Søvn og søm på vejen

Det var dagen i Tour de France, hvor Chris Anker Sørensen burde have været i udbrud, hvis han stadig har ambitioner om at stå på podiet i den prikkede bjergtrøje i Paris på søndag. Der var to høje  bjerge i kategori et med 20 point at hente, og selv om det ikke er så mange i forhold til de 70 og 62, der er på spil på de sidste to bjergetaper onsdag og torsdag, så skulle han have været med, da et meget stærkt udbrud kørte uantastet af favoritterne bagude.

Der var ingen i det, som er trusler i bjergkonkurrencen, og det kan både Chris Anker og hans chef, Bjarne Riis, da berolige sig med. Uden vel rigtigt at tro så meget mere på det. Selv hvis Chris Anker kommer i udbrud de to afgørende dage, så vil det næppe nytte, for de er også afgørende for dem, der vil vinde Touren. Det vil højst sandsynligt være favoritterne, der kommer til at slås om etapesejrene, og så vil de nærmest uden at vide og ville det rage bjergpointene til sig.

For Chris Anker Sørensen vil det være en god ting, hvis det ikke forløber sådan, men for løbet vil det være noget rigtigt skidt. Det vil nemlig være et udtryk for, at løbet allerede er afgjort nu, og at Cadel Evans, Vincenzo Nibali og Jurgen van den Broeck har opgivet at vippe Bradley Wiggins fra førstepladsen.

Og opgivende så Evans ud allerede i går på toppen af den stejle, stejle sidste stigning Mur de Péguère, hvor han stod med sin punkterede cykel og ventede i evigheder på, at en bil kunne komme frem og op ad den snævre vej med et nyt baghjul eller en holdkammerat, han kunne bytte med. En paniksituation for Evans, som Wiggins bragte ham ud af ved at beordre sit hold til at vente – hvorefter han selv punkterede. Og det gjorde stribevis af andre ryttere også,  så man kunne få mistanke om usædvanlig  sabotage af cykelløbet.

Slovakisk multitalent

Men Wiggins’ noble gestus gjorde ikke indtryk på Pierre Rolland, der angreb som en vanvittig, og da han ligger godt til i toppen, ville Van den Broecks Lotto og Nibalis Liquigas ikke lade ham køre – eller rettere: De kørte ikke efter ham for at udnytte situationen, men for at straffe ham. Skidt knægt!

Det var en diskutabel situation, da Contador for to år siden angreb, da Andy Schlecks kæde hoppede af på et bjerg, men det var i kampens hede og kan ikke sammenlignes med Rollands bagholdsangreb. De omkring 20 tilbageværende i feltet kørte langsomt på Wiggins ordre, og så er det jo ingen sag at stikke af sted. Det er ikke ulovligt, men det er ikke god stil, og ud over, at franskmanden blev hentet igen, står han til skideballer i feltet.

Og sørme om det ikke var tegnestifter, eller små blå søm, som en eller anden galning havde drysset ud over vejen på toppen og lidt ned ad nedkørslen. At det er livsfarligt for rytterne, hvis et fordæk eksploderer i svimlende fart nedad siger sig selv, og idioten må have gjort det, efter at udbruddet var passeret, for ingen af deltagerne i det blev ramt af punkteringer.

Og hvilket udbrud! Luis Leon Sanchez, Sandy Casar og Philippe Gilbert var skarpe kandidater til en etapesejr nede i Foix efter 35 kilometers nedkørsel, men de havde en meget besværlig kunde i butikken: Peter Sagan, som stred sig med op over det stejleste, og så har man set det med.

Det 22-årige multitalent fra Slovakiet har allerede vundet tre etaper, og det giver snart ikke mening at kategorisere ham som sprinter. Han vinder massespurter på flad vej, han er bedst, når målet ligger på en kort stejl stigning, han er feltets bedste – i hvert fald mest spektakulære – til at køre nedad, og så viste han så i går, at han også magter det lange udbrud over stejle højder.

Måske vil man huske denne etape for søm på vejen, men også for den første demonstration – i Tour de France – af et stort talents perspektivrige potentiale. Han var gået i udbrud for at høste point til sprinternes grønne trøje og for etapesejren, men han klatrede som én, der havde ambitioner om bjergtrøjen.

Smukt og smart

Men selv multitalenter skal lige have en bid energibar, og i det øjeblik, Sagan fedtede med dét bagest i udbrydergruppen og var uopmærksom et øjeblik, stak Luis Leon Sanchez af med 10 kilometer hjem. Det var det moment, han havde ventet på, og det må man godt. Udnytte andres distraktion. Det var smukt og smart. Og så var det op til Sagan selv at køre Sanchez ind, for hvorfor skulle de andre gøre det, når de nu vidste, han alligevel ville banke dem i en spurt. Og det kunne Sagan trods alt ikke.

Sanchez er ferm til at køre nedad, en slidstærk temporytter, og så har han en perfekt timing, når det drejer sig om at komme fri af en lille gruppe med hurtigere ryttere end ham selv. Han vinder næsten altid på denne måde. Det er trist, at den største dramatik på en etape i Pyrenæerne skal skabes af punkteringer, for der var ingen tegn på, at favoritterne ville bruge vejen til noget som helst andet. Et angreb fra Evans nær sidste top var på skrømt, og ellers kontrollerede den gule trøje bedemandskørslen.  Touren går i dag ind i sidste uge, og nu må britens rivaler snart til at kaste forsigtigheden af sig.

Der er ikke megen vej tilbage.