Læsetid 4 min.

Børnebøger bør afspejle verden med skilte par, papsøstre og bøssefædre

Når man skriver børnebøger om familiemønstre, der ikke rimer på far, mor og børn, er det væsentligste, at den litterære oplevelse kommer før didaktikken, mener forfattere
Billedbogen ’Forunderlige familier’ handler om seks forskellige typer børnefamilier i lejlighederne i samme hus: Frederiks mor er død, Emilie er adoptivbarn, Mathilde er donorbarn, Sigurd og Freja er skilsmissebørn, Mikkel og Mathias er tvillinger og Esters mødre er lesbiske.

Billedbogen ’Forunderlige familier’ handler om seks forskellige typer børnefamilier i lejlighederne i samme hus: Frederiks mor er død, Emilie er adoptivbarn, Mathilde er donorbarn, Sigurd og Freja er skilsmissebørn, Mikkel og Mathias er tvillinger og Esters mødre er lesbiske.

Forlaget Pippi
1. september 2012

Alfons Åberg har ingen mor. Pippis mor er død, og far bor på en ø i Sydhavet og må vel siges at være deltidsfar. Men de alternative familieformer er ikke et tema, der bliver eksplicit behandlet eller italesat i børnebøgerne. Sanne Paustian Billesbølle, der har undersøgt familiefremstillinger i børnelitteraturen, bemærker i gårsdagens udgave af Information, at svenskerne har tradition for at være mere normkritiske. Herhjemme har børnelitteraturen bl.a. beskæftiget sig med homoseksuelle, men oftest med et overlykkeligt familieliv, der blot ender med at bekræfte normen. Og det er uholdbart, mener forfatter Pia Olsen.

»Man skal ikke forherlige familieformen,« siger Pia Olsen, der har skrevet børnebogen Hvor er Karlas far? Bogen, som er støttet af fertilitetsklinikken Stork Klinik, handler om børn af sæddonorer, og den er skrevet ud fra Pia Olsens egne erfaringer med en intention om at afspejle donorbørns virkelighed. Men bogen skal kunne henvende sig til alle børn.

»Det vigtigste er, at bøgerne ikke kun er til børn, der ikke kommer fra en kernefamilie. Karla-bøgerne henvender sig ikke kun til børn af sæddonorer. Skilsmissebøger henvender sig heller ikke kun til børn, hvis forældre er blevet skilt. Det er simpelthen et spørgsmål om at give børnene et nuanceret syn på familiedannelser.«

Samme formål har det nystartede børnebogsforlag Pippi, der med deres egen definition udgiver bøger med kant. Bøger, der afspejler den virkelighed, som børn vokser op i – med mangfoldige samlivsformer og mange forandringer.

Udfordrer kernefamilien

»Alle børn skal jo kunne spejle sig i børnebøger. 90 procent af alle børnebøger handler om kernefamilier med far, mor og børn. Det kan de fleste børn også identificere sig med. Men vi synes også, at børn, der for eksempel har to mødre eller kun har én forælder eller er skilsmissebørn, også skal kunne identificere sig med børnebøgerne,« fortæller forlægger Mikael Strøm Eriksen.

Indtil nu har forlaget udgivet tre børnebøger, heriblandt Niller Pilfinger får en flyvetur, der handler om Niller Pinger, som ikke kan holde fingere fra et fly – og i øvrigt har to mødre.

»Vi vil gerne være med til at udgive nogle børnebøger, som godt kan indeholde en helt almindelig børnehistorie om en dreng, der kommer ud at flyve, men det skal ikke nødvendigvis være bygget op om en kernefamilie. Vi vil gerne brede det ud,« siger Mikael Strøm Eriksen.

Forlaget udfordrer med andre ord kernefamilien. Når man begiver sig ud derud, er det vigtigt ikke at have et opdragende sigte, men at lade læseoplevelsen være det bærende, mener forlæggeren.

»Alle børnebøger skal kunne underholde. Det skal være det bærende element, og så kommer temaet som det næste,« siger Mikael Strøm Eriksen. Forlaget har en forfatter fra børnebogsfatterskolen ansat til at vurdere, om bøgerne er tilstrækkelig underholdende.

Det vigtigste parameter, som forlaget bedømmer manuskripter ud fra, er, om historien fortæller en god historie uden at udpensle tematikken.

»Selvfølgelig er familieformerne anderledes end gennemsnittet, men jeg tror, at hvis man ligefrem udstiller det anderledes, så er det med til at gøre det endnu mere udtalt. Du kan ikke undsige dig dét, der er anderledes, uanset om du forklarer det eller ej.«

Og det er ifølge forlæggeren en god grund til at tage temaerne op – uden en tydelig morale.

»Jeg tror på, at man bedre kan normalisere tingene ved ikke at pege dem ud.«

Uh, se mig, jeg har hentehår

Samme holdning har forfatter Kim Fupz Aakeson. Han mener, at man skal skrive på en følelse – ikke en morale. Selv har han skrevet om afsavn i børnebogsserien om Vitello, der lever alene med sin mor efter at være blevet til på en charterrejse til Italien. I Aakesons arbejdsværelse er der plads til at mærke efter. Her hersker ingen præproducerede pædagogiske projekter.

»Hver gang, man får en bog i hånden, hvor moralen er givet på forhånd, så er jeg ved at kede mig ihjel. Dét at skrive en bog for at vise, at man godt kan være mor og mor, synes jeg, er kedeligt. Der skal være noget tematisk interessant i det – ikke blot at vise, at man godt kan være mor og mor,« siger Kim Fupz Aakeson og fortsætter: »Det er ligesom med hentehår: ’Uh, se mig, jeg er skaldet og ked af det’. På den måde påkalder man sig dét, man prøver at gøre normalt. Man påkalder det sig som noget særligt i stedet for at behandle det som noget normalt.«

Kim Fupz Aakeson, opfatter de nye familiemønstre som et redskab til at skrive bedre historier.

»Det er en mulighed, når man sidder med værktøjskassen og skal skrue en række karakterer sammen,« siger forfatteren og kommer med et eksempel:

»Vi byder børn på en række hårde udfordringer i deres liv: ’Nu skal du høre: Far flytter. Og nu skal du høre: Der flytter en ny mand ind. Han har en datter på din alder. Det er din papsøster’. Det er ting, som børnene ikke selv har valgt, og som bliver dem påført. Ting, vi forventer, at de klarer og overlever. Det er jo superheftigt. Og på den måde er det god dramatik,« siger forfatteren. Han er meget bevidst om at fortælle om verden, som den virkelig er.

»Når man skriver til børn, kan man enten skrive om verden, som man synes, den er. Eller man kan skrive om verden, som man synes, den bør være. Det er to meget forskellige udgangspunkter. Jeg skriver om verden, som jeg synes den er.«

Det samme gør Pia Olsen, der mener, at man som børnebogsforfatter ikke skal sortere i de mange familieformers virkelighed.

»Børnene kan sagtens kapere deres egen virkelighed. Det er de voksne, der sætter spørgsmålstegn.«

 

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Rune Lund

Der er nu langt fra Åbergs uforklaret fraværende mor til 'Hvor er min far?".

Børn er som regel meget bedre læsere end voksne, og er historien god, er de ydre strukturer ligegyldige. Et glimrende eksempel er den 7 årige knægt der udbryder "Nørjh hvor var det godt de kom af med moren" i det dansklæreren når de sidste linier af 'Hans og Grethe' i sin højtlæsning.

Af samme grund tilstræber vi at holde dem fra alskens brutale fortællinger eller fortællingsmodeller. Den slags eksplicit voldelige kommunikation voksenmedier benytter sig af er skræddersyet til dårlige læsere. Budskabet skal igennem med vold og magt. Den slags er ikke for børn.

For nu at vende tilbage til (moderne?) familiekonstellationer og barnets tarv, så er de mangfoldigt mærkelige former der udgør vores familier eller undskyldninger for samme, egentlig ret ligegyldige sammenlignet med de underliggende relationelle strukturer der udgør familiære bånd. Og disse eksisterer eller ej på samme grundlæggende vilkår som kernefamiliens. 'Tæmmede' vilddyr er et godt eksempel på hvorledes selv naturens formelle mønster er underodnet emotionelle relationer.

Der er rigelig med instant intuitiv genkendelsesværdi, og medfølgende forståelse af ekstremt komplekse forhold i god (og dårlig!) børnelitteratur/tv uden at underlige formelle forhold på noget tidspunkt behøves problematiseres eller overhovedet italesættes.

Børn har ikke brug for pædagogiske italesættelser - progressivt problematiserinde eller velmenende afproblematiserende - af formaliteter. De har derimod brug for gode fortællinger der kan udvide deres emotionelle og relationelle forståelse. Om far er bøsse, anonnym donor eller sydhavspirat og stammehøvding er fløjtende ligegyldigt.

Brugerbillede for Hugo Pieterse

"Om far er bøsse, anonnym donor eller sydhavspirat og stammehøvding er fløjtende ligegyldigt."

Hvis det er ligegyldigt så er alting ligegyldigt.

De fleste børn vil formentlig dog have en anden opfattelse. Utrolig mange adoptiv / reagensbørn er enormt interesseret i hvem deres far er.

I USA har man enddog oprettet et DNA register for sorte som ønsker at finde deres far, da de fleste sorte bliver født af enlige mødre. Man kunne tro at det ville være temmelig liggyldigt for børnene at få at vide om deres far var narkopusher eller alfons, om han var medlem af "Crips" eller om han sidder på dødsgangen. Men det er det mærkeligt nok ikke...