er persona non grata. Han er en ikke-person,« da jeg spørger dem begge, hvorfor de tror, ingen nævner ham.

Ivar Myrli tilføjer, at han tror, at vi er mere optagede af Breivik i udlandet, end nordmændene selv er.

»Fordi det er det, de skriver om i medierne. Og hver dag hører vi om ham på tv. Men det orker jeg ikke. Hvorfor skal det hele handle om ham?«

Norge er anderledes i dag end før 22. juli, mener Ivar Myrli, men retter sig selv.

»Nej, Norge er måske ikke markant anderledes. Vi er de samme, men måden, vi taler sammen på, er måske anderledes. Respekten er øget. Det er det ord, jeg vil bruge. Respekt for indvandrere, respekt for folk, der tænker anderledes og respekt for folk, der engagerer sig i politik,« siger han.

Generelt synes de, at hvis 22. juli har ændret Norge på nogen måde, så er det kun til det positive.

»Det viste sig, at vi havde et stærkt sammenhold, da det gjaldt. Det var måske lidt overraskende,« siger Anne Myrli.

Det eneste, de ærgrer sig over, er de mange bøger, der udkommer ovenpå angrebet.

»Det er trist, at det kommercialiseres på den måde. At nogen tjener penge på det,« siger Ivar Myrli.

Utøya-litteratur

Og ganske rigtigt, så har de fleste boghandler, jeg besøger, særlige udstillingsborde til bøger, der omhandler angrebene. Fortællinger fra overlevende som Hjertet mot steinen af Adrian Pracon og Jeg lever, far af Siri Marie Seim Sønstelie, men også fotobøger og reportagebøger som Stian Bromarks Selv om sola ikke skinner og debatbøger som Motgift af flere prominente debattører.

Sigrid Lode fra Stavanger synes ikke kun, eksponeringen af Breivik har været for meget, det hele har været lidt overdrevet, mener hun.

»Måske er det fordi, jeg har boet i udlandet i mange år. I Cameroun. Så får man et lidt andet perspektiv på tingene. Men jeg synes, det var for voldsomt, og faktisk betragter jeg nordmændene som et lidt koldt folk, så det blev lidt for meget.«

Hun fortæller, at hun er lærer i Stavanger for 5.-7.-klasser.

»Vi aftalte, da skolen startede efter sommerferien, at hvis nogle af børnene spurgte om det, så skulle vi tale med dem om det, men ellers ikke. Det kan hurtigt blive for meget. Og man må ikke miste perspektivet. Det var frygteligt for dem, der oplevede det, men jeg opfatter ikke Norge som anderledes,« siger Sigrid Lode.

På åbent vand

Men det er svært ikke at blive grebet af de mange referencer til terrorangrebet, man konstant konfronteres med, når man for første gang vandrer rundt i Oslos gader efter 22. juli.

På Nasjonalgalleriet hænger mange af Christian Krohgs malerier. Han fandt sine motiver på samfundets bund omkring år 1900; prostituerede, almindelige arbejdere og fattiglemmer, der slås om brødalmisser. Han er en af Norges højst skattede kunstnere og står for mange som en repræsentant for de værdier, der ligger til grund for det norske velfærdssamfund.

Hans maleri I Leden var udlånt til finansministeriet, da bomben sprang. Det fik svære skader, da store glasskår borede sig ind i lærredet efter eksplosionen. Denne sommer blev maleriet hængt op igen på Nasjonalgalleriet efter en omfattende restaurering. En kort tekst på norsk beskriver, hvordan arbejdet blev udført, og ved siden af det restaurerede værk hænger en kopi af maleriet som det så ud, da man fandt det i regeringskvarteret.

Mange malerier var udlånt og blev beskadiget, men at det netop var et af Christian Krohgs værker, der tog allermest skade, virker nærmest symbolsk. I leden forestiller en lille dreng i en jolle på åbent vand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maya Nielsen

Næh og for tiden er det forskellige uenigheder om Romaer/Rumænere der er det store debatemne...hvor må de slå lejr og er man umenneskelig om tiggeri forbydes og hvad med de sanitære forhold der hvor de slår sig ned, og den enorme losseplads, man har erfaring med at de efterlader sig ....

