Baggrund
Læsetid: 7 min.

Hvilken drøm er bedst?

Det amerikanske basketballhold er som sædvanlig storfavorit til at vinde guld ved OL i London. Men kan holdet måle sig med det originale Dream Team fra 1992?
Kultur
9. august 2012
Det amerikanske basketballhold er som sædvanlig storfavorit til at vinde guld ved OL i London. Men kan holdet måle sig med det originale Dream Team fra 1992?

I 1992 blev verdens basketballmødom taget, det var som en drøm. Ud over fodbold-EM-guldet til Danmark er det dét, man husker fra det år. Kombination af OL, Barcelona og det amerikanske Dream Team – som lagde modstanderne og resten af verden ned. De vandt deres kampe med 43,8 point i snit, de var ikke bagud på noget tidspunkt i nogen kampe, og deres træner tog ikke en eneste time out. Det egentlige spørgsmål var aldrig, om de ville vinde, men hvordan de ville vinde. Holdet vandt ikke bare, det vandt med stil: ’Magic’ Johnson lavede sine karakteristiske kigge-væk-finter a la Michael Laudrup, og en anden Michael, Michael ’Air’ Jordan, hoppede og dunkede på måder, som selv Barcelonas indfødte søn, surrealisten Joan Miró, ikke i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig.

Det var basket fra en anden galakse og noget af en arv for alle efterfølgende amerikanske landshold, som i tide og utide er blevet sammenlignet med det originale drømmehold. Det sker også for det nuværende hold med legendariske Kobe Bryant, monstret LeBron James og den langlemmede opkomling Kevin Durant i spidsen.

Og snakken går: Hvilket drømmehold er bedst? Hvem ville vinde kampen, hvis holdene fra 1992 og 2012 mødte hinanden? Kobe har endda selv pustet til ilden: »Den er svær,« udtalte han med et smil til et amerikansk medie, da han blev konfronteret med spørgsmålet, »men jeg tror, at vi ville løbe af med sejren.« Det blev straks afvist af 1992-holdets enfant terrible Charles Barkley, ifølge hvem det kun er de tre førnævnte spillere, der overhovedet ville kunne komme på 92-holdet.

Det er en ret spekulativ og nørdet diskussion. Under alle omstændigheder er det typisk amerikansk, at sammenligne sig med tidligere versioner af sig selv, og ikke med andre lande og hold. For eksempel det argentinske landshold, som i OL-semifinalen i 2004 slog amerikanerne ud. Eller det spanske hold, som regnes for at være den største udfordring for USA i år. Men det ender nok alligevel med, at det amerikanske hold tager titlen, alt andet vil være noget af en overraskelse, så det afgørende spørgsmål er, om de kan leve op til navnet og levere basket, som man kun kan drømme om (når der, som det desværre er tilfældet det meste af tiden, ikke er OL)?

To begivenheder i 1988 og 1989 bidrog til dannelsen af det amerikanske drømmehold: Semifinalenederlaget d. 28. september 1988 til ærkefjenden Sovjetunionen ved OL i Seoul, der efterfølgende afstedkom en utilfredsstillende bronzemedalje og en umiddelbar tørst efter hævn, og en afstemning d. 7. april 1989 i det internationale basketforbund (FIBA), der gjorde det muligt for professionelle basketspillere at deltage i de olympiske lege.

Indtil da var det kun tilladt at stille op med collegeknægte og glade amatører. Men med regelændringen kunne den amerikanske landstræner, Chuck Daly, nu pludselig vælge og vrage mellem spillere fra verdens bedste liga, der var frit valg på alle hylder, og dermed havde han før OL i 1992 de optimale betingelser for at revanchere skuffelsen fra fire år før. Han havde mulighed for at stille med et drømmehold, som verden aldrig før havde set mage til.

Tænk sig at stå i den situation. Nå, hvem vil jeg have med? Magic? Lad os ringe til Magic, boldkunstneren over dem alle. Larry Bird, den bedste hvide spiller i NBA nogensinde? Helt sikkert. Og, nå ja, Jordan. Og så sad alle stjernerne – inklusive også Scottie Pippen og Karl ’The Mailman’ Malone – ellers i flyet på vej over Atlanten.

Rekordaften i London

Godt 20 år senere, en torsdag aften i London, spiller det nuværende Dream Team en puljekamp mod Nigeria. Kampen er ikke mere end to minutter gammel, og USA fører 10-0. Lidt senere scorer Kobe Bryant, der i de indledende kampe har været lidt lad, sit 14. point med et baglæns dunk. Og Kevin Durant laver tre 3-point-scoringer i løbet af de første fem minutter af kampen. Men de overgås begge af Carmelo Anthony, aka ’Melo’, fra New York Knicks. Han starter på bænken, men efter få sekunder på banen sætter han en 3’er fra hjørnet, så én mere, og én til, bevægelsen sidder i kroppen, den skal bare udføres nu, det er en formssag, hvis Anthony får fingrene i bolden. Og det sørger hans holdkammerater for, at han får. Igen og igen. Han scorer 37 point på sølle 14 minutter, herunder 10 3’ere på 12 forsøg.

De fleste fascineres af basket på grund af farten i spillet og de store enkeltmandspræstationer, på grund af det stjernestøv og de myter og legender, der omgiver sporten.

Men i USA’s rekordstore sejr på 156-73 over Nigeria var det ikke maskerede afleveringer, spektakulære dunks og hang time, man frydede sig over. Det var rytmen og præcisionen i de enkelte skud. Swoosh, swoosh, var det eneste nettet sagde, når bolden ramte ned igennem det, uden at være i nærheden af basketkurvens ring af metal. Melo og USA satte et utal af rekorder i den kamp, herunder for antallet af ramte 3-point skud (29 ud af 46, hvilket er svimlende 63 procent).

Den primære grund til, at USA skyder disse 3-point-skud non stop, er i øvrigt, at 3-point-linjen ved OL og i international basketball generelt er noget tættere på kurven end i NBA (dette er blot én af flere forskelle). Derfor giver det god mening at afslutte udefra – hvilket Melo altså gjorde. »Alt, hvad jeg rørte ved, gik i nettet,« sagde han efter kampen. »Vi forsøger altid at efterlade et aftryk, på en eller anden måde. Og det her er fint og godt, men det skel, vi gerne vil sætte i London, er endnu en guldmedalje,« supplerede Chris Paul fra Los Angeles Clippers. Men havde rekordpræstationen også noget at gøre med, at man gerne ville overgå holdet fra 1992? Dét afviste Kobe Bryant prompte. Og efter den næste kamp mod Litauen, som USA kun knebent besejrede, sagde denne kamps nøglespiller, LeBron James:

»I den sidste kamp skrev vi historie. Men det er derfor, det hedder historie. Det er fortid. I dag var en ny kamp.«

Redeem Team

Det siger noget om dette holds mentalitet, det handler om resultater og ikke så meget andet. Det er i tråd med det amerikanske basketballforbunds officielle holdning. Efter OL-skuffelsen i 2004 blev den nuværende træner Mike Krzyzewski ansat, og man lagde en langsigtet strategi med vægt på et fokuseret og kontinuerligt forløb med spillere, som forpligter sig til holdet. I 2008 i Beijing tilbageerobrede USA så baskettronen med det hold, som hurtigt blev døbt: The Redeem Team.

Angsten for at tabe kendte holdet fra 1992 ikke noget til. En ny amerikansk dokumentar om The Dream Team fortæller, at ugerne op til De Olympiske Lege blev tilbragt på afslappet vis i Monte Carlo. Her spillede Jordan dagligt golf med træneren Chuck, mens de andre spillere lå ved poolen, tog sol, drak øl og tjekkede fyrstedømmets flotteste og mest letpåklædte damer ud.

Da USA endelig gik på banen mod Angola den 26. juli 1992 for at spille deres første kamp, vandt de 116-48. Som Charles Barkley sagde inden kampen: »Jeg ved ingenting om Angola, men Angola kommer i problemer.« Og det kom Angola altså, men det var de ikke de eneste, der gjorde. USA vandt alle deres kampe, selv finalen mod Kroatien, overlegent og overbevisende, med 30, 40, 50 point. De kæmpestore egoer, som aldrig havde spillet sammen før, legede sig kollektivt til guldet. Det var basket som performance, sport som show.

Det var i det hele taget en ny æra. I 80’erne havde man Magics Los Angeles Lakers mod Larry Birds Boston Celtics (fra ’79 til ’88 delte Bird og Magic otte NBA-mesterskaber mellem sig). Men i 90’erne var det Chicago Bulls og Michael Jordan – og The Dream Team. Basket blev med ét en verdenskendt og yderst populær sport. Alle ville gå i Bulls-trøjer og Nike-sko med mærkatet ’Air’. Og modstanderne til OL i ’92 ville bare gerne tage billeder af The Dream Team.

Bedste hold i 20 år

Sammenligningen mellem de to drømmehold synes at falde ud til ’92-holdets fordel. Godt nok var Larry Bird i 1992 en halvgammel mand, og Magic havde næsten lige genoptaget sin karriere, efter at have stoppet den brat pga. sin hiv-sygdom. Men de brillerede stadig begge til OL – og ved siden af sig havde de Michael Jordan. På otte år vandt han ikke mindre end seks NBA-titler med Bulls. Holdet i 2012 er ikke den samme drøm af et hold, spillerne har slet ikke de samme meritter, den eneste, der kommer i nærheden, er Kobe Bryant. Men holdet i år er det bedste amerikanske hold siden 1992. Og i forhold til sammenligningen må man huske, at modstanderne i dag har langt mere erfaring fra NBA: I ’92 var der 20 spillere – inklusive dem fra USA – der spillede eller havde spillet i NBA. Ved dette OL er det tilsvarende tal 58.

Så situationen er en helt anden for holdet anno 2012 – som endvidere er hårdt ramt af skader, og som mangler store, dygtige spillere under kurven. Dét er deres store problem, men mon ikke det går? Måske ville det nuværende drømmehold ikke være i stand til at slå det originale ditto, og måske vinder de ikke alle kampene ved dette OL med tocifrede pointtal, men mindre kan også gøre det. Især når man møder hold, som er knap så benovede som i ’92, og hvis spillere i hvert fald ikke tager fotografiapparater med på banen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her