Den Danske Filmskole har været for lukket. Unge filminstruktører og producere fra de alternative filmuddannelser føler ikke, at de respekteres eller anerkendes nok af den etablerede filmbranche. Hver eneste flække i Danmark har en filmuddannelse, og vi opdrages med film fra vuggestuen, hvilket giver et stort pres på støttesystemet nedefra.
Meningerne var mange og tonen indimellem skarp, da en række danske filmfolk onsdag mødtes på Odense Internationale Filmfestival for at diskutere talentudvikling under overskriften: Har vi råd til talent?
De indledende udmeldinger fra deltagerne og den efterfølgende debat stak i mange retninger, og man mere end fornemmede frustrationer fra det unge filmmiljø rettet mod især Filmskolen og støttegiverne.
Kunstnerisk leder af talentudviklingspuljen New Danish Screen, Jakob Høgel, begyndte med at sige, at »talentudviklingen i Danmark har det godt«, og han afslørede, at vilkårene for New Danish Screen bliver ændret, så filmproducenterne ikke længere nødvendigvis selv skal investere penge i en film for at få støtte fra ordningen.
Det skulle gerne øge risikovilligheden hos filmproducenterne og dermed hjælpe talentudviklingen yderligere på vej.
Manglende dialog
Poul Nesgaard, Filmskolens mangeårige rektor, erkendte, at skolen må sadle om, fordi den har været for lukket.
»Dialogen med omverdenen skal øges, skolen skal internationaliseres,« sagde han og fortalte om et initiativ, hvor man har taget kontakt til filmskoler rundtomkring i verden i et forsøg på at give filmskoleeleverne et større og mere internationalt netværk.
Han talte også om muligheden for at bruge Filmskolens tomme lokaler i sommerferien for at lave en slags efteruddannelse, gerne i samarbejde med New Danish Screen, hvor unge filmfolk arbejder på film med et særligt sigte, film, som afprøver og afsøger.
»Der er stor interesse for i Danmark at give unge mennesker lyst til og mulighed for at lave film,« sagde Prami Larsen, leder af Det Danske Filmværksted, der gennem mange år har været et af landets vigtigste talentudklækningssteder. Og selv om det er fantastisk med al den virkelyst, skaber det også et voldsomt pres på det etablerede støttesystem, ikke mindst Filmværkstedet, når der produceres mere end 300 kortfilm om året i Danmark.
»Dansk film har desuden et strukturelt problem,« sagde Prami Larsen. Jo længere en håbefuld instruktør når op i systemet, jo færre muligheder har vedkommende. Det er kun de seks instruktørpladser, som Filmskolen har hvert andet år, der er SU-berettigede, der er ikke penge at få, hvis man går på den alternative filmskole, Super16, ligesom man hos New Danish Screen kun har penge til at støtte få spillefilm og kortfilm om året.
Prami Larsen sluttede af med at efterlyse en bedre kommunikation de forskellige talentudviklingsled imellem. De taler simpelthen for lidt sammen.
Frigjort film
»Mange talenter er utrygge,« sagde filmproducenten Katja Adomeit, der efter at have stået i lære på Zentropa for nylig stiftede sit eget selskab, hvor hun arbejder sammen med nye talenter, samtidig med at hun tager en instruktøruddannelse på Super16.
Hun følte, at hun og andre, der også har taget en alternativ vej i filmbranchen, bliver talt ned til. Det tager for lang tid at få lov til at lave en kortfilm hos f.eks. New Danish Screen, og »hverken talentet eller filmen bliver bedre af en udviklingstid på to år,« sagde hun.
Panelets sidste deltager var Super16-instruktøren Fenar Ahmad, der blandt andet laver musikvideoer, og som har en film i udvikling hos New Danish Screen. Han mente, at den lange udviklingstid gav angst, ikke mindst for at blive overhalet af et bedre projekt. Omvendt har den teknologiske udvikling – alle kan med et digitalt kamera og en computer optage og klippe en film billigt – gjort, at man kan lave kortfilm uden at være afhængig af institutioner.
»Filmen er blevet frigjort,« sagde han og forklarede, at det er blevet lettere at promovere og vise sine film via nettet.Da ordet blev givet frit, erklærede Jakob Høgel, at den danske filmbranche er meget sikkerhedsorienteret og konform. Den tør ikke tage mange chancer, og der er brug for nye fortællere, som tør. Katja Adomeit mente, at DFI og ’de gamle’ i branchen er for dovne og for lidt opsøgende i forhold til at finde det nye talent, der skal tegne fremtiden, mens filmselskaberne efter Fenar Ahmads mening taber talenterne på gulvet, fordi de tjener penge på at producere og ikke sælge filmene altså bruges der ingen ressourcer på at markedsføre en film, og en instruktør får som regel ikke lov til at lave flere film, hvis den første flopper.
Og således sluttede debatten – uden de store konklusioner eller løsninger for fremtiden, men trods alt med dialog mellem talenter og udviklere og enkelte nye tiltag på vej.
Odense Internationale Filmfestival slutter i morgenwww.filmfestival.dk
