Læsetid: 4 min.

Genial og subtil forførelseskunst

Oplevelsen af at være tilstede sker hver gang jeg læser ’Sult’, hvilket jeg har gjort nok så ofte
31. august 2012

Altså, hvis jeg kun har én sætning at gøre godt med, én eneste sætning fra en bog, der har gjort varigt indtryk, vælger jeg begyndelsesordene fra Knut Hamsuns Sult (1890):

»Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den.«

Denne optakt indvarsler adskilligt. Et ’jeg’ kigger tilbage fra skrivende eller fortællende stund og lægger dermed op til dels at forklare sin nutid ud fra fortiden, dels at fortolke fortiden i lyset af nutidens (formentlig helst højere) indsigt.

Men ingen af delene sker. I det afsnit, der følger lige efter, indleder Hamsun i præsens (»Jeg ligger vaagen paa min Kvist og hører en Klokke nedenunder slaa seks Slag«) Så skifter han til præteritum: »det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i Trapperne.« Vi befinder os som læsere fra nu af kun i den fortalte fortid, hvor vi forbliver værket ud. Optaktens løfte, om at oprette en forklarende eller fortolkende distance mellem fortid og nutid, er glemt eller i det mindste forladt.

Den amerikanske fortælleteoretiker og glimrende tekstanalytiker Dorrit Cohn har i sit fremragende værk om teknikker til bevidsthedsrepræsentation i romanen, Transparent Minds (1978), gjort opmærksom på, at kuppet i Hamsuns dybt originale værk består i at løfte de levendegørelsesgreb, forfattere på hans tid brugte, når de i en tredjepersons fiktion ville skildre bevidsthed (tankereferat, indirekte tankegengivelse, tankecitat og dækket, subjektivt farvet tanke) over i førstepersonsform. Vi følger med i Sult-heltens oplevelser, som om vi selv er til stede i nuerne. Forklaring og fortolkning får vi aldrig. Punktet er blevet meget vigtigere end linjen. Plottet er veget for situationsskildringen. Detaljen dyrkes for sin egen skyld og fanges ind med det, som Hamsun i romanen så rammende kalder »sproglige Lykketræf«.

Det er den ene afgørende egenskab ved optakten til Sult: at oprette og straks eliminere afstanden mellem dengang og nu. OK, det strejfes da nogle gange, at der har været et lykkeligere dengang før bogens nu, og at der også må være kommet et bedre nu efter romanens. Det drejer sig imidlertid bare om vage antydninger og ændrer ikke ved, at læseren hele tiden opholder sig i det læse-nu, som indledningen kaster os over i.

Men sætningens magisk forjættende potentiale har også at gøre med et skifte fra første til tredje person. Læseren skal bringes til, pr. automatik at forvente, at det individuelle (’jeg’) skal skrives op og ind i det fællesmenneskelige (’ingen’ og ’han’), det, hvorom der kan udsiges almene love. Vi får fra fortællerens side løfte om en teleologisk tekst, hvor det, som vi læser, på en eller anden måde skal stå som eksempel på noget andet og dermed være godt for et eller andet. Der lægges her op til, at litteraturen skal have en nyttefunktion bestående i, at jeg efter endt læsning kan hæve et udbytte ved kassen og således lukker bogen i den trygge forvisning om at være blevet ’klogere’. Jeg skal regne med at komme til at føle ikke at have spildt min tid.

Men ingen af delene sker. Det eneste, som hænder, er, at jeg, mens jeg læser Hamsun, er intenst og ekstremt til stede. Han tager min tid og giver den ikke tilbage, heller ikke i overført betydning som livsvisdom el.lign. Men tilstedeværs-oplevelsen opstår, hver gang jeg læser bogen, hvilket jeg har gjort nok så ofte.

Den norske litteraturforsker Per Thomas Andersen giver en nøgle til denne virkning i et essay, hvor han læser Jan Kjærstads gennembrudsværk Homo Falsus i lyset af dets tydeligste forbillede Sult (trykt i Fra Petter Dass til Jan Kjærstad, 1997). Det vises, at Hamsuns bog ikke er lineært struktureret, men i stedet former sig cirkulært og serielt, som et faseopdelt repetitionsmønster.

Jeget sulter, spadserer, hallucinerer, skriver, får noget at spise – og slapper så af. Det sker, uændret, fire gange, en for hvert ’Stykke’ af bogen, indtil han tager hyre på et skib og nøgternt siger farvel til byen, »til Kristiania, hvor Vinduerne lyste saa blankt fra alle Hjem«.

Selv har han intet hjem. Men han har heller ingen fremtids fortsættelse. Det hele skete i teksten og tillægges ingen betydning ud over denne. ’Modernisme’ har man betegnet det som, og det fungerer optimalt. Peter Kirkegaard kunne da også slutte sin bog Knut Hamsun som modernist (1975) med den bemærkning, at han for øvrigt mente Hamsun skrev bukserne ud på de fleste!

Set i lyset af romanens jeg-centrerede fortællemåde og plotløse komposition får den indledende sætning en særlig status. Den er falsk reklame eller med andre ord genial og subtil forførelseskunst.

Om mit eget forhold til Kristiania eller Oslo vil jeg her blot sige, at byen altid for mig har stået i et ganske særligt skær. Deroppe bor mine fætre, min onkel og ikke mindst min moster, som i dag er 87 – og for nylig efter en pause på over 70 år genlæste Sult, foranlediget af mit udkast til ovenstående skriveri.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu