Læsetid 6 min.

Bøssemanden indtager hiphoppen

De seneste par måneder har sat en fed streg under en stadig mere grumset tendens: At en af homofobiens største bastioner står for fald. Hiphoppen er i hvert fald ikke længere en platform, hvor bøsser blot bliver hånet af rappende hypermachoer. Nu kommer de selv til orde – på rim og med respekt til følge
Frank Ocean.

Frank Ocean.

Kevin Scanlon
13. august 2012

Det lyder ikke bare langt ude, på papiret ser det også søgt ud – at nævne følgende tre væsensforskellige kunstnere som eksponent for samme tabuudfordrende tendens i international hiphop. Ikke desto mindre er det lige, hvad de er: Soulsangeren Frank Ocean topper både iTunes i Danmark og i USA med sit tungsindige popart-album.

Raptrioen Xtranaan har i skrivende stund kun bedrevet tre sjofle numre, og den humorbelagte lyrik når næppe nogensinde ud over kongerigets grænser, selv om holdet bag består af satirelegenderne fra Gramsespektrum og en enkelt Malk de Koijn-helt. Endelig er der undergrundsnavnet Sissy Nobby, som kom til junis Distortion-festival i København som et feinschmecker-indslag for en indviet skare med hang til blærede rim fra New Orleans flabede bouncescene.

Fælles for de umage størrelser er det, at de med vekslende virkemidler medvirker til at pitche, forvrænge og vaporisere den ofte eksplicitte grundtone af homofobi, som har præget hiphoppen siden dag ét i de sene 1970’ere.

Xtranaan gør det via en storbrovtende og ostesmuglende Gedser-gangster kaldet Bøssemanden, der ikke stikker op for bollemælk, men meget gerne boller sine mandlige rivaler på mest bogstavelige facon.

»Okay, nu ved jeg, hvordan vi løser kabalen / jeg får en gokketur og så lidt finger i halen,« som han eksempelvis brækker det ned.

Sissy Nobby er noget så sjældent som erklæret homoseksuel i et testosteronpumpet og vanlig vis bøsseforskrækket sydstatsklima.

Mest opsigtsvækkende er det dog, at 24-årige Frank Ocean fra tidens hårdkogte hiphopkollektiv i Los Angeles, Odd Future Wolf Gang Kill Them All (OFWGKTA), i juli sprang ud som biseksuel. I et åbent brev til sine fans fortalte en af generationens mest talentfulde sangskrivere således, hvordan han i fem år var tynget under tabet af sin første store kærlighed; en jævnaldrende mand, som i sidste ende ikke kunne – eller måske ikke turde – gengælde Frank Oceans stærke følelser.

’Hvor meget kan vi elske?’

Allerede da sangeren i fjor udgav sit massivt roste første album, det gratis mixtape Nostalgia, Ultra florerede spekulationerne om Frank Oceans seksualitet. Det gjorde de, fordi han åbenlyst støttede homovielser, og fordi han ikke satte køn på den elsker, han gentagne gange begræd at have mistet. Også når han i sin lyrik gang på gang befandt sig midt i orgier med faldbydende damebekendtskaber – i nyklassikeren »Novacane« lyder det for eksempel: »Bed full of women, cocaine for breakfast … Yirks!«. I brevet forklarer Frank Ocean, hvordan de på én gang eskapistiske og søgende sange blev en ventil for hemmeligheden. Sin seksualitet behøver han ikke længere at undertrykke, og han udtrykker da også en enorm lettelse ved endelig at stå ved sig selv:

»I feel like a free man. If I listen closely … I can hear the sky falling too,« formulerer han det afslutningsvis i den poetiske udkrængning.

Det mest opsigtsvækkende ved brevet skulle dog vise sig at være det globale hiphopsamfunds reaktion. Frank Ocean blev hverken lagt for had eller tiet ihjel. Han blev mødt af en for mange forbavsende forståelse.

Umiddelbart endimensionelle bøllerappere som den skudhullede 50 Cent udtrykte ligefrem sin udelte støtte, og newyorker-hiphoppens grand ol’ man, Def Jam-grundlæggeren Russell Simmons, gik så langt som til at vejre morgenluft for den i disse år udskældte og stereotypiserede mainstreammusik:

»I dag er en stor dag for hiphoppen. Det er en dag, som vil definere, hvem vi virkelig er. Hvor passionerede ønsker vi at være? Hvor meget kan vi elske? Hvor inkluderende er vi?« spurgte pladeselskabs-milliardæren fra Queens i en spontan hyldest til den mindre end halvt så gamle sanger.

Folkets svar faldt prompte. Frank Oceans første købealbum, Orange Press, strøg i juli direkte til tops på de amerikanske salgslister, og dér luner det sig stadig, mens resten af planetens virtuelle pladekøbere – også de danske – følger trop og downloader løs.

Historisk kastrering

Frank Oceans skabsudspring var selvfølgelig ikke lige gnidningsløst over alt i USA. Der har lydt fordømmelser – og onde røster om, at sangerens timing både skelede til præsident Obamas ’pro gay marriage’-udmelding og chancen for at lave maksimal larm om sin fortkommende plade. Men det var forventeligt og dråber i havet for Ocean, som risikerede langt mere og værre med sin skelsættende ærlighed.

Det beviser et kig i hiphoppens historiebøger til fulde. Selvom den oprindelige modkultur netop bryster sig af at agere talerør for de undertrykte og ressourcesvage, har rappere paradoksalt nok et langt og trivielt synderegister med verbalt at kastrere andre mænd med ’beskyldninger’ om, at de skulle være til »sport i 2’eren«, tilhøre en stamme af »bagbordsindianere«, være nogle »piksuttende svanser« og høre »Pik & Gay« – for nu at ty til nogle af de danske rimsmedes hyppige analogier. For det er et glokalt fænomen.

Den kulturelt og kønnet betingede homofobi har flere årsager, hvis man gransker fænomenet i et større perspektiv. Hiphoppen var i 1970’ernes gryende opstartsfase inspireret af den jævnligt bøssefjendske jamaicanske reggaekultur, hvor der den dag i dag ikke findes noget værre end en ’battyboy’. Ydermere erstattede hiphoppens indædte konkurrenceelement, som tydeligst kom til udtryk i freestylerap og breakdance-battles, newyorker-bandernes blodige bandesammenstød.

Da musikken voksede sig kæmpe i 1980’erne, trivedes den maskuline aggression blot bedre end nogensinde i amerikansk hiphop. Også blandt de umiddelbart mere sofistikerede og oplyste af rapperne. For eksempel var det ikke med Beastie Boys’ egen gode vilje, at gruppens debutalbum måtte ændre titel fra Don’t Be a Faggot til Licensed to Ill. Selv selvproklamerede »conscious rappere« – altså rappere med en socialt bevidst agenda – som Common og Mos Def tog i de følgende år del i de homofobiske udgydelser. Først da de rappende forretningsmænd Jay-Z og P Diddy i slutningen af 1990’erne fik øjnene op for modeindustrien, grumsede det nultolerante billede så småt. Det er svært at mænge sig med indflydelsesrige designere, hvis man er flammende bøsseforskrækket, og det havde de fremadstormende hiphopmoguler formentlig indset.

Eminem overgiver sig

I 2005 gik den forfængelige mesterproducer og rapper Kanye West, som har en homoseksuel fætter og gennem sin egen ungdom måtte høre mangt og meget for sin fascination af farven pink, skridtet videre:

»Alle i hiphop diskriminerer bøsser. Jeg vil gerne opfordre mine rappere og mine venner: ‘Yo, stop det!’«

Selvom Kanye West siden var manden, der indførte disclaimer-udtrykket »no homo« via en af sine mindre gennemtænkte punchlines, tyder meget på, at det mest går én vej. Andre tvetydige giganter som Lil Wayne og Eminem fulgte trop. Sidstnævnte over flere omgange. I 2001 optrådte han med Elton John under den årlige Grammy-fest og såede dermed tvivl om egne ’faggot’-inficerede tekster, og i 2010 gik han for alvor til yderligheder, da han plæderede for homovielser på sin helt egen facon:

»Jeg synes, alle skal have de samme muligheder for at have det miserabelt,« sagde verdens bedst sælgende rapper til New York Times Magazine.

Om den samlede homorap-scene i hiphoppens vugge kommer til at sælge tilnærmelsesvist lige så godt, som white trash-ikonet til stadighed gør, synes mere end tvivlsomt. Men bøsserappen blomstrer indiskutabelt i New York City og trives bedre end nogensinde. Samtidig ligner Frank Ocean beviset på, at hiphoppen ikke længere er en lukket machoklub. Så længe man er dygtig nok, er der håb for, at man også er god nok. Skulle det ikke række, gør man bare som Bøssemanden fra Xtranaans friskbagte persongalleri – man kræver sin ret og får homofoberne til at sutte lange løg!

 

Find Sissy Nobby og Xtranaan på den gratis streamingtjeneste soundcloud.com

Tjek andre homofobiske hiphopcitater på hiphophomophobia.tumblr.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu