Læsetid: 6 min.

Mig og Woody Allen

Woody Allen kunne ikke selv se ideen i en dokumentarfilm om sit liv og sine film, men da først han havde sagt ja til at medvirke i Robert Weides ’Woody Allen: A Documentary’, var han samarbejdsvilligheden selv. Det var kun den 76-årige filmskabers selvudslettende væsen, der indimellem stillede sig i vejen
At lave dokumentarfilm er en tidskrævende proces, siger instruktør Robert B. Weide. Fra han spurgte Woody Allen om at være med, til filmen var færdig, gik der tre år. Et andet af hans projekter har nu været undervejs i hele 28 år.

At lave dokumentarfilm er en tidskrævende proces, siger instruktør Robert B. Weide. Fra han spurgte Woody Allen om at være med, til filmen var færdig, gik der tre år. Et andet af hans projekter har nu været undervejs i hele 28 år.

© B PLus Productions

2. juli 2012

Da filminstruktøren Robert Weide var blot en teenager og gik i gymnasiet, skaffede han sig billetter til Los Angeles-premieren Woody Allens nye film, Mig og Annie (1977). Weide havde set og moret sig over instruktørens tidlige komedier – Mig og moneterne (1969), Mig og revolutionen (1971), Sleeper – mig og fremtiden (1973), Kærlighed og død (1975) – og selv om han egentlig mest var til Marx Brothers og W.C. Fields, ville han gerne se, hvad Allen nu havde fundet på af løjer.

Det var lidt af en åbenbaring for ham – og for mange andre.

»Jeg kan huske elektriciteten i biografen den aften,« siger nu 53-årige Weide, da jeg møder ham på film-festivalen i Cannes, hvor der er Europa-premiere på hans film om Woody Allen, Woody Allen: A Documentary.

»Der var endnu ikke skrevet noget om Mig og Annie. Den var spritny, og ingen vidste, hvad de skulle forvente. Det var en anderledes Woody Allen-film. Den var bittersød, havde dybde og et forhold mellem to mennesker, man engagerede sig i. Indtil da havde hans film kun været sjove, og jeg husker, at publikum bagefter forlod biografen og sagde til hinanden: ’Hvad fanden var det?’ Man kunne fornemme, at noget havde forandret sig, ikke kun for Woody Allen, men for selve filmmediet, den romantiske komedie, komedien. Ingen ventede den film, og den øgede min værdsættelse af ham.«

Ingen falsk beskedenhed

Og det er en værdsættelse, som med Woody Allen: A Documentary har nået en slags kulmination. Robert Weides fortrinlige portræt af den 76-årige komiker og filmskaber er egentlig lavet i en mere end tre timer lang version i to dele til amerikansk tv, men i Europa får den premiere i en totimersversion.

I filmen kommer Weide og dermed publikum tættere på Woody Allen og hans person og arbejdsmetode, end man har været før. Der er interview med Allen selv, hans nærmeste samarbejdspartnere, nogle af hans skuespillere – ikke mindst Diane Keaton, der først sagde ja til at være med, da Allen ringede til hende – ligesom Weide får lov til at filme Allen derhjemme foran den gammeldags skrivemaskine, instruktøren altid har brugt, og bliver vist rundt i det kvarter i Brooklyn, hvor Allen voksede op og gik i skole. Weide synes med andre ord at have fået fuld adgang til Woody Allen, der ellers er kendt for at være meget privat.

»Jeg har lært ham at kende en smule gennem årene,« siger Robert Weide, der dog havde svært ved at få Allen til at sige ja til at medvirke i dokumentarfilmen.

»Ikke på grund af indholdet eller nogen anden form for kreativ kontrol. Det handlede om hans selvudslettende side. Han kunne simpelthen ikke forestille sig, at han var et værdigt emne for en dokumentarfilm. At nogen overhovedet ville se den, interessere sig for den, finansiere den. Det er ikke falsk beskedenhed, sådan tænker han virkelig.«

Woodys idéskuffe

Men da Woody Allen først havde sagt ja, var han meget samarbejdsvillig og gav Robert Weide al den tid og adgang, han gerne ville have. Selv forholdet til Mia Farrow og Allens affære og senere ægteskab med Farrows adoptivdatter, Soon Yi, der skabte så stor skandale i begyndelsen af 1990’erne, bliver vendt.

»Jeg tror, at han forstod, at nu, hvor filmen blev en realitet, så kunne han enten træde et skridt tilbage og ikke give mig adgang og risikere, at filmen ikke blev interessant, eller han kunne give mig, hvad jeg havde brug for og på den måde hjælpe filmen med at nå sit potentiale,« siger Weide. Dog var Woody Allen stadig lidt modvillig, når Weide f.eks. ville filme ham under optagelserne til en film.

»Det skyldes også, at han er så selvudslettende. Jeg spurgte, ’må jeg komme med på optagelserne af din film?’ Og han svarede, ’det må du godt, men mine optagelser er meget kedelige, der sker aldrig noget interessant, jeg taler næsten ikke med skuespillerne. Er du virkelig interesseret i at flyve fra Los Angeles til London for at filme mig, der sidder i en stol og stirrer’? Jeg sagde, ’lad mig om det’. Og han sagde, at ’du må gerne komme, hvis du har lyst’. At se ham på optagelserne af You Will Meet a Tall Dark Stranger (2010), mens han taler med Naomi Watts eller Josh Brolin, er interessant, fordi han aldrig tidligere har ladet sig filme under optagelserne.«

Da Weide bad Allen om at vise rundt i sit barndomskvarter i Brooklyn, gentog historien sig – »hvem vil dog være interesseret i at se, hvor jeg boede som barn, gik i skole og voksede op?« – og igen endte Allen med at sige ja.

»Jeg filmede ham i hans hjem, mens han skriver manuskripter i hånden på sin seng, han viste mig sin skrivemaskine og åbnede sin idéskuffe (der er fuld af sedler med løsrevne og nedskrevne ideer, red.), hvilket jeg slet ikke have forventet.«

Hårdt arbejde

Robert Weide, der også har instrueret en lang række afsnit af den populære og banebrydende komedieserie Curb Your Enthusiasm (2000-), har lavet flere dokumentarfilm om kunstnere, han beundrer: Marx Brothers, W.C. Fields, Lenny Bruce og Kurt Vonnegut. Han forklarer, at han kun kan lave film om emner og mennesker, som fascinerer ham.

»Det er ikke, fordi jeg klager – jeg har været heldig at få lov til at lave dise film – men det er hårdt arbejde at lave, hårdere, end de fleste mennesker tror, og det tager lang tid,« siger han.

»Fra jeg spurgte Woody Allen om at være med, til jeg var færdig, tog det mig tre år at lave Woody Allen: A Documentary. Min Kurt Vonnegut-dokumentarfilm er nu i gang på 28. år og endnu ikke færdig.«

Det er ikke altid, at Weide fra begyndelsen ved, hvordan en af hans biografiske dokumentarfilm skal fortælles, hvad der skal være den røde tråd. I stedet sørger han for at indsamle så meget materiale som muligt.

»I dette tilfælde drejer det sig om adskillige interviews med Woody Allen og hans kolleger og venner og om at filme det, jeg skal bruge, og så sidde i et klipperum og sige, ’godt, hvad skal jeg så gøre med alt det her?’ Så begynder man at dykke ned i materialet, og små forbindelser og muligheder melder sig selv. Jeg vidste, at jeg ville undersøge hans karrieres unikke udvikling. Han begyndte at skrive vittigheder til avisklummeskribenter, da han var 15 år gammel. Det førte til, at han skrev for komikere, hvilket igen førte til, at han selv begyndte at optræde som komiker. Så skrev han sit første manuskript, som en anden instruerede, og det kunne han ikke lide, hvorfor han svor, at han selv ville instruere og kontrollere al sit arbejde. Det har han nu gjort i 43 år, og jeg ville så også fortælle om hans udvikling i løbet af de 43 år. Jeg ville undersøge hans kreative proces, hvor han får sine ideer fra, hvordan han skriver, hans enorme produktivitet. Jeg ville se ham instruere og arbejde med skuespillerne. Jeg ville se ham i klipperummet og følge en film helt til dørs til premieren. Jeg har været med ham her i Cannes to gange, med You’ll Meet a Tall Dark Stranger og Midnight in Paris (2011).«

 

’Woody Allen: A Documentary’ har premiere på torsdag, den 5. juli. Woody Allens nye film, ’To Rome with Love’, har premiere den 2. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu