Læsetid: 9 min.

Den Røde Garde og Litwinoffs hemmelige kasse

Danmark blev centrum for verdenshistoriske forhandlinger, da den sovjetiske gesandt, Maksim Litwinoff, kom til København. Statspolitiet fulgte ham tæt og vidste alt om, at forfatteren Martin Andersen Nexø og andre danske revolutionære formidlede fordækte budskaber for den betydningsfulde russer
Ifølge politiinspektør Sigurd Tage-Jensens optegnelser overdragede forfatteren og kommunisten Martin Andersen Nexø i december 1919 indsmuglede dokumenter til den russiske Maksim Litwinoff. I ’Blæksprutten’ årgang 1931 ses Andersen Nexø i sit hjem i Espergærde efter et ophold i Sovjet. På væggen hænger et billede af Litwinoff.

Ifølge politiinspektør Sigurd Tage-Jensens optegnelser overdragede forfatteren og kommunisten Martin Andersen Nexø i december 1919 indsmuglede dokumenter til den russiske Maksim Litwinoff. I ’Blæksprutten’ årgang 1931 ses Andersen Nexø i sit hjem i Espergærde efter et ophold i Sovjet. På væggen hænger et billede af Litwinoff.

Det Kongelige Biblioteks arkiv

17. juli 2012

Den 25. november 1919 satte det britiske orlogsskib Princess Margareth den sovjetiske gesandt Maksim Litwinoff i land på Langelinie i København.

Den lavstammede, rundhovede diplomat med karakteristisk lorgnet for øjnene var ikke hvem som helst. Han havde titel af viceudenrigsminister for Sovjetrusland og skulle på neutral dansk grund forhandle udveksling af krigsfanger fra Første Verdenskrig med britiske udsendinge.

Forhandlingerne var blandt de første diplomatiske berøringer mellem vestlige lande og det nye revolutionære styre i Moskva. Briterne havde presset en modvillig dansk regering til at udstede visum til Litwinoff og hans to, ifølge Politikens samtidige referat »meget nydelige«, sekretærer.

Både blandt danske politikere og i dansk og udenlandsk presse var der stor bekymring for, om Litwinoff ville udnytte sit ophold i København til at udbrede propaganda og opildne danske revolutionære. Det var selvsagt en sag for inspektør i Statspolitiet Sigurd Tage-Jensen.

Den nidkære opdager, der var ansvarlig for registreringen og overvågningen af den yderste venstrefløj, stod klar på Langelinie, for personligt at overvåge Litwinoffs ankomst. Og han skulle i de kommende måneder få travlt med at følge den sovjetiske diplomats kontakter med københavnske revolutionære.

Et hemmeligt møde

En af Tage-Jensens mere opsigtsvækkende indberetninger er dateret 13. december 1919. Ifølge politiinspektøren havde en kurer, der var forsynet med schweizisk pas, men egentlig var ester, »sneget sig over Grænsen i Sønderjylland«. Kureren kom fra »Kommunisternes Central i Berlin« og medbragte »vigtige Papirer til Litwinov«, som han opbevarede »i udhulede Hæle i sit Fodtøj«.

Fra Sønderjylland rejste kureren til Espergærde, hvor Martin Andersen Nexø boede. Den berømte forfatter og kommunist tog imod papirerne, som han »Dagen efter skal have overdraget til Litwinov«, noterede Tage-Jensen og sluttede sin indberetning med at oplyse, at kureren først vovede sig udendørs »efter Mørkets frembrud« og nu boede hos formanden for Den Røde Garde Isidor Christiansen, mens han afventede et skib til Rusland.

Nogle måneder senere kunne Tage-Jensen rapportere om et hemmeligt møde den 25. februar 1920 i bagværelset til en café på Nytorget i Helsingborg. Her diskuterede medlemmer af Den Røde Garde med revolutionære fra den svenske afdeling af den internationale Bolschevikkommission, hvordan de bedst kunne smugle »en Kasse af Vægt ca. 100 Kg. til Litwinoff i København«.

Blandt deltagerne i mødet må have været en meddeler for Statspolitiet i København, for allerede den følgende dag fik inspektør Tage-Jensen et udførligt referat.

»Arten af Kassens Indhold behandledes med meget hemmelighed, men det fremgik af Forhandlingerne, at den vilde blive afsendt fra Stockholm til Kommissionen i Helsingborg, hvorfra Indholdet skulde videretransporteres over Helsingør til København,« skrev Tage-Jensen i sin indberetning, der som altid blev signeret med et T-J og derefter sat i en særlig mappe med hundredvis af indberetninger, som kun fandtes i ét eksemplar.

Hvad der end var i kassen, var det noget, der kunne skilles ad. En svensk bagersvend Rosenberg, der var formand for det skånske Bagerforbund, havde således foreslået, »at indholdet blev delt mellem en Del Klassefæller, som skulde rejse med det til Helsingør, hvor hele Indholdet paany skulle samles, emballeres og sendes til København«.

Svenskerne benyttede ifølge Tage-Jensens indberetning i øvrigt mødet i Helsingborg til at kritisere danskerne for »det daarlige Samkvem«. Nu skulle den danske repræsentant rejse hjem og »forelægge Garden at samarbejde med det svenske Parti i de mere hemmelige Sager«. Først og fremmest skulle Den Røde Garde »overtage Transporten af bemeldte Kasse, hvis indhold skulle overgives Litwinoff i Smaapartier.«

’Et stolt Øjeblik’

Allerede næste aften holdt Den Røde Garde, der talte omkring 30 medlemmer, et internt møde på café Carlsberghus, og igen modtog politiinspektør Tage-Jensen udførligt referat fra en ukendt meddeler.

Svenskerne havde »Brug for Assistanse for at kunde transportere en Kasse med et hemmeligt Indhold fra Helsingør til Litwinoff i København«, forklarede gardens formand, Isidor Christiansen, ved mødet og bad de øvrige medlemmer »tage Stilling til dette Spørgsmål«.

Gardens tidligere formand, Christian Ejlersen, der som tidligere beskrevet i et tidligere afsnit af denne serie ofte gjorde sig bemærket med vidtløftige forslag til ulovlige aktioner, var straks med på tanken, »idet man paa den Maade etablerede Forbindelse med Rusland«.

Ejlersen solede sig allerede i, hvad han forestillede sig, fremtiden ville bringe: »Vil det ikke være et stolt Øjeblik, naar dette Arbejde er udført at høre Litwinoff sige, at kun gennem Den Røde Garde blev det muligt at ordne denne Sag«, udtalte han ifølge Tage-Jensens referat. Dog ville Ejlersen foreslå, at den nærmere planlægning blev henlagt til et udvalg, som han selv fik sæde i. Det samme gjorde gardens formand Isidor Christiansen.

Ifølge en indberetning, som Tage-Jensen skrev den 4. marts 1920, havde udvalget tre dage tidligere vedtaget, at Isidor Christiansen påny skulle rejse til Helsingborg og træffe aftale. Ejlersen havde i den forbindelse meddelt, »at han var i Stand til at skaffe en Motorbaad, hvis Svenskerne ønskede det, og han vilde da selv føre Baaden.«

Den 3. marts mødtes Isidor Christiansen med en kontakt i Helsingborg. Her var man ifølge Tage-Jensens referat slet ikke afvisende over for at købe en båd, »idet man helst ville undgaa at benytte de svenske Fiskere til transport af den tidligere nævnte Kasse, som nu er ankommet til Helsingborg.«

Først efter endnu flere møder havde Finlandskomiteen, som stod for fordelingen af russiske penge til de skandinaviske venstrepartier, givet danskerne en idé om, hvad kassen indeholdt: »Propaganda og Litteratur på forskellige Sprog«.

Våbenlager på Amager?

Intetsteds i Statspolitiets mange dokumenter om sagen er der tegn på, om Den Røde Gardes udpræget aktivistiske medlemmer blev skuffede, da de endelig fik nys om indholdet. Men havde de troet, at kassen indeholdt mere slagkraftige kampmidler, så var det ikke uden grund.

Den danske revolutionære Aage Jørgensen, som arbejdede for den russiske gesandt og i øvrigt selv var medlem af Den Røde Garde, udleverede ifølge en notits fra Tage-Jensen den 18. marts 1920 en dækadresse i Stockholm, hvortil garden kunne sende »al hemmelig Korrespondance til Finlandskomiteen«. Samtidig oplyste han, »at der i den nærmeste Tid vil blive stillet en del Opgaver til Garden, men han kunne ikke på nuværende Tidspunkt udtale sig saa tydeligt som ønskeligt.«

Finlandskomiteen havde i øvrigt accepteret at betale for en grund og et hus på Amager. Garden havde oprindeligt ønsket at bruge huset til at skjule revolutionære flygtninge, men Aage Jørgensen ville nu vide, »om der indenfor Gardens Udvalg fandtes nogen, om hvem man kunde tænke, at de vilde trække sig tilbage, hvis det f.eks. var til Opmagasinering af Vaaben, man købte Grund og indrettede sig paa Amager«.

Senere oplyste Aage Jørgensen, efter at have besøgt Finlandskomiteen i Stockholm, at han havde fået »Besked om at meddele Garden, at den fremover skulde undgaa Samkvem med ham, da man frygtede, at det derved blev opdaget, at Litwinoff stod bagved Bevægelsen«.

Men Tage-Jensen vidste alt om relationerne mellem den russiske udsending og Den Røde Garde, og den 9. april kunne politiinspektøren notere, at »en større Forsendelse revolutionær Litteratur affattet paa forskellige Sprog« var ankommet til fire navngivne medlemmer af garden i København.

Hensigten var, at litteraturen skulle videregives via Aage Jørgensen til Litwinoff, men Den Røde Garde var ikke forsigtig nok, og Isidor Christiansen blev kaldt til møde i Stockholm med to rasende svenskere, Usenius og dr. Gylling.

Lenin som forklædt fisker

Svenskernes vrede skyldtes, at »Forsendelserne af Litteraturpakkerne til Litwinoff var ganske omsonst, fordi Pakkerne var blevet aabnede«, noterede Tage-Jensen. Formentlig stod politiinspektøren selv bag åbningen af pakkerne, og han kunne nu give et dybere indblik i, hvad der gemte sig i dem: »Indholdet repræsenterede Meddelsesmiddel til Litwinoff (Kodesystem) derved, at der i hver Bog (Pjece) paa et bestemt aftalt Sted fandtes et Ord, og at samtlige Ord dannede Meddelelserne«.

Selv om garden blev skældt ud, ønskede dr. Gylling alligevel, at danskerne påtog sig en ekstraordinær opgave. Han ville have oplyst, »hvorvidt det uden Risiko kunde lade sig gøre at skaffe Lenin til København. Det vilde være nemt at faa ham til Stockholm over den finske Grænse og derfra over Sverige til Helsingborg«.

Dr. Gylling spurgte Isidor Christiansen, om garden, »der tidligere havde tilbudt at stille en Baad til Disposition«, kunne afhente både Lenin og ham selv nær Helsingborg »for derfra forklædte som Fiskere at transportere dem til et Sted i Nærheden af København«.

Statspolitiets dokumenter om sagen rummer ikke nærmere oplysninger om et københavnerbesøg af Lenin forklædt som fisker, men de viser, at Den Røde Garde fortsatte sine anstrengelser med Litwinoffs kasse – eller muligvis flere kasser med propaganda og litteratur indeholdende kodede budskaber.

I løbet af noget tid lykkedes det garden at anskaffe en »Sejlbaad«, fremgår det af en notits, som Tage-Jensen skrev den 15. maj 1920. Den nye plan var at mødes med en svensk båd midt i Øresund og overtage kassen til Litwinoff. For at kunne signalere, hvis det var mørkt, havde man aftalt at benytte »Lyssignaler med elektriske Lamper, nemlig saaledes, at et langt, et kort og et langt Blink betyder København, og tre korte betyder Helsingborg«.

Om garden fik hentet kassen midt i Øresund, indeholder materialet intet om, men sikkert er det, at Statspolitiet snart efter havde helt med at beslaglægge flere bogpakker og knække den hemmelige kode.

Den 22. juni 1920 noterede Tage-Jensen, at gardens formand, Isidor Christiansen, på vegne af Aage Jørgensen havde sendt »nogle Pakker Litteratur« til det norske socialdemokrati, der var mere venstreorienteret og Sovjetvenligt end det danske. Statspolitiet opsnappede pakkerne, og som Tage-Jensen skrev, »er disse Pakker blevet efterset her i Afdelingen.«

Koden blev knækket

Selv om bogpakkerne indeholdt tilforladelige titler som ’Socialiseringen i Tyskland’, ’Kampen for Lykken’, Kvindernes Fødselspolitik’ eller ’Arbejderraad og Revolution’, lod Statspolitiet sig ikke narre. »Ved nøje Gennemsyn viste det sig, at der i Pakken, der har mærket I, i flere af Bøgerne fandtes et enkelt Bogstav ganske svagt understreget med Blæk. I den Orden, Bøgerne laa, var de understregede Bogstaver følgende: å,g,e,g,j,ø,r,g,e,n,s,e,n,l,i,t,t,v,i,n,o,f,f,u der danner Ordene Aage Jørgensen, Littvinoff,« noterede Tage-Jensen.

Men hvad så med det ’g’, der stod mellem ‘aage’ og ‘jørgensen’? Det havde politiinspektøren en mulig forklaring på: »Bogstavet ’g’, der var understreget efter Aage, er mulig understreget af en Fejltagelse eller for at vildlede«.

Allerede næste dag sendte Isidor Christiansen endnu en samling bogpakker af sted til Norge, som Statspolitiet ligeledes gennemså, inden de blev sendt videre. Her fandt de efter et nøje studie i nogle af bogpakkerne en række bogstaver »i følgende Rækkefølge: s,p,r,e,p,r,e,s,e,n,t,f,r,a,t,s,k,a,l,m,o,d,t,a,g,e,d,et,af,u,s,p,ø,n,s,k,e,d,e,l.«

Nu kunne koden knækkes: »Med u’et i Slutningen af den første Forsendelse, danner Bogstaverne ved sammensættelse Ordene: Aage Jørgensen, Littvinoff, u.s.p. (formentlig ’Unabhängiges Socialistische Partei’) represent. (formentlig Repræsentant) fra t (formentlig Tyskland) skal modtage det af u.s.p. ønskede l (muligvis Littvinoff),« skrev Tage-Jensen.

Tilsyneladende var garden ganske uvidende om, at Statspolitiet havde adgang til de afsendte bogpakker med kodede budskaber. I hvert fald mødtes Den Røde Gardes forretningsudvalg dagen efter i Isidor Christiansens hjem, og her kunne formanden oplyse, at garden uden problemer havde udført »en Opgave med Forsendelse af Bøger til Kristiania, ligesom der var besørget to hertil under Dækadresser ankomne Breve til Litvinoff.«

Efter Maksim Litwinoff vente tilbage til Moskva, blev han i 1930 udpeget af Stalin til udenrigsminister. Litwinoff, der var af jødisk afstamning, arbejdede i de følgende år på at knytte bånd til Storbritannien og Frankrig for at danne en alliance mod Nazityskland. Men i maj 1939 afsatte Stalin ham og indgik tre uger efter den ikkeangrebspagt med Hitler, som garanterede, at tyskerne frit kunne angribe Polen – hvilket skete ugen efter, hvormed Anden Verdenskrig begyndte.

 

Information har til denne artikel ud over dokumenter fra Statspolitiet brugt oplysninger om Litwinoffs ophold i Danmark fra professor Bent Jensens artikel ’Småstat i klemme’ i bogen Danmarks historie 1900-1920

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer