Læsetid: 6 min.

De forbistrede trin

Kropskultur. Hvor der tidligere var kunstneriske regler og normer for korrekte dansetrin, hersker der i dag socialt anarki på dansegulvet. Vi vil gerne danse, men vi mangler både tradition, kultur og faste regler. Derfor vil eksperter sætte dansen på skoleskemaet
16. august 2012

Det er fredag midnat, og dansegulvet på natklubben Jolene i Kødbyen i København er befolket af hippe københavnere. Folk vipper lidt med hovedet som en babyudgave af headbanging. Fødderne bevæger sig i nøje afstemte firkanter. Enkelte forsøger sig forsigtigt med knæk i hoften, også kendt som ’hofteskaden’. Nogle fingerer trommespil, og nogle ’plukker æbler’. Alt sammen med sarkastisk distance.

»Jeg lader bare fødderne stå stille, og så bevæger jeg overkroppen,« forklarer Nikolaj Bomann Mertz og illustrerer med overkroppen, hvordan han bevæger den frem og tilbage og tilføjer:

»Jeg danser for at score.«

Sådan ser den ud, den danske dansekultur. Det er med hiv og sving, at vi bevæger os ud på et dansegulv. Og når vi gør, føler vi os lidt akavede. Blokeringerne er svære at overkomme, og der skal oftest være alkohol indblandet, før vi slår os løs.

Tallene viser, at opbakningen til landets danseskoler er faldende, dans er ikke på skoleskemaet, og end ikke et populært tv-program har ændret på, at dansekulturen er i forfald.

Usikre fødder

I 1960’erne trivedes danseskolerne som en art dannelsesanstalter. Her lærte små drenge og piger at opføre sig ordentligt og begå sig i det offentlige rum. Men det gjorde diskodansen en ende på. Det handlede ikke længere om at arte sig, men om at udarte sig. Om at slå sig løs og gøre oprør. Og frigørelsen fra de snærende valsetrin har gjort det svært for os at danse frit, mener Helle Winther, lektor ved Institut for Idræt på Københavns Universitet.

»Dét, at alle vidste, hvordan man dansede en bestemt dans som for eksempel vals, skabte et fællesskab og et trygt kropsligt sprog. Man vidste, at nu er det valsemusik, så kan alle gå ud og danse vals på tværs af generationer. Det kan man ikke mere, og det findes ikke på samme måde til familiefester,« fortæller Helle Winther, der har skrevet en ph.d. i bevægelsespsykologi.

»Når man kan danse, som man vil, opstår der både en usikkerhed og blufærdighed, fordi det kan være meget grænseoverskridende at gå ud på dansegulvet, hvis man bare kan danse, som man har lyst til.«

Det måske vanskeligste ligger i at overkomme hæmningerne. Aktiviteter, der kræver, at man gør op med sine hæmninger, er ubehagelige. Så hellere holde distancen. Derfor er dans blevet en perifær kultur.

»Vi har ikke en levende tradition for at danse sammen. I Danmark er dans kendetegnet ved, at det er noget, der foregår til bestemte tider på bestemte steder. Det er sjældent noget, der opstår spontant,« siger Susanne Ravn, der er lektor ved Institut for Bevægelse, Idræt og Samfund på Syddansk Universitet.

»Danskere er vildt dårlige til at danse,« siger Tania Næser på Jolenes dansegulv og tilføjer:

»Der er ikke ret mange, der danser. Jeg tror, at det skyldes, at folk er generte.«

Ikke kun den manglende kulturtradition gør os famlende på dansegulvet. Ser man på tilstrømningen til landets danseskoler, byder endnu en forklaring sig til. Der findes ingen samlet opgørelse over, hvor mange der går til dans i Danmark, men Henning Christensen, som er formand for De Danske Danseskoler og har fulgt danseverdenen tæt i mere end 30 år, fortæller om en branche i tilbagegang.

Knap så vilde med dans

»Medlemstallene er absolut dalet meget i løbet af de seneste 30 år,« fortæller Henning Christensen.

Danseskolerne oplevede en kortvarig fremgang i 2005. Siden fredag aften på TV 2 blev tæt besat med kendte, der var ’vilde med dans’, meldte danseskoler landet over om en stor tilstrømning af folk, der ville prøve kræfter med jive og argentinsk tango. Programmet kørte første gang i foråret 2005, og efterfølgende oplevede landets danseskoler en stigning i medlemstal på mellem 20 og 40 procent alt afhængigt af landsdel.

»Alle danskere ville danse i 2005 og 2006, og der var et boom på danseskolerne. Folk ville selv ind og prøve det, de havde set i fjernsynet,« fortæller Henning Christensen.

Men opturen holdt kun i et par år, og så var medlemstallene igen for nedadgående. Det skyldes blandt andet, at der i dag eksisterer langt flere fritidstilbud.

»I 60’erne var det ikke særlig moderne, at pigerne gik til håndbold eller spillede fodbold. Der er kommet andre grene af idrætten til. Og så har gymnastikforeningerne også overtaget noget af dansen,« fortæller Henning Christensen.

Vil du danse?

Tania Næser fra Jolenes dansegulv efterlyser mænd, der kan føre, og som tør byde én op.

»Pardansen er død. Der er ingen, der kender det længere. Det er rigtig ærgerligt. Når mine forældre i Jylland holder fest, bliver jeg budt op af mændene, og de kan føre!«

Det ærgrer Tania Næser, at så få danser, og hun ville gerne selv have lært det i folkeskolen.

»Det kunne være så fedt at have dans i skolen. Jeg synes, at det skulle være tvunget ligesom idræt, og jeg ville ønske, at jeg havde haft dans frem for al den rundbold. Hvad skulle jeg bruge det til?« spørger Tania Næser.

Selv om dans tilsyneladende er vigtig, så sidder den som bænkevarmer i Danmark. I folkeskolen er idræt, musik og drama på skemaet, men ikke dans. I hvert fald ikke ud over nogle enkelte forsøgsordninger. Projektet ’Dans i Uddannelse’, der ville indføre dans på skoleskemaet, har måttet bukke under, og nu ledes forskellige danseprojekter af få dansekonsulenter, men projekterne er ikke kontinuerlige. I gymnasiet er dans indført som et mellemniveaufag på nogle gymnasier. Ser man på vores nabolande, er billedet et helt andet. I Sverige har man arbejdet med dans i folkeskolen siden 1986, og i mere end 100 kommuner er dans på skoleskemaet. Ifølge lektor Susanne Ravn er fraværet af dans i folkeskolen et problem, fordi det ville kunne lære eleven at beherske sin krop, sit rum og sit forhold til andre.

»Dans burde være et synligt fagområde. Det burde fungere selvstændigt og tilgodeses som sådan,« fastslår Susanne Ravn.

Man skal blandt andet se på den danske tradition for gymnastik for at forstå, hvorfor dans ikke i højere grad er en del af uddannelsessystemet.

»Man har ment, at dans allerede hørte under idræt. Vi har haft en speciel dansk tradition for rytmisk gymnastik, hvor dans hører under, selv om det nogle gange bliver overset,« forklarer Susanne Ravn, der mener, at fraværet af dans i folkeskolen har betydet, at eleverne ikke får den nødvendige viden om krop og bevægelse, og hvad kroppen kan formå.

»Når eleverne ikke kender deres kroppe, føler de sig nøgne, når de skal danse. Specielt hvis de skal danse alene. I modsætning til, hvis de skal vise en serv i badminton, hvor det bare er en færdighed, de skal vise,« hævder Susanne Ravn.

Aldrig alene

»Jeg elsker at danse, men jeg vil ikke gøre det her. Det er meget hipt sted, og jeg føler, at folk ville bedømme min måde at danse på. Så vil jeg hellere sidde herude og snakke,« fortæller Malene Campell på en bænk ude foran Jolene. Heller ikke veninden Marianne Bjørn har lyst til at danse i aften, men når hun gør det, er det altid sammen med andre.

»Man tjekker altid ud, hvordan de andre danser, og så indordner man sig. Man står i en rundkreds eller blander sig lidt rundt. Der er altid nogen, man kender, når man går ud og danser. Man går aldrig ud alene,« fastslår Marianne Bjørn. Og noget kunne tyde på, at fællesskabet har en stor del af skylden for vores manglende danselyst. Forskere på Stanford Universitet i Californien har bevist, at vores følelse af at høre til i flokken bliver stærkere, når vi danser sammen. Lektor Susanne Ravn forklarer, at når der i dag opstår den særlige klumpdans, hvor folk danser i én stor klump – alene, men alligevel sammen alle sammen – skyldes det en søgen efter fællesskab.

»Der ligger også noget jantelov i dansen – at man ikke skal stille sig for meget frem på dansegulvet og vise sig. Og når man danser sammen i én stor klump, stiller man sig jo netop ikke frem for de andre, men deltager i et fællesskab.«

Tilbage på Jolene er hæmningerne overvundet, og ’hofteskaden’ blevet dobbeltsidet. Dansegulvet har udviklet sig til en organisk masse af folk, der danser boogie-woogie, men ikke alle har lyst til at være med.

»Årh, nogle lækre stænger,« udbryder en ung fyr og viser sin kammerat, hvilken pige han har udset sig på dansegulvet.

»Så gå da ud til hende,« siger vennen.

»Nej, jeg skal fandeme ikke danse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Catarina Nedertoft Jessen
Catarina Nedertoft Jessen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Lyngbye

Efter min beskedne erfaring (i alt 16 års hobbydans, 8 års korsang) hører dans mere hjemme under musik end under idræt. Dans er andet og mere end at hoppe højest eller få mest sved på panden. Det kunne også give nogle flere indfaldsveje til musikens verden.