Læsetid: 5 min.

’Vi er fundamentalister’ ...

... siger de to mænd bag den kritikerroste britiske tv-serie ’Sherlock’, Steven Moffat og Mark Gatiss. For nylig gæstede makkerparret København og den årlige TV-Festival for at fortælle om arbejdet med serien og figuren
Steven Moffat og Mark Gatiss’ tv-version af Conan Doyles’ Sherlock Holmes er lavet med så stor kærlighed til, respekt for og viden om figurerne og universet, at selv den mest stivsindede conaniker må overgive sig.

Steven Moffat og Mark Gatiss’ tv-version af Conan Doyles’ Sherlock Holmes er lavet med så stor kærlighed til, respekt for og viden om figurerne og universet, at selv den mest stivsindede conaniker må overgive sig.

fra ’Sherlock’

28. august 2012

Sjovt nok, vores noget kætterske dramatisering af Sherlock Holmes taget i betragtning, er vi fundamentalister,« siger Steven Moffat til en sal fuld af danske tv- og filmfolk, hvoraf mange er begejstrede for Sherlock, den moderniserede tv-udgave af Conan Doyles berømte detektiv, som den britiske manuskriptforfatter står bag sammen med sin kollega, Mark Gatiss.

»Vi kan ikke lide, at man roder rundt med tingene. Vi vil have, at det skal gøres ordentligt. Og hvis man kender sin Sherlock Holmes, vil man vide, at vores udgave faktisk er meget autentisk. Der er kun én stor forskel: Den foregår nu og her. Det er derfor, den virker, fordi alt andet er, som det skal være, alt andet er autentisk, det er rigtig Sherlock Holmes.«

Indtil videre har BBC (og DR) sendt to sæsoner af Sherlock – en sæson består af tre spillefilmlange afsnit – og Moffat og Gatiss skriver på en tredje, som skal sendes til næste år. Reaktionerne på serien har næsten udelukkende været positive, hvilket skyldes, at de to forfattere og deres hold af instruktører har fanget ånden i Holmes.

Det kan godt være, handlingen er flyttet fra det victorianske London til nutiden, og at elementer fra Doyles originale historier blandes og skrives helt om i Moffats og Gatiss’ versioner, men det er gjort med så stor kærlighed til, respekt for og viden om figurerne og universet, at selv den mest stivsindede conaniker må overgive sig.

En stor besættelse

Steven Moffat og Mark Gatiss fortæller, at de fik ideen til at lave en ny version af Sherlock Holmes på deres mange togture fra London til Cardiff i Wales. Makkerparret står nemlig også bag genoplivningen af en anden af den britiske populærkulturs kronjuveler, science fiction-tv-serien Doctor Who, som produceres af BBC i den walisiske hovedstad.

»Som gode, gamle venner talte vi om vores anden store besættelse, Sherlock Holmes,« siger Moffat.

»Og efter nogen tid indrømmede vi over for hinanden, at vores favorit blandt filmatiseringerne af Sherlock Holmes ikke var nogen af dem, det er meningen, man skal kunne lide. Det var i stedet de opdaterede versioner med Basil Rathbone og Nigel Bruce. I kraft af deres respektløshed var de på eller anden måde tættere på Sherlock Holmes.«

Gatiss, der også spiller Sherlock Holmes bror, Mycroft, i serien, supplerer: »Der er en udbredt holdning om, at de film ikke helt er gode nok, fordi de førte Doyles historier op til nutiden (1940’erne, red.). Sherlock Holms mod nazisterne og den slags. Men de har en utrolig ånd. De er korte og tempofyldte, fulde af brillante ideer og elementer hentet fra forskellige historier, og så er de simpelthen sjove.«

Moffat og Gatiss blev enige om, at nogen burde gøre det samme som folkene bag Rathbone- og Bruce-filmene, nemlig føre historierne om Sherlock Holmes og doktor Watson op til vor tid. De to entusiaster begyndte sågar at blive misundelige på de mennesker, der ville få opgaven, og det var først, da Moffats kone, producenten Sue Vertue, foreslog, at de selv skulle gøre det, at de for alvor begyndte at lege med tanken.

»Det forekom os at være en original og fantastisk idé,« siger Steven Moffat og fortæller, at det var forbavsende nemt at sælge den nye serie til BBC.

Holmes’ hemmeligheder

Da Steven Moffat og Mark Gatiss er færdige med at fortælle TvFestival om arbejdet med Sherlock, indvilger de i at tale lidt mere med mig om serien og ikke mindst Sherlock Holmes og doktor Watson. Jeg begynder med at spørge dem om, hvorfor de er så begejstrede for figurerne og Doyles historier.

»Det er svært at definere, hvad det er, der er så godt,« siger Gatiss.

