Læsetid: 3 min.

I danske børnefilm er far altid en nar

Karikeret: Når far er et fjols i danske børnefilm, hænger det sammen med komediens tradition for at latterliggøre autoriteterne. Men i takt med, at familiemønstrene har ændret sig, er den komiske far blevet en stadigt mere tilbageskuende figur, lyder kritikken
/h4> At dømme efter traileren til den nye ’Far til fire – til søs’, som har premiere 4. oktober, så  skal vi igen se Niels Olsen i rollen som klassisk klovnefar, derbliver latterliggjort som autoritet.

/h4> At dømme efter traileren til den nye ’Far til fire – til søs’, som har premiere 4. oktober, så skal vi igen se Niels Olsen i rollen som klassisk klovnefar, derbliver latterliggjort som autoritet.

Hammer PR

9. august 2012

Niels Olsen får en lagkage i hovedet. Niels Olsen skvatter på skateboard. Niels Olsen falder i poolen med tøj på. Niels Olsen spiller rollen som far i Far til fire-filmene, som har trukket en halv million danskere i biografen. Faren til Søs, Mie, Ole og Lille Per er et rigtigt fjols. Og den rolle deler han med en perlerække af fædre i danske film.

Fra Dick Kaysø i Krummerne og Kjeld i Olsen-Banden til Tommy Kenter i Lad isbjørnene danse og Peter Schrøder i Busters Verden og Gummi-Tarzan – i den aktuelle animerede version Gummi-T spiller Nicolai Kopernikus rollen som Ivans far. Danske børnefilm er fyldt med fjollede fædre. At dømme efter traileren gælder det også den kommende Far til fire – Til Søs, som har premiere den 4. oktober.

»Når faren i danske børnefilm næsten altid er et fjols, skyldes det først og fremmest, at latterliggørelsen af autoriteterne er en klassisk figur i komedietraditionen,« fortæller filmhistoriker Ulrich Breuning.

Farce-far

Som det traditionelle familiemønsters overhoved rummer faren derfor et oplagt komisk potentiale. Dertil kommer, at voksenfiguren i børnefilm ofte fungerer som fjollede modfigurer til børnene, som ved bedst.

»Børnene er en variant over den ædle vilde. Indianeren eller den indfødte, som er mere i pagt med verdensaltet, og som, i modsætning til de voksne, har regnet den ud,« siger Ulrich Breuning.

Han fremhæver Gummi-Tarzan som en af de få film, hvor farens naragtighed faktisk forklares. Nemlig som en konsekvens af, at faren selv blev mobbet som barn.

»Og deri består i virkeligheden forskellen mellem den seriøse børnefilm og folkekomedien,« fortæller han

Han undrer sig over, at man i de nye Far til fire-film ikke har forsøgt sig med en mere nuanceret faderskildring, men i stedet har skruet op for farcen. I modsætning til Ib Schønberg og Karl Stegger, som spillede far i de oprindelige Far til fire-film, fremstår Niels Olsens faderrolle ifølge Ulrich Breuning helt og aldeles uden værdighed. Kritikken er velkendt for instruktør Claus Bjerre, som står bag de nye Far til fire-film. Men han skammer sig ikke over at give farce-elementerne fuld skrue. Simpelthen for det ifølge ham er det, børnene vil have.

»Far til fire er jo nærmest et tegneserieformat. Det fungerer netop på grund af kontrasterne og de sort-hvide karaktertegninger. Og så er det et velkendt univers, som fungerer netop, fordi folk genkender figurerne,« siger Claus Bjerre.

Fortidigt ideal

Et andet kritikpunkt går på, at latterliggørelsen af faderen som en autoritet i familien baserer sig på et fortidigt og bagstræberisk familieideal.

Ifølge lektor og kønsforsker ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, RUC, Steen Baagøe Nielsen har faderollen nemlig undergået en markant forandring siden de første Far til fire-film fra 1950’erne.

»Den moderne far er langt mere nærværende i forholdet til børnene og tager langt mere del i det huslige arbejde end tidligere. Blandt andet derfor er autoriteten i nutidens børnefamilier også mere ligeligt fordelt,« siger han.

Af samme grund undrer han sig over, at populærkulturen i så udpræget grad holder fast i de klassiske familiemønstre. En forklaring kan være indflydelsen fra amerikansk kultur, hvor traditionelle familieværdier fortsat står stærkt, påpeger Steen Baagøe Nielsen.

Han fremhæver dog Shrek og den danske Max Pinlig-serie som eksempler på film med en mere nutidig familieskildring. I Shrek ser man den bløde, nærværende far, mens det omvendt er mor, som i Mette Horns fremstilling er den fjollede, latterliggjorte forældreautoritet i Max Pinlig. Det er dog, understreger han, fortsat undtagelser, som bekræfter hovedtendensen.

Det kan ifølge ham hænge sammen med, at vore dages brudte familiestrukturer er en vanskelig dramaturgisk udfordring. Det sidste vil Claus Bjerre gerne skrive under på.

»Børn gider ikke socialrealistiske fremstillinger af halvdeprimerede skilsmisseforældre. Det har de rigeligt af derhjemme. I biografen vil de underholdes, og til det formål er enkle figurer og fortælleskabeloner bedst egnede,« siger Claus Bjerre.

Han mener også, at Far til fire-filmenes succes kan skyldes, at de klassiske familieværdier er tilbage i varmen efter at være dømt ude i 1970’erne og 1980’erne.

»Drømmen om den klassiske kernefamilie lever stadig. Også som en længsel efter faste former. Dengang det hele var trygt og hyggeligt. Det så Hollywood for 10-15 år siden, hvor de begyndte at lave remakes af de gamle klassikere, og det er den tendens, vi også ser herhjemme,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mascha Madsen

Grunden til en latterligtgørelse, er nok en måde at bryde børns spontane æreFRYGT. For mandlige figurer, hvis man var I naturen ville en fremmed han nok spontant opleves som en trussel, ind til andet er bevist, ved ikke at gøre "mande-figuren" selvsikker,hyberkorekt og med iboende autoritet, til dels måske opstået af en pga. Størrelse naturlig overmagt,på denne måde får man manden(den fremmede) ned I øjenhøjde med børnene, der I disse hygge film på smuk omnipotent måde gøres til heltene I en kort og indbildt del af deres tid.

Mascha Madsen

Arketypen på hvad den fremmede mand kan være I sin værste fremtoning ligger nok dybt begravet I alle mennesker,uanset at den typiske mand I dag ikke er en amokramt Viking der voldshærger,voldtager og slår til døde... !

Kevin Vilhelmsen

Desværre er det ikke sandt at mænd tager meget mere del i det huslige som Steen Baagøe Nielsen citeres for at mene. Kønsrollerne har på det punkt stort set ikke ændret sig. Det er hvad men må kalde " wichfull thinking" .

Inger Sundsvald

Jeg har en fornemmelse af, at far-figuren i moderne børnefilm er en nærværende far, og ikke er en der kommer hjem og forlanger at maden står på bordet kl. 18 (præcis) og derefter ser tv-avis, mens mor vasker op.

I mange kønsfællers opfattelse er han så en ”blød” mand, og dermed en nar og et pjok.

Det er jo det samme når man ser en reklame med en mand der støvsuger, så skal der laves en vittighed ud af ham.

Michael Kongstad Nielsen

Så er det heldigt, at virkelighedens fædre er aldeles værdige og hviler helt i sig selv som gode forbilleder for deres børn.

Ang. internet-reklamerne med Thomas Bo Larsen er de fra 2004 og hedder Familien Frederiksen

"TDC-reklame – ”Familien Frederiksen”
Sendt: foråret 2004
Jeg har skrevet dialog til fire ”afsnit” af TDC's serie med Thomas Bo Larsen, produceret af DDB Danmark."
kilde:
http://www.mortendragsted.dk/referencer.html

Jeg kan nu ikke huske dem...

Jeg tror problemer er menneskelige, og bør skildres i et flerdimensionalt billede, så børn for et nuanceret forhold, til både moder og fader rollen.

Mascha Madsen

Det er dahyggeligt at se de mange børnefilm, jeg er selv mest vild med Max Pinlig, men at moderen ikke er med I så mange film, kan måske skyldes at mor får man rigeligt af hele tiden, hun svigter jo aldrig ... Eller tager jeg fejl hvis far skal på arbejde når barnet er syg, siger mor så også bare det skal jeg dælme også ? Det er vel hyggeligere at twiste noget man ikke kender til bevidstløshed. .... Måske længslen efter at have det sjovt med far er årsagen, altså en mere gennerel årsag, jeg har da hørt undersøgelser der fortæller at fædre er bedre til at lege med børnene end mødrene, men det er jo også svært både at være menig og chef på samme tid ikke ?

@Kevin V

Så se dog for h... at komme i gang ved gryderne i stedet for lukke skinhelligt BS ud.
Det er der flere, der har gjort længe.
Maden er iøvrigt bedre end i vor mors tid.

Bjarke B. Hansen

Moderen i Max Pinlig er da en drømmemor for ethvert barn.

Hun er da hylesjov.
Det er da den bedste Forældrerolle jeg har set i en Dansk Børnefilm.

Hendes rekonstruktion af slaget ved Waterloo, er genialt skørt.

Bjarke B. Hansen

Far har kun forklæde på når han griller ude i haven.

Men der skal også stå "FAR´s" på med store bogstaver, så ingen er i tvivl om at det ER Far der står og laver mad.

Grethe Preisler

Voksne er gennemgående komiske i børns øjne, og egne forældre er ikke bare komiske, men direkte pinlige, når de folder sig ud på slap line i andres påsyn.

Som mit ældste barnebarn sagde - efter at have grinet sig halvt fordærvet over komikerparret Troels & Rebekka Trier for fuldt udtræk og fået ja til spørgsmålet, om parret havde børn:

"Gud, hvor må det altså være pinligt for de børn!"

Martin Haastrup

»Børn gider ikke socialrealistiske fremstillinger af halvdeprimerede skilsmisseforældre. Det har de rigeligt af derhjemme. I biografen vil de underholdes, og til det formål er enkle figurer og fortælleskabeloner bedst egnede,« siger Claus Bjerre.

Jeg tror nu mere, det er Claus Bjerre som hverken gider... - eller kan - og vil.

Jesper Hansen

Problemet er at det bare ikke er spor sjovt, at gøre grin med danske mænds identitetsforvirrede kejtethed og fremmedgjorthed i deres forhold til børn. Det er bare trættende.

Enten er fremstår det urealistisk eller også er det ynkeligt.

Inger Sundsvald

Børnene synes måske det er sjovt, men jeg synes ikke det er sjovt at hjernevaske børn til at se mænd som et fjols. Det er måske der kimen bliver lagt til uhensigtsmæssig opfattelse af kønnene.