Køen foran den lille grill på adressen Istedgade 92 i København har aldrig været længere. Omkring 1.000 mennesker er mødt op for at fejre ejeren Lih Chie Lees 61 års-fødselsdag. Stamgæsterne kalder ham bare Mr. Lee
Initiativtagerne, August Vinther Olsen og Ling Ly, er musikere i samme band og bor tæt på Isted Grill, som de besøger efter hver eneste bytur.
»Grillbarer er trendy lige nu,« fortæller Ling Ly, som også kendes under navnet Linkoban, mens August Vinther Olsen bider i sin burger.
»Det er ligesom, at det også er trendy at gå på bodegaer. Man vender tilbage til de gamle dyder, hvor alt er skraldet væk, og det enkle er tilbage. Vi samles om noget folkeligt. Det er en modreaktion på alt det der økokost, for det er jo ikke gourmetmad, men bare fucking god grillmad,« siger Ling Ly.
Hun har langt sort hår, øjne indrammet i eyeliner og læber malet op med lyserød læbestift. Mens hun fortæller, kommer flere og hilser med knus og håndslag, og en fotograf foreviger de smarte fødselsdagsgæster, som nu ikke kun står tæt pakket foran grillbaren, men også på den anden side af gaden.
En hipsterfyr med fuldskæg, briller og tophue puffer til sin ven.
»Har du set Lucy Love står der?,« siger han og nikker let med hovedet mod sangerinden.
Tæt på hende står også Vinnie Who’s band og forsangeren fra Dúné, Mattias Kolstrup. Udover de kendte musikere er de tilfældige gæster, Information taler med, enten dj’s fra det københavnske natteliv, folk fra pladeselskaber eller grafiske designere, som alle er klædt i tøj, der ser tilfældigt ud, men som næppe er det. Det er uden tvivl de rigtige mennesker, som er kommet for at spise fedtede flæskestegssandwich på Isted Grill.
Grillmad
Inden for i grillbaren syder pomme frittes i frituregryderne, og skiver af flæskesteg ligger tæt på stegepladen. Hvis man opholder sig i Isted Grill mere end et par minutter, lugter ens tøj kraftigt af friture. Mr. Lee har travlt. Han bygger flæskestegssandwich med den ene hånd, mens han med den anden langer Cocio og Cola over disken.
To mænd i 30’erne har en buket blomster med, og da det bliver deres tur, giver de Mr. Lee et besværligt knus over den høje disk.
»Tillykke med fødselsdagen!«
Grillbaren er ikke prangende. På væggene er hvide klinker som i en gammel slagterbutik, og de traditionelle grillbar-billeder, som viser udvalget af retter, er både nussede og gullige. Ikke desto mindre får folk begejstring i øjnene, når man spørger til de flæskestegssandwich, som har gjort stedet så populært.
»Jeg har spist rigtig mange af dem. Det er gammelt og ægte, og så er der noget hjemstavnsromantik over det,« siger Robert Walker.
Han bor selv på Vesterbro og fortæller, at han er dj. Han har købt to flæskestegssandwich, og mens han snakker, farver saften fra rødkålen grillpapiret lilla.
Ude på gaden er der blevet slukket for den pumpende, elektroniske musik i det transportable anlæg i en Christianiacykel, og folk er begyndt at synge fødselsdagssang.
To venner står i udkanten af den syngende masse og snakker.
»Det er sgu lidt sejt at komme her og få en ’indianer med en blodklat i nakken’,« siger Emil Frost, den ene af de to venner.
»Ja, det er det der med at komme tilbage til det autentiske,« siger den anden, Johan Klokhøj:
»Det er selvfølgelig meget vigtigt, at man ikke er gammeldags på den forkerte måde, men det her er åbenbart den rigtige,« siger han.
Ak ja, vi må bakke op - den fantastiske grillbar ved Dybbølsbro station lukkede for alt for længe siden, men heldigvis har vi stadig den ved siden af Rialtoteatret, og så altså Istedgade.
Det er lidt trist. For leden hørte jeg, at visse rejsebureauer, som arrangerer rejser til Danmark, har udvalgte bodegaer, som de sender deres gæster hen på, så gæsterne kan sidde og kigge på stamgæsternes adfærd som et eksempel på gammel dansk kultur (no pun intended). De har, sammen med hipsterne og Vice Magazine, gjort bodegaerne og grillbarerne til frilandsmuseer. Det øjeblik et fænomen får tagget "autentisk" på sig, er det dødt.
Hvor er hipstervinklingen dog en dødfødt ide.
Er rystet over den pubetære vinkling på en ellers god historie om integration, arbejdssomhed, assimilering, livsglæde, lokalopbakning og ikke mindst forrygende gode flæskestegssandwich.
Det forekommer mig også besynderligt, at dagens mand ; Mr Lee ikke får ordet.
Journalisten er tydeligvist taget afsted med sin blok, og sin forudindtagede vinkling, som hun har bekræftet i en selvopfyldende profeti.
Som en af de interviewede, ved jeg hvad der er skrællet bort, for at vinklingen går op.
Desuden er hipsterbegrebet så gammelt, at jeg med min alder, falder ind i den del af klassificeringen, der udspringer af kærlighed til jazz, snarere end skæg, skovmandsskjorter og narkomanbukser.
Imødeser med gru artikler vinklet omkring "Det nye sort".
Hipsteren er død, kom nu videre.
http://nymag.com/news/features/69129/
Var det Mr Lee's yndlingsmusik der blev spillet på det mobile lydanlæg?
Det er ret tydeligt at journalistpraktikanten har en indebrændt misundelse over ikke at spise "pomme frittes" med de rigtige mennesker.
Hipster mig her, hipster mig der... er det Politiken jeg sidder med her??
Jeg syntes nu der er noget frisk over Hipster-vinklingen på hvad der ellers traditionelt ville blive vinklet som en hygge / feel-good historie.
Apropos: Jeg husker at jeg for noget tid siden så nogle unge der sad og drak bajere på en bænk. "Næh hvor autentisk", tænkte jeg. Så var det at en af de unge gik væk fra bænken, fandt sit spejlrefleks-kamera frem og forevigede den autentiske episode, hvormed det ikke så så autentisk ud længere.
Jeg må tilslutte mig de fleste af kommentarerne på Informations artikel - der er sgu ikke noget så hipster som at snakke om hipsters.
Ja, Danmark er et lillebitte land, København er en lillebitte by og derfor er det er nemt at pege typer ud. Hipsteren er forhadt fordi han/hun forekommer phony, prøver at virke autentisk (lidt skæg, lidt slidt tøj, lidt bollehår) uden at være det (for mange penge, for god uddannelse, for meget navlepilleri). Hipsterungdommen er efter min mening tendentiøs, det er et billede på hvilke udfoldelsesmuligheder samfundet giver mulighed for, eller fremelsker. Hvad f***** er det for en autentisk autencitet, som hipsterhaderen søger? Er der nogen af dem selv, der bidrager bedre til den?
Had ikke en hipster. Had det samfund, som bakker om om og plejer en kultur, med økonomisk stabilitet, frygt for at falde for meget ved siden af og som ser den trivielle, seks år lange og i international sammenhæng ikke specielt gode uddannelse som rammen om al eksistens for disse unge mennesker. Vejen er banet og asfalteret og den er helt lige og pæn, uden afstikkere, bump eller biveje.
Sådan laver man en hipster. Men lad være med at hade hipsteren for at være falsk autentisk. Så kan de jo aldrig få lov til at sige hurra, inden omverdenen straks rynker på næsen over hvordan de ødelægger den måde man sagde rigtigt hurra på - engang, før hipsterne kom.
Hipsteren er barn af en velfærdsmodel og et økonomisk sikkerhedsnet, som man ikke ser i mange andre storbyer, hvor autencitetsniveauet evt. er højere. I 60'erne havde vi læderjakker og hippier (http://www.dr.dk/bonanza/serie/dokumentar/om_fordomme.htm) i 80'erne var det yuppi'er og punkere. Idag har vi hipsteren. Og, surpriiiise: vi har selv lavet ham!
Hipsteren er udtryk for pressens ønske om en dominerende ungdomssubkultur. Desværre bliver det, som med alt i vor tid, som Kasper Hviid påpeger, præget af mondænitet og mangel på autenticitet. Kultur i et vacuum uden bevidsthedsudvidelse.