Læsetid: 7 min.

’Ingen har sagt, at livet skal være let’

Skyld. En del af vore trængsler beror på uheld, siger bogaktuelle Kerstin Ekman. Vi kan ikke selv tage ansvaret for alt eller lægge skylden på samfundet eller vores forældre
Ærlighed. Kerstin Ekman tror, at dem, der har et sortsyn, er mere ærlige og derfor kan gøre mere for, at tingene skal blive bedre.

Ærlighed. Kerstin Ekman tror, at dem, der har et sortsyn, er mere ærlige og derfor kan gøre mere for, at tingene skal blive bedre.

Tine Sletting

31. august 2012

Kerstin Ekman har med sin nyeste bog, Grand final i gøglerbranchen, igen lagt anmelderne for sine fødder. Var det ikke, fordi den svenske forfatterinde selv er medlem af Svenska Akademien, som uddeler Nobelprisen i litteratur, kunne hun sagtens være kandidat, men forresten: Det kunne hun nok ikke alligevel, for i romanen skildrer hun på en lattervækkende måde de ældgamle ritualer, som endnu holdes i hævd i det fine akademi.

I romanen satiriserer hun over det litterære miljø og venstrefløjen i Sverige, men netop den del, der handler om akademiet, er ikke satire, fortalte hun, umiddelbart før hun skulle på scenen ved Louisianas litteraturfestival sidste weekend.

Optagelsesceremonien til akademiet omtaler hun i sin roman som en uendeligt kværnende seance, akademimedlemmerne som pingviner i kjole og hvidt, der »kom gående to og to ligesom dyrene på vej ind i Noas ark«. En af dem har joggingsko på, en anden »en hel mælkevej af skæl« på kjolen. Den svenske konge og hans følge kommer og sætter sig i en loge. I princippet er han der inkognito, men pingvinerne går på skift hen og bukker for ham, før de går hen til deres stole.

Personaen

Grand final i gøglerbranchen handler dog primært om to kvinder, som skriver bøger sammen. Babba udtænker historierne, Lillemor retter dem til, høster æren og bliver til sidst optaget i akademiet. Babbas indsats forbliver hemmelig.

– Er handlingen udtryk for, at du selv er én person, når du er til bogmesser og den slags, og en anden derhjemme?

»Det er den jo nok. Altså: Der findes en persona, som er det billede, offentligheden, læserne og journalisterne skaber. Foran dem kan jeg ikke være helt mig selv, så sådan en persona må jeg have.«

– Er det et problem?

»Nej, for personaen – jeg kan godt lide det ord - er ikke kun et falsk billede, men også en beskyttelse. Ideen til bogen opstod nok, da jeg syntes, rollen var blevet lidt problematisk. Jeg kunne ikke komme ind et sted, uden at folk sagde: »Ahaaaaa, der kommer et akademimedlem.« Da følte jeg det som besværligt. Det gør jeg ikke længere – og jeg er jo også med til selv at skabe personaen. Jeg har nu ikke tænkt så dybt over det, men mere været inde i selve fortællingen.«

– Er det sådan, at du bare skriver løs?

»Nej, jeg konstruerer og strukturerer meget. Men spørg mig ikke om, hvorfor jeg skriver lige det, jeg gør. Det er helt enkelt af lyst.«

Det første indtryk

– Babba er den grimme, mens Lillemor er køn og udadvendt. Hvad betyder udseendet for en kvinde?

»Uh, det betyder vældig meget i vore dage. Med et godt udseende er det lettere for en kvinde at slå igennem ikke bare i litteraturen, men også i erhvervslivet. De tager overalt helst de smukke. Vi tror på det gode udseende.«

– Men man bliver vel ikke automatisk lykkeligere af at se godt ud?

»Det ved jeg ikke. Med hensyn til visse ting går det nok lidt lettere.«

– Især Lillemor lever sit liv på en løgn. Er hun et særtilfælde, eller lyver mennesker i almindelighed?

»Ja, og jo ældre man bliver, desto mindre tilbøjelig er man til at tro på andre mennesker, når de puster sig op. Jeg har en veninde, som har været chef på Dramaten. Hun har en enestående evne til at se igennem mennesker. Jeg spurgte hende engang, hvordan hun bærer sig ad. ’Det er enkelt,’ svarede hun. ’Hvordan det?’ spurgte jeg. ’Det første indtryk,’ svarede hun. Selv er jeg ikke så god til at bedømme andre. Gang på gang tror jeg på folk, som viser sig at være skiderikker. Det er noget med, at vi bygger et andet billede op end det, der er sandt.«

Kærligheden

– I romanen skriver du om en formodet utroskab, hvor den ene kvinde mistænkes for at have været i seng med den andens mand. Er sex en vældig kraft eller overvurderet?

»Det er individuelt. Der skrives meget om og vises mange billeder af sex, men det siger intet om, hvordan mennesker i almindelighed har det med det. Babba er jo meget tilfreds med sit seksuelle liv, Lillemor ikke. Hun er så uheldig at træffe en mand, som faktisk viser sig at være homoseksuel. Han er en vidunderlig og fin person, så de bliver sammen. Det, synes jeg, er noget, der sjældent kommer frem – at en del af livets trængsler beror på, at man er uheldig. Vi kan ikke tage ansvaret for alt på os. Eller lægge skylden på samfundet eller vores forældre.«

– Er du selv gift?

