Klumme
Læsetid: 3 min.

’Ud med det damepjat – UD!’  

Mine klummer var ikke lige det, Informations seriøse læsere havde brug for. Det hørte nok hjemme i et dameblad. Det var jo højst noget for kvinder!
Mine klummer var ikke lige det, Informations seriøse læsere havde brug for. Det hørte nok hjemme i et dameblad. Det var jo højst noget for kvinder!
Kultur
24. august 2012

 Ja, jeg tillader mig at vende tilbage, kære Information. Nu er det over 50 år siden, I fyrede mig! Det var i det årti, som der er fokus på i den forestående Golden Days Festival: 1950’erne.

I 1954 skrev jeg i bladet for første gang. Jeg var kunstanmelder, spinatfugl – som man kaldte medarbejdere på kulturstoffet. Men jeg skrev også om andre ting. Det var derfor, jeg blev fyret.

Da jeg for nylig blev kontaktet angående denne månedlige klumme, fik jeg at vide, at det var helt op til mig selv, hvad jeg ville skrive om. Sådan var det også dengang. Det blev også trykt. Og så blev det pludselig ikke trykt mere.

Jeg skrev nemlig også om noget andet end kunst: Jeg havde fået mit første barn. Det var en oplevelse, som overgik alt, hvad jeg havde forestillet mig. Graviditeten, fødslen, det lille barn … Det måtte jeg bare fortælle om. Helst til hele verden, men i hvert til dem, der læste min avis. Så jeg skrev nogle små ugentlige causerier. Ikke under mit eget navn selvfølgelig, det ville være alt for intimt. Jeg kaldte mig diskret Puttens mor. Jeg skrev heller ikke ’jeg’, men holdt mig til det mere neutrale ’man’.

De små causerier kom en gang om ugen. Og så en dag kom de ikke. Der gik en uge, der gik to uger – hvad sker der?

Jeg bad om en forklaring. Og fik at vide, at ærlig talt – det var ikke lige det, Informations seriøse læsere havde brug for. Det hørte nok hjemme i et dameblad. Det var jo højst noget for kvinder! Jeg blev godt sur. Og forlangte kompensation – lønforhøjelse for mine luset betalte kunstanmeldelser. Den blev bevilget.Ugen efter fik jeg at vide, at der ikke var brug for mig mere på bladet.

I en seriøs avis

Jeg var nok kommet i klemme mellem to fløje: Chefredaktørerne, Erik Seidenfaden og Børge Outze (nej, han var nok neutral), på den ene side, og den højrøstede redaktionssekretær Ove Martin, et rigtigt mandfolk, på den anden side. Og budskabet var klart: Ud med det damepjat – UD!  

Sådan var det i 1950’erne. Causerierne udkom senere i bogform. I dag skal jeg bare være fyldt 70 for at skrive her; den alder, hvor man plejer at nikke træt og nostalgisk: Ak ja – alting var meget bedre dengang ... Men jeg siger det modsatte: Tænk, var det virkelig så slemt dengang! Skulle der ikke mere til for at provokere? Hvad var det for et tabu, jeg kom til at bryde? Var det fordi der sneg sig et gran selv-uhøjtidelighed ind i forhold til den hellige moderrolle? Eller var det selve det, at det handlede om en kvinde og en baby? Om kvinders følelser? Og så i en seriøs (dvs. maskulin) avis, en avis for æggehoveder?

Den oplevelse har skærpet min sans for det vigtige i at provokere, i stort eller småt - dengang som i dag. At se med nye øjne på det oversete. Og at se med kritiske øjne på det, der alt for nemt bliver til det normale. Alt det, man skal holde sig langt væk fra, ellers risikerer man at blive sat uden for døren.

Det provokerende er det eneste, der er værd at skrive om – alt det, der ikke bliver set og snakket om til hverdag. Resten ved vi jo i forvejen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Hvad der ikke gouteredes i 50'erne, tolereres nu i stor stil.

Læsere besværer sig dog jævnligt over damebladsstilen, som dyrkes i Information nu om dage.

Enig i overskriftens stadig aktuelle budskab ...

Inger Sundsvald

Misogynisme afslører altid sig selv.

Én kipper med flaget for den stadig aktuelle - Maria Marcus ...