Læsetid: 6 min.

Fnidder-fnadderens æstetik

Formsprog. Vi læser typisk det famlende ved Kirsten Hammanns kvindeskikkelser som feminin famlethed og trummerummet hos Helle Helle som et særligt kvindeligt trummerum. Men Hammann og Helles litteratur er snarere radikale eksperimenter i et formsprog – som vi har for vane at forbinde med kvinder
Eksperimenter. Hvorfor er det interessant, at litteratur som Helle Helles gør en dyd ud af at ligne fnidderfnadrede objekter, og på den måde gør sig sårbare over for at blive vurderet som en lille litteratur? Det er det, fordi disse romaner kan læses ikke bare som litterære eksperimenter, men også som en slags socialantropologiske eksperimenter, der tester sammenhængen mellem stil, køn, anerkendelse og magt i dagens Danmark.

Eksperimenter. Hvorfor er det interessant, at litteratur som Helle Helles gør en dyd ud af at ligne fnidderfnadrede objekter, og på den måde gør sig sårbare over for at blive vurderet som en lille litteratur? Det er det, fordi disse romaner kan læses ikke bare som litterære eksperimenter, men også som en slags socialantropologiske eksperimenter, der tester sammenhængen mellem stil, køn, anerkendelse og magt i dagens Danmark.

Sofie Amalie Klougart

10. august 2012

Man siger gerne om 90’er-generationen af kvindelige forfattere, at de ikke skriver kvindelitteratur som i 1970’erne, nej, de skriver om almenmenneskelige emner. Men prædikatet ’almenmenneskeligt’ forekommer mig utilstrækkeligt som en beskrivelse af måden, hvorpå køn strukturerer, eller angiveligt ikke strukturerer, samtidslitteraturen. Her kan Helle Helle og Kirsten Hammann tjene som oplagte eksempler. For uanset hyppige afsværgelser læser vi typisk det famlende ved Hammanns kvindeskikkelser som en særlig feminin famlethed, ligesom vi oplever trummerummet hos Helle Helle som et særligt kvindeligt trummerum. Vi læser det famlende og trummerummet som funktioner af karakterernes kvindekøn.

For at undgå misforståelser: Den feminine formatering af rådvildheden og svagheden kommer hverken af, at forfatterne selv er kvinder, eller at deres hovedpersoner oftest er det. Læser vi det rådvilde, det stillestående og det ængstelige i Hammann og Helles fortællinger som specifikt kvindelige markører, er det snarere, fordi deres litteratur er radikale eksperimenter i et formsprog, som vi har for vane at forbinde med kvinder. Lad os kalde dette formsprog for svaghedens, nej, hellere fnidderfnadderens æstetik.

Fnidder betyder ifølge Den Danske Ordbog »små personlige uoverensstemmelser og interne magtkampe, f.eks. inden for politik«, mens fnadder betegner »snak, diskussion og uenighed om småting«. Fnidderfnadderens æstetik har at gøre med det ubetydelige, det snakkende og det, der opleves som politisk irrelevant. Det er en æstetik, der er forbundet med hårdnakkede fordomme om kvinder – man kan næsten høre, hvordan tilsynekomsten af fnidderfnadderen som begreb falder sammen med kvinders indtog i dansk politik. Jeg læser Hammann og Helles skrift som en undersøgelse af fnidderfnadderens logik, herunder af hvad fnidderfnadder har med køn og kunst at gøre: Hvornår er noget for småt til at være relevant? Hvilke kendetegn har den Store Litteratur, henholdsvis triviallitteraturen? Hvor går den grænse, der skiller lavkultur fra højkultur, og hvem trækker den? Og hvad har det med køn og kønnede fortælleformer at gøre? Den slags spørgsmål undersøger de.

Generaliseret diminutiv

Det er et centralt aspekt af fnidderfnadderen, at den både er for lidt og for meget. Fnidderfnadderens genstande er ifølge ordbogen »småting«, men samtidig er fnidderfnadder også noget overflødigt, noget der er for meget i forhold til det relevante og det fornuftige.

I Helle Helles romaner slås personerne med at være for lidt. Dette diminutive aspekt ved karaktererne hænger sammen med deres planløse og uambitiøse forhold til tilværelsen. Men dét bare at være for meget er et lige så genkommende tema. Hør hvor højlydt og ufornuftigt moster Dorte begejstres over en busudflugt i romanen Dette burde skrives i nutid: »– Nej, se! Der er juice, sagde hun og ikke ret længe efter: – Se rundkørslen! Se den lille pige! Og et øjeblik efter ved byskiltet: – Se alle de fugle der, det var dog fantastisk! – Ja, det er den fugl, de kalder mågen, sagde kvinden i sædet bagved, flere grinede.« Dortes begejstring er så for meget, at hun bliver til grin.

Men er det ikke også Helle Helles skrift, der leger med at være både for lidt og for meget? Nok er stilen minimalistisk og alt det andet, som siges om Helle Helle, men hvad med alle detaljerne, der ofte virker så for meget? Hør denne hårspændemeditation: »Jeg glemte min pose med hårspænderne et sted undervejs, men det gjorde ikke så meget. Jeg kunne købe nogle nye næste gang. De var ikke ret dyre.« Småting og så alligevel bare for meget information.

Eller nærmere bestemt: Det er netop det detaljerede fokus på småting, der bliver til en form for sproglig overflod. Det er selve doseringen af detaljer, der er for meget, så der kommer noget sludrende over det ellers så nøgterne sprog. Dette ’sludrevorne’ anstrøg kommer sig også af, at Helle Helle integrerer talesprogsagtige fyldord selv i indre monologer, som i: »Endelig lykkedes det med den kaffe, han kom med den på en lille bakke.« Her er det ikke kun bakken, der er lille, men også det første »den«, der giver sætningen præg af noget lilleputtet, der samtidig er for meget og stikker ud i det afmålte. På den måde fornemmer man en slags generaliseret diminutiv i Helle Helles sprog, et centralt træk i det jeg kalder fnidderfnadderens æstetik.

Ligesom sladder virker fnidderfnadder stillestående, måske endda reaktionær, i sin retningsløse selvbetragtning og selvkommentering. Sådan er det også blevet sagt om de kvindelige hovedpersoner i Kirsten Hammanns senere romaner, at de er naivt selvoptagede, savner retning i tilværelsen og fremstår »damebladsagtige«.

Men det er ikke bare Hammanns personer, der er som taget ud af et dameblad, det er hendes fortællestil også: en ironiserende tredjepersons fortælling, hvor betragtning altid også er selvbetragtning; en stil der er i familie med damebladenes klummestil, hvor stort og småt gerne underkastes den samme selvkommenterende ironi. Flere steder koketterer Hammanns fortællere ligefrem med deres tonemæssige slægtskab med damebladene, som i afsnittet »Find din stil« i romanen Fra smørhullet, hvis hovedperson hedder Mette: »Det kunne være sjovt, hvis der blev skrevet en rigtig god bog om Mette. Man skulle kunne henvende sig et sted og bede om det. Ligesom man kan skrive til Alt for Damerne og komme med i ’Find din stil’ og blive lavet om.«

Og sådan har Hammann hentet elementer af sin stil i damebladenes snakkende og selvforklejnende tone, som hos Hammann dog får et ekstra vrid. For i romanerne Fra smørhullet, En dråbe i havet og Se på mig har den ironiske klummestil mistet det selvtilgivende, som i damebladene gør denne stil så forbrugsvenlig. Hos Hammann gnaves i stedet så lystigt i livsstilsproblemerne, at de åbenbarer deres eksistentielle understrøm.

Et feministisk projekt

Men hvorfor er det interessant, at denne litteratur tager det rådvilde, det diminutive og det selvforklejnende på sig som form? At de gør en dyd ud af at ligne fnidderfnadrede objekter, og på den måde gør sig sårbare over for at blive vurderet som en lille litteratur? Det er det, fordi disse romaner kan læses ikke bare som litterære eksperimenter, men også som en slags socialantropologiske eksperimenter, der tester sammenhængen mellem stil, køn, anerkendelse og magt i dagens Danmark.

I Hammanns roman En dråbe i havet fælder forfatteren Mette en hård og (selv) satiriserende dom over et læserbrev, der er underskrevet af en række »store mænd«, intellektuelle og forfattere: »I er højt respekterede, men I mangler realitetssans, I handler og taler ud fra jeres følelser. I er ligesom kvinder (bare ordet!), kvinder for fred, forfattere for en bedre tone, præster for anstændighed, det er samme pærevælling.« Samme fnidderfnadder, altså.

Når vi dømmer noget som fnidderfnadder, siger vi, at det er afmægtigt og irrelevant. Fnidderfnadderens æstetik gør det klart, at vores relationer til kunstværker er lige så tricky som sociale relationer; at diskussioner om kunst og litteratur nødvendigvis involverer magtrelationer. På trods af priser og anerkendelse fornemmer man, hvordan fnidderfnadderens litterære æstetik frister smagsdommerens ringeagt, ja inviterer til feminisering: Velskrevet, meeen er det ikke for småt til at være Stor litteratur? Og har det ikke en smule at gøre med, at forfatteren er kvinde? Uanset om dommen fældes over et kunstværk eller et udsagn i den offentlige debat, indebærer smagsdommen ’fnidderfnadder’ en ulige magtrelation.

I hjertet af fnidderfnadderens æstetik rumler hvileløse spørgsmål om litteraturens relevans, og om hvordan smagsdomme struktureres af køn og andre asymmetriske magtrelationer. For mig at se er disse spørgsmål part i et feministisk projekt, der er sit navn værdigt, og som ikke behøver betegnelsen ’almenmenneskeligt’ for at være seriøst og relevant. »Når end ikke nobelpristagere kan rykke verden og gøre ord til handling, hvordan kan lille middelmådige Mette så drømme om at råbe verden op med en bog? Ha, ha, ha.«

 

Devika Sharma, post.doc., Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Denne artikkel er i sig selv et prima eksempel på fnidderfnadder.

Og så kan jeg ikke fatte artiklens udbredte brug af det personlige stedord "vi", altså vi er alle ens og i samme båd når det gælder de moralske domme og litterære vurderinger, skribenten lancerer. Sådan er "vi" jo, vi kvinder, det er vi jo enige om. Fnidderfnadderagtige fra morgen til aften. Damebladsagtige, uden mål og med, bortset fra at være rigtige kvinder.

Vibeke Nielsen

Det er en rigtig god artikel. Men jeg synes ikke rigtigt den har fat om, hvorfor fnidderfnadder kategoriseres som forkert. Og hvorfor fnidderfnadder faktisk kan være forkert. For er Kirsten Hammann sympatisk indstillet overfor sine Metter? Er der identitet og sympati mellem forfatteren og de portrætterede, blot fordi begge parter er kvinder?

Som jeg læser Kirsten Hammann er hun fatisk en meget moralsk forfatter, som ikke står på samme side som det "Save a child with just one click"-segment, hun skildrer. Helle Helles standpunkt er jeg lidt mere i tvivl om.