»Men når man møder en anden, der holder af Holmes, som vi gjorde i toget, kan man med det samme se, hvad det betød for én som barn. For mig handlede det om, at jeg med det samme blev grebet af historiernes lettere outrerede kvaliteter, det utroligt usandsynlige venskab mellem disse to figurer og Sherlock selv af samme grund, som man fascineres af en hvilken som helst person med mangler og bizarre karaktertræk. Man bliver med det samme tiltrukket af det, der er galt med dem. Sherlock Holmes er uforskammet, og det er folk normalt ikke, og især når man er syv-otte år gammel, er det usædvanligt at møde den slags personer på tv eller i bøger. Hvis man har læst meget mere børnevenlige ting, og så dukker der pludselig sådan en person op. Det er ret spændende.«

Moffat husker, at det var Sherlock Holmes’ geniale opklaringer af sagerne, som fangede ham.

»Det er Doyles første fortællemæssige trick, der fanger alle. Sherlock Holmes fortæller alt om én bare ved at iagttage, hvordan man ser ud og bevæger sig. Bagefter får man så at vide, hvordan han logisk har regnet det ud. Det er ligesom en tryllekunst, men det er endnu bedre end en tryllekunst, fordi han fortæller én, hvordan han gjorde det. Tryllekunstnere og illusionister tager fejl. De burde altid afsløre, hvordan de laver et trick. Det gør det kun bedre.«

Den bedste Holmes

Til sidst er jeg nødt til at spørge Mark Gatiss og Steven Moffat, hvilken Sherlock Holmes der er den bedste på film og tv. Min egen favorit er Jeremy Brett, der spillede detektiven i en populær tv-serie fra 1980’erne, men jeg er også glad for Benedict Cumberbatch, der spiller Holmes i Sherlock.

»Der er ingen, der er den rigtige Sherlock Holmes,« siger Moffat.

»Det fantastiske ved alle de bedste udgaver af Sherlock Holmes er, at ingen af dem strengt taget er Doyles. Basil Rathbone laver sin egen version af Sherlock Holmes. Den er i familie med Doyles, men den er ikke identisk. Jeremy Brett tager sig store og brillante chancer med Sherlock Holmes-figuren. Masser af de ting, han foretager sig med figuren, har intet med originalen at gøre.«

Selv Guy Ritchies to actionfyldte Sherlock Holmes-film har sine kvaliteter, mener Moffat: »De kender deres Holmes, fordi der er massevis af referencer til historierne i filmene, og Jude Law er superb som doktor Watson. Det er bare en anderledes version. Jeg synes, det er sjovere at tage Sherlock Holmes og lave sin egen version. Alle de store udgaver af Holmes – Rathbone og Bruce mod nazisterne, Billy Wilder, der i The Private Life of Sherlock Holmes (1970) laver en fræk komedie, og det er måske den bedste Sherlock Holmes-film, der nogensinde er lavet. Den er smuk, men den er fjollet, tosset.«

Og de forskellige fortolkninger ødelægger ikke noget for de originale figurer, siger Gatiss: »De vil altid være der. Grunden til, at vi stadig taler om dem og laver film og tv med dem, er, at de er så genialt udtænkt og skrevet. De er uforgængelige.«

 

 

TvFestival arrangeres af Producentforeningen. Video fra Mark Gatiss og Steven Moffats snak kan ses på festivalens hjemmeside, tvfestival.dkFørste sæson af ’Sherlock’ er udkommet på dansk dvd, anden sæson kommer til oktoberder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg bryder mig ikke ret meget om de her nyere - og fjollede udgaver af - Conan Doyle. Den bedste nye udgave af den opdaterede serie til nutiden var: Hound of the Baskervilles. Her havde man nemlig beholdt pointen. (ingen hund var der...og jo, det var der....tågens giftige dampe mv).

Og så mener jeg at Moriarty er blevet gjort til en - groft sagt - lille mandsperson with a squeaky voice som slet ikke står mål med tidligere tiders Moriarty - denne frygtindgydende, larger than life person(a) som i bøgerne er professor Moriarty........og som er en farlig intellektuel modspiller til Holmes....

Og der er vist ikke noget med at Moriarty og Sherlock Holmes kender hinanden fra før i tiden - altså fra deres kostskoledage? Som denne nye opdaterede serie altså påstår....?

Helt galt går det i A problem in Belgravia (opdateret version af a problem in Bohemia) hvor Irene von Adler, denne frigjorte kvinde mv. - bliver gjort til lakaj og håndlanger for Moriarty. Og så tolker man sætning Holmes was beaten by a women meget konkret og fysisk.

Nick Mogensen

Jeg har set ét afsnit af serien. Jeg er en frygtelig dårlig film- og tv-kigger. Eller rettere; jeg ser næsten ingen film og tv, men jeg fortrød ikke denne time i selskab med de to herrer. Jeg synes det er fremrygende sårbar-men-selv-ironisk, samt overtjekket-men-også-kikset. Jeg var stærkt underholdt - meget mere end jeg bliver optaget af mange amerikanske eller amerikansk-lignende produktioner.

Steffen Gliese

Er det bare ikke lidt besynderligt med et billede af de fiktive seriepersoner, når både billedtekst og artikel handler om forfatterne?

Lone Christensen

Det glæder mig at høre at der kommer flere afsnit fra de to herrer, Morffat og Gratiss!
Jeg var godt underholdt og elskede især ironien som strålede langt væk af kærlighed til figurerne.