Interview
Læsetid: 2 min.

’Vi anmelder jo heller ikke lokumspapir’

For Berlingskes madanmelder Søren Frank ville det give nogenlunde samme mening at anmelde fastfood som at anmelde toiletpapir
Kultur
24. august 2012

Bag Berlingskes madanmeldelser ligger klassiske journalistiske overvejelser. Der skal være en vis grad af nyhed, og anmeldelserne skal være relevante for avisens læsere.

»Og så skal der være noget at skrive hjem om,« siger avisens madanmelder Søren Frank.

»Lidt som i litteraturkritik er der en petitessegrænse. En redaktion som Berlingskes får mange bøger tilsendt, men vi har ikke uendelig spalteplads, så man beslutter, hvad der er værd at skrive om. Der sker en redaktionel sortering, og da vi kun anmelder én restaurant om ugen, kan vi naturligt nok ikke anmelde alle food outlets i hele landet.«

Er det forbrugerstof?

»Det er ligegyldigt, om det er forbrugerstof eller kulturstof. Du kan kalde det begge dele, men for mig er det anmelderstof; fuldstændig på linje med film og litteratur. Jeg servicerer læserne, så jeg skriver ud fra, hvad der er relevant for dem,« siger han og karakteriserer sit job som en »selektion af virkeligheden« for læserne, så den bliver relevant for dem.

Man må antage, at også Berlingskes læsere spiser fastfood. Hvorfor anmelder I aldrig fastfood?

»Jo, men jeg tror også, der er en del af dem, der bruger lokumspapir. Men det skriver vi heller ikke om.«

Er fastfood ikke en overset madkultur, som I madanmeldere ville kunne udvikle og måske gøre mere stueren?

»Hvis man ser på litteraturdækningen, anmelder vi ikke lægeromaner og ugebladsnoveller. Og i filmens verden anmelder man ikke porno. Man har en trivialgrænse, og jeg opfatter fastfood som værende under den grænse. Jeg mener, hvor mange gange vil man kunne anmelde en Hof? Det er et industrielt fabrikeret produkt, som skal smage ens hver gang. Derfor er det en øvelse, som bliver uinteressant for læseren,« siger han.

Han forklarer, at det hurtigt ville blive uinteressant at anmelde produkter fra McDonald’s, men han lægger ikke skjul på, at han på et tidpunkt har lavet en tema-anmeldelse af burgere.

»Det kan være relevant indimellem at forholde sig tematisk til fastfood som tendens, men jeg synes, det ville være overkill at gøre på regelmæssig basis. Det er jo ligesom lokumspapir. Noget, man bruger, fordi noget skal glide ned og tørres af og gå lynhurtigt. Man bruger lokumspapir dagligt, men hvor meget behøver man skrive om det? En gang i løbet af 10 år kan Berlingske måske sætte fokus på det, og på samme måde har jeg det egentlig med fastfood.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Herligt interview!
Søren Frank giver det lige den skrue, der skal til, og så er det egentlig overflødigt at skrive et indlæg til Ulla Holms kronik.

morten hansen

Fint nok. Anmelderen siger fra og gør det ovenikøbet på en sjov måde. Han siger, at han er anmelder, og at det er kunst, man anmelder, ikke fortovsfliser, vejskilte og ... lokumspapir.

Men man kan ikke lade være med at tænke, at han også er en lille smule åndeligt doven. Og at det jo ikke er så simpelt, at gastronomi er stor kunst, og kunst skal anmeldes.

For det første er det jo lidt af et postulat, at madlavning er kunst med stort K. Det er sanseligt, det er værd at betale penge for, hvis man eller forstår at værdsætte det. Men er det kunst? Det er det samme som arkitektur. Noget arkitektur er lavet for at være kunst. Men kan man bo i det? Nogle møbler ser hamrende godt ud i designerhjemmet, men kan man sidde i dem? Og dem, man sidder rigtig godt i, er det så møbelkunst? Er design kunst?

Eller skal vi ikke bare give slip på snobberiet og sige, at der findes god eller dårlig mad? Jeg vil 100 gange hellere sidde på en lille lokal restaurant, der lavede no-nonsense mad, der er til at betale end at vente et år på at få plads på NOMA og blive ruineret. Hedder det ikke kogekunst? Betyder kunst i sin rod ikke bare 'kunnen' - ka' du lave mad eller hvad?

Og så har jeg lige været på en af Københavns gamle hæderskronede frokostrestauranter og spist et stykke klassisk smørrebrød. Det ankom nøjagtig fire minutter efter, at det var bestilt. Det kunne aldrig falde mig ind at kalde det kunst - men var det ikke et eksempel på fastfood? Betyder fast-food ikke hurtig mad? Har danskerne ikke opfundet hurtigmaden med sit unikke bidrag til verdens madkultur i form af smørrebrødet?

Så skulle den fine anmelder af den fine madkunst ikke tage og steppe ned fra sin udstillingssøjle og tage en tur i virkelighedens verden, hvor der findes alle mulige gradbøjninger af gastronomibegrebet?

Når det er sagt, så er tør jeg gerne for egen regning sige lige ud, at MacDonalds industriprodukt er hundeæde og skraldespandemad - junk food. Og så kan deres kunder så sige, at de elsker at æde noget, der lugter af skraldespand og smager af sukker-smagsforstærker. Det er deres problem.

Skal man så bruge krudt på at anmelde det? Måske, men en enkelt gang er sikkert nok. Tag dog lige følgende eksempel. En avis sendte 3 indvandrere i byen for at prøvesmage shawarma. Det må siges at være fastfood. Men det var værd at bemærke, at selvom de var nådesløse mod 8 ud af 10 steder, som de dumpede som talentløse industriprodukter af den værste skuffe, så var der faktisk et par steder, der ragede tårnhøjt op over de andre, og hvor både kød og tilbehør var velforberedt, veltilberedt og derfor velsmagende. Det var de steder, hvor man havde respekteret traditionen og havde en standard med råvarerne.

Et andet eksempel. Når de fine anmeldere - og stjernekokke by-the-way - tager en tur rundt i Indien og Vietnam og spiser det lokale gadekøkken, så er de ved at falde i svime over hvor fantastisk det er til så lille en pris. Har du spist shawarma på torvet i en landsby i Marokko?

Skulle vi ikke bare beholde et nuanceret syn på virkeligheden? Og fastholde, at mad er ALT for vigtigt et emne til at blive afvist som irrelevant for en feinschmecker?