Læsetid: 7 min.

’Vi vil finde andre fælles symboler, som kan forene ...’

I Norge er en hidsig debat om national identitet blusset op, efter direktøren for Trondheim Kunst-museum har nægtet at flage med det norske flag. Flaget er ekskluderende for etniske minoriteter, mener han. Men ifølge kritikere i både Norge og Danmark, bliver flaget først ekskluderende, hvis man tillader, at andre tager patent på dets betydning
2. august 2012

Siden de skæbnesvangre skud lød på Utøya for godt et år siden, har nationalfølelsen i Norge fået frit løb. Overalt i gadebilledet, på Facebook og i landets medier har det norske flag kigget frem. Men nu siger den nyligt tiltrådte museumsdirektør for Trondheim Kunstmuseum, Pontus Kyander, stop.

I forbindelse med åbningen af udstillingen Sammen, der handler om menneskeligt fællesskab og netop tager udgangspunkt i eftervirkningerne af tragedien i Oslo og på Utøya, har han skrevet på museets facebookvæg, at så længe han er direktør på museet, vil der aldrig blive hejst et norsk flag.

»Flaget er ikke et nationalsymbol for alle mennesker. Vi vil finde andre fælles symboler og billeder, som kan forene, og som ikke går på en bestemt religion, etnicitet eller nationalitet,« skrev Kyander som begrundelse for den kontroversielle udmelding, og det har startet en heftig nationalismedebat i landet.

»Jeg mener, at han sparker nationalfølelsen over til dem, som misbruger flaget,« siger kunstneren Håkon Bleken til den norske avis Klassekampen. Også den svenske historieprofessor Dick Harrison er uenig i, at nationalflaget skulle virke ekskluderende.

»Tværtimod. Jo mindre man bruger et flag, desto mere kan det bruges ekskluderende. I Norge fungerer de nationale symboler som positive, integrerende, kulturelle kræfter, som alle i landet kan være stolte af, uanset hvor de kommer fra,« siger han.

’Forbistret sludder’

Herhjemme stiller også danske kommentatorer sig uforstående over for Pontus Kyanders argumentation.

»Det er rent ud sagt noget forbistret sludder, at det skulle være ekskluderende. Når der kommer indvandrere til Norge, så er det jo fordi, de vil være en del af det norske samfund, og det gør de ved at bakke op om det norske symbol. Hvis man hejser det norske flag, jamen, så er man da nordmand, uanset etniske, religiøse eller andre faktorer. Ellers ville man jo ikke benytte det symbol,« siger Hans Christian Bjerg, historiker, tidligere overarkivar i Rigsarkivet og forfatter til bogen Dannebrog – historien om et kristent og nationalt symbol.

Også herhjemme er nationalflaget en konstant slagplads for skiftende politiske dagsordener, og debatten om nationalisme og national stolthed vender tilbage med jævne mellemrum. Senest i foråret, da den Radikale udlændingeordfører, Zenia Stampe, foreslog, at det skulle være lovligt at flage med andre flag end Dannebrog på dansk grund.

Forslaget vakte begejstring på venstrefløjen, men Pia Kjærsgaard (DF) kaldte det et »brandudsalg af danske værdier« og Rasmus Jarlov (K) skrev i en kronik i Politiken, at »De Radikale er ligeglade med den danske nationalstats symboler.«

Flaget integrerer

Det er næppe korrekt. Få nationaliteter er så ivrige efter at flage, som vi danskere. Vi hejser dannebrog på fødselsdage, sætter det i lagkagen og hænger det på juletræet. Ifølge en undersøgelse, som Epinion har lavet for Grænseforeningen, og som blev udgivet i Kristeligt Dagblad tidligere på sommeren, mener 92 procent af danskerne at »Dannebrog er et positivt symbol, alle danskere kan samles om.«

Af samme grund mener flere eksperter, at Dannebrog i højere grad er inkluderende end ekskluderende for de etniske minoriteter i landet.

»Zenia Stampe lagde jo netop op til, at flag skulle gøres til symboler for etniske grupper. Men det modsiger den effekt, Dannebrog har i dag, hvor det samler os i et fællesskab, der også omfatter andre grupper end etniske danskere. Undersøgelser viser desuden, at Dannebrog bliver flittigt brugt af indvandrere til at markere deres danskhed,« siger Michael Böss, nationalismeforsker, lektor ved Aarhus Universitet og forfatter til bøgerne Forsvar for nationen og Republikken Danmark:

»I nogle lande bruges flaget til at markere politisk eller etnisk identitet, men i Danmark er det i højere grad blevet et symbol for den nationale identitet, der ligger oven over de kulturelle og etniske forskelle, og den holdning synes også at være slået igennem i de mere sammensatte områder,« siger Michael Böss.

Det er en opfattelse, der også bakkes op af Hans Christian Bjerg.

»Efter min opfattelse er de, der benytter Dannebrog, danskere. Det gælder uanset hudfarve og religion. Når man benytter Dannebrog, viser man, at man både respekterer og tilhører det fællesskab, som det repræsenterer. Derfor er det efter min mening helt hen i vejret, at man skal flage med andre flag, når man er i Danmark, for så markerer man, at man tilhører et andet fællesskab. Man hejser jo heller ikke et bornholmsk flag, fordi man er bornholmer,« siger han.

Patent på danskheden

Michael Böss’ bog Forsvar for Nationen, som han skrev i 2006, handler om, hvordan man kan lægge vægt på det danske fællesskab omkring nationen og definere danske værdier på en måde, så de bliver for alle. Dengang sagde han til denne avis:

»Det kan ikke være rigtigt, at det er gået så vidt, at et politisk parti har monopol på de folkelige symboler og begreber. Der er i Danmark ikke længere plads til det snævre nationsbegreb, som Dansk Folkeparti står for. Vi må rive Dannebrog ud af hænderne på Dansk Folkeparti.«

I forhold til den udvikling, svarer han i dag:

»Det var jo fordi, Dansk Folkeparti var ved at tage patent på Dannebrog, og det mener jeg ikke, der er noget politisk parti, der skal gøre. Det gælder om at generobre det nationale symbol, og det er der mange partier, der er begyndt på. I dag ser man jo, helt fra Villy Søvndal over Socialdemokraterne og ind på den borgerlige fløj, en bekræftelse af betydningen af, at man føler sig som ét folk, og at flaget skal være noget inkluderende.«

Et konkret tegn på den udvikling var, da SF’s næstformand Mattias Tesfaye i forbindelse med årets 1. maj-demonstrationer talte for, at Dannebrog skulle vaje side om side med de røde faner i Fælledparken.

»Vi skal ikke acceptere, at Dansk Folkeparti forsøger at tage patent på Dannebrog. Jeg mener, vi skal erobre det tilbage. Vi skal være stolte af vores land,« sagde han. Ifølge Uffe Østergård, idéhistoriker og forsker i national identitet ved Handelshøjskolen i København, er det logisk, at et symbol som Dannebrog i høj grad appellerer til i hvert fald den ekstreme højrefløj.

»Det er jo en form for konservativt tilbageblik på en tid, hvor der kun boede etniske danskere i Danmark. Men det er sådan set en myte. Danmark var nærmest mere multinationalt før i tiden end i dag. For eksempel var omkring en tredjedel af Københavns indbyggere tysktalende indtil 1848,« siger han, og fortsætter:

»Det ubehagelige ved den slags nationalromantik er jo, at selv om den både kan være folkelig og demokratisk, så er der også nogle aggressive udslag, som kan kamme over og blive til nationalisme.«

De flagliderlige danskere

Grænseforeningens undersøgelse af danskernes forhold til Dannebrog blev offentliggjort den 15. juni – på samme dag, hvor Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i 1219 og førte de danske tropper til sejr i nutidens Estland. Dermed er Dannebrog angiveligt verdens ældste fungerende nationalflag.

Men det er også et af de meget få nationalsymboler, vi har i Danmark. I kraft af, at vi er et gammelt land, der altid har haft en ret homogen befolkning, har vi ikke haft det samme behov for samlende nationalsymboler, unge nationer som for eksempel USA, Canada og Australien, og det er ifølge Michael Böss årsagen til, at vi benytter flaget så meget, som vi gør.