Hanne Cetkin

Anita Brask Rasmussen:

»Nordmændene bærer på et kollektivt traume, men Norge er stort set det samme, mener de.«

Nordmændene bærer ikke blot på et kollektivt traume, men også på en kollektiv fortrængning af så gigantiske dimensioner, at det må få Sigmund Freud til at vende sig i graven.

Med statsminister Jens Stoltenberg i spidsen har nordmændene det sidste års tid ikke bestilt andet end for enhver pris at nægte at se sandheden og virkeligheden i øjnene. Nordmændene har gjort alt hvad de kan for at lægge et røgslør ud over terrorangrebets højrepopulistiske baggrund.

Det mest groteske eksempel på dette, er at det er lykkedes at presse to anerkendte psykiatere til at stille diagnosen paranoid skizofren for Anders Breivik. En diagnose der tydeligvis er stillet ud fra politiske og ikke ud fra sundhedsfaglige kriterier. Med denne fantasifulde diagnose forsøger man at bagatellisere og redefinere det højrepopulistiske terrorangreb som en sindssyg persons uforudsigelige og upolitiske handlinger.

Hver femte nordmand stemmer på det højrepopulistiske parti Fremskritsspartiet, der har givet Anders Breivik sin politiske skoling, i de mere end ti år han har været medlem af partiet. Hverken Stoltenberg eller andre i det norske establishment har modet til at kaste sig ud i et opgør med Fremskrittspartiet, og derfor ser vi hvordan hele nationen er enige om at fortrænge terrorangrebets politiske baggrund.

Så længe nordmændene ikke har modet til at tage et opgør med den højrepopulistiske bevægelse, som Breivik er rundet af, vil terrorangrebet den 22. juli 2011 blive ved med at være et uforløst traume i nordmændenes kollektive bevidsthed.

Man må håbe for nordmændene, at de en dag finder modet og styrken til at se sandheden i øjnene.

I øjeblikket fremstår Norge som en meget svag og fejg nation.

Ole Brockdorff

Fru Hanne Cetkin vil partout have stillet 20% af den norske vælgerbefolkning hos Fremskrittspartiet til regnskab for massemorderen Anders Behring Breiviks ugerninger den 22. juli i fjor, udelukkende fordi manden tilfældigvis var medlem af partiet gennem 10 år, og selv om det norske folk har valgt at leve med demokratiet og folkestyret som politisk styreform, hvor enhver borger selv må stå til regnskab for sine kriminelle ugerninger over for landets politi og domstole.

”Så længe nordmændene ikke har modet til at tage et opgør med den højrepopulistiske bevægelse, som Breivik er rundet af, vil terrorangrebet den 22. juli 2011 blive ved med at være et uforløst traume i nordmændenes kollektive bevidsthed”, skriver fru Hanne Cetkin i slutningen af sin kommentar, og så kan man jo filosofere lidt over, hvordan damens følelsesladede reaktion mon havde været, hvis det i stedet var en muslimsk fanatiker eller politisk ekstremist fra den norske venstrefløj, der havde forårsaget massedrab på 77 ungdomspolitikere og ansatte fra Fremskrittspartiet.

En ”højrepopulistisk bevægelse”???

Fremskrittspartiet i Norge er trods alt ikke bare en politisk bevægelse, men et lovformeligt folkevalgt parti i Stortinget, der på demokratisk vis repræsenterer alle de nordmænd, som er uenig i den af flertallet førte indvandrer- og flygtningepolitik. Men fru Hanne Cetkin har tilsyneladende glemt eller fortrængt, at det er fuldstændig politisk legitimt som vælger i et land med demokrati, at være kritisk over for den til enhver tid eksisterende udlændingepolitik, så længe man blot følger de vedtagne demokratiske love og regler.

Men det kunne være ganske interessant at høre fru Hanne Cetkins bud på, hvad det er statsminister Jens Stoltenberg bør gøre over for Fremskrittspartiets vælgere, så Norge ikke fremstår som en ”svag og fej nation” i udlandet. Skal de udstødes fra samtlige arbejdspladser? Skal de udstødes af samfundslivet? Skal de interneres i ødemarken uden kontakt med omverdenen? Skal de sendes i Gulag-arbejdslejre som i de tidligere og nuværende kommunistiske stater? Eller skal de bare slet og ret slås ihjel som nationalsocialisten Adolf Hitler gjorde det med seks millioner jøder?

Giv venligst os læsere et svar på dèt, fru Hanne Cetkin.