Nyhed
Læsetid: 8 min.

Et rigtigt børneliv

I sommerferien lever børn et ’rigtigt børneliv’, hvor de får adgang til den tabte legekultur, og hvor hverdagens kedsomhed erstattes af fantastiske dannelsesrejser. I hvert fald i børnelitteraturen. Tag med på sommerferie i børnelitteraturens univers
I sommerferien lever børn et ’rigtigt børneliv’, hvor de får adgang til den tabte legekultur, og hvor hverdagens kedsomhed erstattes af fantastiske dannelsesrejser. I hvert fald i børnelitteraturen. Tag med på sommerferie i børnelitteraturens univers
Kultur
13. juli 2012

»Skolens sommerferie var lige begyndt. Sommer var vel så meget sagt, det silede ned, og hvis ferie betyder noget med at rejse, ja så er ferie også overdrevet, for vi skulle ingen steder hen.«

Sådan lyder de første linjer i Bjarne Reuters Rent guld i posen om drengen Anders og hans søskende (ikke mindst hans lillebrorj Bertram), der alligevel kommer på sommerferie. I Jylland. Hos tante Gyda og morbror Franz. Og bliver involveret i et guldtyveri! Og sådan starter mange børnebøger. Ikke med et guldtyveri, men med at hovedpersonen får sommerferie. Ligesom Emmy i Mette Finderups bog Emmy – den fedeste sommer – or not!, hvorfra denne artikels overskrift stammer.

Andet rum

Karin Esmann Knudsen er lektor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet og peger på, at sommerferien repræsenterer ’et andet rum’ i børnelitteraturen, hvor dagligdagens regler, pligter og kontrol er sat ud af kraft:

»I sommerferien kan børn etablere deres egne måder at være sammen på, skabe egne rum, hvor de kan udforske sig selv og omverdenen, og sommerferierummet kan blive næsten magisk og i den forstand sammenlignes med et fantastisk univers – selv uden overnaturlige elementer. Ofte er det netop ’naturlige’ elementer, der bliver magiske, forstået på den måde at det er naturen, der giver mulighederne for et anderledes barneliv – ofte fremstillet som mere autentisk,« siger hun. Vi har altså en forestilling om, at sommerferien giver mulighed for, at børnene får mulighed for et mere ‘rigtigt’ børneliv.

»Moderne børn får også adgang til ’barndommens bæk’ i sommerferien, den legekultur, der ellers ofte fremhæves som tabt for moderne børn,« mener Karin Esmann Knudsen.

Det kommer især til udtryk i de bøger, hvor børnene bliver ’sendt væk’ på ferie, fordi deres forældre af forskellige årsager ikke kan holde ferie sammen med dem. Som det for eksempel sker for Anders og Bertram. Lektor og koordinator ved VIA’s videncenter for børn og unges kultur Anne Petersen nævner i den forbindelse børnelitteraturens krimiromaner, som bøgerne om Kalle Blomkvist og De Fem.

»Her finder vi et børnefællesskab, der reetablerer en legekultur. I fiktionen er det selvfølgelig reelle forbrydelser, der sker og opklares, men det repræsenterer en leg og legekultur, som vi voksne i hvert fald forestiller os er gået tabt. Og i sommerferien er der selvfølgelig mere tid til leg og til at være sammen med andre børn uden voksnes indblanding,« siger Anne Petersen.

Puberteten

Herdis Toft er lektor i børnekultur ved Syddansk Universitet, og hun mener, at sommerferien er særlig interessant, når temaet er pubertetsproblemer. I nogle bøger rejser teenagere nemlig på ferie og oplever, at også deres forældre opfører sig helt anderledes i ferien.

»I Sølvbroen af Anders Johansen tager en far og søn på kanotur i Sverige for at komme overens med, at moren er dødssyg af kræft.

Det kunne de ikke derhjemme, fordi der var for mange pubertetskonflikter. At skifte miljø giver en masse muligheder for at være sammen på en anden måde. For at løse hverdagen skal du væk fra den. Og det er også helt typisk ude i naturen, at du kommer tættere på dig selv,« siger hun.

I forhold til de realistiske romaner, mener Herdis Toft, at sommerferien tilbyder en mulighed for at bryde ud af de båse, man er blevet sat i.

»Det er ikke så nemt at leve i hverdagen, og du bliver nemt fastlåst. Bjarne Reuter har måske i sit arbejde som skolelærer set, hvordan børn bliver fanget i bestemte roller i skolen. Ved at sende dem på ferie får han dem vredet fri af de mekanismer,« siger Herdis Toft.

I Zappa oplever middelklassedrengen og medløberen Bjørn, at han i sommerferen er så langt væk fra Uffe, Mulle og ikke mindst tyrannen Sten, at han kan vokse ud af sin rolle. Hvis de ikke havde været på hver deres sommerferie var oprøret mod Sten nok aldrig kommet.

Dannelse

Sommerferien er det længste forløb i tid, hvor man kan flytte sig fra en hverdag og vende tilbage til den hverdag, påpeger Nina Christensen, der er lektor ved Aarhus Universitet og leder af Center for børnelitteratur. Det gør sommerferien kompositorisk interessant for en forfatter. Ikke mindst i et dannelsesperspektiv.

»Det er de færreste børnebøger, der ikke indeholder et element af dannelse,« siger Nina Christensen, der netop har færdiggjort en bog om dannelsesperspektivet i børnelitteraturen.

»For at sætte en handling i gang har man brug for uorden, og her er sommerferien jo oplagt. Ferien repræsenterer en uorden, og den orden, man vender tilbage til efter ferien, er sjældent den samme, som man forlod, fordi man har været gennem en form for udvikling. På den måde adskiller det sig ikke fra for eksempel rejseromanen i voksenlitteraturen,« siger Nina Christensen.Karin Esmann Knudsen mener også, at dannelsesperspektivet bliver særligt stærkt i børnelitteraturens sommerferier.»Det er den gamle litterære dannelsesmodel: hjemme-ude-hjem. I sommerferien er man ude og prøver kræfter i et ukendt univers, således at man vender hjem mere moden. I ældre børnelitteratur, som typisk har en mere direkte socialiserende funktion, fungerer det ofte på den måde jeg tænker umiddelbart på Flemming-serien, hvor universet jo ellers er præget af skoletvang, men hvor hele bøger er helliget sommerferien, hvor drengene kan udfolde sig og også udvikles af det,« siger Karin Esmann Knudsen.

Herdis Toft foretrækker at kalde børnelitteraturens sommerferie for et mulighedsrum i stedet for et frirum, for det kan gå begge veje: »Det alternative rum kan af barnet opfattes både som en straf og en belønning. Nogle gange glæder barnet sig til at rejse og forlade hverdagen, andre gange tvinges det væk fra hverdagen af logistiske grunde og oplever ferien som en kedsommelig og langtrukken affære, men så sker der ofte noget fantastisk. Heri ligger jo i stedet forestillingen om, at der ikke er frirum i barndommen, så man må skabe det for dem – i sommerferien.«

I Bent Hallers Lille Lucifer forvandles endnu en kedelig sommerferie hos mormor og morfar i Skagen til en fabelagtig dannelsesrejse gennem Danmark.

»Han åbnede øjnene igen og vendte sig mod vinduet da han hørte blæsten i blommetræet. Vinden kom fra vest og var temmelig kølig. Mormor mente at de nok slet ikke fik en god sommer i år. Han løftede hovedet med et sæt da han hørte en banken. Der stod nogen udenfor vinduet. Føj for pokker. Hårene rejste sig ligefrem på hans arme. Nogen var gået ind i haven og stod nu lige uden for vinduet. Jeg kalder på morfar, tænkte han og syntes dynen var så tung som en sæk cement. Han stillede sig hen til vinduet og kiggede ud. Det var en meget gammel kone, der stod derude. Hun gjorde tegn til ham. ’Kom, Lille Lucifer’.«

Fantastisk

Netop det faktum, at der i børnebøgerne kan ske noget fantastisk for et helt almindeligt barn i en helt almindelig sommerferie, peger Anne Petersen på som én af årsagerne til, at sommerferierammen fungerer så godt.

