Tratatatata! Statens Museum for Kunst proudly presents: Henri Matisse.
Udstillingen, netop åbnet, bliver et tilløbsstykke – det gør den slags altid – men hvem elsker egentlig Matisse? Jeg gør ikke, selv om jeg ikke er kostforagter, hvad hverken moderne eller klassisk kunst angår. Jeg synes, han flimrer for meget, både som helhed og i det enkelte billede. Ofte valgte han nogle til himlen skrigende farvesammensætninger. Nu kan Matisse jo være ret ligeglad med, hvad jeg mener. Dels er han død, dels har han fans, maligans, nok til at klare sig uden.
Apologeter kan så sige, at netop denne flimren just er det interessante ved ham, og bevares, jeg vil ikke frakende ham enhver værdi. Han har da styr på penslerne, og skal vi sige, at tre ud af ti af hans malerier er vellykkede? Han er i hvert fald ikke amatørmaler, men ellers kan man vist sige, at mange af billederne lige så godt kunne være malet af andre kunstnere på hans tid, mere originale er de ikke. Mest personlig er han, når han er mest enkel og klar med kun to eller tre farver, og i portrætterne. Så er der papirklippene, som er lige så ferme som H.C. Andersens. De er fra hans sidste, kræftsyge år, hvor han ikke kunne stå ved staffeli.
Opleve forfra
Statens Museum for Kunst har i forvejen en pæn samling Matisse-malerier. Et af portrætterne har fået ikonografisk status. Det forestiller hans kone, Amélie, og har været eksponeret vildt og voldsomt ved en tidligere Matisse-udstilling og på postkort. Ud fra sådan et billede kan man spørge: Er det overhovedet muligt at opleve klassikerne forfra? Altså som om man aldrig har set dem før?
Det burde det selvfølgelig være, men det er vanskeligt ikke at føre kanoniseringen over i sit eget hoved: Vi får at vide, at de og de kunstnere er mestermalere, og så er der ligesom ikke noget at rafle om. Men hvad oplever vi egentlig selv? Det grundspørgsmål er jeg slet ikke sikker på, at museumsgæsterne stiller sig, når de indfinder sig.
Matisse, juristen, der hellere ville male, har sagt, at han forsøger at trænge længere og dybere ind det sande maleri. Det er kunstnerretorik. Jeg synes, han blev på overfladen. Men han har sagt noget interessant, nemlig at han ikke ville have problemer og forstyrrende handling ind i sin kunst. Den skulle være »noget i retning af en god lænestol, hvor man kan hvile sig efter dagens fysiske anstrengelser«.
Den er altså god, den sætning, som den står dér, næsten som en provokation til nutidens avantgardekunstnere, der ikke kan få det provokerende nok. (Bortset fra at øjet vel ikke finder hvile ved noget, der flimrer?).
Egentlig tror jeg, min første animositet går helt tilbage til dengang, jeg som meget ung løb ind i mine første kunstsnobber og hørte dem henført og hovskisnovski tale om Proust og Matisse. Det første navn udtales prust (som i prust og støn), det andet lød som … ja, jeg ved ikke hvad. Den tilgang har jeg lagt bag mig.
Nå, jeg vil give Matisse-udstillingen en chance. Det kan være, jeg møder Per Kirkeby, der for mange år siden sagde, at han ikke ville sætte sine ben på Statens Museum for Kunst i fem år, fordi han var utilfreds med et eller andet, vistnok den dengang nye tilbygning. Karantænen må være overstået nu. Udstillingen kan ses til den 28. oktober.
Hvem elsker egentlig Matisse? - jeg gør.
Han er noget ef det mest forfriskende, farveklare, skæve, indbydende, oplivende, sværmeriske, men hvorfor man sætter sådan en kunstner højt, kan jo være svær at forklare, og skal heller ikke forklares.
Indtage ham, det er det man skal, uden forklaringer, og jeg kan ikke anbefale Kristen Bjørnkjærs sure anmeldelse ovenfor, den bliver man ked af at læse, og kan give en ligeså dårlig indgang til Matisse, som han selv åbenbart har fået.
KB kan åbenbart ikke med fauvismen.
Kent Hansen,
. jeg kendte ikke ordet eller begrebet "fauvisme", men slog det op og fandt ud af, at det betyder "vilde dyr". Mærkelig betegnelse. Og misvisende og misforstået her, synes jeg. Hvorfor skal man altid putte tingene i båse.
. men om ordet, det må komme af "faune", der hentyder til det samme som i vores "fauna", dyredelen af naturen modsat "flora", og "fauna er hentet fra den romerske gudinde for vild natur, Fauna. På den måde ender det franske " faune" med at betyde "animaux sauvage", alt sammen noget kunstanmeldere har fundet på, og helt ude i hampen efter min mening.
Michael K.N. - Oprindeligt og overvejende males der vel bare, og siden sættes (af andre) etiketter på. I dette tilfælde er det vel mere måden at male på, der opfattedes som vild (anderledes) og ekspressiv.
Husker du forresten, at vi for en del år siden i DK havde nogle malere, som kaldtes De unge vilde? Ingen sammenligning med fauvismen i øvrigt.
DRK havde for nylig to udsendelser om Paris og modernismen. Her blev også fauvismen behandlet ifm. Matisse og Bracque. Jeg husker ikke titlen, og kan ikke finde programmerne via DRK. De var ellers værd at se, hvis du selv vil lede dem frem.
Er Informations billedkunstanmeldere på sommerferie??
Få malere er mere genkendelige end Matisse, ingen forveksling er mulig.
Matisse var forud for sin tid, nu er han bare indhentet. Men væk, det er han naturligvis ikke. Lige nu er han fx. på SMK.
Selvom jeg hader båse og samlebetegnelser, segmenter og socialklasseinddelinger, så er vi her i en periode, der med rette har fået navnet "la belle epoque". Pænt på afstand af revolutionstumult og napoleonske krige oplevede Frankrig og verden en periode med fred og fremgang i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Alt udviklede sig, videnskab, teknik, byggestil, kunst. Paris var bygget om, og nu var der knald på liggehønen med Toulouse-Lautrec, can-can, Mont Martre, men også folk som Gauguin og Picasso hører vel den tid til.
Som sagt, hvorfor putte dem i bås. Er det noget, kunstkritikere og anmeldere gør for at have noget at leve af? Og universitetsfolk? Sammenlignende kunsthistorie, hva´be´ha´r.?
Man kunne ønske sig kunstvejledere, der forholder sig direkte til kunsten uden ømsvøb og uden henvisning til poeriodens, stilens, kateroriens samlebetegnelse. Ekspresionisme - nå, og hvad så? Det bliver kunstværket ikke klogere af. Senere nærmede man sig 1. verdenskrig, og så var "la belle epoque" slut.
Der er jo fællestræk og dermed kategorisering. Som med alt andet. Litteratur, musik og da også i helt andre mere jordnære verdener: fødevarer, blomster, medicin ...
Malere kan over tid udvikle sig og bevæge sig fra den ene isme til den anden. Jeg finder det nu interessant at genkende de træk, som konstituerer f.eks. impressionisme, pointilisme, kubisme, surrealisme osv.
Blandt forfattere kan der også ses udviklinger. Og nogle skifter endog genre. Går evt. fra det mere konkrete/kritiske til fiktionen. Carsten Jensen, der skrev essays, tv-anmeldelser, rejseskildringer er indtil videre endt i fiktionen/det skønlitterære.
Kunst er ikke bare kunst, der er tale om en stemme, der baserer sig på netop samtidens intellektuelle og filosofiske stemme, og længere på afstand, vi er, jo lettere er det at se, hvordan stiltrækkene er fremtrædende. Tænk f.eks. på barokken!
Du har ret. Sådan er det. Men det er også sådan, at det umiddelbare møde har det bedst med at være umiddelbart. Altså uden forklaring og uden på forhånd at være rubriceret og - som jeg siger - sat i bås. For det tager oplevelsen ud af det, den spontane opdagelse af en ny lille verden. Hvis Columbus vidste, hvad han var på vej til, var han måske blevet hjemme.
Men tilbagelænet, eller i hvert fald hvis man træder to skridt tilbage, så er det rigtigt, at kunstnere befinder sig i en tid, et miljø, blandt venner eller faglige kolleger, alle påvirkes af hinanden og af omgivelserne og hvad der sker i samfundet. Så man kan ikke undgå at se en sådan sammenhæng, og det kan være relevant nok.
Men det må efter min mening ikke overskygge det konkrete møde, den umiddelbare oplevelse. Hvis man først skal læse manualen, og danne sig en opfattelse inden man går til værket, så er men selv blevet en snob, eller hvad det nu er.
Peter Hansen - du har også ret. Første gang jeg skrev, - du har ret, var det Kent Hansen, jeg talte til. Men netop denne "samtidens stemme" må man jo forholde sig til, og eventuelt opponere imod. Man er ikke bare en viljeløs deltager i samtiden. Det var alle de store kunstnere netop ikke.
Med hensyn til barokken, kender jeg den ikke så godt, men jeg kommer i tanke om et andet klassisk problem: - hvilken stilart hører de spidsbuede kirkevinduer til, og hvilken hører de rundbuede til? Gotisk eller romansk?
Jeg tillader mig at svare: gotisk = spidsbue; romansk = rundbue.
Michael K.N. - du har ret i, at den umiddelbare oplevelse er vigtig. Og trist er det da, hvis man absolut skal læse en manual for at se på et billede.
Man skal gøre, hvad der giver mening for en. For nogen er det nok at se på billedet, mens andre får meget ud af "manualen". Tager man den med, kan man så afgøre med sig selv, om man vil læse den før eller efter.
Måske har det at se på kunst en del med intuition at gøre.
Jeg kommer også til at tænke på det at lære fremmedsprog. Nogle lærer bedst ved at lytte og tale. Andre har behov for at forstå sprogets særkende - få grammatikken på plads.
Det, I kalder manualen, er formodentlig væsentligst i forhold til at forstå den ældre kunst, hvor den umiddelbare forståelse kan være svær at igangsætte - eller den kan påvise nogle paradoksale forskelle mellem vor egen tids verdenssyn og fortidens.
Hvad samtidskunsten angår, så har vi jo principielt adgang til at anlægge en forståelse af værket og af kunstnerens måske divergerende opfattelse - eller at blive beriget ved at få vores perspektiv fjernet.
Kunsten er jo også en reaktion på fortid, nutid og fremtid - og mit ærinde er måske også en lille smule at gøre opmærksom på, at kunstnerne ikke blot er ånd og følelse, men som regel ganske reflekterede og målrettede i deres værk; men også forskellige fra tid til anden.