Vi nærmer os med stormskridt datoen for Jordens undergang, som er den 21.12.2012. Og når dén først indtræder, vil alle konspirationsteorier være glemte og for længst gjort til grin! Men vi kan jo ikke andet end vente utålmodigt. Hvis det viser sig, at nogen har regnet forkert, vil skuffelsen være enorm, nøjagtig ligesom det må formodes, at den ville blive det hos den præst, som, da han, adspurgt om et muligt efterliv, svarede: »Det vil undre mig meget, hvis det viser sig, at der intet er« – ifald hans undren skulle blive bekræftet.
Men sådan er der så meget, og vi kiler på med vores elendige små sysler, vi høvler og sliber, spytter, brækker os, elsker, æder, myrder osv., og i reglen er den ene dag som den anden, der er intet nyt under solen, og det har der – sådan set – aldrig været. Alligevel bliver vi ved med det her, for vi kan ikke finde ud af at lade være.
Denne forbandede ø
Nu skrev jeg ganske vist, at der intet nyt er under solen, men det er der – måske – alligevel. Her hvor jeg bor, på dette forbandede sted, på denne forbandede ø, allerhelvedes langt væk fra alt og alle – eller næsten – forvist hertil af et forbandet, lokalt godsejerægtepar og deres forbandede godsejerbørn for en række år tilbage, kylet ud på denne mødding efter det obsolete ’generationsskifte’, hvorfor jeg hader det danske aristokrati og ønsker alle landets herresæder nationaliseret hurtigst muligt, kongehuset nedlagt, dets medlemmer landsforvist, Folketinget opløst og et fåmandsvælde af kompetente personer indført, her sker der opsigtsvækkende og foruroligende ting, som da jeg forleden, under en møjefyldt spadseretur på stranden, mødte en mand, der henvendte sig til mig og meddelte, at blåbærrene åd af hans hånd, at der snart ikke var mere tilbage af hånden og videre i den dur. Jeg forsøgte – forgæves – at spore ham ind på et mere sandsynligt begivenhedsforløb, idet jeg sagde: »Er De helt sikker på, at der ikke er tale om en eller flere fugle, som æder af Deres hånd?« (Jeg foretrak, omstændighederne taget i betragtning, at være Des med manden). Men han fremturede, han fastholdt stædigt, at hans ene hånd allerede var bortædt af blåbær.
Jeg gentog min høflige henstilling til manden om at moderere sin fremstilling, idet jeg på ny henviste til muligheden af, at der (næsten kun) kunne være tale om fugle, eventuelt af arten cyanistes caeruleus (blåmejse), selvom det hører til sjældenhederne, at disse sky, men overordentligt aggressive, vilde fugle æder af et menneskes hånd. Men så viste manden mig sin armstump med blåbærrene der var på vej op og allerede have gnavet sig ind i muskler og hudlag, og jeg var overbevist, tog hastigt til hatten og flygtede ind i skoven. Der stod en forfærdelig stank fra manden. Koldbrand.
Men altså: Pas på den 12. december. Vi må så bare håbe, at alle landes efterretningstjenester er på pletten.
Denne klumme skrives af forfattere, der er fyldt 70. Næste uge skriver Maria Marcus
