Det sprogende sprog

Christina Hesselholdts seneste roman har startet en diskussion, om, hvorvidt der findes tekster, der kun er sprog
Christina Hesselholdts seneste roman har startet en diskussion, om, hvorvidt der findes tekster, der kun er sprog
6. juli 2012

Meningerne om Christina Hesselholdts seneste roman, Selskabet gør op, har været delte blandt anmelderne. I Information lagde Tue Andersen-Nexø ud med en meget begejstret anmeldelse, men blev senere i samme avis fulgt af Erik Skyum-Nielsen, der skrev om Hesselholdt:

»Hvad hun laver, er i mine øjne blot pludre-plapre-bøger på højt niveau.« Den karakteristik affødte en del negativ respons. Ikke mindst fra Weekendavisens Lars Bukdahl, der på sin blog erklærede ufred.

Nu kører debatten igen om Christina Hesselholdt på den litterære blog Promenaden. Kritikeren Susanne Christensen (der blandt andet skriver for norske Klassekampen) har på Tue Andersen-Nexøs Facebook-profil kommenteret hans anmeldelse af Hesselholdts tredje bind i Camilla-serien. Denne kommentar gengiver Kristeligt Dagblads kritiker Mai Misfeldt på Promenaden og undrer sig over, at Susanne Christensen mener, at Hesselholdt blot skriver »sprog, der sproger«, men ikke handler om noget. Men det fik hende dog til at tænke på en anden forfatter, der får en helt tredje forfatter reduceret til sprog, der sproger. Misfeldt skriver om Josefine Klougarts forord til den netop genudgivne Mrs. Dalloway – både Hesselholdt og Klougarts store inspirationskilde – af Virginia Woolf:

»Det er et meget indfølt forord, som virkelig kredser om, hvordan sproget sproger, men som ikke fortæller mig som læser noget om, hvem forfatteren er, og hvad romanen egentlig handler om. Faktisk får man nogle gange indtrykket, at Woolf skriver om alting og ingenting, men i alle fald ikke om noget konkret. Det er ærgerligt, for ja, sproget ér en nydelse hos Woolf, og det handler også om sproget, men som jeg læser Mrs. Dalloway så handler det også om samfundet, om sociale forskelle, om sindssyge, om angst og om kvinders undertrykkelse.«

Forfatteren Olga Ravn blander sig i debatten og afviser, at der overhovedet findes tekster, der kun er sprog.

»Det er sådan noget, man siger om Mallarmé på universitetet, når man ikke, hvad man skal stille op med teksten (det peger på sig selv som tømt for betydning),« skriver hun. Olga Ravn mener sagtens, at man kan ’nørde’ den i et forord og have en særlig tilgang til teksten i stedet for at »skyde med spredehagl«.

Mai Misfeldt medgiver, at Klougarts forord har mange kvaliteter, men fastholder alligevel: »Det er ærgerligt og reducerende, hvis man i beskrivelsen af Woolf faktisk kommer til at tegne et billede af hende, som gør hende langt mere verdensfjern end hun var, og i begejstringen (som jeg deler) for hendes sprog glemmer, at hun ikke bare ’sproger’ men faktisk også skriver om noget.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer