Læsetid: 8 min.

Rockerkrig og helvedesengle

I en 7. klasses science fiction-samling på Midtjyllands Kristne Friskole skrev Mona i 1996 om en verdenskrig mellem ’Banditters’ og ’Hells Angels’. I dag er hun førtidspensionist i barndomsbyen Gjellerup. Hun tror som kristen på, at der er noget uundgåeligt ved samtidens miljøkatastrofer og kæmper for at få sin egen nære fremtid til at lysne
Rockerkrigen mellem Bandidos og Hells Angels fyldte meget hos Mona, da hun gik i syvende klasse.  Det skrev hun om i novellen ’Krigen!!!’.

Rockerkrigen mellem Bandidos og Hells Angels fyldte meget hos Mona, da hun gik i syvende klasse. Det skrev hun om i novellen ’Krigen!!!’.

Sigrid Nygaard

10. juli 2012

»Hells Angels måtte have fundet ud af, hvad vi var i gang med, for de lavede en lille ekstra nyhed, som de sendte til hele verdenen: Hvis I ikke opløser modstandsgrupperne, vil vi dræbe alle, og nu vil vi vise jer, hvor let det er. Og så dræbte de 250.000 Banditters, så nu er der 150.000 tilbage og 250.000 Hells Angels …«

»Jeg blev meget påvirket af rocker-krigen. Sådan noget med at skrive science fiction om rummet, videnskab og sådan har aldrig interesseret mig. Slet ikke. Det var alt for fjernt. Men rockerkrigen gjorde mig virkelig bange. Jeg kan huske, at jeg hørte om det i TV-Avisen. At de var begyndt at skyde på hinanden. Tit kunne jeg ikke sove om natten, og når en bil holdt ved siden af vores i et lyskryds, så var jeg sikker på, at det var rockere, der ville rulle vinduet ned og skyde mig og min familie. Jeg var konstant angst for, at min familie ville dø.«

Gjellerup

I 7. klasse på Midtjyllands Kristne Friskole i 1996 var vi blevet gamle nok til at skrive ind på computer. Det tog en krig, men det føltes voksent: Vores første udgivelse. Samlet, anonymiseret, i blå mapper. Til eftertiden. Min mappe bærer jeg for tiden med mig alle vegne.

Jeg har vist den til en science fiction-ekspert og til en magister i Litteraturvidenskab med speciale i økokritik og kulturens miljøbilleder, og jeg forestiller mig, at den kan give direkte adgang til de trusselsbilleder og fremtidsforestillinger, min generation var præget af i Midtjylland dengang. Nu har jeg taget toget til Herning for at mødes med min gamle klassekammerat Mona. En medforfatter. Hun bor sammen med sin mand i forstaden Gjelle-rup og henter mig ved stationen, og sammen kører vi til hendes forældres gård i nærheden. Det vækker minder.

Hendes far vinker iført overalls fra gårdspladsen. Der boede altid plejebørn hjemme hos Mona, og i de store klasser startede forældrene en skole for udsatte unge. Det var deres kald. På den kristendomsskala, vi i dagligsproget brugte om hinanden, var de ’meget kristne’. Dedikeret indremissionske. Polerne var Himmel og Helvede.

»Hells Angels erklærer krig mod Banditters, stod der i en avis, jeg havde købt, men det var nok bare en trussel eller en overdreven avisoverskrift, og her i år 2073 erklærer alle krig imod hinanden. Men det var ikke kun en trussel …«

’Krigen!!!’

Vi sludrer i barndomsstuens lædersofahjørne, under landskabsmaleriet af hyrden med sin fåreflok. Mona hjalp til med plejebørnene derhjemme og tog på bibelcamping, og der var ting, hun ikke måtte, som vi ikke- eller mindre kristne gjorde. Men i skolen var hun en af de mest sladre- og sludrelystne, køn, fnisemild og drengeflirtende, og hun barberede ben uden forældrenes samtykke og drak sodavand sammen med Maria på bistroen inde i byen efter skole.

Nu drikker vi vand og spiser kalkunsandwich, mens hun bladrer science fiction-novellerne igennem. Hun genkender efter nogen tid – og til vores begges forbløffelse – Krigen!!! som sit bidrag. En hæsblæsende rockerkrigsdystopi. Dengang i pc-rummet genvandt vi håndskriftens præg ved selv at vælge font og skriftstørrelse i MS Works. Flere af pigernes noveller, især dem om kærlighed og Gud, var skrevet i pixeleret computerskråskrift. Den yndigste rose er funden, for eksempel. Krigen!!!, derimod, blev sat op med fede kæmpebogstaver. De nærmest brøler på papiret. Overskriften, med dramatisk skyggeeffekt, er buet hen over første side. Som et opråb med et dystert ekko.

» … De smed en atombombe ind i en Hells Angels-borg. Men det stoppede dem ikke, for dagen efter dræbte de alle dem i den danske regering, som ikke ville gå fra deres post og tog Kong Frederik til fange. Militæret behøvede de ikke gøre noget ved, for de blev bange og flygtede«.

Der er sket meget med Mona siden 1996. På Facebook har jeg fundet bryllupsfotografier af hende foran det nyindkøbte hus i Gjellerup. Hun er blevet påfaldende stor. I bilen på vej til gården sveder hun voldsomt. Det er den nye antidepressive medicin, forklarer hun: »Da jeg var lille, kunne jeg høre en ond stemme inde i hovedet. Jeg husker, at jeg fortalte min mor, at Djævlen kaldte mig hjem. Det var jeg sikker på, for jeg vidste, at stemmen ikke ville mig noget godt, og det eneste onde, jeg kendte til, var Satan.«

Sidenhen stoppede hun med at fortælle andre om stemmen. Jeg tror ikke, at nogen fra klassen havde den mindste anelse om, at Mona havde noget ekstra at kæmpe med. Men stemmen var der altid, fortæller hun. Gennem både barndom og ungdom.

Angst og rockerkrig

Der er masser, ofte kække, samtidstegn at finde i den blå mappes fantasifulde science fiction-historier: En ansvarsfuld alien-borgmester på en UFO hedder ’Xsys Nyrup’. Tv-fjernbetjeninger med farlig stråling gør folk sure. En heroisk rumpilot kalder sig ’Will Clinton’. Der er møntfoden ’eucu’, Pc’er med masser af RAM, referencer til hungersnød i Somalia, atomkraftværker og aidsepidemi og – i Monas novelle – rockerkrigen. I marts 1996 dræbte Hells Angels Bandidos-rockeren Uffe Larsen og skød tre andre fra gruppen i Københavns Lufthavn, Kastrup.

’Den Store Nordiske Rockerkrig’ fyldte avisernes forsider i halvandet år. 11 rockere døde. I Krigen!!! er konflikten eskaleret til en global katastrofe:

»Da der var gået 4 måneder, var der dræbt 20.000 Hells Angels og 30.000 Banditters. Vi begyndte at lave modstandsgrupper, der var ca. 30 rundt omkring i verden. Heldigvis begyndte de ikke at dræbe os. Så vi kunne planlægge, hvad vi ville uden, at de dræbte os«.

I 9. klasse fik de installeret internetforbindelse på gården, og Mona mødte Claus i et chatforum.

»Tror du på kærlighed ved første chat, eller skal jeg logge på igen?« havde han skrevet.

»Det var så plat, at jeg faldt for det,« fniser Mona med et glimt i øjet, jeg genkender fra vores barndom. Claus og Mona skrev sammen i tre år, og kort før Mona fyldte 18, fik de lov til at mødes for første gang, ude på gården, sammen med Monas familie. På det tidspunkt var hun startet på ’KG’, Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, men i 2.g fik hun det psykisk dårligt og måtte stoppe. Hun prøvede at komme på fode igen med arbejde hist og her, men blev ramt af nye nedture. Igen og igen.

Hendes mor krævede til sidst, at Mona ikke længere måtte bo alene, og så giftede hun og Claus sig og købte hus. Begge dele inden for en måned. Kort efter fik Mona det endnu værre og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Som 23-årig blev hun førtidspensionist. Det har hun været i seks år nu. Hendes mand kom ind i samme system for fire år siden.

»Jeg er jo ikke bange for rockere længere, men der er mange ting, der stadig skræmmer mig i dag. Jeg har aldrig fløjet. Jeg kunne ikke drømme om at bo i en storby. Også Herning er for stor for mig nu. Og jeg bryder mig ikke om tanken om at skeje ud. Jeg har for eksempel aldrig været på diskotek,« fortæller hun og fortsætter: »På ’KG’ drak jeg aldrig, men jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fik en advarsel for at have cider på mit værelse. Der var 0,03 procent alkohol i, men det var stadig forbudt. På den måde har mit liv været meget beskyttet.«

Adams æble

Jeg forklarer Mona, at jeg har tænkt mig at sammenligne vores generations trusselsbilleder dengang med de ting, vi frygter i dag. Men det er ikke længere de store verdensomvæltninger, der fylder i hendes liv:

»Jeg har lært ikke at bekymre mig så meget. Det er selvfølgelig vigtigt at passe på miljøet, og jeg kan godt skrue ned for temperaturen på vaskemaskinen. Det er nemt nok. Det gør ingen praktisk forskel for mig. Men jeg er alt for glad for at køre bil til at lade være. Det lyder grimt, men sådan er det.« Hun følger med i nyhederne og læser avisen, men hun lader det ikke længere komme nært. Hun sætter sig op i sofaen: »Det her kan nemt komme til at lyde forkert, men når jeg skal være helt ærlig, så tror jeg jo også, at det er meningen, at Jorden skal gå under. Verden, som vi kender den, har en levetid, og måske er klimaet bare den måde, det kommer til at ske på. Da Adam spiste af æblet, så kom synden ind i verden, og på et tidspunkt kommer der til at være så meget ulykke på Jorden, at vi bliver nødt til at starte på en frisk. Hvordan, helt specifikt, ved jeg ikke. Men det er heller ikke noget, jeg går og tænker på til daglig.«

For lige nu er der små mål, der skal nås efter mange års skuffelser.

»Ifølge de journaler, psykiaterne dengang skrev om mig, kunne jeg jo godt se, at jeg aldrig ville komme på arbejdsmarkedet igen. Og at udsigterne til måske at blive mor en dag nok ikke var store.« I dag virker fremtiden lysere. Dagen efter vores snak skal hun til jobsamtale om et skånejob som kassedame i Rema 1000.

»Forhåbentligt går det godt, så det ikke ender i en nedtur igen. Og jeg tror ikke længere, at det er helt umuligt. Måske har jeg ikke børn om ti år, men så er jeg måske i gang med et fleksjob, hvis ikke mere, og måske har jeg fået en uddannelse, selv om den så bare er kort. Og jeg skal blive mere sund og have fundet en vægt, jeg er tilpas i. Jeg har allerede tabt 30 kilo. Alle de del-mål, jeg gerne vil nå, er ikke spildt. Heller ikke, hvis jeg ikke bliver mor. Og det er jo helt vildt privilegeret, at vi kan blive siddende i huset, selv om vi begge er førtidspensionister. Det er så dejligt, at man kan have et økonomisk sikkert liv i Danmark uden at kunne arbejde. Det er vi begge meget taknemlige for. Men mit fremtidsmål er at bidrage til samfundet igen og få et bedre liv fysisk og psykisk.«

Serie

SCIENCE FICTION 7. KLASSE

Da Katrine Hornstrup Yde i 1996 gik i 7. klasse på Midtjylland Kristne Friskole i Herning, skulle hver elev lave en science fiction-novelle. Deres tekster om fremtiden blev samlet i en blå skolemappe med titlen ’Science Fiction 7. klasse‘’
16 år efter har hun opsøgt tre af de gamle klassekammerater for at snakke om, hvad de var bange for dengang, hvad de er bange for i dag, og hvordan de ser på miljø, krig, teknologi og katastrofe, Gud og Helvede, natur og kultur.

Mona frygtede i 1996 en katastrofal krig mellem Hells Angels og Bandidos og skrev novellen ’Krigen!!!’ Hun lever nu som førtidspensionist med sin mand nær barndomshjemmet i landsbyen Gjellerup.

Klaus skrev i 7. klasse om at bygge et kæmperumskib og flygte fra Jordens atomkatastrofer og finde en bedre verden og planet. Han bor nu på Vesterbro i København og arbejder som ingeniør med ekspertise i jord.

Tina skrev dengang om en gruppe børn, der finder en kur mod epidemien ’Paidz’. Hun indpoder nu ansvarsbevidsthed og humanisme i en ny science fiction-skrivende generation som lærer på Aarhus Efterskole.

Susanne skrev den sære novelle ’Turen i Føtex’ om en familie i opløsning. Hjemmet var hendes tryghed. I skolen blev hun holdt udenfor, fordi hun var ’dum’. I dag er hun uddannet tjener, bor i hus og etablerer egen familie.

Seneste artikler

  • Hvis bare der var liv på Mars

    4. august 2012
    I en 7. klasses science fiction-samling på Midtjyllands Kristne Friskole skrev Katrine Hornstrup Yde den pessimistiske ’Life on Mars’ om en Mars-kolonisering. Nu taler hun med en science fiction-ekspert om hundrede års Mars-feber og kulturens forestillinger om menneskehedens fremtid
  • ’Derhjemme grinte ingen af mig’

    1. august 2012
    I en 7. klasses science fiction-samling på Midtjyllands Kristne Friskole skrev Susanne den mærkværdige novelle ’Turen i Føtex’ om en indkøbstur og en familie i opløsning. Hjemmet var hendes tryghed. I skolen blev hun holdt udenfor, fordi hun var ’dum’. I dag er hun uddannet tjener, bor i hus og etablerer egen familie
  • Jeg lærte, at jeg kunne alt

    12. juli 2012
    I 7. klasse skrev Tina om flittige børn, der finder en kur mod epidemien ’paidz’. I dag er hun efterskolelærer og fuldblodshumanist og tror på, at fremtidens trusler kan løses ved, at mennesker tager ansvar for hinanden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Er man mon også imod hostesaft? eller anden medicin som har 0,03% alkohol i ? på det Kristne Gymnasium i Ringkøbing?

Og gad vide om hendes depression netop ikke skyldes en indadvendt - og sikkert uerkendt - vrede imod hendes forældre.........som pressede hende til at leve et liv som ikke var hendes....

Jack Jönsson

Jeg forstår ikke en dyt i denne artikel. Handler den om kristendommens skade på børn ? Eller om en psykiatrisk patients tanker ?