2012 er ikke nogen stor årgang. Ringe fylde og duft, få sansepirrende raffinementer og en kort eftersmag. Let bitter med tanke på Fränk Schlecks diskvalifikation for en urinprøve med spor af et vanddrivende medikament. Men i England vil man naturligvis vurdere årgangen anderledes. Første sejr nogensinde for et britisk hold, Sky, og en britisk vinder, Bradley Wiggins, efter at holdets kørsel fuldstændig har domineret i de tre uger. Wiggins’ landsmand og væbner, Chris Froome, som nærmeste konkurrent, og etapesejre til verdensmesteren Mark Cavendish.
På lørdagens lange enkeltstart lukkede Wiggins enhver diskussion om sin vinderværdighed. En diskussion, der har fået næring af de episoder i de høje bjerge, hvor Froome havde måttet lægge bånd på sig selv, eller havde fået dem pålagt, for ikke at stikke fra sin kaptajn og meget tydeligt i sit kropssprog havde signaleret, at han var bedst, når det gik opad. Men på de 53 flade vindblæste kilometer distancerede den gule trøje sin løjtnant – som kørte sig til andenpladsen – med 1,16 minut, og så var det sat på plads. Sådan da. For rumlerierne vil nok fortsætte. Hvad nu, hvis Froome havde været illoyal og havde grebet chancerne for at knække kaptajnen, da de bød sig? Hans kone er ikke i tvivl, og det har været stærkt underholdende at se fruerne Wiggins og Froome i totterne på hinanden på Twitter, samtidig med at deres mænd dagligt lagde dæmper på enhver snak om uoverensstemmelser.
Ingen stor vinder
Tour de France vindes af den, der kommer først til Paris efter 3.497 km og Wiggins kørte tre minutter og 21 sekunder hurtigere end toeren Froome. Sådan er det bare. Man kan ikke diskutere, om han er den rigtige vinder, men nok om han er en stor vinder.
Der er tradition for det i Tour de France. Man skelner mellem måder at vinde på, og nogle er finere end andre. Det er ikke fint, at Bradley har været så godt beskyttet af sit meget defensivt kørende hold, at han ikke på noget tidspunkt har været i direkte duel med nogle af sine modstandere, han har ikke selv skullet forsvare sin gule trøje mod angreb, og han – eller nogen fra hans hold – har ikke på noget tidspunkt været i angreb. Det fineste – og sjældent i nyere tid – er, når den gule trøje selv angriber. Fignon gjorde det i 1989 og Bjarne Riis i 1996. Lance Armstrong gjorde det, og vi har set Michael Rasmussen og Andy Schleck gøre det. De sidste dog uden at vinde. Så nej, han er ingen stor vinder, hvilket man nok mest kan bebrejde hans konkurrenter, men han er en meget menneskelig vinder og en meget vigtig vinder
Han kan være lidt kikset at se på med sine bakkenbarter og lange herresokker i hvide cykelsko, men han ligner en mand, som jeg i hvert fald godt kunne tænke mig at drikke en eller to med, og jeg kan godt lide hans spontane reaktion på de folk, der havde insinueret, at han dopede sig. Fucking wankers, kaldte han dem, og han blev senere bebrejdet, at han i vrede havde afvist beskyldningen, som vi ofte har hørt cykelryttere gøre, uden at uddybe eller gå i dialog. Men de forpulede pikspillere fik svar på tiltale et par dage efter, hvor Wiggins skrev, eller nok dikterede, en meget nuanceret og personlig klumme til The Guardian, hvori han redegør for sin konsekvente afstandtagen til doping gennem hele sit liv. Han ville ikke kunne se sin kone eller sine børn i øjnene, hvis han brugte det, han ville miste alt hvad han havde opnået i sit liv, og han ville frem for alt miste sin selvrespekt. Det er ikke den sædvanlige sang, om at jeg er aldrig blevet testet positiv, men en for mig overbevisende redegørelse for, hvorfor han aldrig har villet tage ulovlige midler i brug for at vinde. Jeg kan ikke huske, at nogen Tour-vinder har talt så tydeligt, og på sit pressemøde efter enkeltstarten blev det endnu tydeligere.
Svært at angribe
Der er megen romantik i cykling. Folk vil gerne have, at vi angriber ligesom Marco Pantani gjorde. Men cyklingen har ændret sig. Med den hastighed vi kører op ad bjergene, så er det ikke muligt at angribe på samme måde, som vi har set tidligere. Tour de France er meget mere menneskelig nu. Hvis folk gerne vil se de her imponerende udbrud på 220 km i bjergene, så bliver de skuffet, for det er ikke realistisk længere. Jeg synes også, det var fantastisk og magisk at se cykling i 90’erne, men det er ikke muligt at holde så høj en hastighed længere, med mindre man har fået et par ekstra liter blod, sagde Wiggins.
Det er nye toner fra en Tour-vinder, og har Wiggins ikke været den mest spektakulære og dristige, man har set, så kan han godt blive en af de vigtigste.
