Læsetid: 6 min.

Som en Roskilde Festival for samtidskunst

Udstillingen ’Documenta 13’ er nået halvvejs i sit magiske tidsrum ’100 dage’, og horderne af samtidskunstforbrugere shuffler gennem Kassel kl. 10-20 dag efter dag. Gæsterne opfordres til at bruge mindst to dage på udstillingen, og det er næppe for meget
Udstillingen ’Documenta 13’ er nået halvvejs i sit magiske tidsrum ’100 dage’, og horderne af samtidskunstforbrugere shuffler gennem Kassel kl. 10-20 dag efter dag. Gæsterne opfordres til at bruge mindst to dage på udstillingen, og det er næppe for meget
28. juli 2012

Titusinder af gæster flakser i disse dage rundt i den midttyske by Kassel og lader sig overrisle af kulturel kapital. 100-dages udstillingen Documenta 13 vil udfordre grænserne mellem kultur og natur, mennesker og ting, kunst og teori. Man kunne kalde det en Roskilde Festival for samtidskunst, for ligesom begivenhederne på Dyrskuepladsen smitter kunstdagene i Kassel også af på hele byen.

Mens den første Documenta i 1955 var begrænset til det knapt genopbyggede museum Fridericianum, er Documenta 13 disintegreret ud i forladte banegårdshaller, glemte og nybyggede skure i slotsparken, en gammel lagerhal, håndværkets hus, stænderhuset, statsteateret, det naturhistoriske museum.

En af gæsterne midtvejs på Documenta 13 er tammy ko Robinson, en amerikansk-koreansk kunsthistoriker og videokunster. Hun mener, at det bevægende i den decentrale udstillingsform først træder frem, når man har browset Kassel nogen tid og pludselig opdager, at det, der foregår i Fridericianum, på Oberste Gasse – eller på Hauptbahnhof, hvor Rabih Mroués installation, »der mediterer over spørgsmålet om at dokumentere sin egen død under den syriske revolution« – begynder at tale med værker andre steder i byen. Som tammy ko Robinson formulerer det:

»Jeg er betaget af, hvordan Documenta 13 formår at udvide rammerne for, hvad der er muligt at lære kollektivt, eller hvad vi inden for media art kalder distribueret kognition og kollektiv intelligens. Men også af indtænkningen af de nye former for vold, som nødvendiggør denne form for mod-engagement.«

Heleren

Siden ophavsmanden Arnold Bode fratrådte som fast kurator for Documenta, har udstillingen, der kun finder sted en gang hvert femte år, gjort brug af skiftende kuratorer, der alle ønsker at præsentere deres ’helt unikke’ tilgang til verdens største udstilling af samtidskunst. Carolyn Christov-Bakargiev, der kuraterer denne 13. udgave af Documenta, har irriteret og draget mange med sin cyborg-inspirerede falske beskedenhed om ’blot’ at facilitere former for viden om »alle de levende og livløse skabere af verden, herunder mennesker«.

At en kvindelig kurator skamløst lægger vægt på teori, handlingsanvisninger og kunstens ’helende’ potentiale, har affødt megen spydighed. I Information er hun blevet døbt Den Store Leder, og i den tyske avis Die Zeit kaldes hun ’Die Heilerin’ (Heleren): »Er dette Documenta et voldens sted?« spørger Zeit-journalisten, og Christov-Bakargiev svarer: »Står der sådan i brochuren? Hvem har skrevet det? Lad mig telefonere, dette må jeg opklare. Ok, måske er det faktisk mig selv, som har skrevet det, vold. Ja. Krigen naturligvis, ødelæggelsen, terroren, alt dette kan man se her. Alligevel drejer det sig ikke om vold, aldeles ikke. Hvis det drejer sig om noget, er det heling.« Og med heling mener kuratoren næppe wellness, ræsonnerer journalisten, »eftersom dette Documenta i hvert fald er belastende, større, vidtløftigere, mere forvirrende end nogensinde før. Metastaseagtigt gennemtrænger den Kassels urbane krop.«

Gentagelse af nutiden

Det er fristende bare at flimre gennem den uoverskuelige udstilling med alt fra arkæologiske fund over værker produceret af kunstnere myrdet i KZ-lejrene til unge generationer af videokunstnere. Fordybelsen kræver også stor vilje til at abstrahere fra ens mange medpublikummer – mobiltelefoner ringer, folk fortsætter højlydte samtaler om alt andet end udstillingen eller bladrer utålmodigt i kataloget under fremvisningen af en videoinstallation for så igen at vandre videre. Det er heller ikke let at bevare roen, når man risikerer at blive udsat for overgreb af banaliteter og ’radikale’ meninger. Som når speaken over det plat-didaktiske Eternity Through the Stars, vist i Kassels planetarium, efter et kvarters sniksnak om stjernernes og planeternes uendelige cyklus af skabelse, destruktion og skabelse, bekendtgør, at »Pariserkommunen eksisterer lige så meget i fortiden som i nutiden som i fremtiden.« Undertegnede måtte tilbringe 10 meditative minutter foran det Foucaults pendul, som hænger i Kassels Museum für Astronomie und Technikgeschichte, for at få irritationen under kontrol.

Kulturkritiker Ana Teixeira Pinto skriver på kunstportalen artagenda.com, at selv om ’modstand’ er et ledemotiv på udstillingen, fremtræder den primært som »personlig eller provinsiel« i værkerne: »Man finder fair-trade biologiske kiosker og rigelige mængder af mystificerende ensom trods, men den fornemmelse af universalisme, som er til stede i marxisme eller på den traditionelle venstrefløj, er larmende fraværende.« Og selv om Den Gale, Reformskolepigen, Den Traumatiserede Soldat, Den Forfulgte konstant dukker op på udstillingen, oplever Pinto en »udbredt tilbagetrækning fra den kritiske tradition«, ligesom få projekter »fantaserer om fremtiden som andet end en gentagelse af nutiden«.

Som den ungarske kunsthistoriker og kulturkritiker Péter György udtrykker det i no016 – én af de 100 Documenta 13-notebooks – blev udstillingen til som en del af Den Kolde Krigs kulturpolitiske program. Documenta I udtrykte en »selvindlysende analogi mellem Westkunst og Weltkunst«, en stræben efter at geninstallere en kompromitteret modernistisk kultur som universel. Ifølge kulturkritiker og kurator Gabi Scarbi søger dette års Documenta imidlertid slet ikke at vise strømninger eller bevægelser, men udtrykker derimod »en mangefoldet og glitrende virkelighed bestående af uendelige tråde og perspektiver, der udforsker dybderne.«

Brud med europæisk dominans

Årets Documenta forsøger ikke kun at decentralisere udstillingen rumligt, men også geopolitisk ved at videreføre det brud med europæisk dominans, som de to foregående kuratorer satte i gang. På den første Documenta var kunstnerne overvejende fra Tyskland, Frankrig og Italien. Ser man på kunstnernes fødebyer, er internationaliseringen på den 13. Documenta relativt reel, men ser man på, hvor kunstnerne bor og arbejder, er det stadig Vesten, især Tyskland og USA, der dominerer.

Heiner Georgsdorf, der har samlet en række af Arnold Bodes taler og skrifter, mener imidlertid, at man aldrig skulle tage Documentas Vest-universalistiske grundlag så bogstaveligt: »Man kan underkaste brugen af begreber som ’aftenlandsk’ og ’europæisk’ ideologisk mistanke og affærdige dem som verbale koldkrigsvåben,« skriver Georgsdorff. »Men man kan også, og det er helt sikkert mere rammende for Bode, forstå dem som udtryk for en ærlig og dybfølt grænseoverskridende kunst- og kulturforståelse (…) og man kan ikke mindst læse dette vokabular programmatisk som overbevisende murbrækkere rettet mod de politiske budgetforvaltere.«

Nutidens skrøbelighed

Mens dette års Documenta-katalog beskriver udstillingens ’gåde’ som »et paradoks, et hemmelighedernes rum, et voldens rum og et rum for potentiel heling«, indvarslede Documenta I i 1955 en »kamp om nye mål«, om at »anskueliggøre spirerne til et nyt verdensbillede, en æra, som vi ikke kender, fordi vi først må skabe den«.

I disse to forbundne hensigtserklæringer ligger måske den mest iøjnefaldende indbyrdes forskel på de værker, Documenta 13 præsenterer: i graden af nysgerrighed efter at undersøge og dokumentere paradokser, hemmeligheder, eller spirer til en ny æra. Her får de europæiske og amerikanske værker generelt baghjul af kunstnere øst for Aftenlandet. F.eks. Nalini Malanis In Search of Vanished Blood, der med videoprojektioner i samspil med fem cylindere i loftet omslutter publikum i et symbolspækket skyggespil og et lydspor a la tvillingerne fra Ondskabens Hotel møder tempelmusikalitet. Et arsenal af kulturhistoriske intertekstualiteter fra koret i den græske tragedie til moderne pakistansk lyrik gør tilsammen årtusinders vold mod kvinder så nærværende og gysende, at man står naglet til gulvet.

Kunstens forståelse

tammy ko Robinson fremhæver dele af udstillingens evne til at skildre »nutidens skrøbelige karakter« og mener, at man skal forsøge at få værkerne til at tale indbyrdes frem for at ’læse’ dem isoleret – men uden at man konstant forstyrres af tanken om, hvad kataloget i øvrigt har at byde på.

Hvis man i den bestræbelse fortvivler undervejs, kan Ana Teixeira Pintos afsluttende tanke måske være til trøst:

»Mens Hegel hævdede, at kunst ikke længere var et passende lokomotiv for menneskehedens forståelse af sin egen essens, hævder dette års Documenta tilsyneladende, at menneskeheden ikke længere er et passende lokomotiv for kunstens forståelse af sin egen essens.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thierry Geoffroy / Colonel

one of the best essay on documenta I read is yours with the one from Ana you also refer to , thank you ( even so i don t like the tiltle with roskilde festival look alike )/ ( unless you look at the use of kultur and art to white wash panzer-beer )

"Gentagelse af nutiden" ... in Ana I also like the text :

Remains, residues, remnants, repairs, relics. The 13th edition of Documenta, curated by Carolyn Christov-Bakargiev, inhabits a strange temporality.

here comments :

http://www.art-magazin.de/blog/2012/07/21/kunstkritik-nur-im-notfall-ein...

best regards

thierry

Michael Rasmussen

I sommervarmen er der en del artikler i Information der mere er en strøm af ord end netop Information.

Efter fire dage i Kassel kan jeg ikke genkende billedet af udstillingen i artiklen - det har været utroligt spændende. Og ja der er forskel på de forskellige events - forskellige temaer og forskellig smag.

Lidt tankevækkende rummer den meget lange artikel kun anmeldelser af tre tre konkrete udstillinger. I parken er der mindst 30 forskellige men der har forfatteren øjensynlig ikke orket at bevæge sig ud.