Læsetid: 4 min.

For hvem stripper mændene?

I dag har filmen om mandestripperen Magic Mike premiere i Danmark, og Information har derfor talt med den danske mandestripper Stripper Mik. Flere gange om ugen rykker han ud som politimand eller officer til polterabender og pigefødselsdage
Show. Stripper Mik vil helst strippe for kvinder, der har drukket sig halvfulde og dermed har sluppet hæmningerne, så han kan lave sit store show med både lap dance og body tequila. Når han en gang imellem har strippet for ædru kvinder – eller midt på formiddagen – har det sjældent været nogen succes.

Show. Stripper Mik vil helst strippe for kvinder, der har drukket sig halvfulde og dermed har sluppet hæmningerne, så han kan lave sit store show med både lap dance og body tequila. Når han en gang imellem har strippet for ædru kvinder – eller midt på formiddagen – har det sjældent været nogen succes.

Ditte Valente

23. august 2012

Klædt ud som politimand tager Stripper Mik ud til fester, fødselsdage og polterabender. Når han ringer på døren, begynder det lille teaterstykke. Der er blevet klaget over larm fra festen, og han kommer for at anholde en af festens gæster. Politiuniformen er hans mest populære udklædning, og han ligner til forveksling en ægte politimand. Men der er velcro i buksernes ben, så han i et enkelt ryk kan rive dem af og flashe sine g-strengstrusser. Inden længe er han halvnøgen, smurt ind i olier og creme, mens han snor og gnider sig op ad fødselaren eller den vordende brud.

Hans borgerlige navn er Michael Christiansen. Men han kalder sig bare Mik. Og Stripper Mik, når han arbejder.

»Stripper Michael lyder lidt dumt, synes jeg. Derfor kalder jeg mig Stripper Mik. Det sælger bedre,« fortæller han.

Når han ikke er klædt ud som politimand eller officer, ligner han umiddelbart de fleste andre mænd. Men hans skovmandsskjorte står let åben, så man kan se det barberede bryst, og under skjortens oprullede ærmer titter en tatovering frem, som forestiller flammer, der smyger sig op ad hans underarm. Når han løfter lidt op i skjorten, kommer den samme tatovering til syne på hans mave og lænd. Hans V-formede overkrop afslører hans forfængelighed og de mange timer i træningscentret. Han styrketræner og går til pole dance for at lære at svinge sig i en stripperstang. Det kræver både styrke og smidighed.

»Der findes ikke nogen stripperuddannelse, så det tætteste, man kommer på det, er at gå til pole dance og burlesque for at lære at bevæge kroppen,« siger Mik.

I fremtiden vil Mik gerne leve af at strippe. Lige nu har han omkring seks til syv stripperjob om ugen, og han bruger meget af sin tid i træningscentret på Amager, så der er faktisk heller ikke tid til så meget andet. Han er 39 år, men siger bare, han er ’et par og tredive’, for han vil helst ikke tale for højt om sin alder. Strippere skal helst være unge og veltrænede, fortæller han, og han håber at kunne strippe en del år endnu.

Oftere Ishøj end Østerbro

Mænd har længe været vilde med striptease. I 60’erne og 70’erne, da der skød liveshows op rundt omkring på Vesterbro, var stripshowene mere pornografiske, end vi kender dem i dag. Her dyrkede levende pornomodeller sex foran publikum. Liveshowene døde med pornoens indtog, og stripteasen begyndte mere at ligne et underholdningsshow.

Ifølge Christine Feldthaus er det med tiden også blevet meget mere legitimt for kvinder at hyre en stripper. Specielt efter den erotiske dansegruppe Chippendales med deres karakteristiske bare overkroppe, butterflies og skjortemanchetter i starten af 80’erne gjorde det til en forretning at strippe for et kvindeligt publikum. Den type kvinde, som hyrer en mandestripper til sin fest, kommer oftere fra Ishøj end fra ’speltghettoen’ på Østerbro, vurderer livsstilseksperten Christine Feldthaus.

»Der er store regionale forskelle. Det er piger, som selv godt kan have en lændetatovering eller en lille piercing. Det er det individ-orienterede segment af unge kvinder, der synes, det kunne være skide sjovt at drille deres veninde på polterabenden. Eller det er ti unge piger fra Brovst,« siger Christine Feldthaus.

»Jeg har aldrig hørt om et stripshow i pinagtighedernes højborg på Østerbro. Det er svært at forestille sig en stripper i admiralkostume i et Claus Meyer-ramsløgs-univers. Det er helt sort! Det er ikke Informations kernelæsere, der bestiller en stripper – det kan jeg lige så godt sige,« griner hun.

Mik fortæller også, at han oftest bliver hyret til polterabender og fødselsdage. Arrangementet er ofte af samme type, mens aldersgruppen varierer. Nogle gange er pigerne kun lige fyldt atten, mens han andre gange er et festligt indslag til både halvfjerdsårs-, firsårs- og en gang imellem endda halvfemsårsfødselsdage. Det er ikke alderen, der er afgørende, men derimod at stemningen er festlig og frigjort. Derfor vil Michael helst strippe for kvinder, der har drukket sig halvfulde og dermed har sluppet hæmningerne, så han kan lave sit store show med både lap dance og body tequila. Enkelte gange har han strippet for ædru, gravide kvinder eller midt på formiddagen, hvilket sjældent har været nogen succes.

Mere legitimt

Når mænd stripper, gælder det sjov og ballade – det er mere show end sex, vurderer Mik. Alligevel er de bedste shows dem, hvor han kan røre ved kvinderne og danse intimt. Men det er de fleste kvinder også med på.

»Det er ikke helt ude i hampen eller grænseoverskridende at bestille en stripper længere, fordi kvinders seksualitet er blevet meget mere selvorienteret og frigjort,« siger Christine Feldthaus.

»Kvinden er ikke bare en dukke, som manden skal more sig over. Vi skal også selv have noget ud af det. Når mænd hyrer en stripper, så er der meget ’ung-mand-skal-giftes’ over det, men jeg kunne forestille mig, at nogle af de kvinder, der skal giftes med de mænd, som hyrer en stripper, også godt kunne finde på at hyre en mandestripper. Det er det samme segment,« siger hun.

Christine Feldthaus har selv oplevet at få besøg af en mandestripper. Hun var til fest i den kreative reklamebranche, og pludselig kom en stripper ind ad døren.

»Jeg blev rød hele vejen op ad halsen, fordi jeg ikke havde forstået, hvad det gik ud på, før jeg stod på dansegulvet, og han havde taget alt tøjet af. Jeg troede bare, at det var en, der skulle danse. Det var en gigantisk stor afroamerikansk mand – han var stor som et hus – og inden jeg så mig om, havde han sådan et suspensorium på, hvor dilleren var sat fast i et stykke gazebind. Jeg var helt målløs. Det var grænseoverskridende, men bagefter skide sjovt,« husker hun.

 

Magic Mike anmeldes på side 7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Svar mig lige på, én gang for alle: Hvad f.... er en "livsstilsekspert" og hvordan bliver man det?

Tager man eksamen i "varm luft" og "hvordan du bedst bluffer dine omgivelser (specielt dovne journalister) uden at de opdager det", eller lignende?

Efterhånden som flere og flere påberåber sig status som livsekspert, er det vel kun rimeligt, offentligheden får at vide, hvad det dækker (eventuelt også, hvad det dækker OVER).

Svar udebedes.

Grethe Preisler

@) Liselotte Rahbek

Livsstilsekspert er ikke en beskyttet titel - det kan enhver (også du og jeg) kalde sig uden risiko for at blive trukket i retten for falsk varebetegnelse.

Christina Feldthausen er oprindeligt uddannet som lægesekretær. Livsstilsekspertisen har hun - if. hendes CV, der ligger frit tilgængeligt på nettet - erhvervet gennem en karriere som autodidakt (d.v.s. ufaglært) medarbejder i forskellige reklamebureauer.

Så altså: hvis du ønsker at opnå status som livsstilsekspert, så er det bare med at klø på og udnytte din naturlige charme og dit medfødte talent for kunsten at sælge varm luft på dåse og networking med de rigtige personer i reklamebranchen.

Frisk mod Antonius :-)

Hanne Gregersen

@Grethe

Helt redundant til psykoterapeut, healere og andre kvaksalvere :o)

Mange af de der livsstileksperter har vist en eller mere mindre autoriseret sociologi inspireret uddannelse....

Lise Lotte Rahbek

Ih altså tak, Grethe Preisler

Jeg må flux ud og have mig en stak visitkort med min nye titel i guld og med egeløv.
Yderst smagfuldt og livsstilsafspejlende-agtigt. :o)

Bortset fra det, så har jeg kun set en mandestripper engang på en bar og så har jeg været til Chippendales-opvisning.
Begge dele gjorde mig ret ilde til mode.
Jeg kan godt forstå, de anbefaler et vist alkoholindtag før begivenheden.

Grethe Preisler

Helt redundant link til youtube, Oliver Goulin ;-)

Alle veje fører til Rom, - det gælder bare om at at finde det korrekte narrativ at sætte en af dem ind i, før man begiver sig ud på den i sin gakkede gangart.