»Jeg var gift som ung, men har levet sammen med den samme mand siden 1967. Det er kærligheden og arbejdet, der betyder mest for mig. Og så at man kan gøre, hvad man har lyst til.«

At vække folk

Kerstin Ekman fortæller, at hendes far var en dygtig mand, der avancerede fra metalarbejder til værkstedschef og senere fik sit eget foretagende. Begge forældre var meget kunstinteresserede, musikalske og meget læsende.

Selv bor hun i dag sammen med sin mand, der er pensioneret musiker og højskolelærer, ude i et stykke skov, som de selv ejer.

– Du har skrevet meget i dine bøger om at bo på landet. Er det bedre at bo på landet end i en storby?

»Det er mit miljø, helt enkelt, men man skal ikke forestille sig, at det udelukkende er romantisk. Der er skiderikker overalt, og det kan være besværligt, men vi kan lide det. Det er vort liv.«

– Hvordan ser du den udvikling, at flere og flere er flyttet til byerne?

»Jeg tror, den er fatal. For naturen, for landskabet. Der er generationer, som er vokset op helt urbant uden kontakt med planter og dyr. Det betyder, at de er ligeglade med den slags. Farlige sager, det der.«

– Er du kulturpessimist?

»Jeg tror vel egentlig, at de, der har et sortsyn, er mere ærlige og derfor kan gøre mere for, at tingene skal blive bedre. For tiden rejser en professor rundt og taler om, at alt bliver bedre, og der bliver mindre og mindre krig. Det er ikke den rigtige måde at vække folk politisk på. Så hytter folk deres private interesser. Så det tror jeg ikke på.«

Ulvene

– Du har på et tidspunkt kritiseret den svenske konge for nogle udtalelser om ulve. Hvorfor?

»Han udtalte sig uden at vide noget om dem. Når man er omgivet af jasigere, får man aldrig modspil. Han sagde, at ulvene er på vej til at overtage hele Sverige, skønt vi vel kun har 200 af slagsen. Men det er meget bekymrende, at ulvene tager jagthundene, og jeg er ofte bekymret for min egen hund. Men jeg synes, at ulvene også har ret til at leve. At udrydde alle vilde dyr, som forstyrrer os, vil være uetisk og forfærdeligt. Vi må se i øjnene, at vi lever i en verden, hvor der ikke altid findes en løsning på alle problemer, og ingen har sagt, at livet skal være let.«

– Er du republikaner?

»Javist. Monarkiet hører ikke hjemme i et moderne samfund. Det er dybt udemokratisk.«

– Hvilken bog læser du for tiden?

»Den nye svenske oversættelse af Ulysses. Den er fantastisk god. Og så har jeg lige læst Kim Leines grønlandske historie, Profeterne i Evighedsfjorden. Den er virkelig god. Den giver et fint billede af 1700-tallets København.«

– Har du læst interviewbogen med fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic?

»Nej, men jeg har truffet hans ghostwriter, David Lagercrantz, og jeg spurgte ham, hvad han syntes om at arbejde med Zlatan. Jo, det havde været så morsomt og interessant, og det er jo klart, når man sælger en million eksemplarer. Men Lagercrantz er en dygtig forfatter, så der har Zlatan valgt rigtigt, og jeg tror, det er en fantastisk bog for mange unge at læse. Det værste er selvfølgelig, hvis de tror, at vejen til lykke bare er fodbold.«

– Hvad har du i tankerne, når du i romanen satiriserer over det litterære miljø i Sverige?

»Det er sjovt at skrive om de forskellige trends, der kommer og går. Jeg tror ikke så meget på alt det der, og jeg ved ikke, ojojoj, hvor mange gange i mit forfatterliv, man har forklaret, at romanen er død.«

– Er det virkelig sandt, som du skriver, at akademiet omtales som ’hun’?

»Ja, internt i akademiet.«

– Hvorfor mon?

»Jeg ved det ikke. Det er ganske besynderligt, men der er meget rokokoteater over det. Akademiet stiftedes jo i 1786. Det hele er vel en uskyldig leg med rokokoidentiteten. Men jeg er kommet langt væk fra det der.«

Den tomme stol

– Du forlod akademiet i 1989 i protest. Hvorfor?

»Det var en meget kompliceret historie, som handlede om, at vi var nogle medlemmer, som mente, vi burde støtte Salman Rushdie (da han blev ramt af en iransk fatwa, red.) Det ville akademiet ikke, men senere gjorde det det alligevel.«

– Second thoughts?

»Ja, for det affødte jo en voldsom pressestorm. Men jeg er glad for, at jeg trak mig ud. I begyndelsen fandt jeg det morsomt at være med. Jeg kunne lide diskussionerne og kammeratskabet, og jeg har ikke skrevet om akademiet for at hænge det ud. Men i det lange løb tror jeg ikke, at jeg hørte til der.«

– Står din stol stadig tom?

»Ja, det er så mærkeligt. Man er medlem på livstid og kan egentlig slet ikke trække sig ud.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu