Læsetid: 11 min.

’Jeg vil gerne levere et eller andet særligt hver gang’

Når noget er interessant på film, skyldes det, at man får lov til at kigge ind i personerne. Det mener Trine Dyrholm, som gerne lader publikum kigge ind i sig, når hun optræder foran et kamera. I anledning af den snarlige premiere på Susanne Biers nye film, ’Den skaldede frisør’, der har Trine Dyrholm i hovedrollen, har Information talt med skuespillerinden om arbejdet med filmen, om at spille komedie og om at blive ældre
Trine Dyrholm har affundet sig med, at hun ikke længere får ungpige-rollerne. ’Jeg vil gerne se godt ud, når jeg skal til premierer og den slags. Når man er ung, er det bare sådan, ’hey, mand, jeg er da ligeglad’. Og så ser man bare pæn ud. Nu handler det om makeup. Selvfølgelig er jeg da også forfængelig, men ikke mere, end jeg alligevel stiller mig i alle mulige afslørende situationer og bliver filmet,’ siger hun.

Trine Dyrholm har affundet sig med, at hun ikke længere får ungpige-rollerne. ’Jeg vil gerne se godt ud, når jeg skal til premierer og den slags. Når man er ung, er det bare sådan, ’hey, mand, jeg er da ligeglad’. Og så ser man bare pæn ud. Nu handler det om makeup. Selvfølgelig er jeg da også forfængelig, men ikke mere, end jeg alligevel stiller mig i alle mulige afslørende situationer og bliver filmet,’ siger hun.

Ditte Valente

30. august 2012

Det ultimative tilstedevær; at man som skuespiller stiller sig til rådighed for karakteren, materialet og medspilleren. Det er det, der interesserer Trine Dyrholm, når hun spiller en rolle.

»Det er en fornemmelse af at være enormt bevidst på en ubevidst måde,« siger den 40-årige danske skuespillerinde, der gennem sin 20-årige karriere er blevet kendt for nærværende, intense præstationer på film, tv og teater – fra Taxa, Festen og Forbrydelser til En soap, Lille soldat og Susanne Biers Oscarvinder Hævnen.

For nylig kunne man opleve Trine Dyrholm i Nikolaj Arcels historiske drama, En kongelig affære, og om en uge er hun aktuel i Susanne Biers nye film, det romantiske komediedrama Den skaldede frisør.

»Det er mærkeligt at tale om, men når man har øvet sig i det i lang tid, bliver det egentlig meget konkret. Det kræver stort hjemmearbejde og forberedelse, og så kræver det, at man tør slippe det igen. At tillade sig den nysgerrig på en rolle, nærmest at stille sig i rollens sted og sige, ’gad vide, hvordan hun oplever det her?’ Det er spændende. Jeg tror på, at når jeg ser noget i en film, som interesserer mig, er det, når jeg får lov til at kigge ind i folk.«

– Hvor langt får man lov til at kigge ind i dig?

»Man får lov til at kigge rigtig langt ind. Men det er jo ikke mig. Det er ikke mine private ord. Det er ikke mine private følelser. Der er noget materiale imellem mig og publikum, en historie, der bliver fortalt. Jeg kan godt skelne mellem private og personlige ting og mellem mit arbejdsliv og privatlivet. Jeg kan godt komme hjem og være rimeligt smadret, fordi jeg har været i gang med de store følelser en hel dag. Men det er slet ikke sådan noget med, at jeg i en scene skal stå og tænke på dengang, min mormor gik bort. Sådan arbejder jeg slet ikke.«

I Den skaldede frisør spiller Trine Dyrholm kræftramte Ida (Trine Dyrholm), som overrasker sin mand, Leif (Kim Bodnia), i seng med en anden, lige inden Ida skal til Italien og sin datter, Astrids (Molly Egelind), bryllup med Patrick (Sebastian Jessen). I lufthavnen støder den skrøbelige og forfjamskede kvinde bogstavelig talt ind i Patricks far, forretningsmanden Philip (Pierce Brosnan), der stadig sørger over sin kone, som døde mange år tidligere, og filmen skildrer blandt andet, hvordan det umage par langsomt nærmer sig hinanden, mens det indimellem noget hektiske bryllup står på.

For pålydende

Den skaldede frisør er Trine Dyrholms første egentlige filmkomedie, og det har været lidt af en udfordring at lave den, fortæller hun, da vi en solrig og meget varm dag mødes i det indre af København for at tale om film og skuespil.

»Nu har jeg selvfølgelig på teatret lavet en del komedie, så genren er ikke ukendt for mig. Men jeg er ikke sådan én, der nødvendigvis lige kan levere en punchline. Jeg har skullet hengive mig til genren. F.eks. har jeg, selv om der ligger en mørk bundklang i Den skaldede frisør, skullet passe på med ikke at gå for dybt ned i følelserne og blive hængende der. Det kan genren ikke tåle, synes jeg. Den kan tåle, at man piller ved nogle ting, som gør ondt, men ikke, at man lukker op for det afgrundsdybe … så tilter det. En komedie skal fortælles på en let måde.«

»For mig har det drejet sig om at turde lave et slip på en anden måde, end jeg plejer. Ida måtte ikke være for dum – hun måtte godt være lidt dum, det er vi jo alle sammen, men vi skal jo stadigvæk forstå hendes rejse. Hun skal ikke bare stille dumme spørgsmål hele tiden, fordi så gider man ikke følge hende. Det er mere noget med en usikkerhed, som kan give sig udtryk i en naivitet.«

Levende i krop og hår

– Er der egentlig forskel på film- og teaterkomik?

»Næh. Humor er også en mærkelig ting, fordi det er så personligt. Og det er den vigtigste opgave: At lade være med at tro, at nu skal man være sjov på samme måde, som nogle andre er sjove. I virkeligheden handler det om at spille rollen så alvorligt og seriøst som muligt. Det skal jo koste lige så meget, man er bare hurtigt ovre det igen. Det må være genrens præmis. At jeg i lufthavnen kører op, får skældud, bryder sammen – bryder rigtigt sammen, fordi livet jo er virkelig svært – men får hurtigt samlet mig igen. ’Nå, bryllup. Dav. Hej.’ Sådan er livet jo også tit, men det ligger også i genrens præmis, at den er lidt humørsyg. Måske har min største udfordring været at hengive mig til det romantiske. Jeg har f.eks. aldrig tidligere prøvet at lave en scene, hvor jeg går igennem en citronlund i en rød kjole med et par sko i hånden og danser. Ikke for sjov eller med distance, men helt rent. Det har været skønt.«

– Hvordan greb du ellers rollen som Ida an?

»For det første bærer jeg i filmen en paryk, som jeg er utroligt glad for, fordi den hjalp mig til at være sådan lidt virrende, hvilket jeg syntes, Ida skulle være, lidt levende i krop og hår. De meget feminine kjoler og høje sko, Ida går i – det var Susanne, der gerne ville have, at hun blev ved med at have det feminine, selv om hun er ude at gå tur i bjergene. Det giver også lidt Bambi på glatis-fornemmelsen. Det her menneske, som er lidt på udebane. Jeg forestiller mig, at hun ikke har rejst særlig meget, og pludselig står hun der i det store udland, lidt alene. Jeg er gået fysisk til det, kan man sige.«

Privat og personligt

– Betyder kjoler og hår normalt meget for dig i arbejdet med en rolle?

»Nogle gange betyder det meget. I Den skaldede frisør betyder det rigtig meget, fordi det er karakterer, der er tegnet lidt skarpere op, fordi det er en komedie. Man får meget forærende af tøjet og håret. I En kongelig affære (hvor Trine Dyrholm spiller enkedronning Juliane Marie, red.) er det også vigtigt, fordi det, at man er spændt op i kjoler og korset, giver en helt anden fornemmelse. Kostume og hår er med til at danne en helhed. Nogle gange bevæger man sig i arbejdet med en rolle udefra og ind, og andre gange bevæger man sig indefra og ud, så det kommer lidt an på materialet, hvor vigtige de ting er.«

– Hvordan griner du, og hvordan græder du på film, helt konkret?

»Med følelser og især gråd interesserer jeg mig mest for ikke at græde, når jeg skal. Det er spændende at se på folk, der ikke vil vise følelser, se dem kæmpe. Især når det har noget med et knæk at gøre. Hvis jeg skal græde, putter jeg bare noget tigerbalsam under øjnene. Det er ikke det, det handler om. Det er alt det op til og bagefter, der er interessant. Det handler ikke om at græde, men om, hvorfor man græder.«

– Når du siger ja til en film, er det så instruktøren, rollen eller manuskriptet, der gør udslaget?

»Det er meget forskelligt. Det er som regel en af delene – eller flere på samme tid. På Den skaldede frisør var det alle tre ting. Susanne havde jeg arbejdet med før, det var et rigtig fint manuskript, og så var det en fin rolle til mig – og ny rolle til mig at give mig i kast med. Det var helt klart en udfordring.«

– Og så var der Pierce Brosnan?

»Og Pierce. Det er altid godt med nogle gode mænd. Det var selvfølgelig en stor oplevelse, men i øvrigt var det et fantastisk hold af skuespillere.«

– Hvad er det så for roller, du siger ja til? Er du efterhånden nået så langt i din karriere …

»Blevet så gammel. Sig det bare.«

– Der må være roller, du bliver tilbudt, som du kan på rygraden. Dem siger du vel nej tak til!?

»Ja, det er i hvert fald sådan, det har været. Selvfølgelig har der været perioder, hvor telefonen ikke har ringet så meget, men jeg har været privilegeret fra begyndelsen, fordi jeg har fået gode roller og muligheder. Og fra begyndelsen, også da jeg lavede Melodi Grand Prix, har jeg været tro mod, at jeg ville gå min egen vej og ikke bare den vej, der blev lagt for mig. Året efter Melodi Grand Prix ringede de igen – nogle andre havde lavet en sang, som de ville have mig til at synge, og det sagde jeg nej tak til. Det var ikke det, jeg skulle. Jeg ville spille skuespil.«

Ansvar for sit liv

»Jeg kom med i Taxa, og efter to sæsoner ville jeg ikke lave det mere, fordi jeg var bange for, at det blev for fast arbejde og ukreativt. Jeg har brudt mange veje og lukket nogle døre, for at nogle nye skulle åbne sig. Det har jeg været meget bevidst om, fordi jeg tror på, at det er det, der er udviklende, når man er et kreativt menneske. Jeg har gjort mig umage for at udfordre mig selv undervejs.«

– Du tør altså godt sige nej.

»Ja, det gør jeg. Men jeg har også været meget privilegeret ved at få tilbud. Og jeg har sagt rigtig meget nej, og jeg har faktisk aldrig fortrudt. Jeg har sagt nej til ting, der så er blevet kæmpestore, men jeg har det sådan, at ’det var dem, der skulle lave det og ikke mig’. Jeg skulle noget andet. Det er ikke specielt religiøst, fordi jeg er ikke religiøs, men jeg tror på, at man kan tage ansvar for sit liv ved at stille sig til rådighed for, hvad der sker.«

– Man skal ikke lade sig drive af frygten for at blive arbejdsløs.

»Jeg besluttede mig tidligt for, at hvis jeg bliver bange for ikke at få arbejde – og det er jeg selvfølgelig indimellem, jeg er super selvoptaget på den konto, ’nu ringer de ikke!’ Uforskammet forkælet. Sådan er det bare. Det tror jeg ikke, man kan sige sig fri for, uanset hvor meget succes man har. Men jeg besluttede mig for, at i det sekund, jeg bliver for bange for ikke at få arbejde, må jeg altså finde på noget andet at lave. Det at spille skuespil må ikke bare være et arbejde for mig. Det er nødt til også at være noget, jeg føler, jeg kan udvikle mig med.«

En anden aldersgruppe

– Da Paprika Steen lavede ’Applaus’, talte hun om, at telefonen ikke havde ringet i flere år. Er det sværere at være kvinde og skuespiller i filmbranchen, end det er at være mand, når man bliver ældre?

»Selvfølgelig er det da sværere at være kvinde, fordi der er bare flere roller til mændene. Men jeg vil sige, at i tv-serierne er der mange gode roller til kvinder, f.eks. i Borgen, Forbrydelsen og Rita. Men jeg tænker da over det. Og jeg er røget op i en anden aldersgruppe. Nu bliver jeg bare definitivt ikke spurgt om at spille hende den unge mere. Det er slut. Med mindre man skal spille én, der var ung og blev gammel. Det er lige pludselig kommet. Nu. Jeg er rykket op i en anden generation, og det er nogle andre, der er unge. Det generer mig dog ikke, fordi jeg har jo heldigvis prøvet at være den unge.«

– Det generer dig ikke at spille enkedronningen i ’En kongelig affære’ i stedet for Caroline Mathilde?

»Det kan jeg sagtens leve med, fordi det ville jo være løgn, hvis jeg skulle spille Caroline Mathilde. Jeg har ikke rosenkind mere. Sådan er det. Men det er enormt visuelt, når man som skuespiller bliver ældre. Det bliver virkelig tydeligt. Sort på hvidt, lige op i ægget på én selv. Plask. Det var så den unge, og det var så den gamle.«

Hold det levende

– Hvad betyder det for din forfængelighed, at du er blevet ældre og ikke længere kan spille den unge pige?

»Jeg vil gerne se godt ud, når jeg skal til premierer og den slags. Og jeg plejer at sige, at nu er jeg blevet gammel nok til at ville være pæn. Når man er ung, er det bare sådan, ’hey, mand, jeg er da ligeglad’. Og så ser man bare pæn ud. Nu handler det om makeup. Selvfølgelig er jeg da også forfængelig, men ikke mere, end jeg alligevel stiller mig i alle mulige afslørende situationer og bliver filmet.«

– Rollerne i både ’En kongelig affære’ og ’Den skaldede frisør’ krævede vel, at du gav slip i forhold til udseendet.

»100 procent. Det er faktisk noget, jeg er glad for hos mig selv. Jeg kan finde masser af ting, som jeg ikke er glad for. Men jeg er glad for min uforfængelighed, fordi det er en stor gave, når man er skuespiller. Især når man begynder at blive ældre. I Lille soldat spillede jeg uden makeup, og på den konto er jeg ligeglad. Hvis det er rigtigt til rollen, så gør det mig ikke noget.«

– Kan du fornemme, hvordan du i løbet af din 22-23-årige karriere har udviklet dig som skuespiller? Er der ting, du har nemmere ved – og er det i virkeligheden ikke farligt at have for nemt ved tingene?

»Det er altid farligt, når man begynder at sætte ting som tilstedevær og nærvær i system. Jeg prøver at bevare det ubekendte og bevare et nærvær. Det er det eneste, jeg kan blive ved med at holde levende. Med erfaringen kommer også en lethed ved at skulle levere det og det. Men jeg prøver at sige, at jeg skal overraske mig selv og dig hver gang på en eller anden måde. Om det lykkes, ved man jo ikke. Jeg kunne godt tænke mig at holde fast i og blive ved med at insistere på at levere et eller andet særligt hver gang.«

Den skaldede frisør har premiere i næste uge og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Pedersen

Det har altid været med en oplevelse af risiko at se Trine Dyrholm i sine roller - hun har om nogen konsekvent gået ud på den tynde is med en svær opgave i favnen. Det har bonget ud med store filmiske oplevelser, tak for det.