Da statspolitiet jagtede bolsjevik-agenter

Den 22. november 1918 skyggede to betjente fra opdagelsespolitiet på baggrund af et anonymt tip nordmanden Sigurd Simmensen, der ankom til København »med Damper fra Kristiania«. Det fremgår af en rapport skrevet af den nidkære politiassistent Sigurd Tage-Jensen, der året efter skulle avancere til inspektør i Statspolitiet.

Et særligt fokusområde for Tage-Jensen og hans mange meddelere i datidens yderligtgående grupper og partier var de udenlandske agitatorer og agenter. De rejste ofte illegalt ind i landet medbringende penge, propaganda og af og til direkte ordrer. Typisk førte det til hurtig anholdelse og udvisning, når politiet greb ind.

Fra politiet i Kristania, som Oslo hed dengang, havde Tage-Jensen fået oplysninger om, at Simmensen »var Stifter og Leder af Arbejderpartiet«. Tage-Jensen modtog også oplysninger om, at Simmensen var ude på »at træffe Aftale med de herværende revolutionære Kræfter om en fortsat direkte Aktion«.

Betjentene skyggede Simmensen, der indlogerede sig på Hotel Cosmopolite og mødtes med »to danske Mandspersoner«. Derfra gik turen gennem de københavnske gader til Gartnergade på Nørrebro, hvor den syndikalistiske avis Klassekampen havde kontor.

»Da Simmensens Forbindelser med de herværende Syndikalister hermed maatte anses for konstateret, ophørte Observationen,« noterede Tage-Jensen i sin rapport.

Forelagt disse oplysninger bestemte Justitsministeriets departementschef Frits Schrøder, at Simmensen skulle udvises. Nordmanden blev allerede samme eftermiddag anholdt på sit hotelværelse og ført til politikammeret, hvor han forklarede, »at han bare er hernede på en lille Lysttur«.

På sig havde Simmensen et foto af »en Del tyske matroser fra Hjælpekrydseren Berlin« sammen med to fremtrædende danske revolutionære, agitatoren Thøger Thøgersen og kommunelærerinden Marie Nielsen. »Om dette forklarer han, at han har købt det i Dag paa Gaden for 35 Øre af en Mand«, og at han i øvrigt ikke kendte Thøgersen. Foreholdt, at han var observeret gå ind på Klassekampens kontor, svarede Simmensen, »at det kan hænde«.

Tage-Jensen afsluttede sin rapport med en tilføjelse dateret den 23. november 1918: »Han vil i Løbet af Eftermiddagen blive udsendt af Landet med Dampskib fra Larsens Plads direkte til Kristiania.«

’Helvedsmaskine’

Kort efter, i december 1918, ankom endnu en fordægtig person fra Kristania.

Fra en taxachauffør fik Tage-Jensen oplyst, at »en svensktalende Person« først havde bedt om at blive kørt til Andelsbanken, hvorefter han med en tegnebog i hånden bad om at blive kørt til Klassekampens kontor. Det gav anledning til nærmere undersøgelser, og efter afhøringer af personalet i Andelsbanken viste det sig at være en norsk ingeniør, Haavard Langseth, om hvem politiet i Kristina oplyste, at »vistnok« var bolsjevik.

Efter at være anholdt forklarede Langseth, at han som udsending for det norske Arbejderparti agtede sig til Berlin, men at han ikke havde nået at få visum i Kristiania. Derfor ville han nu forsøge at få visum på det tyske konsulat i København.I Tyskland skulle Langseth ifølge sin forklaring »som teknisk Sagkyndig studere Industriens Socialisering, hvorom der i Tyskland er nedsat en Kommission af den nuværende tyske Regering.«

Efter konference med departementschef Schrøder blev nordmanden nu løsladt, men dog skygget af politiet, indtil han den 10. december med toget kl. 9.28 var »afrejst til Gedser«, som Tage-Jensens rapport slutter.

Også de lokale klubber for udenlandske arbejdere, især russiske, havde politiets særlige interesse.

Sidst i marts 1919 gennemførte Statspolitiet omfattende natlige anholdelser og ransagninger hos medlemmer af Komiteen for russiske Emigranter. Da en Vladimir Daszkewitz kort efter, i april 1919, blev anholdt for et simpelt tyveri, afhørte politiet ham i lang tid om hans hverv som formand for »den russiske socialdemokratiske Forening for Kongeriget Polen og Lithauen«.

Selv om Daszkewitz afviste, at foreningens aktiviteter handlede om andet end selskabelighed, hvor syv-otte medlemmer en gang om måneden diskuterede »Forholdene i Rusland«, så ransagede politiet hans bopæl og beslaglagde »Protokoller og Papirer«.

Ifølge en tilføjelse til Tage-Jensens rapport dateret 11. april 1919 havde Statspolitiet fra en arbejdskammerat til Daszkewitz modtaget interessante oplysninger. Daszkewitz skulle have udtalt, at der rundt omkring i København var oplagret »store Browning Revolvere« på skjulte steder. Daszkewitz havde også forklaret, hvor let det var at fabrikere »en Helvedsmaskine«, idet »man i en hver Købmandsforretning kunde købe Salpetersyre, Svovl, Glycerin og Vat, som man kunde benytte til Fremstilling af et kraftigt Sprængstof.«

I november 1919 ankom fra Tyskland en Georg Rentz, som Statspolitiet tidligere havde fået et tip om og derfor holdt øje med. »Det er hans agt at fortsætte til Sverig«, hvor skal overlevere »vigtige Oplysninger« til den svenske revolutionære Frederik Strøm, skrev Tage-Jensen i en notits den 1. december.

En småfed kurer

Frederik Strøm var i årevis en central person i fordelingen af russiske penge til de skandinaviske venstrepartier: »En af de nærmeste Dage vil fra Centralen i Berlin ankomme en Kurer medbringende 5000 Kr. til ’Den Røde Garde’«, fortsatte Tage-Jensen.

De revolutionære kræfter i Tyskland og deres rejsevirksomhed til Rusland via Danmark blev nøje overvåget. I en fortroligstemplet rapport den 9. december 1919 skrev Tage-Jensen således, at der fra »den tyske kommunistiske Flygtningecentral« i Berlin hver uge rejste en kurer til Haderslev, som på dette tidspunkt stadig var under tysk besættelse. Derfra sejlede kureren med motorbåd til Fyn, »hvorfra han gaar til Ejby Station, og derfra tager Toget her til København«. Efter et natlogi hos et navngivet medlem af Den Røde Garde blev kureren sejlet til Sverige, »som Regel til et sted i nærheden af Helsingborg, for derfra at fortsætte Rejsen over Finland til Petrograd.«

Tage-Jensen var også i besiddelse af et signalement for i hvert fald én af de tyske kurerer: »ca. 50 Aar gl., graaligt Spidsskæg, omtrent hvidt Haar, ca 1,70m høj, iført graalig Ulster, graa Kunstnerhat, meget tilbagebøjet, saaledes at Maven stikker noget frem.«

Statspolitiet benyttede også brevåbninger for at følge de tyske kurerere, fremgår det af en notits, Tage-Jensen skrev den 6. januar 1920: »Der er i Dag til ’Den Røde Garde’ (Kjærulf Nielsen) ankommet Brev fra Berlin med Meddelelse om, at Kureren til Garden den 4’ dennes er afrejst til Haderslev, for ad den sædvanlige Rute over Fyn at rejse hertil Byen.«

Kort efter blev kureren formodentlig anholdt. I hvert fald kom han aldrig frem, og garden modtog ingen penge.

Brevet til Stauning

Blandt Statspolitiets mange hundredevis dokumenter om overvågningen af den yderste venstrefløj skiller et sig ud: Et brev fra den radikale justitsminister Otto Zahle til socialdemokraten Stauning, der dengang var arbejdsminister: »Hrr. Minister Stauning fra Z«, har justitsministeren sirligt skrevet på kuverten.

Indholdet var en rapport fra Statspolitiet om, at den norske syndikalist Martin Tranmæl planlage en agitationsrejse til Danmark. Selv om Statspolitiet mente, at agitatoren skulle afvises ved grænsen, besluttede Justitsministeriet, »at Tranmæl ikke vilde være at afvise, men at han skulde observeres diskret«.

Politimestrene i Slagelse, Sorø, Aarhus, Randers, Frederikshavn, Aalborg, Fredericia, Vejle, Esbjerg og Odense fik ordre til »at fremskaffe Referat fra Møderne«, hvor Tranmæl skulle tale. Side op og side ned berettede statsbetjente, hvordan de havde skygget nordmanden, der havde taget ophold på Provinshotellet. Af og til lykkedes det dog for Tranmæl at ryste betjentene af sig: »Kl. 11 Form. forlod Tranmæl Provinshotellet. Han gik til Banegaarden, hvor han afsendte den Del Breve, derfra gik han til indre By, hvor han vandrede planløst omkring indtil han Kl. 1.10 i Østergade sprang på en Omnibus, der kørte mod Raadhuspladsen, og jeg ikke kunne komme med, da Konduktøren vinkede mig af,« skrev statspolitibetjent Cotzand, der erkendte, at »Tranmæl var i nævnte Tid alene« og først kl. 23 vendte tilbage til sit hotel.

Fra mødet i Slagelse kunne politiet indberette, at Tranmæls foredrag »blev holdt i en meget fordragelig Tone, og der faldt absolut ikke Udtalelser, som ikke kunne taale at høres alle Vegne.« Et lidt mere udførligt referat kom fra politiet i Sorø, som rapporterede, at Tranmæl »i høje Toner« lovpriste den kommunistiske 3. Internationale.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvorfor Otto Zahle har valgt at sende den udførlige observationsrapport til Stauning. Eller hvad Stauning har brugt den til. Men observationsrapporten er gået hele vejen fra politinspektør Tage-Jensen op gennem systemet via chefen for Statspolitiet Valdemar Mensen til den »Højvelbaarne Hr. Departementschef Schrøder, K. af Dbg. Dbmd. pp.«, før Zahle fik den at se. En mulig forklaring kan være en notits, Tage-Jensen skrev den 14. januar, efter at have fået en oplysning»underhaanden«: På et møde i Stockholm for »Partilederne fra de skandinaviske Lande« er der valgt et »Centralraad med Samarbejde for Øje.« Og så hedder det: »Norge har valgt bl.a. Tranmæl, og dennes Agitationsrejse heri Landet er et udslag af Raadets Arbejde.«

En hemmelig gesandt

Ifølge de oplysninger, som Statspolitiet modtog, kunne der være andre og skjulte formål med agitationsrejser end at få spredt sine budskaber på offentlige møder. Den 17. maj 1920 skrev Tage-Jensen en notits om, at den danske kommunistformand, typografen Ernst Christiansen, skulle rejse til Kristiania, »hvor han på Litwinoffs Vegne skal forhandle med det norske venstresocialistiske Parti«.

Litwinoff var ikke hvem som helst. Han blev senere sovjetisk udenrigsminister og fungerede efter Oktoberrevolutionen i 1917 som en rejsende gesandt for bolsjevikkerne, blandt andet i London og København, fordi ingen lande endnu havde anerkendt Lenins regering.

Det var netop formålet med den danske kommunistformands rejse: Han skulle få det norske parti »til at lægge et Pres på Regeringen saaledes, at Sovjetrepublikkens Repræsentanter kan blive anerkendt, og at den norske Regering ikke i Fremtiden forhandler med den selvbestaltede zaristiske Regerings Repræsentanter.«

Tage-Jensen havde som sædvanlig fået sine oplysninger meddelt »underhaanden« fra en sine meddelere. »Officielt skal Ernst Christiansen foretage en Agitationsrejse for ’Danmarks venstresocialitiske Parti’,« noterede politiinspektøren.