»For mange børn er sommerferien også forbundet med kedsomhed og ensomhed. De er måske alene afsted på ferie væk fra vennerne, eller også er alle vennerne taget på ferie, mens man selv må blive hjemme i en tom by. Så fortællingerne om børn, der keder sig hos sine bedsteforældre, men så sker der pludselig noget fantastisk, er jo særligt tiltrækkende. Der sker noget for et almindeligt barn, der gør, at det vokser på flere måder – og altså ikke bare ud af sit tøj.«

Skæve hovedpersoner

Derfor er sommerferien i børnelitteraturen ofte et såkaldt ’cross-over’ mellem rejse- og dannelsesroman, mellem realistiske og fantastiske fortællinger.

Anne Petersen nævner Oscar Ks serie om Mikkel, der jagter forbrydere, som et eksempel på en moderne krimiserie for børn, hvor hovedpersonen ikke er statisk som i de klassiske De Fem-bøger.

»Mikkel er en helt almindelig dreng, der ikke er specielt populær, fordi hans far er bedemand. Og det er noget særligt ved flere af disse senere børnebøger, og især Oscar K er god til at skrive i børnehøjde med realistiske hovedpersoner. Hovedpersonen er ofte lidt skæv. Mikkel er ikke den oplagte helt. Men det bliver han jo så nødt til at blive. For i hans ellers kedelige sommerferie bliver han indblandet i et fantastisk eventyr, hvor opklaringen af en kidnapningssag afhænger af ham,« siger Anne Petersen og henviser til Mikkel ved grænsen, hvor Mikkel besøger sine bedsteforældre i Sønderjylland og kommer i en slags eksistentiel krise og tilmed møder Mik, der bliver taget til fange af menneskesmuglere.

»Tankerne kørte rundt i hovedet på Mikkel. Han havde mest lyst til at give pokker i alt og spørge sin morfar, hvordan det hele hang sammen. Hvorfor de sagde, at hans mor var død, når hun ikke var det? Og hvor var hun i det hele taget? Det kunne jo være, at hun havde været på afvænning. Det håbede han. Men hvorfor havde hun ikke ringet eller var kommet og besøgt dem? Måske skammede hun sig? Mikkel vidste, at hvis han spurgte, ville hans morfar fortælle ham sandheden, men han var ikke sikker på, at han havde lyst til at høre den. Nu gjaldt det også først og fremmest om at finde Mik. Bare ikke Rudbøl var alt for stor...«

Kobling

Anne Petersen ser altså en sammenhæng mellem, hvornår disse bøger foregår, og hvornår de bliver læst. Det genkender Herdis Toft: »Sommerferiebogen er et fænomen i sig selv. Det er en bog, man selv vælger, og man har lyst og overskud til at læse. Man bliver ikke træt og skal ikke i skole, så man kan lade sig opsluge af selv tykke bøger. Så der er jo en kobling mellem, at bogens handling finder sted i sommerferien og bliver læst i sommerferien. Den yngste af vores fik Bent Hallers Brage Kongesøns Saga med på rejse til middelhavskysten i Frankrig og gudhjælpemig om knægten ikke lå inde i teltet hele ferien i næsten 40 graders varme, fordi han var helt besat af den bog. I sommerferien er der ikke bare tid til, at hovedpersonen kan gennemleve en hel dannelsesrejse, der er også tid til at læse og rejse ind i bogen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Aaen

Og hvordan ser virkeligheden så ud her i 2012?

Langt de fleste børn i 8-12 års alderen har mobil-telefoner, ikke sandt. Og det betyder, at de her 8-12 prige eller de 12-16 årige børn aldrig oplever glæden ved at blive væk i en skov, finde andre børn på stranden ved Vestkysten, eller finde rigtige, ægte børn at lege med på ferierne til Frankrig, Italien eller Grækenland. Og når jeg taler om ægte børn her, handler det altså om italienske, tyske, franske hollandske børn mv. som børnene selv har valgt at være sammen med, ikke danske, svenske,. finske, norske børn - og sikkert en del danske børn - som de er sammen med, fordi deres forældre har sendt dem hen til legeland for børn i 14 dage.....fordi som de fleste mødre sikkert siger - så ved vi da hvor vi har dem. (beklager men sådan er min erfaring altså...)

Og hvis et 10-12 årigt børn går nogen steder i dag sammen med sine venner, f.eks. i Skagens strand-område, ja så er det vist mor siger vel: husk din mobil.

Ikke at der er noget galt med dette, men hvornår kan børn bare være børn og slappe af - også i ferierne....

Det er i sommerferien at børnene vokser.

Forøvrigt så arbejder de neoliberale jo også ihærdigt på at stjæle denne del af barndommen. Det holder jo deres forældre væk fra arbejdet. Og 12 års skolegang med en måneds sommerferie, de kan jo blive voksne et helt år tidligere hvis man stryger sommerferien.

lars rosholm tørresø

dejligt - sådan husker jeg det også- det er vel godt 40 år siden - de neoliberale- new public management, er vist ikke helt enerådende mere

Thomas Tiedje

Nu er en af pointerne i artiklen jo, at den tabte barndom og den modsætning, sommerferien repræsenterer, er et skønbillede vi voksne maler, ligesom i mange andre skildringer af barneliv. Jovist har børn mobiltelefoner, men at det hindre dem i at lege og opleve er et påstulat - tværtom er det godt at ku bruge GPS'en, hvis man blir væk i skoven! Det er klart, at ny teknologi har skabt nyee legeformer- og aktiviteteter for børn i dag, hvor man før legede et-tag-fat og dåseskjul, men pas nu på med den romantisering af de gamle dage. Det er mit indtryk, at børn stadig kommer ud og lege i stor stil, når vejret er til det, og hvis vi som voksne, vil ha dem til at slappe af på den der autentiske, ægte måde, så er det jo os der må påvirke poderne. Men langt hen ad vejen ka de altså godt selv finde ud af det, selv med mobilen i lommen. Trust me.

Men man har for nylig kunne læse at flere og flere voksne holder ferie uden deres (små) børn...det er jo lidt trist. Hvorfor få børn hvis man ikke vil ære sammen med dem?

'være'

Brian Pietersen

fast sommerferie er noget flere firmaer ik evner... planlægningen er for krævende for dem....

jeg hørte et par ømme typer i tv den anden dag.
de ønskede klart at der ikke er en sommerferieperiode.

Thomas Struwe Mørch

Ægte børn i en ægte barndom med ægte forældre er noget ægte sludder. Enten er alt ægte ellers er intet.

Hermed et ønske om at alle sms'er i nintendo land får lov at være fri for forældregenerationens nostalgiske skyldkomplekser. Fri os fra tomme idealer og dårlig samvittighed.

Brian Pietersen

ann bille...
fordi de bare skal ha dem...ren ego.... man skal ha det hele.... så klarer man jo lige det hele i en håndvending... verdensmænd/kvinder . . så kan man jo altid be om tilgivelse npr vi bliver gamle, lidt katoliker er der vel i os... c¨,)

Janus Troelsen

Karsten:

Du overdriver. Bare børnene lærer at være uafhængige af mobilen kan du sagtens give dem en. F.eks. sæt kvoter på deres forbrug så de sørger for at organisere på forhånd og ikke altid over telefon.