»Alle fællesskaber eksisterer i kraft af, at man har nogle symboler at identificere sig med. I Danmark har vi ikke så mange nationalsymboler, så flaget har nok særlig stor betydning hos os,« siger han.

Når vi i Danmark benytter vores flag så meget, som vi gør, skyldes det ifølge Hans Christian Bjerg, at hvor man i andre lande forbinder flaget med staten, regeringen og nationen, så forbinder danskere det med det nationale fællesskab.

»Vi bruger nok flaget i en lang række sammenhænge, hvor man ikke ville gøre det i andre lande, men i andre lande er flaget også mere statsorienteret. I Danmark er der sket det særlige, at Dannebrog er blevet et folkeligt symbol. Det er for alle. Derfor sætter vi flag på juletræet og i lagkagen. Vi flager i alle mulige sammenhænge, som vi forbinder med glæde. Man begynder at se det lidt i andre lande også, men jeg tror, at vi danskere er særligt flagliderlige,« siger han.

Selvom vi i Danmark har tendens til at bruge flaget oftere, end vores nordiske brødre, ser man det ofte hejst i de andre skandinaviske lande også. Ved tragedien på Utøya blev flaget brugt til at markere, at man støttede op om en samlet nation og tog afstand fra den nationalisme, Anders Breivik var repræsentant for. Derfor rammer Pontus Kyanders kritik ifølge Hans Christian Bjerg også helt ved siden af.

»Det er efter min mening en dødssyg tankegang. Det er det samme med Dannebrog, hvis man hejser det, så hejser man det jo heller ikke for de etniske danskere. Man hejser det for Danmark og den kultur og de folk, der er her.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

carsten maasbull

Ja det måtte jo komme. Af frygt for at støde en bestemt religiøs gruppe bør vi straks fjerne korset i de nordiske flag. Al denne oikofobi virker helt uforståelig.

Her i bananprovinslandsbyen, som af totalt uforståelige grunde bejler efter at blive Kulturhauptstadt i 2017, et mere akulturelt sted skal man lede længe efter, har konerne i sekretariatet udtænkt et ligeledes totalt uforståeligt projekt – ”Røde kors på slagmarkerne ved Dybbøl” – ”Heal the battlefield” …

Symbolerne i form af røde kors anbringes på de fredede slagmarker på Dybbøl Banke. Her kan folk så bagpå korsene skrive ”forsonende eller konfronterende ord”, som samles sammen af dansk og tysk Røde Kors, som står for dette event blandt ialt 300. Man frygter allerede her det værste – kors i røven ...

Men da der, som alle historisk sagkyndige bør fatte, faldt der i 1864 også mange soldater af den islamistiske trosretning, måske også af den mosaiske eller rene ateister og dissidenter. Så derfor placeres der røde halvmåner side om side med korsene, Davidsstjernen ikke nævnt.

Ikke langt derfra vejer det danske splitflag, som det har gjort siden befrielsen 1920 – det må vi hellere skynde os at hale ned inden det får nogen til at føle sig krænket eller ekskluderet …

Sender lige en mail til den ansvarlige dameborgmesterinde ved lejlighed …

Bjørn Pedersen

Før den etniske nationalisme gjorde sin indmarch i DK, repræsenterede Dannebrog både danskere der var nordmænd, danskere der var samere, danskere der var grøndlændere, islændinge, færinger, og danskere der talte tysk i Slesvig og Holsten.

Men for mindre end 200 år siden, begyndte vi at lægge dem for had der ikke talte samme sprog som vi, og krævede at de ikke kunne være danske uden at være etnisk danske. Det gik vi med glæde i krig over. Dansk Folkeparti repræsenterer ikke "danskhed". De repræsenterer blot en strømning i Danmark fra ca. 1820'erne og frem, der ønskede at reducere betydningen af "dansk".

Danmark er en stamme. Så længe man er villig til at gøre sit for at bidrage, er man en del af stammen.

»Jeg mener, at han sparker nationalfølelsen over til dem, som misbruger flaget,« siger kunstneren Håkon Bleken til den norske avis Klassekampen

Ja der spilles et spil her.
Gennemtrawler lige NRK2s 'news-site'.... intet om denne sikkert angivelige prut af et selvprofilerings-indspark i Trondheim.
Det må han da selv om ...

Men Inf. ... drible drible ...

Bjørn Pedersen har bidt på fjolle-krogen.

Bjørn Pedersen

Hvordan det, odd bjertnes?

Selv hvis denne historie var det pure opspind er mit oplæg stadig lige faktuelt. Etnisk nationalisme *er* en moderne opfindelse, som vi ikke besad før midt 1800-tallet.

Hvad er det dog manden siger? At vi alle sammen bebor den samme planet og det derfor er meningsløst, i det moderne samfund at tale om nationalstater og forskellige landes kultur, nu hele verden er omdannet til supermarkeder og slavehuse/gældsfængsler (lejligheder, huse)?

Jeg vil dog sige jeg synes godt man kan bruge ens nationale flag, især til at illustrere hvilke værdier man har. Og således gøre opmærksom på dem der misbruger flaget, som fx DF der står for alt det mest udanske man overhovedet kan forestille sig.

Nationalstaternes epoke er dog forbi, fra nu af er det ikke længere lande, men multinationale virksomheder der er de styrende magtfaktorer i verden. Man taler da også om at det ikke længere er nationalstater, men konkurrencestater.

Fra nu af er alle værdier lig med pris, og meningen med livet er fremstilling af bras, branding af lortet og at få det solgt.

Niels Engelsted

For 99 procent af alle danskere betyder det danske flag i dag børnefødselsdag. Det er en rigtig god udvikling, som man kunne ønske, at andre nationer efterlignede.

Andreas Trägårdh

Symboler eller tanker alene kan ikke forene - det kan kun dets udtryk i gerning.

EN ide adskilt fra dets handling skaber tid, og behov som denne artikel efterlyser; forening.

Mad er den største af dem. Men maden har vi mistet taget over. Vi ejer ikek engang vores landbrug og fiskeri længere. Det er blevet højteknologisk, gmo, msg, og dens slags. Det er ikke længere noget vi almindeligvis forstår os på, hverken tilblivelses processen, kultiveringen, forarbejdningen eller opbavarelsen. I sågar hvad angår indtagelsen er der mere og mere tale om fastfood og færdigretter.

Bjørn, fordi man kalder og italesætter dit eller dat på en bestemt måde i givne tider på givne steder, betyder ikke at det ikke derudover findes.
Faktisk skal ting findes for at den bemeldte proces overhovedet kan foregå.
(Ikke at der ikke findes lodret svindel indenfor 'socialkonstruktivisme', men elementerne man benytter er stadig hentet i virkelighedens verden.
Og individers tilhørsforhold til fællesskaber har eksisteret siden det tocellede dyr blev til.

Bjørn Pedersen

odd, jeg har ikke udtalt mig om at etnisk nationalisme ikke findes. Jeg udtaler mig om etniske nationalisters historieforfalskning. Den er de ikke ene om. F.eks. er mange af Danmarks største generaler tyske, og flere af vores konger er tyske, i den etnisk-sproglige forstand. Og i en årrække var store dele af Nordjylland underlagt Norge, og det ganske uden at nogen gjorde oprør, fordi man ganske enkelt var ligeglad med hvem der styrerede landet så længe de gjorde det retfærdigt.

Så ja, individers tilhørsforhold til fællesskaber har altid eksisteret. Men etnisk nationalisme har IKKE. Før den etniske nationalisme var den almindelige danske riges indbygger's identitet knyttet til det lokale fællesskab (by og nærområde). "Danskhed" blev ikke dyrket før vi begyndte at gå op i modsætningsforholdet mellem dansk og tysk.

Jøder har dyrket etnisk-national jødiskhed siden menneskehedens grænse for rationel erindring, Bjørn.
Faktisk er jødedommen den dag i dag hovedstrøms-civilisationens museums-montre for fænomenets tidløshed.
At Danmark før 1800 havde tysktalende og norsktalende i administrationen skyldes at der var tysktalende og norsktalende provinser i riget.
At der ikke var det efter senest 1864, men derimod en etnisk homogen stat, er ikke nogen forfalskning. Det er skam den pure historiske sandhed.

Jonas Nielsen

Hvor mange ægtepar der har måtte flytte til andre lande på grund VKO i sin tid tror i føler en glæde ved at gense Dannebrog?

Jeg ved at mange har nægte at have det flag i deres lagkager og i stedet har de plantet det Europæiske eller andre flag.

DF tog desværre i en årrække patent på Dannebrog og gjorde det dermed til et flag der stod for intolerance og udelukkelse for mange mennesker.

Går man tyve år tilbage stå Dannebrog for åbenhed og tolerance.

En stat kan nemt ødelægge sit flags renomme og omdømme hvis statens handlinger er grumme nok...

Personligt forsøger jeg at se på Dannebrog som noget med fødselsdag, men det er svært efter at have måtte se hvad Danmark blev til under VKO.

Mon ikke også en del Nordmænd ser højrefløjen tage patent på det norske flag og dermed får de en dårlig smag i munden?

I ved vel at hvor den yderste højrefløj kommer og går eller rører ved noget der opstår der en fæl smag i munden og i luften :o)

Måske en nødvendig tilføjelse til mit øfferi af 10:21 vil være på sin plads: -

Sarkasme og ironi vil kunne forekomme ...

Bjørn Pedersen

odd, jøderne er den historiske undtagelse der bekræfter regelen. Europa var ikke etnisk nationalistisk. Som dansk indbygger i det meste af vores historie var alle undtagen adelen bedøvende ligeglad med hvem der var herrer over det stykke land de boede på, så længe disse herrere blev betragtet som legitime.

Og du læser ikke hvad jeg skriver. De etnisk norske og etnisk tyske borgere i riget, betragtede sig selv ligeså danske som de etniske danske borgere. Det er dét der er pointen, og det er dét der ændrer sig fra midten af 1800-tallet. Tordenskjold kæmpede ikke for Norge, selvom han var norsk, Holberg ej heller, og Rantzauerne kæmpede ikke for tyskere, men for det danske rige.

Hvis som du åbenbart påstår, at der fandtes etnisk nationalisme i DK før midten af 1800-tallet, ville alle de etniske/nationale minoriteter der var i det danske rige før midten af 1800-tallet have gjort oprør for deres egen nationalstat.

Bjørn Pedersen
Du vrøvler noget så fortvivlet, hvorfor tror du Bornholmerne gjorde oprør, da de var blevet lagt under Sverige sammen med Skåne, Halland og Blekinge ? Det var fordi bornholmerne ikke ville være svenske. Tordenskjold kæmpede for Norge og Danmark, for vi havde fælles konge.
Iøvrigt var det ikke de tysktalende ( Holstenerne, Lauenburgerne, og de sydligste sydslegvigere) der blev moppet af Danmark, men disse der ville være med i Det Tyske forbund, det blev de også, både Holsten og Lauenburg da de var tyske, men Slesvig(der gik fra Kongå til Ejderen) blev ikke medlem, da det fortrinsvis var et dansk hertugdømme.
Det var ikke Danmark der gik i krig, men på grund af Slesvigs manglende medlemskab i det tyske forbund udbrød der oprør i Rendsborg anført af prinsen af Nør, han og hans familie ville løsrive Slesvig og Holsten fra Danmark, og selv være hertuger der.
Og Danmark var naturligvis nødt til at gribe ind, selvom de såkaldte SLESVIGHOLSTENERE blev støttet af Preussen.
Efter at der havde været fredskonferencer, blev Preussen, af Rusland England og Frankrig, tvunget til at trække sig ud, og Danmark havde kun de lokale oprørere at bekæmpe, hvilket også lykkedes.
Hvad de forskellige traktater betød, og hvordan det førte til 1864, kan Bjørn selv læse.
"Men for mindre end 200 år siden, begyndte vi at lægge dem for had der ikke talte samme sprog som vi, og krævede at de ikke kunne være danske uden at være etnisk danske. Det gik vi med glæde i krig over."
Mon du ikke har misforstået noget Bjørn ?

Bjørn Pedersen

@Jørn Boye

Så du vælger simpelthen at ignorere at nationalisme ifølge alle moderne historiebøger i en europæisk kontekst, først indtræffer i perioden efter den franske revolution?

Og hvorfor ønskede de tysktalende i Holsten og Sydslesvig at blive del af det tyske forbund? Du skal være velkommen til at tro at bornholmerne modsatte sig svensk overherredømme fordi de ikke kunne lide svenskere, snarere end at der var tale om at den danske trone støttede oprørerne. Gad vide hvad du så mener om de dele af Danmark der var underlagt norske Magnus den Gode. Hvorfor gjorde de ikke oprør?

Og endnu mere interessant hvorfor gjorde nordmændende ikke oprør mod danskerne? Altsammen forklaret ved at de nationale strømninger ikke eksisterede endnu. Der var masser af oprør, der intet med nationalisme havde at gøre. Skipper Clement, f.eks. Og de selv samme bornholmere havde jo intet problem med svenskere, så længe de var på deres side.

Du skal være hjertens velkommen til at citere førstehåndskilder fra historiske individer før midten af 1800-tallet herhjemme, der taler for et "Danmark for etniske danskere".

Bjørn Pedersen

I det hele taget kan det anbefales at man slår "Den danske helstat" op i sin encyklopædi. Så kunne det være man ville forstå hvorfor vi taler om Tordenskjold og Holberg som danske ikoner selvom de begge er nordmænd, og uden at der skulle være et modsætningsforhold imellem de to. Akkurat som det er tilfældet med Rantzauerne.

steen nielsen

Ting man ikke kan se med det blotte øje og ikke kan måle.

Jeg kan bruge mine egne erfaringer, jeg har været gift med en italiensk kvinde. Hun blev provokeret af al den flagen med nationalflaget. Det var endog inden, at det fik symbolsk betydning. Så der var en gang, kunne man sige, hvor flaget vejede i en hver kolonihave uden nogen kunne have problemer med det.
Så kom der desværre en tid med stor skepsis overfor alt hvad der ikke var etnisk dansk, det har så nok gjort, at den begejstring for at manifestere de nationale symboler, har fået nogen til, at stille spørgsmålstegn ved noget så uskyldigt som at flage med Dannebrog.

Der er intet galt med nationalfølelse, men der er noget galt i, at man ikke kan acceptere noget der afviger fra dette etniske oprindelige ophav, og slår hårdt ned på det, der afvige fra det.

Vi har set skræmmende eksempler på det i vores fælles historie og vi er nogle få der ikke ønsker en gentagelse.

Erhard Paul Meier

»Det er efter min mening en dødssyg tankegang. .. det er historiker Bjergs egne ord og det er lugten i bageriet siden 2001. Et kendte ordvalg af DF, V & .. A. "Dødssygt" skal forstås som dødstrussel,som en absolut eksklusion hen i en sfære, der ikke længere må være del af den folkelige, kollektive ønskekrop. Lille land med sin ældgamle, stærke kulturmyter er af samme karakter. De tjener et vel beregnet, snu propagandistisk formål - og et absolut flertal, trods mindretalsregeringer, er nemmere at fuppe end nogensinde: borgere i angst, eller hybris mener profitere af selv det mindste håb om "at det nok skal gå", og de fleste har jo lidt godt Netto lifestyle på konto hvert måned. Man afviser ikke det hånd der foder en, det har jo skabt DK siden Stauning, og før. Alt dette var stærk bærende i en anden kulturel og visionær verdenssucces, skønt den blot varede 12 år. Og når du spørger hvor en dreng fra Flensburg har set en lignende brug af et nationalt flag som folkelig identifikationssymbol før - jamen: kun i historieundervisning. Men nu, da du læser, med din lejlighed i Berlin, din datter er jo kunstner der og du er stolte, og du går snart på den fede pension, så skal det moralske sejr over det Tyske, det du er selvsikkert opvokset med, nok vise sig som globalt bæredygtigt, ikke? DK er næppe et lille land, men en civilisatorisk teknokratisk hypofyse, der profitabelt som altid før hjælper formaterer og legitimerer de vestlige magters Lebensraum. Honi soit qui mal y pense.

Bjørn Pedersen
"Så du vælger simpelthen at ignorere at nationalisme ifølge alle moderne historiebøger i en europæisk kontekst, først indtræffer i perioden efter den franske revolution?"
Der er mange moderne historiebøger, der skriver noget politisk farvet vås.
Hvis du læser om Bornholm, så vil du opdage, at København var belejret, og der ingen kontakt var mellem Bornholm og kongen.
" . . og vi derved er blevet guvernøren og hans krigsfolk overmægtige, hvilket
vi alt sammen igen allerunderdanigst til Eders kgl. Majestæt troligen vil
overlevere, med allerunderdanigst forhåbning, at vi derfor ligesom tilforn må
blive og være under Eders kgl. majestæts protektion og nyde vore gode, danske
love og privilegier, hvorpå vi ingenlunde tvivler dermed ydermere skal erkendes
med liv, gods og formue, så længe vi lever."
Dette er slutningen på det overdragelsesbrev, som Bornholmerne sendte til kongen, efter kuppet i Rønne.(uden det havde Bornholm idag været svensk)
De dele af Danmark der var underlagt Magnus den gode,- vrøvl - det var hele Danmark , ikke dele af Danmark, for Magnus den Gode var dansk konge, omend norsk af fødsel, han slog venderne på Lyrskov hede i Jylland, og uden den sejr var Jyllands befolkningsgrundlag blevet ændret for altid.
Så han var en god og sejrrig konge, hvorfor skulle folk dog gøre oprør ?
Da Danmark og Norge var i personalunion, var de danske konger også norske konger, så der var ingen grund til oprør, og netop efter den sorte pest, var den norske befolkning så decimeret, at de ikke havde styrke til oprør, hvis de havde villet.
Hvis duvil læse moderne historie der er vrøvl, skal du bare læse svenske historikere der udbreder sig om hvor let nationalitetsskiftet skete i Skåne;Halland og Blekinge, de glemmer alle de stakler der fik en pæl gennem endetarmen og således spidet sat ved alfar vej for at dø en pinefuld død, og deres familier, tror du de glemte at det var svenskere der gjorde det ?
Indtil 1840 var der dødsstraf for at have dansk litteratur i Skåne, det var jo ganske unødvendigt, hvis der ikke eksisterede nationalfølelse.

Bjørn Pedersen

Læs hvad helstaten var, Jørn Boye. Der er intet "politisk" i at sige at nationalisme opstod efter den franske revolution. Det er alment accepteret historisk fakta. Læs enhver dansk historiebog der beskæftiger sig med helstaten.

Jeg argumenterer mod den febervildelse det er at tro at de danske rigsborgere's loyalitet ALTID har været mod etniske tilhørsforhold. Holberg, Tordenskjold og Rantzau og millioner af almindelige indbyggere i det danske rige om de var tysk-talende eller nordmænd var loyale overfor den danske trone, ikke overfor et etnisk fællesskab.

Og hvilken litteratur var der tale om i Skåne? Skåningers loyalitet var længe stadigvæk rettet mod den danske trone. Det var ikke en etnisk loyalitet.

Bjørn Pedersen

Jørn Boye, du kan iøvrigt slå "helstat" og "nationalisme" op i Gads Historieleksikon skulle du tvivle på mig. Eller side 215 i "Danmarks Historie i grundtræk" (Århus Universitetsforlag 2002, eller side 173 i Bregnsbo og Villads Jensens' "Det Danske Imperium -storhed og fald" (Aschehough 2004)

Der står samtlige steder at nationalismen langsomt gjorde sit indtog i tiden efter den franske revolution. Eller du kan bare google "helstat" og "nationalisme", hvis du er sådan en moderne fætter. ;-)

Bjørn Pedersen
Lad os da tage helstaten, der var ingen i hertugdømmerne der betagtede sig selv som danskere, de var slesvigere , holstenere eller lauenborgere.
De der boede i kongeriget, betragtede sig selv som danskere.
Deres suveran blev kaldt Hertug i hertugdømmerne og konge i Danmark, også selv om det var den samme person.
Når du skriver om Skåne, at de var loyale mod den danske konge, er det både sandt og løgn.
Tror du en Fynbo var loyal mod Danmark, eller mod den danske konge ?
I en vis forstand repræsenterede kongen staten, men du skal huske, at før enevælden, var kongen valgt, det betyder at f.eks. Magnus den Gode, var blevet hyldet på alle de danske landsting, før han kunne kalde sig konge.
Den myte om manglende nationalfølelse som du skriver om, er skabt i marxistiske miljøer, i begyndelsen af 1900 tallet, da skulle alle være internationale, men en løgn bliver ikke til sandhed ved at blive gentaget mange gange, og idag er det igen politisk korrekt, i visse miljøer, at fremture med sådanne påstande.

Bjørn Pedersen

Læs de bøger og opslag jeg anbefalede, Boye. Jeg tror ikke noget som helst. Jeg skrev min bachelorgrad sammen med en kammerat om det første norske universitets betydning for dannelsen af en norsk nationalitetsfølelse. Det var ikke en etnisk nationalistisk bevægelse. For disse nordmænd, var det at være norsk ikke en identitets modsætning til at være dansk. Det kom først senere, efter Norge var afstået til Sverige. Fædrelandskærlighed til Norge blev ikke set som et modsætningsforhold til Danmark som var "fædreland" i kraft af borgerskab og politisk loyalitet.

At det skulle have noget med marxistisk historieskrivning at gøre er vrøvl. Jeg er ikke engang socialist. Der er ganske enkelt ikke historiske kilder der kan bekræfte at en etnisk nationalforståelse eksisterede før den franske revolution i Danmark.

Så tag og læs de bøger jeg henviste, eller enhver historiebog skrevet i det 20. og 21. århundrede. Jeg kan garantere dig at de ikke alle er marxister, og at de alle vil sige at etnisk nationalisme ikke altid har eksisteret i Danmark.

Indtil du har læst op på dit hjemmearbejde, har vi vist ikke mere at snakke om, Boye.

Bjørn Pedersen
Istedet for at forholde dig til de eksempler jeg fremfører, skriver du som en studioso fra før renæssancen, hvis man dengang bad en lærd om at føre bevis for, at den by hvori han boede eksisterede, ville han begynde at citere ældre annerkendte skribenter. På samme måde henviser du til de bøger, der støtter dit synspunkt.
Kære ven, jeg falder ikke i svime af ærbødighed, fordi du har en bachelorgrad i historie.
Historie er til en vis grad en opinion,- jeg har selv skrevet artikler til tidsskriftet SPHINX og ved at historien rettes ind, efter øjnene der ser. Jeg er tekniker af uddannelse, og der kan man ikke debattere naturlovene. Du skal bare huske, at sådan er det ikke i en historiedebat., du behøver ikke at bøje dig for flertallet, hvis du ellers har nogle valide argumenter, derfor behøver jeg ikke at læse, og gøre mit hjemmearbejde, da mine argumenter har samme valør som dine.

Iøvrigt for at komme tilbage til tråden, burde en potentiel landsforræder som kunstdirektøren, ikke have lov til at bestride en overordnet stilling.
Han er jo direkte racist, selv om han ikke ved det selv.

Nåja Jørn Boye har været der :)
Ville også bare skrive til dit seneste svar : det gjorde de også... og vendelboere med. Du undervurderer denne verdens nærmiljøers og fællesskabsfølelser - måske fordi de fleste er ret små og skramlede - fordi deres socialitet ikke er DJØF-konstruktioner, men spontane.
Og så stirrer du dig blind på at kulturlivet beskæftigede sig temmelig meget i midten af 1800-tallet med netop den moderne dansk-homogenitet, naturligvis med en masse blår og kulturberuigelse og apologetisme - det hører dig til du ved når man skal være smart på cafeen.