Læsetid: 8 min.

Hvis bare der var liv på Mars

I en 7. klasses science fiction-samling på Midtjyllands Kristne Friskole skrev Katrine Hornstrup Yde den pessimistiske ’Life on Mars’ om en Mars-kolonisering. Nu taler hun med en science fiction-ekspert om hundrede års Mars-feber og kulturens forestillinger om menneskehedens fremtid
Hvis verden går under, har vi et sted at flygte til. På den måde er Mars blevet et symbol på kulturens fantasi om menneskelig overlevelse. Og allerede for mere end hundrede år siden var der ’Mars-feber’. Her er det fra filmatiseringen af Edgar Rice Burroughs John Carter-bøger om Mars.

Hvis verden går under, har vi et sted at flygte til. På den måde er Mars blevet et symbol på kulturens fantasi om menneskelig overlevelse. Og allerede for mere end hundrede år siden var der ’Mars-feber’. Her er det fra filmatiseringen af Edgar Rice Burroughs John Carter-bøger om Mars.

4. august 2012

Deborah fik en klump i halsen. Hun havde egentligt ikke tænkt så meget over det. Hun var rask. De sidste måneder havde været en katastrofe. Næsten alle folk var blevet syge af den farlige luft, og der var næsten ingen områder med ilt tilbage. Hvis hun ikke var kommet i fængsel, ville hun nok alligevel være død af luftforgiftning, og nu fik hun mulighed for at komme væk fra al den elendighed. Hun skulle til Mars!

»I fantasien om koloniseringen af andre planeter ligger undergangsdrømmen: Hvis vi har ’fucket det op’ her på Jorden, så kan vi starte forfra der. Det er en ny chance. En helgardering. Hvis ’bomben’ sprænger, så er vi stadig nogen på Venus og Mars, som nok skal overleve. Jo flere steder vi spreder os til, jo sværere bliver det at udrydde os alle sammen. Så af en skolenovelle er det sjovt, at det heller ikke går meget bedre på Mars. Selvom det er lidt pessimistisk …«

Jeg sidder i Vanløse Kulturhus’ kantine og sipper kaffe med science fiction-oversætter og datalingvist Stig W. Jørgensen. Han har, under en science fiction-festival i Vanløse, læst Life on Mars, mit bidrag til de science fiction-noveller vi skrev i min 7. klasse. Efter i sommerens løb at have opsøgt gamle klassekammerater for at snakke om deres noveller og trussels- og fremtidsforestillinger, har jeg lokket ham til at tale om min.

’Svovldioxid og kvælstofoxid’

Novellen begynder med en prolog. En avisforside: Daily News. År 2143. ’Sidste robotter til Mars’, lyder en overskrift. »Doctor Martin, professor og cand.mag. i astrologi og computerteknologi« advarer om den store mængde »svovldioxid og kvælstofoxid« (!) på Jorden. Ressourcerne er sparsomme, enden er lige om hjørnet, indikeres det. Så sætter novellen i gang. 200 år senere. En kvindelig aktivistisk miljøforkæmper, tidligere medlem af miljøorganisationen ’Green Line’, stilles for retten på første side:

»Forsvarerens påstand om, at hele aktionen var sat op pga. fabrikkernes forbrug af kaz-syre og svozdioxyd, er afvist på baggrund af manglende beviser på, at disse stoffer overhovedet er skadelige for miljøet. Eftersom gruppen ikke vil oplyse hvem af dem, der sprang fabrikkerne i luften og begik mordene, får alle livstid, med undtagelse af Deborah Wilson, som var anfører for gruppen. Hun får dødsstraf på ubestemt dato …«

»Der er mange klassiske science fiction-elementer på spil,« siger Stig W. Jørgensen: »Et truende statsapparat. Et system, der bliver fjenden. Kolonisering af andre verdener. Jordens undergang. Og Mars.«

Sjovt nok husker jeg ingen særlig interesse for science fiction dengang, ej heller for rummet, miljøet, menneskeskabte virusser eller videnskabeligt hovmod. Men når jeg forestillede mig fremtiden, tænkte jeg på Mars. Den var et es i ærmet for civilisationen, hvis tingene en dag, i en fjern fremtid, skulle gå lige så galt, som eksperter varslede. En ny chance. En helgardering, som Stig W. Jørgensen kaldte det. Det var ikke noget, jeg selv havde fundet på. Mars lå som et kulturelt bagtæppe i kulturen. Ideen var formet af det flimmer af indtryk, som tv, film og bøger havde skabt.

Bowies Mars

Novellen Life on Mars parafraserer for eksempel David Bowies hit fra 1971, men uden sangtitlens spørgsmålstegn. Jeg rålyttede til den sang. Både i Bowies originalversion, men i 1996 også til Cæcilie Norbys easy-jazzede udgave. Samme år hittede Tim Burtons gale Mars Attacks! i biograferne, og ved pc’er i det ganske land blev der pløkket grynede monstre ned på Mars’ militærbaser i 3D-skydespillet Doom, som blev lanceret et par år tidligere. Lars von Trier brugte også »Life on Mars?« i prologen på det originale soundtrack til Breaking the Waves i 1996: Den private fornedrelseskatastrofe dikteret, måske, fra oven.

»I 1996 fik sangen faktisk en renæssance,« siger Stig W. Jørgensen. Forskere mente at have fundet mikrober på ’den røde planet’. Liv. Det blev i medierne – lidt overilet, viste det sig siden – proklameret som den største opdagelse i videnskabens historie. »David Bowie tjente en million uden at tage hænderne op af lommen de dage, hvor nyheden kørte, fordi alle radiostationerne spillede »Life on Mars«?,« husker han.

Senere, i 2004, proklamerede George W. Bush sin ambition om at indtage rummet, først Månen, siden andre planeter – såsom Mars. »Mennesket er draget mod himlene af samme grund, som vi engang drog mod ukendt land og på tværs af de åbne have,« udtalte den daværende præsident og fortsatte: »Vi beslutter os for at udforske rummet, for ved at gøre det forbedrer vi vores liv og løfter vores nationalånd.« Bushs rumprogram blev med Obama-regeringen annulleret i 2010 til fordel for en ny milliardinvestering i NASA med planer om at få astronauter til Mars i den nye præsidents levetid.

Under turen havde de alle inhaleret en ilt-art, som fyldte lungerne med et særligt stof, der gjorde at man kunne bibeholde kropsvægten, så det var muligt at bevæge sig på Mars i nogle få minutter uden rumdragter. Det var meget praktisk for f.eks. astronauter, når de besøgte nye planeter.

»På mange måder minder rejser til Mars og andre planeter, især i amerikansk litteratur, om den amerikanske drøm, ’frontier-drømmen’ – det nye uudforskede land, hvor vi kan være frie og skabe ny lykke,« siger Stig W. Jørgensen.

Hvis verden går under, har vi et sted at flygte til. På den måde er Mars blevet et symbol på kulturens fantasi om menneskelig overlevelse. Og allerede for mere end hundrede år siden var der ’Mars-feber’. I 1889 skrev H.G. Wells Klodernes Kamp om martianernes invasion af Jorden. Edgar Rice Burroughs John Carter-bøger om Mars, netop filmatiseret, udkom i 1912. Til alle (moderne) tider har den været et fantasme, man kunne projektere drømme over i. Også de urealistiske af slagsen.

Vandrehistorien

»En stor del af grunden til, at Mars har fået den rolle, som den har litterært, skyldes nogle spekulationer og misforståelser,« fortæller W. Jørgensen. Den italienske astronom, Giovanni Schiaparelli, observerede streger på Mars, som han på italiensk kaldte ’canali’. Med det mente han ’floder’ – at vand på et tidspunkt havde gravet rande gennem bjergene. Men på engelsk blev ’canali’ i stedet for ’channel’ fejlagtigt oversat til ’canal’ som, traditionelt set, er menneskeskabte.

»Med den misforståelse opstod en mytologi om, at der fandtes kanaler på Mars, som ’nogen’ havde bygget,« fortæller Stig W. Jørgensen. »Det blev en urban legend – sludder, som folk gik rundt og ’vidste’. Så i slutningen af 1800-tallet ’vidste’ folk altså, at der var kanaler på Mars. Og indtil man mange år senere kunne undersøge rummet nærmere, regnede man med, at hvis der fandtes liv et andet sted i universet, så var Mars et godt bud. Det var alt sammen selvforstærkende. Man kan jo også se Mars på himlen – den lille røde prik. Mars gled ind i vores kulturelle bevidsthed.«

Der har den været lige siden. Efter Anden Verdenskrig kunne videnskaben efterhånden nedtone de mest eksotiske forestillinger om planeten, men siden, i 1950’erne, dyrkede man marsboere som billede på angsten for de ’fremmedes’ (asiaternes, kommunisternes) invasion.

I 1960’erne, hvor den nu etablerede science fiction-genre begyndte at reflektere over sig selv, brugte og parafraserede man, gerne ironisk, over de gamle Mars-fantasier. Løbende, når nye sonder blev sendt afsted mod drømmeplaneten, genvaktes interessen. Og i 1990’erne kom så en ny Mars-bølge med blandt andet Kim Stanley Robinsons Mars-trilogien fra midthalvfemserne om den røde planets trinvise vej mod civilisation.

Det er så her, at Life on Mars dumper ned i 1996 – sammen med andre rumfortællinger i 7. klasses-sam-lingen som Ufoen fra det ydre rum, min klassekammerat Klaus’ utopiske planetkoloniseringsnovelle En ny begyndelse og Discovery, der nævner »den første koloniserede planet Mars«.

Raketten

Plottet i Life on Mars er kulsort kulturpessimisme. Mennesket er korrupt. Systemet umenneskeligt. Novellens heltinde, Deborah, sendes til Mars som forsøgsperson, før en sadistisk tidsubestemt dødseksekvering. Imens dør folk på Jorden som fluer. Mars er paradisisk med grønt græs og rent vand.

»En ren verden uden forurening og sygdom«.

Men så, efter den utopiske mellemlanding, lurer et dystopisk totalmareridt. Den magelige forestilling om, at mennesket uanset hvad vil overleve svinder ind:

»Jeg har opfanget en gammel samtale mellem professoren og nogen fra Jorden. De har åbenbart tænkt sig at lade de syge mennesker blive tilbage på Jorden og dø,« sagde Peter.

»Sikke noget svineri,« mumlede Deborah og læste videre.

»Hey, se nu der. De snakker om en virus her på Mars. Flere hundrede er allerede døde. De skriver at det starter med kvalme og svimmelhed. De ved ikke, hvordan det opstår …«

Stig W. Jørgensen beskriver den grundlæggende forestilling om science fiction-genren som en ’raket’. På den ene side er ’raketten’ den visionære forestilling om at kunne flyve ud i universet og sprede sig. En lineær forestilling om menneskets fremdrift – som den amerikanske frontier-drøm. På den anden side repræsenterer ’raketten’ ’bomben’ – den totale katastrofe, der kan udrydde os alle: »Den sidste kan så få det optimistiske twist, at der af katastrofen opstår noget, eller at der går tusinde år, og så opbygges en anden slags civilisation.«

Den er cyklisk. I Life on Mars får det optimistiske twist endnu et twist. Den nye civilisation går under. Cyklussen brydes. Mars-fantasien, opbygget af politiske og videnskabeligt misforståede og kulturelle forestillinger, tilintetgøres. Jeg tvivler dog stærkt på, at jeg dengang havde indsigt til kynisk at afvise min civilisations drøm om de uudforskede territorier og favne intetheden. For Stig W. Jørgensen giver det fin mening. Dels kan dystopien i ligeså høj grad være en positiv opfordring til handling, som den kan være pessimistisk. Dels er det fatale udfald et klassisk greb. En science fiction-konvention ligeså klassisk som Mars selv:

»Folk diskuterer ofte, om der findes flere dystopier end utopier indenfor science fiction-genren, fordi mennesket grundlæggende er pessimistisk. Men det hænger nok også bare sammen med, at det er meget sjovere at læse det dystopiske. Du kan skrive et flot hyrdedigt, men en roman om den perfekte verden, hvor alle går og har det godt? Det er bare ikke en spændende fortælling.«

»Deborah … Deborah, skreg han, da han flåede døren op til køkkenet. På gulvet lå Deborah ubevægelig, ligbleg, død. Peter skreg. Hvad var der ved at ske? Det kunne ikke passe. Det måtte bare ikke være rigtigt. Var dette virkeligt enden på det hele? Tankerne fløj rundt i hovedet på ham, før det svimlede for han øjne og han besvimede …«

Serie

SCIENCE FICTION 7. KLASSE

Da Katrine Hornstrup Yde i 1996 gik i 7. klasse på Midtjylland Kristne Friskole i Herning, skulle hver elev lave en science fiction-novelle. Deres tekster om fremtiden blev samlet i en blå skolemappe med titlen ’Science Fiction 7. klasse‘’
16 år efter har hun opsøgt tre af de gamle klassekammerater for at snakke om, hvad de var bange for dengang, hvad de er bange for i dag, og hvordan de ser på miljø, krig, teknologi og katastrofe, Gud og Helvede, natur og kultur.

Mona frygtede i 1996 en katastrofal krig mellem Hells Angels og Bandidos og skrev novellen ’Krigen!!!’ Hun lever nu som førtidspensionist med sin mand nær barndomshjemmet i landsbyen Gjellerup.

Klaus skrev i 7. klasse om at bygge et kæmperumskib og flygte fra Jordens atomkatastrofer og finde en bedre verden og planet. Han bor nu på Vesterbro i København og arbejder som ingeniør med ekspertise i jord.

Tina skrev dengang om en gruppe børn, der finder en kur mod epidemien ’Paidz’. Hun indpoder nu ansvarsbevidsthed og humanisme i en ny science fiction-skrivende generation som lærer på Aarhus Efterskole.

Susanne skrev den sære novelle ’Turen i Føtex’ om en familie i opløsning. Hjemmet var hendes tryghed. I skolen blev hun holdt udenfor, fordi hun var ’dum’. I dag er hun uddannet tjener, bor i hus og etablerer egen familie.

Seneste artikler

  • ’Derhjemme grinte ingen af mig’

    1. august 2012
    I en 7. klasses science fiction-samling på Midtjyllands Kristne Friskole skrev Susanne den mærkværdige novelle ’Turen i Føtex’ om en indkøbstur og en familie i opløsning. Hjemmet var hendes tryghed. I skolen blev hun holdt udenfor, fordi hun var ’dum’. I dag er hun uddannet tjener, bor i hus og etablerer egen familie
  • Jeg lærte, at jeg kunne alt

    12. juli 2012
    I 7. klasse skrev Tina om flittige børn, der finder en kur mod epidemien ’paidz’. I dag er hun efterskolelærer og fuldblodshumanist og tror på, at fremtidens trusler kan løses ved, at mennesker tager ansvar for hinanden
  • Får og bukke og atomkrig

    11. juli 2012
    I en 7. klasses science fiction-samling på Midtjyllands Kristne Friskole skrev Klaus om Jack og Been, der redder tusind mennesker fra en atomapokalypse og fører dem til en paradisisk planet. I dag sammenligner han utopien med den kristne friskoles dystre dommedagsfortællinger. Og som ingeniør bruger han videnskaben til at forstå verden mere håndgribeligt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu